2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Helge Severinsen

En af Anders Fogh Rasmussens og andres flere gange gentagne påstande gennem de seneste måneder lyder: Religion er en privatsag og hører ikke hjemme i det offentlige rum.

Udtalelsen kan ses som en beklagelig konsekvens af, at vidensområder som åndshistorie og idehistorie er fraværende i de politologiske uddannelser. Og når pressen og medierne ikke har gjort statsministeren opmærksom på fejlopfattelsen, er det nok en følge af, at de samme vidensområder er fraværende også i journalistuddannelsen.

Men kendsgerningen er: Religion og de deraf ud-springende religiøse fænomener forefindes i det offentlige rum i alle samfund og er dermed fælles anliggende, uanset om man selv er medlem af et trossamfund. Her skal forsøges en – uforskammet kortfattet – kommentar om et par af aspekterne.

Hvad er religion for noget?
Religiøse forestillinger og adfærdsformer forekommer i alle kendte menneskelige samfund. I oplysningstiden, da grunden blev lagt under vor egen samfundsforståelse, sådan som den umiddelbart er til stede i vores bevidsthed, tænkte man sig, at en række religiøse ideer ganske enkelt var en del af menneskets natur: ideen om en skaber, om en udødelig sjæl, begrebet om en etisk lov (en ”dyd”). Slagordet blev i rationalismens tid omkring 1800: ”Religionen drejer sig om Gud, dyd og udødelighed”. Siden gik man psykologisk til værks og indkredsede en række processer, som frembringer religiøse forestillinger. Den fremherskende tanke-gang i vore dage er vel den socialpsykologiske og sociologiske, der beskriver menneskers adfærd og forestillinger som produkt af de fremherskende samfundsstrukturer, herunder de historisk forelig-gende ideologiske systemer.

Men det i den forbindelse afgørende: religionsbegrebets gyldighed, kan ikke begrundes ad den vej. Man kan som tænkende menneske, om jeg så må sige, hverken anbringe Vorherre på en filosofisk piedestal som apriorisk størrelse eller i et hul i natur- og samfundsvidenskaberne. Der er ikke rigtigt plads nok.

Man kan derimod undersøge de adfærdsformer, som forekommer i religionerne, og de forestillinger, de udspringer af. Det er hvad den såkaldte fænomenologiske metode giver sig af med. Med Johannes Sløks formulering i ”Det religiøse instinkt”: Hvad er det for fundamentale forhold i menneskelivet, hvilke væsentlige træk af menneskers eksistensvilkår er det, der kommer til udtryk i religionen, og hvordan?

Gyldigheden af religiøse forestillinger udspringer af en negativitet, et tomrum, nemlig erkendelsen af, at jeg grundlæggende ikke er mit eget livs ophav og herre, og at jeg skal dø.

Ordet religion stammer fra latin. Den sproglige rod er glosen ”religere”, der betyder ”at overveje omhyggeligt, at give nøje agt på”. Religion er altså noget, der skal have særlig opmærksomhed, som skiller sig ud fra det andet. Noget ”helligt”, der fin-des i en ”helle” i tilværelsen, et sted, der er und-draget vores magt, men som vi er nødt til at forholde os til. Eventuelt i afvisning af dets væsentlighed for os. Men fænomenets virkelighed er evident. Og dets udspring i det fundamentale livsvilkår medfører, at der er knyttet meget stærke følelser til de religiøse symboler og mytiske fortællinger og religionsstifterens person.

De store verdensreligioner har hver deres særlige historie, mytologi, ritualer, organisationsform. De forefindes i det offentlige rum også i Danmark og giver sig til kende ved særlige bygninger, skikke, påklædning, ritualer.

Religion i Danmark
Den traditionelle danske religion er udformet som en ”kirke” (græsk: kyriaké, Herrens sted) med en ganske bestemt historie. I højmiddelalderen stre-des kirken (i.e. pavestolen) og den lokale konge om magten – og retten til at inddrive skatter. Ved reformationen blev stat og kirke ét og det samme med kongen som øverste myndighed, idet kongemagten inddrog kirkegodset og brugte kirken som instrument til uddannelse og håndhævelse af mo-ralen. Alle danske var medlemmer af kirken og skyldte den lydighed. Folk, som hørte til andre religioner (jøder, calvinske huguenotter, katolikker) som dukkede op i landet, oftest på flugt fra undertrykkelse, fik udstedt særskilte kongelige frihedsbreve med ret til at opholde sig her og dyrke deres religion på ordentlig vis. Men alle andre havde pligt til at døbe deres børn i kirken, indgå ægteskab i kirken, lade børnene undervise i kristendom af præsten. Ordensmagten blev sat ind, hvis folk nægtede at lade deres børn døbe. Så dukkede fogeden op og hentede barnet i kirke. At være dansk var at være luthersk kristen.

Med den frie forfatning i 1849 ophørte staten i princippet med at være religiøs. Grundlovsfaderen D. G. Monrad fandt på formuleringen ”den danske folkekirke” som betegnelse for den gamle statskirke, nu adskilt fra parlament, regering og domstole, men med kongen som overhoved og lige som an-dre institutioner undergivet de love, som parlamentet vedtog. ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten,” står der fremdeles i grundloven. Kirkens forhold bliver ”ordnet ved lov”, og et af regeringens medlemmer har kirken som ressortområde.

