2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Torben Bo Jansen

“Retssikkerheden er silkepapiret mellem civilisation og barbari.”
Arne Sørensen

Spørgsmålene
‘Silkepapiret’ har blafret globalt igennem de sidste måneder efter offentliggørelse af nogle Mohammed-tegninger. Det skyldes ikke blot ‘gadens parlament’ i nogle diktaturer og udviklingslande; det skyldes også de mange velmente, men ikke altid velgennemtænkte udtalelser og reaktioner.

Helhedsbilleder
Opfattelser af virkeligheden er ikke en ‘passiv’ affotografering af omverdenen. Virkelighedsopfattelser er et produkt af en aktivt udvælgende, genkenden-de og meningskabende proces.

Menneskers observationer (sanseoplevelser) består i at fastslå, at noget er tilstede eller ikke tilstede (Hartnack). Det, som et menneske ikke genkender, er ’støj’ for det pågældende menneske. Mennesker kan fx kun fastslå, at noget ikke er tilstede, hvis det besidder et ‘mentalt billede’ af det pågældende emne. Observation forudsætter derfor (sproglige) billeder af det sansede. Det betyder, at mennesker lærer at bruge synssansen. Det har man kunnet eftervise: Mennesker, der fødes blinde, og får synssansen ‘tilbage’ gennem en operation, oplever et kaos af påvirkninger; de skal igen-nem en længere læringsproces for at lære at udnytte synssansen (von Senden).

Siden Oplysningstiden har den vestlige verden været præget af forestillinger om erfaringer som objektiv observation og rational bearbejdelse af observationerne. Forestillingerne er ikke alene ukorrekte; de er også anledning til misforståelser, fx at menneskers holdninger og meninger kan ændres af kendsgerninger og argumenter.

Det er helhedsbillederne, der bestemmer opfattelsen af ‘kendsgerningerne’, og ikke kendsgerninger, der samles – som brikker i et puslespil – til et helhedsbillede. Det er grunden til, at reklamefolk taler så meget om branding og image, at spindoktorer taler om troværdighed osv. Det er også meget abstrakte helhedsbilleder som fx de termodynamiske love, der adskiller kendsgerninger fra fejltagelser i naturvidenskaberne.

Helhedsbilleder er et produkt af og ‘adgangsbilletten til fællesskabet i familien og nærmiljøet. Barnet tilegner sig de fælles helhedsbilleder samtidig med, at det lærer at se, at gå, at tale osv. De fælles helhedsbilleder skaber den forhåndsforståelse, der er forudsætningen for kommunikation (Cherry). Omvendt er den fremmede et menneske med afvigende helhedsbilleder (Camus). Helhedsbillederne er således på én gang nøglen til forståelse og kommunikation i samme miljø og en begrænsning for forståelse og kommunikation på tværs af miljøer.

Livet igennem udvides, uddybes og korrigeres de første helhedsbilleder, men mennesker kan ikke ‘forkaste’ de tilegnede helhedsbilleder og skabe helt nye. Helhedsbillederne repræsenterer en form for ‘programmering’ af hjernen – sammenknytninger af hjernecellerne i mønstre, og udvikling af helt nye helhedsbilleder ville kræve en form for ‘hjerne-vask’. På de formelle uddannelsesinstitutioner undervises i helhedsbilleder på områder, der vedrører hele samfundet, og eleven eller den studerende skal tilegne sig de autoriserede billeder i et fastlagt omfang og en fastlagt dybde. På den måde overføres et samfunds kultur (viden, normer og traditioner, tro osv.) til den næste generation.

Kopernikanske vendinger
Forskningen udvider og uddyber de herskende helhedsbilleder, og det kan føre til modsigelser, der tvinger til nyformulering af det ene eller andet billede (West Churchman). Et sådant skift betegnes bl.a. en kopernikansk vending. Skiftet foregår ikke ‘fra den ene dag til den næste’, men i takt med, at en ældre generation uddør (Planck). Typiske eksempler på kopernikanske vendinger er skiftet fra billedet af Jorden som en flad tallerken til billedet af Jorden som en kugle, fra opfattelsen af Jorden som universets centrum til opfattelsen af Jorden som en planet i bane om Solen, skiftet fra opfattelse af hjertet som centrum for følelser til opfattelsen af hjertet som en pumpe, og i nyere tid bl.a. skiftet fra Newtons givne og konstante rum til Einsteins relative tid og afstand.

De kopernikanske vendinger afføder sociale og teknologiske, politiske og erkendelsesfilosofiske fornyelser. De skaber nye forudsætninger for produktion og interaktion i samfundet, for menneskers forhold til de fysiske omgivelser, for forholdet mellem samfund osv. En kopernikansk vending – et skift i et helhedsbillede – udløser således ny samfundsudvikling.

Der er iøjnefaldende lighedspunkter mellem kopernikanske vendinger og de genmutationer, der afføder biologisk udvikling ifølge (neo)darwinisme. Analogien er imidlertid falsk. Kopernikanske vendinger er hverken tilfældige eller uundgåelige fejl i overførelsen af helhedsbilleder fra én generation til den næste. De er tværtimod forudsigelige følge-virkninger af udnyttelsen og uddybningen af etablerede helhedsbilleder under bestemte samfundsbetingelser.

