2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Torben Bo Jansen

Velstand og velfærd i Danmark 2005 er meget større end 1905. Det skyldes den teknologiske udvikling. Samfundsudviklingen formes af ca. 55 år lange teknologiske bølger eller s-kurver. De er dokumenteret i mange undersøgelser. Den sidste bølge startede ca. 1940 og sluttede midt i 1990’erne.

Væksten i BNP efter 2. Verdenskrig fulgte en s-kurve i OECD-landene. Vækstraten voksede indtil omkring 1968 og derefter aftog den. Den aftagende vækst fra 1970’erne kombineret med oliepriskriserne i 1973 og 1980 skabte forbigående økonomiske problemer i Europa og vedvarende stagnation i Sydamerika og daværende USSR, mens asiatiske lande øgede deres eksport til Vesten. Fra midten af 1980’erne var omstillingskravene evidente.

En knapt tyve år gamle analyse af danske fremtider blev genoptrykt i Futuriblerne for et år siden (årgang 32, nr.3-5). Den viser, at den forventede udvikling dengang er blevet bekræftet af den faktiske udvikling. De første tegn på den aktuelle overgangsfase var synlige for en snes år siden: Stagnation i landbruget, ny international konkurrence og både fornyelses- og sparekrav til velfærdssektoren. Omstillingskravene er siden vokset til en såkaldt ’velfærdstrussel’ og en ’asiatisk trussel’. Dansk landbrug har valgt en kurs over de sidste 20 år, der er nærmere afvikling end ny udvikling; erhvervslivet i øvrigt, mange offentlige institutioner og politikerne har gennemført reformer, men ingen fornyelser.

Det virker fx paradoksalt, at forsvaret startede en total omstilling efter ’Murens’ fald i 1989, mens hverken skoler eller læreanstalter fremstår som ’lærende organisationer’, højskolerne er i krise, andelsforeningerne centraliseres osv.

En ny teknologisk bølge er nu undervejs. Den skaber på én gang behov og muligheder for vidtgående sociale, økonomiske og politiske fornyelser. Fx startede en ny teknologisk bølge ca. 1885 og affødte omstillingen til 1900-tallets industrisamfund. Overgangsfasen fra én samfundsform til den næste er kaotisk og modsætningsfuld, jf. 1880’erne og ’90ernes Provisorieår, generalstrejke, landbrugskonkurser, selvmordsbølgen blandt ældre osv.

Bagudvendte ledere
Den tidligere analyse tjener til at sætte nutiden i perspektiv. I én forstand er der ikke sket ret meget over den sidste snes år – når bortses fra, at problemerne har fået nye navne: Globalisering, ældrebyrde, kompetencer, integration af andengenerationsindvandrere osv. Den sociale udvikling er med andre ord ikke foregået specielt hurtigt i disse år – snarere tværtimod..

Fx er ’alle’ enige om, at erhvervslivet skal øge videnindholdet i produkter og processer for at bevare international konkurrenceevne. Alligevel fortsætter landbruget med at eksportere uforarbejdet svinekød, der nedfryses så hurtigt, at kvaliteten forringes. Mere uddannelse og forskning som middel til at styrke konkurrenceevnen er heller ikke udtryk for nytænkning. Der er ingen direkte sammenhæng mellem flere kandidater og forskningsrapporter og flere kommercielle succes’er.

Uddannelse og forskning var midler til at skabe vækst og udvikling i sidste århundredes industri-samfund, fordi viden var knap og kostbar. I dag er viden rigelig og billig, og den stadigt voksende mængde af viden er ofte en belastning. Videnindholdet i danske produkter og processer øges ikke af mere af den hidtidige uddannelse og forskning; et øget videnindhold kræver nye forestillinger om viden, produktion og brugerbehov.

Oprustning af forskningsråd og forskningsbevillinger, flere forskerstillinger og nye videncentre, udvælgelse af forskningsområder med danske spidskompetencer osv. skal bringe Danmark i en førerposition i den videnskabelige verden. Samtidig er forskningsmiljøerne imidlertid blevet præget af de industrielle organisationsformer med centralisering, standardisering og kvantificering.

