2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

“Det kommunale selvstyre har mistet reelt indhold, fordi kommunerne ikke længere udgør sociale enheder. Transport- og kommunikationsmidler, stordriftsfordele, mange udfoldelsesmuligheder uden for lokalområdet og to-forsørger-familiens begrænsede fri tid har svækket den lokale tilknytning og det lokale fællesskab. I denne situation kan kommunerne udvikles i to retninger: Enten sammenlægninger på vej til en snes storkommuner, der er lokale forvaltningsenheder, og hvor kommunalbestyrelsen virker på samme måde som en aktieselskabsbestyrelse. Alternativet er en revitalisering af de eksisterende kommuners selvstyre ved at genoprette den lokale tilknytning og det lokale fællesskab.” (Torben Bo Jansen, 1999).

Behovet for reformer af det kommunale selvstyre har længe været iøjnefaldende. Den igangsatte sammenlægning repræsenterer én måde at opfylde behovet på – ét valg af fremtid. Begrundelsen for dette valg kunne udtrykkes i følgende form: Amtskommuner og primærkommuner er i dag administrative enheder. Administrationen kan (formentlig) optimeres ved at øge kommunernes størrelser. Derfor er der behov for kommunesammenlægning.

Det ene valg af fremtid er ikke i sig selv mere eller mindre rigtigt end andre valg – forudsat klarhed om den ønskede udvikling og om midlerne til at opfylde denne vision. Strukturkommissionen skulle opfylde denne forudsætning. I praksis har den begrænset sig til at overføre erhvervslivets fusionsbølge til den kommunale sektor og tilsyneladende lukket øjnene for modsigelsen mellem på den ene side centraliseret ekspertudnyttelse og skalaøkonomi og på den anden side lokalt selvstyre for at opfylde lokale værdiforestillinger og livskvalitet. Livskvalitet skal her forstås som oplevelse af indflydelse på egen hverdag, af valgmuligheder og tryghed i netværk, hvor uenighed er en ret og dialog en forpligtelse.

Eksempelvis skal amtskommunerne lægges sammen til 5-7 regioner. En hovedbegrundelse er, at de specialiserede sygehusafdelinger kræver et større befolkningsgrundlag. Større sygehusenheder er nødvendige for at tiltrække lægelig ekspertise. Men:

  • Den specialiserede behandling vedrører under 1% af alle patienter, der behandles. På den måde er det halen, der logrer med hunden.
  • Store sygehuse, der betjener et geografisk område, er fortid. Fremtiden er telemedicin.
  • Strukturkommissionen har opstillet meget diskutable forudsætninger for at vise, at store sygehuse er mere effektive end mindre sygehuse.
  • Koordineringen af patientbehandlingen på tværs af afdelinger i sygehusene og mellem sygehus og kommunale institutioner såvel som kommunikationen i de enkelte afdelinger udgør nogle af de væsentligste aktuelle belastninger af sygehusene, og de forstærkes af sammenlægningerne.
  • Ledere af funktionsbærende enheder eller afdelinger handler i blinde, fordi ledelsesinformationen – specielt de økonomiske informationer – er irrelevante, fejlbehæftede og forsinkede. Manglen på ledelsesinformation er tilstrækkelig forklaring på de voksende sygehusudgifter.
  • En voksende del af befolkningen forventer at blive behandlet som individer og ikke blot som mediet for en sygdom.

Sammenlægning af primærkommuner til enheder med mindst 30.000 indbyggere er også begrundet med administrative fordele. Sammenlægning skal skabe det nødvendige befolkningsgrundlag for at ansætte eksperter i forvaltning og institutioner. På nogle område er 30.000 unødvendigt, på andre utilstrækkeligt, og de ekspertisekrævende opgaver kunne i alle tilfælde løses regionalt eller statsligt uden kommune-sammenlægning.

Fusionsbølgen er en del af den herskende ‘tids-ånd’. Politikere og partier fremstår, som de søger at indrette sig efter og udnytte tidsånden i stedet for at forme den. På den baggrund er  det nytteløst at kæmpe mod fusionsbølgen.

Kommunalreformen forlænger fortiden i stedet for at opfylde nye behov på nye måder. De ny behov skyldes en ny livsstil, der har bredt sig i takt med velstandsstigning, voksende uddannelsesniveau, større ligestilling osv. En voksende del af befolkningen har indflydelse og ansvar i jobbet og forventer samme indflydelse på og ansvar for familiens udvikling, på lokaludvikling osv. Storkommuner og regioner efterlader et lokal politisk ‘tomrum’. Tomrummet udfyldes af lokalbefolkningen uden om de etablerede partier og interesseorganisationer. Det kan både skabe konflikter og fornyelser rundt om i landet – mange små Christiania’er.

Torben Bo Jansen/Carsten Henrichsen