De nødvendige eller kritiske samfundsbetingelser for kopernikanske vendinger er dels friheden til at drage de herskende helhedsbilleder i tvivl, dels motivation til at betvivle disse billeder. Fx er den umiddelbare og direkte forklaring på en årtusinde gammel kinesisk kulturs stagnation i forhold til udviklingen i Europa siden Oplysningstiden, at den kinesiske kultur ikke opfordrede til kopernikanske vendinger. En blomstrende arabisk kultur omkring Middelhavet ‘kvæles’ fra Senmiddelalderen ligeledes af mangel på frihed og motivation til at drage de autoriserede helhedsbilleder i tvivl. Både statsmagt og kirkemagt rundt om i verden bekæmper i dag afvigelser fra herskende eller dogmatiske helhedsbilleder.

Det ovenstående kan sammenfattes på den måde, at samfundsudvikling er et produkt af kopernikanske vendinger i samfund, der legitimerer og opfordrer til at drage herskende helhedsbilleder i tvivl.

Sædvanligvis antages, at politisk demokrati skaber større frihed og motivation til at drage de autorise-rede helhedsbilleder i tvivl end andre politiske styreformer. Antagelsen begrundes bl.a. med henvis-ning til, at den økonomiske velstand og vækst er større i demokratiske samfund end i andre samfund (Høgh a), at demokratiske samfund er åbne (Popper), at kærnen i demokratier ikke blot er personlig frihed (liberalisme), men forpligtelsen til at afvise betingelsesløse fordringer (Wrigth Mills) osv.

‘Den største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig’
I modsætning til andre pattedyr besidder alle mennesker forestillinger om fortid og fremtid (Nietzsche). Fremtidsperspektivet er aldrig længere end fortidsforståelsen. Fortidsforståelse skaber grund-laget for billeder af det fremtidige, der endnu ikke kendes eller eksisterer – individuelt og kollektivt. Fx omskriver hver generation af historikere den fælles fortid i lyset af et herskende fremtidsbillede, og fremtidsperspektivet tegnes med fortidsforståelsens distance (Aalbæk-Nielsen). Tilsvarende gælder for det enkelte menneske.

Helhedsbilleder af fortid og fremtid er grundlaget for valg og fravalg af mål og midler. Populært udtrykt: Et virkelighedsbillede, der tjener som søkort for at fastlægge og holde en kurs. Et menneske eller et samfund i en stabil udviklingsperiode kan fokusere på ‘det næste skridt’ uden at se længere frem og uden at være i tvivl om, hvad det næste skridt er. Det samme gælder ikke i krisesituationer. Kriser er ’storme’, hvor overlevelsen afhænger af ’søkort og kompas’.

I debatten om Mohamed-tegningerne i og uden for Danmark fremhæves igen og igen, at tegningerne er krænkende, en helt overflødig provokation, tegn på manglende forståelse af religiøse følelser osv. Men: “Tankevækkende nok har den franske presses langt frækkere gøren grin med profeten ikke udløst tilsvarende reaktioner…” (Bjøl). De meget forsinkede reaktioner på tegningerne giver også indtryk af skjulte dagsordener. Og selv om jeg har krænket min nabo, så følger det ikke automatisk, at naboen er den uskyldige part, der ‘ret’ til undskyldning.

Offentliggørelse af Mohamed-tegningerne har affødt en krise i og uden for Danmark. Den har også afsløret en mangel på ’søkort og kompas’ for håndtering af krisen – i mange kredse. Forskellige personer, institutioner og grupper tegner forskellige billeder og fokuserer på forskellige fortider og fremtider. Der mangler et samlet billede af relationerne mellem frihedsrettigheder og religiøse dogmer, demokrati og globalisering, national ytringsfrihed og tværnationale krænkelser osv. osv. Det er muligvis den ‘egentlige’ krise, og den krise overvindes ikke af velmente opfordringer til tilbageholdenhed, officielle undskyldninger, demokratiske foreninger eller workshops om global forståelse og indsigt. Det er ikke ord, der mangler, men det samlede billede, der giver ordene mening.

Det fragmenterede billede kan skyldes i det mindste tre grundlæggende misforståelser:

  • 3. Sammenblanding af grundlovssikrede frihedsrettigheder og Menneskerettigheder. Grundlovssikrede frihedsrettigheder er juridiske midler, der kan bruges og misbruges. I modsætning hertil repræsenterer Menneskerettighederne grundlæggende værdier. Opfyldelsen af grundlæggende værdier som Menneskerettighederne er ikke underkastet begrænsninger. Ethvert menneske ønsker Menneskerettighederne opfyldt for sig selv, men nogle mennesker afviser, at Menneskerettighederne er en ‘fødselsret’ for ‘de andre’. En grundlæggende værdi er et vilkår eller forhold, der er ønskværdige i sig selv, og som det er meningsløst at søge at begrunde. Det har fx ingen mening at spørge, hvorfor social tryghed eller retten til at bestemme over sig selv er ønskværdigt. Det er derimod meningsfuldt at spørger, hvad de grundlovssikrede frihedsrettigheder er midler til. Hvilke grundlæggende værdier opfylder disse ’sociale færdselsregler’, og hvilke begrænsninger af frihedsrettighederne er nødvendige for at udelukke misbrug?Mange – fra FNs generalsekretær og den danske statsminister til redaktører og skribenter – har udtalt, at grundlovssikrede frihedsrettigheder som ytringsfriheden er ‘ukrænkelige’ værdier. Når midler fremstilles, som om de var værdier, der ikke kræver begrundelse, så repræsenterer de dogmer. En del af den aktuelle krise skyldes sammenstød mellem et sekulært ytringsfriheds dogme og et religiøst afbildnings dogme. Det er ikke kun den ene part, der er dogmatisk.Alternativet til den dogmatiske fremstilling af juridiske midler består i at klargøre, hvorfor Grundlovens frihedsrettigheder er ønskværdige. Demokrati er ikke et entydigt begreb; fx fik Danmark en demokratisk forfatning i 1848, men kvinderne fik først stemmeret til Folketinget i 1915. Hvad er de grundlæggende betingelser eller vilkår for et demokrati, dvs. de vilkår, som det danske samfund for enhver pris skal forsvare, bl.a. ved hjælp af en grundlovssikret ytringsfrihed?
    • 2. Sammenblanding af religiøse lederes legitimitet og autoritet i trossamfundet og i det sekulære samfund. (En leder besidder legitimitet, hvis vedkommendes ret til at lede er bredt accepteret, og en leder besidder autoritet, hvis vedkommendes evne til at opfylde mål og aftaler er bredt accepteret. Ledere kan besidde autoritet uden at besidde legitimitet, jf. Estrups Provisorier i 1880erne, og legitime ledere kan mangle autoritet, jf. Socialdemokratiets lederkarrusel siden Anker Jørgensen. Religiøse ledere besidder legitimiteten og autoriteten til at kræve respekt for religionens dogmer af de troende. Vedkommende har til gengæld ingen som helst legitimitet til at stille krav om særlig respekt for religionens dogmer af ikke-troende. Legitimering af religiøse lederes krav til ikke-troende ville føre til ‘religionskrige’ som 30-årskrigen i første halvdel af 1600tallet. Det, som USA betegner en krig mod terrorisme, opfattes i nogle kredse i Mellemøsten som en ny religionskrig. Religiøse ledere kan – som alle andre ledere – besidde autoritet i hele samfundet, jf. fhv. overrabbiner Bent Melchior og hans far. God ledelse skaber autoritet, og autoritet er dermed noget, som en leder gør sig ‘fortjent’ til. Det gælder også religiøse ledere. De kan ikke stille krav til ikke-troende, men de kan skabe grundlaget for gensidig respekt. Det sker ved at sikre, at trossamfundets medlemmer viser samme respekt overfor andre samfundsgruppers dogmer eller adfærdsregler, som de ønsker eller forventer af disse samfundsgrupper. Fx er Mohammed-tegningerne blevet kritiseret fra mange (de fleste?) sider som en ubegrundet provokation. Kritikerne tog slet ikke stilling til redaktørens begrundelse for offentliggørelse af tegningerne: Tegningerne skulle bryde med den voksende selvcensur, som nogle muslimske kredses trusler havde skabt. I bagklogskabens lys er det let at kritisere ‘midlerne’ og på den måde forbigå det egentlige spørgsmål: Hvornår og hvordan skal samfundet – og ikke blot anklagemyndigheden – reagere på mord på ‘ulydige’ døtre/søstre, opfordringer til støtte af terror, angreb på demokratiske spilleregler osv.? Hvad kommer først: Ægget eller hønen? Ægget-eller-hønen spørgsmål er hverken meningsfulde eller frugtbare. Det relevante spørgsmål vedrører religiøse lederes forpligtelser i et demokratisk samfund. De troende har (selvfølgelig) samme frihedsrettigheder som alle andre borgere, men den katolske biskop, overrabbineren, immamen er ikke blot ‘borgere’. Deres legitimitet og autoritet i trossamfundet afføder både rettigheder og pligter uden for trossamfundet – forudsat de besidder legitimitet og autoritet. Hvis en religiøse leder ikke kan eller vil skabe respekt i trossamfundet for det øvrige samfunds dogmer eller adfærdsregler og dermed opfylde sine forpligtelser, så kan den pågældende leder heller ikke påberåbe sig rettigheder i det sekulære samfund. Det sekulære samfunds ledere – regering og folketing – er tværtimod forpligtet til at genoprette respekten for det sekulære samfunds adfærdsregler – som de er forpligtet til at bekæmpe skattesnyd, blasfemi, prisaftaler osv. Mohammed-tegningerne har muligvis afdækket et behov for dialog og større forståelse. Det mere grundlæggende behov, som tegningerne har afdækket, er klargørelsen af de forpligtelser, som religiøse ledere og trossamfund skal opfylde for at påberåbe sig det sekulære samfunds rettigheder. Hvordan trækkes grænsen mellem dogmatisk religionsudøvelse i trossamfundet og antidogmatisk livsudfoldelse i det sekulære samfund, og hvilke forpligtelser indebærer denne grænse for religiøse og sekulære ledere?
      • 3. Sammenblandingen af globalisering og samfundsudvikling. Historisk set har der altid eksisteret økonomiske forskelle i det enkelte samfund og mellem nationer. Nogle nationer udvikles hurtigere end andre og er større, stærkere og rigere end andre. Hvis forskellige nationer er nødt til at interagere, så kan forskellene afføde konflikter, fordi den enkelte nation søger at opfylde egne interesser på andre nationers bekostning. Kan interesserne ikke opfyldes med diplomatiske midler (forhandlinger, trusler), er anvendelsen af militære midler det næste skridt (von Clausewitz). Der er ingen tegn på, at den clausewitz’ske rationalitet er forældet i dag – trods en markant global økonomisk, teknologisk, social og politisk udvikling siden von Clausewitz skrev om krige. Lokal, national og tværnational interaktion afhænger af transport- og kommunikationsmidlerne. Fysiske afstande måles ikke i km; de måles i transport- og kommunikationsomkostninger: Tid, penge, energi. Globaliseringen er et andet ord for, at transport- og (især) kommunikationsomkostninger er faldet drastisk over de seneste årtier (Jansen a). Det er den globale kommunikationslandsby, der har reageret på Mohammed-tegningerne. Det ny består i, at befolkninger i bl.a. de arabiske lande kan sammenligne deres egne håbløse levevilkår med forholdene i USA og Europa, fordi de kan se i fjernsynet, hvordan man lever i Vesten. Håbløse levevilkår, der er fælles for alle, kan man affinde sig med. De håbløse forhold er derimod dybt frustrerende og ydmygende, når man kan se i fjernsynet, at andre lever meget bedre. Sat på spidsen kunne man sige, at 11. september, terrornetværk og de anti-vestlige holdninger – såvel som illegale indvandringer og økonomisk betingede flygtninge – skyldes fjernsynet. Det er en voksende global forståelse af de store økonomiske og sociale forskelle, der skaber den ny type af tværnationale spændinger – snarere end mangel på forståelse. Mennesker, der ikke alene lever under håbløse forhold, men også kan se, hvor godt andre lever, er ikke nødvendigvis særligt forskellige fra de velstillede – tværtimod. Frustrationer og angreb skyldes netop ønsker om at opnå de samme goder, som befolkningerne i Vesten. Der er ingen form for dialog, der kan overvinde denne frustration. Europa skulle igennem to verdenskrige og 40 års kold krig før det lykkedes at bryde med den clausewitz’ske rationalitet, og det forhindrede ikke krige på Balkan. Anvendelsen af militære midler i Afghanistan og Irak for at bryde en ‘ond cirkel’ har ikke hidtil været en succes. Det samme gælder de mange milliarder ulandsbistand over de sidste årtier. Bevidstheden om (forståelse af) egne håbløse levevilkår har skabt en frustration i mange ulande, og denne frustration har tilføjet en ny dimension til de tværnationale interessekonflikter. Kløften mellem ilande og ulande er blevet en reel overlevelsestrussel for ilandene. Den skaber et akut behov for ny viden om, hvordan den ‘onde cirkel’ af fattigdom, diktatur og frustration brydes. Hvordan udvikles et alternativ til nationaløkonomisk ulandshjælp og militære løsninger af interessekonflikter, og hvordan omsættes en ny viden i praksis?