”…die Frage [ist], ob der Typus eines Wissenschafters, wie ihn Einstein, aber auch der Philosoph Ludwig Wittengstein verkörpert hat, überhaupt Fuss fassen könnte. Meine Antwort lautet in beiden Fällen definitiv: ’Nein’. Weder Einstein noch Wittengstein hätten auch nur die Spur einer Chance, im heutigen Wissenschaftsbetrieb erfolgreich zu sein….. weil der heutige Wissenschaftsbetrieb keine Nischen mehr vorsieht, die derart unkonventionellen Köpfen Entfaltungsmöglichkeiten geben.“ 1)

Einstein havde en dårlig afgangseksamen og var ansat på et patentkontor i Bern i 1905, da hans – dengang meget kontroversielle – artikler blev offentliggjort. De blev trykt, fordi redaktøren kendte ham på forhånd og derfor accepterede artiklerne, selv om han anså indholdet for tvivlsomt. Nutidens anonyme peer-review ville have stoppet artiklerne.

Wittgenstein publicerede kun en enkelt filosofisk afhandling, mens han levede, og selv om han senere selv forkastede denne afhandling, blev den på G.E. Moores foranledning anerkendt som doktordisputats. Det var betingelsen for, at Wittgenstein kunne efterfølge Moores som professor i filosofi i Cambridge. Indtil da arbejdede Wittgenstein som folkeskolelærer i Østrig. Uden lang publikationsliste og forskerjobs bliver ingen professor i dag.

Man kan ikke organisere sig til kreativ forskning og banebrydende fornyelser. Fornyelser skabes af ’levende’ mennesker, og videnskabelige gennembrud forudsætter ’plads’ til originale og ukonventionelle individer.

…… og fremadrettede yngre generationer
I en anden forstand er der sket meget over den sidste snes år. De store ændringer vedrører livsstilen blandt generationerne under 40-45 år – de såkaldte ’café latte’, egoistiske, kreative osv. generationer. De prioriterer sammenhæng i arbejde, familieliv og fritid; de accepterer høje ’velfærdsskatter’, men er skeptiske over for autoriteter og forventer dialog frem for påbud. 1980’ernes sociale eksperimenter og provokationer er blevet afløst af en ny livsstil, der udfoldes i det daglige, og som bygger på selvtillid, dialog, samvær, forpligtelser og personlige udviklingsmål – på valg af egen fremtid. Det gælder selvfølgelig ikke de yngre generationer, der var handicappet fra fødslen af en negativ social arv, fx andengenerationsindvandrere.

I modsætning til en ældre generation af eksperter, forskere og ledere, der fremstår, som om de stadig lever i sidste århundredes industrisamfund, så er de yngre generationer ankommet til det 21. år-hundrede.

Ledelse består i at formulere de ’næste’ mål og dermed foregribe nye krav. Ledere skal være et ’skridt forud’ for befolkning eller medarbejdere. Det specielle og karakteristiske for Danmark 2005 er da, at mange ledere, eksperter og redaktører er et ’skridt bagud’ i forhold til såvel samfundsudviklingen som store dele af befolkningen.

Et typisk eksempel er Velfærdskommissionens analyser 2). Den har afleveret sin afsluttende betænkning og sine forslag til, hvordan velfærden sikres over de næste 35 år. Kommissionen har tidligere offentliggjort en teknisk rapport. På dette grundlag har økonomiske eksperter kritiseret Kommissionens forudsætninger og beregninger.

Velfærdskommissionens betænkning fremstår som ’fagkyndigt håndværk’ – på samme måde som Tycho Brahes observationer. Svagheden består i begge tilfælde i traditionsbundne forudsætninger. Tycho Brahe var bundet af forestillingen om Jorden som centrum for universet, Velfærdskommissionen er bundet af forestillingen om, at industri-samfundet eksisterer til alle tider, jr. nedenfor. Tilsvarende gælder andre råd og udvalg.