Dermed blev religionens udøvelse principielt en privatsag. Men religionens institutioner forefandtes og forefindes fremdeles i det offentlige rum. Med de nye tider og vore åbne grænser flytter folk ind i landet med deres religion og anbringer den og dens symboler i vores offentlige rum. Og forlanger at få deres religion og dens institutioner respekteret. Buddhister, muslimer, hinduer, baha’i’er, og alle mulige kristne frikirker og sekter naturligvis, på det seneste endda også den genoplivede gammelnordiske asatro. Alle religioner er tilladt inden for de adfærdsgrænser, som sættes af straffeloven. Nogle af de ældste trossamfund er det, som kaldes anerkendte; det vil sige, at deres kirkelige handlinger, især vielser, har borgerlig gyldighed. Igen: religionerne boltrer sig med rette i det offentlige rum. Religionsfrihed og forsamlingsfrihed er sider af samme sag som trykkefrihed og ytringsfrihed.

Disse rettigheder modsvares af trossamfundenes og deres lederes forpligtelse til at tåle (”tolerere”) hinandens overbevisninger, skikke, institutioner og ytringsfrihed, samt at kontroltekst for lovgivning i Danmark er grundloven.

Konflikt
Når religionsfriheden tillader religionens tilstedeværelse i det offentlige rum, og religionsudøvelsen i det demokratiske samfund på den anden side er en privatsag, er sandsynligheden for konflikt meget høj. Ytringsfriheden er begrænset af blasfemiparagraffen, som gør ekstrem forhånelse af (andres) religion strafbar, ligesom injurielovgivningen gør visse typer offentlige udsagn om andre mennesker strafbare.

Mellem ironi og satire på den ene side og blasfemi, henholdsvis injurier, på den anden side er der et bredt spektrum. Man kunne med vor dronnings udtryk fra en berømt nytårstale minde om det uhøflige og uvenlige i ”dumsmarte bemærkninger”. Der er jo ingen grund til bevidst at træde på andres ømme tæer, og da særlig ikke i forhold til et svagt mindretal – handicappede, indvandrere, eller hvad det nu kan være for mennesker.

Det juridiske i Mohammed-sagen er klart nok. Religionen Islam, som har hjemstedsret i den danske offentlighed, kan ikke kræve et – af visse muslimske retninger hævdet – billedforbud respekteret af et dansk dagblad. De, som føler sig trådt over tæerne, har ret til at brokke sig, men har ikke krav på undskyldning, og føler de sig krænket i tilstrækkelig grad, kan de rejse en sag efter blasfemiparagraffen.

Måden og de ledsagende omstændigheder
Men så hoppede kæden af. Hverken Jyllands-Postens principfaste, islamofobe kulturredaktør eller vor principfaste statsminister erindrede sig, at verden er blevet en global landsby, hvor alle nyheder spreder sig via Internet og mobiltelefoner med lynets fart. I det højspændte Mellemøsten var reaktionen skarp.

Et karakteristisk træk ved i hvert fald mellemøstlig Islam er, at den ikke har samme tankegang om krænkelser som vi. Hvor vi taler om skyld og tilgivelse, taler Islam om skam og ære. Har man forulempet, dvs. bragt skam over en anden, er kravet ydmyghed og oprejsning af den skadede ære. Hvorimod hvis vi etniske danskere gør os skyldige i at forulempe en anden, er vejen frem at bede om tilgivelse. Den tankegang har vi naturligvis fra mere end tusind års kristendom.

Elleve ambassadører fra muslimske lande bad om en samtale med statsministeren. Men kæden var hoppet af, måske ved et hul i vejen et sted i omegnen af Dansk Folkeparti. ”Ikke tale om. Vi har ytringsfrihed i Danmark!”

Hvilket begribeligvis ikke var ukendt for ambassadørerne. Som fik sig et svar på kanten af det lettere dumsmarte. Igen summede Internettet og mobiltelefonerne. Og en flok imamer fra Danmark, som følte deres ære trådt for nær, drog til hjemlandene med en stak billeder. Tre-fire svage mellemøstlige regeringer drog omsorg for det der i DDR hed ”Spontane Volkswut”, så deres indbyggere kunne få noget at rase ud på, og der var god afsætning på danske flag til afbrænding. Desværre også de sædvanlige dødsofre. Boykot af danske varer. Loyal opbakning fra EU og selvfølgelig kammeratlig opringning fra den gode ven Bush.

Forløbet understreger nødvendigheden af et fortsat tålmodigt arbejde på udviklingen af en tilnærmelse til en international retsorden, som må indbefatte en tilsvarende oplysning om hinandens skikke og religiøse forestillinger og historisk funderede værdisystemer.

De danske muligheder for at bidrage til en sådan udvikling er på et lavpunkt for øjeblikket.

Henvisninger:

Johannes Sløk: Det religiøse Instinkt, Berlingske forlag 1960
Bent Smidt Hansen: Religionsfænomenologi, Borgens forlag 1977
Jes P. Asmussen: Islam, Politikens forlag, 1981