        Nogle svar
        De tre spørgsmål hænger sammen på den måde, at formålet med ulandsbistand og intervention i Afghanistan og Irak er at tilvejebringe betingelser-ne for demokrati, og i et demokrati besidder de forskellige trossamfund ikke blot retten til respekt for deres tro, men også forpligtelsen til at respektere det sekulære samfunds adfærdsregler.

        Betingelser for demokrati
        Familier opløses og erstattes af nye familier, virksomheder lukker og giver plads til nye virksomheder, men nationer opfattes ofte som ‘enheder’, der hverken opløses eller nydannes. Opfattelsen er forkert. De fleste af FNs knapt 200 medlemmer er unge nationer og kun 11 (måske 14) eksisterede i 1830 (Høgh b). National suverænitet opnås og opretholdes kun under bestemte vilkår.

        Nogle nationer besidder en demokratisk styreform, andre ikke. Demokrati er også et instabilt samfundskendetegn. Historikerne kan opregne over 70 brud med den demokratiske styreform (Tim Knud-sen). Det danske demokrati betragtes ofte som meget stabilt – trods Provisorieår og Påskekrise, og det tilskrives den nationale homogenitet (Tim Knudsen).

        USA er alt andet end et homogent samfund. Alligevel besidder det et stabilt demokrati, så betingelsen for demokrati er ikke homogenitet som sådan. USA og Danmark har derimod et andet fælles kendetegn: Der findes ingen gensidigt forstærkende opdelinger eller spaltninger af befolkningerne i to eller flere ‘delsamfund’. Samfundet er opdelt på mange måder, men opdelingerne ‘går på kryds og tværs’, og disse såkaldte krydspres udelukker den spaltning eller polarisering af samfundet, der truer demokratiet (Lipset). Omvendt kan de slesvigske krige ses som en følgevirkning af en ‘Gud-konge-fædreland’ spaltning af kongeriget i en slesvig-holsteinsk og en dansk befolkning.