Spaltningen af befolkningen i fremadrettede og bagudvendte befolkningsgrupper følger ikke de sædvanlige socio-økonomiske skel. De genfindes inden for de enkelte politiske partier og folketingsgrupper, i virksomheder og direktioner, i offentlige institutioner og forvaltninger osv. Fx kan de privilegerede og de ’svage’ befolkningsgrupper ofte enes i bestræbelserne på at dreje udviklingen tilbage. Det samme var tilfældet i overgangsfasen i slutningen af 1800tallet fra landbrugskulturen til industrikulturen. Det er et af ’symptomerne’ på, at samfundet befinder sig i en overgangsfase, og én af forklaringerne på overgangsfasernes ’kaos’.

Samfundsudvikling er ikke forhåndsbegrænset til kvantitative ændringer i fx jobs og erhvervsaktive, opsparing og forbrug. Samfundet kan også udvikle helt nye aktiviteter og egenskaber, der overskrider hidtidige erfaringsgrænser. Nutidens Mars-sonde og internationale krigsforbryderdomstole, møder i virtuelle rum og fælles mønt i (dele af) EU er en ikke så fjern fortids drømme.

Det eneste, der kan siges med sikkerhed om Danmark 2040, er, at det ikke længere er et industrisamfund i sædvanlig forstand. Omstilling til en ny samfundsform kan skabe grundlaget for ny velstand og velfærd, og bagudvendte reformer baseret på fortidsforlængende prognoser kan omdanne Danmark til en stagnerende region i EU. Der foreligger således en bred vifte af fremtider.

Ny vækst og udvikling forudsætter et gennembrud for forestillingen om mange fremtider. En voksende bevidsthed om fremtidsvalg i de yngre generationer kunne skabe dette gennembrud. Det ville påvirke den fremtidige velstand og velfærd mere end alle kommissioner og ekspertudvalg tilsammen.

Forsøg på at forudsige et gennembrud for forestil-lingen om mange fremtider ville være selvmodsigende. Historiske erfaringer tyder også på, at sociale innovationer bryder igennem på forskellige tidspunkter i forskellige nationer.

Bevidstheden om mange fremtider kunne bryde tidligere igennem i Danmark end i mange andre EU-lande. Der findes i det mindste en tradition i Danmark for et åbent samvirke mellem ‘ligemænd’, og det er en af betingelserne for grundlæggende sociale innovationer. Højskoler og andelsforeninger er hundrede år gamle udtryk for denne tradition. De yngre, fremtidsorienterede generationer kunne være de nutidige repræsentanter for samme tradition.

Forestillingerne om Danmark 2040
Velfærdskommissionens betænkning anno 1973 hed ’Perspektiv Plan II’. Den blev offentliggjort et par uger efter første oliepriskrise. Oliepriskrisen skabte helt nye forudsætninger, så alle kunne se, at PP II’s fremskrivninger var meningsløse. Formanden dengang måtte forsvare fremskrivningerne som ’regneeksempler’. Velfærdskommissionens fremskrivninger er tilsvarende ’regneeksempler’.

Det mest iøjnefaldende fællestræk for Velfærdskommissionens analyse og kommentarerne er den underforståede forestilling om, at Danmark er og forbliver et industrisamfund over de næste mange årtier. Det er psykologisk let og intellektuelt svært at forklare disse forestillinger.

Alle politikere og erhvervsledere, eksperter og medlemmer af kultureliten, redaktører og tv-producenter kender deres Danmarkshistorie – fx skiftet fra herregårdskultur til landbrugskultur i slutningen af 1700-tallet (bl.a. Stavnsbåndets ophævelse) og skiftet fra landbrugskultur til industrikultur i slutningen af 1800-tallet (bl.a. social bistand uden fattigstempel og Arbejdsmarkedets Hovedaftale). Den historiske viden har imidlertid ikke skabt en historisk indsigt i, at de grundlæggende samfundsvilkår for familieliv og produktion, velfærd og politik kan skifte i bestemte historiske perioder.

Ledere og eksperter fremstiller den forestående udvikling, som om samfundsudviklingen altid er en retliniær forlængelse og videreudvikling af fortiden. De afviser ikke muligheden for et nyt skift i samfundsformen, for et skift indgår slet ikke i deres forestillingsverden.

Fællesnævneren for debatten om fremtidig velfærd er forestillingen om, at Danmark 2040 er et industrisamfund som det, vi har levet i hidtil. Samfundsformen opfattes som fastlagt én gang for alle. Det er kun den fremtidige fordeling af velstand og vel-færd, der kan ændres og som derfor må beskrives ved hjælp af prognoser og fremskrivninger. Debatten vedrører de ’rigtige’ forudsætninger for fremskrivningerne – ikke fremskrivningernes meningsløshed. Forestillingen om, at den fremtidige samfundsform allerede er fastlagt, kan sammenlignes med forestillingerne i Middelalderen om, at Jorden er flad som en tallerken.

Eksperterne i og uden for Velfærdskommissionen vil selvfølgelig afvise en påstand om, at deres ana-lyser underforstår en ’middelalderlig’ forestilling om samfundsudviklingen. Velfærdskommissionen kan henvise til, at den netop har udarbejdet forslag til, hvordan udviklingen kan drejes i en værdiopfyldende retning. Den forudsætter således ikke, at den nationale rigdom eller forarmelse 2040 allerede er fastlagt. Det er imidlertid kun den halve sandhed.

Nulprognoser
Alle Kommissionens forslag bygger på en fremskrivning af antal pensionister og antal erhvervsaktive. Beregningerne er en såkaldt nulprognose, dvs. en fremskrivning af de nutidige trends i aldersfordeling, forventet levetid, sygelighed, erhvervsaktivitet o.l. Nulprognoser udarbejdes for at advare mod konsekvenserne af ’at fortsætte som hidtil’, og Kommissionens forslag anviser netop det værdiopfyldende alternativ til den hidtidige politik.

Den anden halvdel af sandheden er da, at nulprognoser forudsætter, at man ved at vælge ny begyndelsestilstand både kan ændre udviklingsforløbet og gennem disse ændringer bestemme det samlede forløb. Denne forudsætning opfyldes – og opfyldes kun – af den klassiske mekaniks emner, dvs. billardkugler, planeter og alle andre livløse genstande.

”Det kan også her være på sin plads at gøre opmærksom på, at den Newton-Laplace’ske determinisme [dvs. den klassiske mekanik] ikke er det samme som den fatalisme, vi finder hos Demokrit eller stoikerne…. Den klassiske mekaniks deterministiske bevægelseslove er derimod hypotetiske udsagn, der for fysikeren eller ’naturen’ åbner muligheden for et valg af begyndelsesbetingelser. Først når et sådant valg er truffet, er der mulighed for at bestemme et mekanisk systems adfærd, og denne adfærd er først determineret, når visse differentialligninger er løst…” 3)

Velfærdskommissionens godt 40 forslag til, hvordan velstand og velfærd opretholdes over de kommende 35 år, er et valg af nye begyndelsesbetingelser for de kommende årtiers udvikling. Påstanden om, at disse forslag er nødvendige for og tilstrækkelige til at sikre velstand og velfærd ’eftervises’ ved at beregne forløbet under de valgte begyndelsesbetingelser. Både de valgte forslag og beregninger underforstår, at samfundet som emne eller system ikke ændres, men eksisterer i samme form til alle tider underkastet de samme økonomiske ’bevægelseslove’ for mængden og fordelingen af knappe goder. Betragtningsmåden indebærer bl.a., at fremtiden betragtes som den delmængde af fænomener, der eksisterer (til alle tider), men endnu ikke kan sanses 4).

Nulprognoser bliver bl.a. forsvaret med, at de muligvis ikke er rigtige, men i alle tilfælde bedre end at handle i blinde. Dermed underforstås, at der ikke findes et alternativ til prognose-tænkning og det tidslinie billede af fremtiden, som prognoserne bygger på. Men der findes et alternativ. Alternativet består i at vælge fremtid på samme måde, som fx bønderne valgte fremtid for godt 100 år siden ved at bygge andelsmejerier. Andelsmejerierne var næppe blevet bygget, hvis nationaløkonomerne havde rådet dengang.