        Krydspres er imidlertid ikke en betingelse for demokrati, der opretholdes i alle tilfælde. Demokratiske samfund udvikles, og udviklingen kan spalte befolkningen og eventuelt føre til brud med den demokratiske styreform. Fx blev den demokratisk valgte, marxistiske præsident i Chile myrdet efter et militært kup, der brød med en lang demokratisk tradition. I dag har Chile genindført demokratiske styreformer, annulleret militærdiktaturets love, startet retssager mod den tidligere diktator og netop valgt den første kvindelige præsident.

        Økonomiske kriser, der vokser, og som rammer nogle befolkningsgrupper meget stærkere end andre, skaber risiko for spaltning af befolkningen. Økonomiske kriser kan blive selvforstærkende og ramme ensidigt, hvis statsmagten reagerer på krisen med centralisering, økonomisk planlægning, restriktioner og kontrol. Det hindrer omstilling og fornyelse og sætter den veletablerede del af befolkningen i stand til at bevare deres privilegier. En sådan reaktion er udelukket i samfund med mange, selvstændige og overlappende magtgrupper (beslutningstagere), der hver for sig er afhængige af brugernes eller kundernes tilfredshed. Netværket af magtgrupper tvinger til samarbejde og hindrer centralisering, og afhængigheden af brugernes tilfredshed fremtvinger enten tilpasning eller afvikling.

        Et samfund med et omfattende netværk af selvstændige magtgrupper, der er afhængige af brugernes tilfredshed, kan bl.a. betegnes pluralistisk. USA er formentlig det mest pluralistiske land i verden, mens de arabiske lande hører til blandt de mindst pluralistiske. De europæiske lande med rødder i enevældige konge- og kejserriger er langt mindre pluralistiske end USA. Tyskland og Frankrig har da også vanskeligt ved at genoprette en økonomisk vækst under de ny globale vilkår.

        De grundlovssikrede frihedsrettigheder – herunder ytringsfriheden og en uafhængig presse – kan ses som midler til at skabe og opretholde pluralisme og dermed bevare demokratiske styreformer. Mohammed-tegningerne blev offentliggjort, fordi redaktøren var blevet bekendt med flere eksempler på selvcensur af kritik af islam. Udviklingen i Rusland illustrerer, hvordan systematisk selvcensur truer pluralisme. Der er dog et langt spring fra systematisk selvcensur og enkelte eksempler på selvcensur.

        Redaktørens begrundelse kan opfattes som rimelig eller utilstrækkelig. Selv om man anser begrundelsen for helt utilstrækkelig, berettiger det ikke en påstand om, at offentliggørelsen af tegningerne var en ubegrundet og dermed urimelig provokation, eller at ytringsfriheden er en syg undskyldning (Smith). Så benytter man selv den kritiserede argumentationsform.

        Selvfølgelig er udnyttelsen af ytringsfriheden inden for lovens grænser et væsentligt element i et pluralistisk samfund. Den dogmatiske holdning til ytringsfriheden kan imidlertid være mere skadelig end gavnlig for pluralismen i dagens Danmark. Den dogmatiske holdning kan forstærke opdelingen mellem ‘danskere’ og grupper med anden etnisk baggrund. Manglende viden om eller forståelse af pressens uafhængighed og ytringsfrihed kunne fx i sig selv være en begrundelse for en udogmatisk holdning.

        Spørgsmålet er da, hvordan en udogmatisk holdning praktiseres uden af skabe tvivl om ytringsfrihed og pressens uafhængighed. I den foreliggende sag kunne statsministeren have svaret ambassadørerne, at deres henvendelse var oversendt til udenrigsministeren, og derefter kunne udenrigsministeren havde inviteret ambassadørerne til et møde. Det havde for det første været i overensstemmelse med sagsforløbet, idet svaret til ambassadørerne blev udarbejdet i udenrigsministeriet. For det andet ville et møde med udenrigsministeren ikke rejse tvivl om pressens uafhængighed og ytringsfrihed, da udenrigsministerens sagsområder ikke omfatter pressen.

        Betragtet på denne måde er det ikke så meget statsministerens afvisning af et møde med ambassadørerne, der kan kritiseres, som undladelsen af at tilbyde en passende alternativ form for møde. Hvis ambassadørerne havde afvist et sådant alternativ og insisteret på at møde statsministeren, ville der have foreligget en ny situation, som muligvis begrundede en dogmatisk holdning til ytringsfriheden.

        Det skal endelig tilføjes, at ingen kan vide, om et møde havde forhindret en eskalering af modsætningerne.

        Forpligtelserne til respekt
        Religiøsitet bliver i nogle tilfælde fremstillet, som om det var modsætningen til rationalitet og videnskab. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Religioner er beskæftiget med de spørgsmål, der ikke kan besvares videnskabeligt. Videnskab forudsætter, at enhver virkning har en årsag, og forklarer fx universet som virkninger af ‘the big bang’, men uanset hvor langt man fører forklaringer tilbage, vil der være en videnskabeligt uforklarlig ‘første årsag’. Tilsvarende beskrives universet ved afstand i bl.a. lysår, men afstande indebærer grænser, og det er meningsløst at tillægge universet grænser. Einstein søgte at overvinde modsigelsen ved at påstå, at universet er uendeligt stort og krummer sig ind i sig selv. En sådan påstand er dels næppe videnskabelig, dels i strid med de seneste års påvisning af, at universet udvides.

        Det er uvidenskabeligt at fornægte, at der findes grundlæggende, eksistentielle spørgsmål, som videnskaben ikke kan behandle eller besvare. Et menneske kan erkende disse spørgsmål og enten vælge at beskæftige sig med dem eller vælge ikke at beskæftige sig med dem. Det ene er ikke mere eller mindre rationelt end det andet, og der er heller intet til hinder for at søge at bygge bro mellem de to verdener (de Chardin).

        Fremstilling af religiøsitet som modsætningen til videnskab og rationalitet er en diskriminerende fordom, der skaber modsætninger og konflikter. Den er formentlig mere udbredt i (Vest)europa og USA end i den øvrige verden. Det drejer sig ikke om sammenstød mellem civilisationer, men netop om en diskriminerende fordom. Sekulære kredses religiøse fordomme og disrespekt tvinger trossamfund til at ‘gå i forsvar’, og det blokerer enhver dialog. I Danmark er det folkeskolens opgave at overvinde denne form for diskriminering. Tilsvarende gælder andre diskriminerende fordomme i sekulære kredse, specielt antisemitisme (Sartre).

        Når individet eller hele samfundet står overfor grundlæggende omstillingskrav bliver fremtidsperspektivet erstattet af usikkerhed og uvished. I denne situation kan en skråsikker politisk ideologi eller et religiøst fællesskab opfylde et behov for sikkerhed. Fx opnåede en nærmest fundamentalistisk Indre Mission stor tilslutning og styrke i brydningsårene i slutningen af 1800-tallet, og menighederne kunne ‘erobre’ et sogn som beskrevet af Hans Kirk i ‘Fiskerne’. Der skal ikke meget fantasi til at overføre Kirks roman til et indvandrepræget kvarter på Nørrebro i dag.

        Trossamfund, der opfylder behovet for sikkerhed og vished, har ikke plads til tvivl, og de præges derfor af fundamentalistiske tendenser, jf. fx det amerikanske ‘bibelbæltes’ forkastelse af Darwin. Hvis et sådan trossamfund også udgør en relativ lille gruppe, bliver selvafgrænsningen, selvhævdelsen og sårbarheden endnu stærkere. Det gælder ikke blot islamiske trossamfund, men også fx de jødiske menigheder, der betragter enhver kritik af Israel som udtryk for antisemitisme. Det er den anden blokering for en dialog.

        Den religiøse leder af et dansk trossamfund, der tilbyder fællesskabets betingelsesløse sikkerhed og vished, er klemt mellem trossamfundet krav og forpligtelserne i det sekulære samfund. Trossamfundet kræver en leder, der bekræfter, at de troende er de ‘udvalgte’, der har fundet ’sandheden’, og at de har ret til særlig respekt for deres religionen. Det er grundlaget for lederens legitimitet og autoritet i trossamfundet. Det sekulære samfund kræver det modsatte: Ingen har særlige rettigheder og alle skal respektere det sekulære samfunds adfærdsnormer.

        Der findes ingen ‘let løsning’ på integration af tros-samfund. Integrationen af Det mosaiske Samfund (jøder) har krævet flere hundrede år. Nathansens ‘Inden for Murene’ (1912) og Gyllembourgs ‘Jøden’ (1836) viser, at muslimernes situation i dagens Danmark ikke er så forskellig fra jødernes situation tidligere – når der ses bort fra, at skuespil og roman handler om meget velhavende familier. Integrationen af jøder i det danske samfund har til gengæld øget afstanden til andre jødiske grupper. Efter sigende blev den israelske premierminister Ben-Gurion vred under sit besøg i Danmark i 1950erne, da den daværende overrabbiner fortalte ham, at i Danmark er en jøde først dansker og derefter jøde. Historien kan være en fabel, men den illustrerer de modstridende krav til religiøse ledere.

        Hidtil har regering og (nogle af) de politiske partier skærpet de modstridende krav til de religiøse ledere. Opinionsundersøgelser viser, at det skaber vælgertilslutning. Processen bekræfter de pessimistiske vurderinger af demokratiske samfunds udvikling (de Tocqueville). Alternativet består i at anerkende og understøtte de fundamentalistiske trossamfunds ledere – såkaldt repressiv tolerance. Statsministeren kunne invitere de mest kritiske imamer til et møde på Marienborg med det formål at oprette en tænketank af kritiske imamer og danske islam-eksperter, der skal udarbejde forslag til integration af trossamfundene.

        Der er for så vidt ingen grænser for dialog og understøttelse af kritiske imamer. De kritiske grænser vedrører religionsudøvelse i det offentlige rum. Religionsudøvelse i det offentlige rum er enten religionskrig eller kirkelig dominans over det sekulære samfund. De islamiske trossamfund er novicer sammenlignet med den katolske kirkes forsøg på at påvirke lovgivningen, senest i Spanien og Chile.