De mange fremtider
Det første trin i en frigørelse fra det Newton-Laplace’ske univers er adskillelsen af tid og fremtid. I klassisk fysik kan de konkrete ændringer observeres og repræsenteres som punkter i et tidsrum koordinatsystem. Koordinatsystemet er den ’udenforstående’ observatørs måde at gengive sine observationer på. Koordinatsystemet er velegnet, fordi de mulige ændringer er begrænset til punkter i koordinatsystemet.

Samfundsudvikling er som anført ovenfor ikke forhåndsbegrænset til kvantitative ændringer i foreliggende egenskaber. Samfundet kan også udvikle helt nye egenskaber, der overskrider hidtidige erfaringsgrænser. På ethvert tidspunkt sætter det eksisterende samfunds kompetencer grænser for de mulige udviklinger, herunder udvikling af nye kompetencer. Disse grænser fastlægger en vifte af fremtider eller udviklingsmuligheder. Det er denne ’vifte af fremtider’, der udgør ’koordinatsystemet’ for beskrivelse af et samfunds udvikling. Viften af fremtider er unik for det enkelte samfund og ændres fra ét år til det næste.

Betragtes eksempelvis uddannelsesområdet. På kort sigt er viften af udviklingsmuligheder begrænset til ændringer i andelen af de yngre generationer, der gennemfører videregående eller lange uddannelser. Viften af udviklingsmuligheder på længere sigt – fx frem til 2040 – er derimod meget bred. Den omfatter også grundlæggende fornyelser af uddannelsessystemet, fx udnyttelse af online webkommunikation (virtuelt rum) til sammenknytning af virksomheder og den lokale erhvervsskole i et åbent netværk, hvor erhvervsskolerne tilbyder rådgivning om nye produktionsopgaver og videreuddannelse af medarbejderne til at løse de nye.

Prognoser beskriver en udvikling uden grundlæggende fornyelser. Prognosekorrekthed er derfor omvendt proportional med prognosernes tidshorisont: Jo længere tidshorisont, desto større prognosefejl 5.

Det andet trin i frigørelsen fra den klassiske mekaniks univers er adskillelsen af mekanikkens deterministiske systemer og samfundsvidenskabernes selvregulerende systemer. Begyndelsesbetingelserne bestemmer mekaniske systemers adfærd i fortid og fremtid. Selvregulerende systemer udvikler ny adfærd for at opfylde overlevelseskrav. Det kan ske som en afprøvning af tilfældige genetiske variationer i foreliggende omgivelser som beskrevet af Darwin. Det kan også ske som et strategisk valg af udviklingsmål for et samfund eller en virksomhed. Både for samfund og virksomheder gælder, at udviklingsforløbet afhænger af opfyldelsen af overlevelseskravene og ikke af begyndelsesbetingelserne.

Forklaringen på, at det danske samfund har kunnet opretholdes og udvikles igennem århundreder, er, at det er selvregulerende. Det har overlevet utallige kriser og fornyelseskrav ved at tilpasse eller forny individuelle og produktionsmæssige kompetencer, private og offentlige organisationsformer, de etiske spilleregler osv. I takt med nye eksterne krav og interne skift i de dominerende værdiforestillinger i befolkningen.

Grundlæggende fornyelseskrav opstår i bestemte historiske perioder. Det skete i slutningen af 1700-tallet og i slutningen af 1800-tallet. Det er den samme type udfordringer, som det danske samfund står overfor i disse år. Danmark er ikke længere et industrisamfund i sædvanlig forstand og befinder sig i overgangsfasen til en ny samfundsform

De mange kommissioner, råd og udvalg vedrørende globalisering, innovation, velfærd osv. er tegn på en voksende erkendelse af den aktuelle overgangsfase og af nye krav. De forskellige forslag viser imidlertid også, at ledere og eksperter stadig tænker og taler om fremtid som forestående tilstande på en tidslinie. Der har endnu ikke fundet et gennembrud sted for forestillingen om mange fremtider. Et skift i billedet af fremtid fra tidslinien til fremtidsviften vil få mekanikkens nulprognoser til at fremstå som middelalderlig overtro.