        Medlemmer af et trossamfund har ret til at udøve deres religion i trossamfundet. På samme måde har FCKs fans retten til at understøtte ‘deres’ hold fra tilskuerbænken og arbejdsgrupper i Amnesty International har ret til at sende breve til statsledere om brud på menneskerettighederne. For alle parter gælder, at det enkelte menneskes opfyldelse af individuelle mål er et privat anliggende. Tros-samfund er en del af det offentlige rum, men religionsudøvelse er et privat anliggende. Det er kærnen i Luthers angreb på den katolske kirke og burde derfor være en selvfølge i et protestantisk samfund.

        Det er ikke religioner, men religionsudøvelse, der er et privat anliggende. I et pluralistisk samfund er det statsmagtens pligt og ‘almindelige’ borgeres ret at afvise og imødegå enhver form for religionsudøvelse i det offentlige rum, ethvert forsøg på at legitimere religiøse krav til hele befolkningen (samfundet) og enhver form for religiøst begrundede trusler og vold – nationalt og tværnationalt.

        Global udvikling
        Danske politikere, intellektuelle, erhvervsfolk osv. har set afbrændinger af det amerikanske flag på tv gennem mange år. De færreste (ingen?) har formentlig tænkt over, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår ‘gadens parlament’ brændte andre og lige så synlige nationers flag. Mohammed-tegningerne har synliggjort Danmark, og derfor er landet blevet udsat for samme behandling som USA.
        ‘Den, der lever skjult, lever bedst’. Den devise vil de fleste – og specielt erhvervsfolk med kunder i Mellemøsten – nok være enige i. Det virker på den anden side overdrevet at betegne reaktionerne på tegninger (og regeringens håndtering af reaktionerne) for den største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig. Når der ses bort fra den iranske præsident, der også benægter Holocaust og forlanger Israel flyttet til Europa, har regeringsrepræsentanter i Mellemøsten holdt en lav profil, og de fleste lande har beskyttet dansk ejendom.

        Krisens særkende er, at et indenrigspolitisk problem i Danmark via den globaliserede kommunikation er blevet udnyttet indenrigspolitisk i Mellemøsten. Der foreligger i den forstand to kriser. Den ene er en integrationskrise i Danmark, som også findes i andre europæiske lande, bl.a. Holland og Frankrig. Den er snævert forbundet med arbejdsløsheden blandt flygtninge/indvandrere. Hvis regeringen prioriterede beskæftigelse af mennesker med anden etnisk baggrund tilstrækkeligt højt, og hvis man var parat til at gå helt nye veje, så kunne arbejdsløsheden også sænkes markant – specielt i lyset af den aktuelt lave arbejdsløshed i øvrigt. Det ville også løse nogle af de problemer, som Velfærdskommissionen har påpeget.

        Den anden krise er fattigdommen og frustrationen i muslimske diktaturer med unge befolkninger uden fremtidsperspektiv og udbredt korruption og nepotisme. Befolkningerne i disse lande kan muligvis bedst beskrives som proletariseret i Karl Marx’s forstand. I den globale kommunikationslandsby kan regeringerne vende frustrationerne mod Vesten. Det er sket i mange år med voksende anvendelse af vold, og demonstrationerne mod Mohammed-tegningerne er blot det seneste udslag.

        En nation som Singapore viser, at det ikke er religionen, der hindrer økonomisk vækst og udvikling; det er de totalitære og korrupte regeringer. Singapore, Malaysia og tilsvarende lande har selv skabt den økonomiske vækst og modtaget meget lidt ulandsstøtte. Midlerne omfatter nogen begrænsning af frihedsrettigheder og retssikkerhed. I slutningen af 1800-tallet søgte danske regeringer også at begrænse frihedsrettigheder, fx retten til at danne fagforeninger og til at strejke. Så lande som Singapore og Malaysia synes at følge samme udviklingsbane som Danmark – blot med nogle generationers forsinkelse.

        Regeringerne i nogle (mindre) lande i Mellemøsten har gennemført eller igangsat reformer i retning af mere demokratiske styreformer i erkendelse af, at de lever i den globale kommunikationslandsby. Der er til gengæld også mange (store) lande i Mellemøsten og Afrika nord for Sahara, der undertrykker enhver udvikling og enhver opposition – som Saddam Hussein i Irak.

        Vestens muligheder for at påvirke de korrupte diktaturer er meget små, jf. Irans atomenergi-program. Samtidig kan udviklingen i disse lande påvirke Vesten meget stærkt – både kortsigtet ved at skabe et klima for terroraktioner (Madrid, London) og på lidt længere sigt i form af borgerkrige (Libanon, Sudan), kollaps (Somalia) eller afpresning med ABC-våben (Nordkorea).

        Irak-invasionen viser, at den gordiske knude ikke løses ved at hugge knuden over. Irak bliver ikke et pluralistisk samfund, fordi Saddam Hussein fjernes og stilles for en domstol. I tilbageblik virker det, som om Bush-administrationen overførte erfaringerne fra (Vest)tyskland efter afslutningen af 2.verdenskrig til Irak, og det var ikke rimeligt.

        Mulighederne for at begrænse Vestens sårbarhed er også små. Så længe ‘krigen mod terror’ føres på militære præmisser, har terroristerne alle fordele. Skærpede sikkerhedslove kan (muligvis) styrke efterforskningen, når bomberne er eksploderet, og efterretningstjenesternes udnyttelse af sikkerhedslove har – både i USA og i Danmark – givet anledning til kritik (Wilhjelm).

        Vesten kan heller ikke isolere de samfund, der truer Vesten. Selv om vestlige lande befolkninger eksempelvis accepterede en ny atomkraftteknologi, der kunne begrænse Vestens olieimport, så er den globale kommunikationslandsby kommet for at blive. Yahoo kan indføre selvcensur i Kina, men det er i sig selv en opfordring til udvikle nye teknikker til at omgå myndighederne, fx for at tilbyde teknikkerne til kinesere.

        National og tværnational dialog og forståelse ‘på gadeplan’ er i alle tilfælde værdifuldt for sin egen skyld og repræsenterer et ‘tredje spor’ i forhold til såvel dogmatiske sekulære holdninger som dogmatiske religiøse holdninger. De repræsenteret derimod ikke et middel til demontering af den ‘tik-kende bombe’, som korrupte diktaturer i den globale kommunikationslandsby udgør. Den kolde krig skabte et velordnet mønster af globale spændinger. Det velordnede mønster er blevet afløst af et kaos af spændinger. USA søger at genskabe en vis orden og møder større forståelse i Rusland end i Frankrig og Tyskland. Det eneste, USA opnår, er voksende modstand.

        Den globale kommunikationslandsby har skabt et behov for en ny folkeret, der begrænser den nationale suverænitet, og som fastlægger juridiske betingelser for ‘verdenssamfundets’ (FNs) pligt til at tilsidesætte den nationale suverænitet (Jansen b). Krigsforbryder domstolen i Haag er et skridt i denne retning – som USA er imod.

        Historisk set bortforklares sandsynlige katastrofer, indtil de er indtrådt, jf Chamberlains ‘fred i vor tid’. En ny folkeret med ’spilleregler’ for at foregribe store konflikter er en utopi i dag. Den accepteres først, når katastrofen er indtrådt

        Afslutning
        Tegningerne har virket som troldspejlet, der blev slået i stykker, så bitte små splinter satte sig i øjet og forvrængede alting:

        “Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! .. En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. … det fór dem af hænde og gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da just gjorde det meget større ulykke end før; thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende, og da så de mennesker alting forkert eller havde kun øjne for, hvad der var galt ved en ting, thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som det hele spejl havde; nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is. …”
        H.C. Andersen: Snedronningen

        Henvisninger:


        Bjøl, E. Topvækkelsesfabrikant i benfri islam, Politiken 11. 03. 06.
        Chardin, PT. de Fænomenet Menneske, Jespersen og Pio Kbh. 1960. Overs. fra fransk (1958).
        Cherry, C. On Human Communication, MIT Press Cambridge Mass. 1966.
        Camus, A. L’étranger, Gjellerup Kbh. 1968.
        Churchman, CW. The Design of an Inquiring System, Basic Books NY. 1971.
        Clausewitz, C. von On War, Penguin Books London 1968. Overs. fra tysk (1832).
        Hartnack, J. Mennesket og Sproget, Berlingske Leksikon Kbh. 1971, p. 64-80.
        Høgh, E. (a) Globens Tilstand i Nittenfirserne, Futuriblerne 15 (1987), 2-5, p. 51.
        Høgh, E. (b) Globens Tilstand i Nittenfirserne, Futuriblerne 15 (1987), 2-5, p. 54.
        Jansen TB. (a) Nutidens krav til fremtidens trafik et eksempel, Futuriblerne 30 (2002), 1.
        Jansen TB. (b) Irak-krigen: Hvorfor? Hvorfor ikke? Futuriblerne 31 (2003), 1, p. 26-32.
        Knudsen, T. Fra Enevælde til folkestyre – Dansk demokratihistorie indtil 1973, Akademisk Forlag Kbh. 2006.
        Lipset, SM. Political Man, Doubleday NY. 1960.
        Mills CW. The Marxists, DELL NY. 1962, p.24.
        Nietzsche, F. Historiens Nytte, Gyldendal Kbh. 1962. Oversat fra tysk (1874)
        Planck, M. Where Is Science Going? George Allen & Unwin London 1933. Overs. fra tysk.
        Popper, K. The Open Society and Its Enemies, Harper Torchbooks NY. 1965
        Sartre, J-P. Om Antisemitisme, Thanning & Appel Kbh.1948. Overs fra fransk (1946).
        Senden, M. von Space and Sight, Glencoe Ill 1960. Overs fra tysk (1934).
        Smith, E. Ytringsfriheden – en syg undskyldning, Politiken 18. 02. 06.
        Tocqueville, A. de Democrasy in America, Basic Books NY. 1956. Overs. fra fransk (1835, 1840).
        Aalbæk-Nielsen, K. Hvilken fortid skal vi vælge? Futuriblerne 22 (1994), 1-3.