Ifølge prognoserne vil antallet af pensionister vokse med 400.000 og antallet af erhvervsaktive falde med 350.000 frem til 2040. Prognoserne for befolkningen i Danmark 2040/41 har svinget mellem 5.3 og 6.2 mill. fra 1996 til 2004.6) Udsvinget i prognoserne for hele befolkningen er således me-get større end de fremskrevne ændringer i antal pensionister og erhvervsaktive – helt bortset fra, at kategorierne ’pensionister’ og ’erhvervsaktive’, som vi kender dem i dag, næppe eksisterer 2040.

De første danske bistandslove blev vedtaget i begyndelse af 1880erne. Antag, at en kommission i 1885 havde fremskrevet udgifter til ‘folkepension’ over en 35årig periode til 1920. Perioden var kaotisk og omfatter Første Verdenskrig, hvor danske ‘gullaschbaroner’ tjente formuer på at sælge fødevarer til den tyske hær. Det var umuligt i 1885 at vurdere arbejdsstyrkens størrelse eller samfundets ‘bæreevne’ i 1920, fordi samfundet befandt sig i en meget ustabil periode.

Danmark og andre højt industrialiserede samfund gennemløber en ustabil periode i disse år. Specielt for så vidt angår forsørgerbyrden gælder, at den faste pensionsalder er under afvikling, at s-kurven for automation (udnyttelse af robotter) nærmer sig den hurtige vækstfase, så behovet for arbejdskraft falder stærkt, og at arbejdskraftens fri bevægelighed i EU om 35 år (med eller uden Tyrkiet) udeluk-ker opgørelser over national arbejdskraft.

Velfærdskommissionens medlemmer kender eller burde kende usikkerheden om fremskrivningerne og uvisheden om ’kategorierne’. Alligevel fremstilles fremskrivningerne, som om det var direkte observerbare kendsgerninger, og som om fx faste aldersgrænser for pensionering eksisterer til alle tider. Det er uforståeligt på enhver måde.

Danske fremtider: To eksempler
Omstillingskravene til erhvervslivet kan beskrives i fire led:

  • For det første kræver fremtidig dansk velstand og velfærd et nyt produktionsgrundlag, der ikke kan udkonkurreres af billige ingeniørydelser fra Indien og Kina, eller presses af import af billig arbejdskraft fra nye EU-lande.
  • Det andet punkt er, at ethvert nyt produktions-grundlag er en ny udnyttelse af foreliggende kompetencer, dvs. et nyt samvirke mellem eksisterende virksomheder.
  • For det tredje udnyttes foreliggende kompetencer på ny måde ved at sætte de specialiserede virksomheder i stand til at samarbejde om fremstilling af komplekse ydelser, der kan ’bære’ en høj pris og ikke produceres i Kina.
  • Derfor – som det fjerde og sidste punkt – er et af målene for det næste årti at skabe mange bæredygtige virksomhedsnetværk, hvor mindre, selvstændige virksomheder samarbejder i et virtuelt rum om løsning af store licitationsopgaver i EU.

Specialiserede virksomheder, der samarbejder i et virtuelt rum om løsning af komplekse opgaver, er ét eksempel på ny udnyttelse af eksisterende kompetencer og teknologi til at opfylde eksisterende behov bedre og billigere end andre. Den pri-mære forudsætning er de ny generationer af med-arbejdere, der kan samarbejde og tage ansvar for opgaveløsningen. Eksemplet kan ses som et alter-nativ til forslagene om mere uddannelse og forsk-ning bl.a. fra Tænketanken for fremtidens Vækst. Mere uddannelse og forskning er værdifuldt i sig selv, men skaber ikke et nyt produktionsgrundlag.

For godt 100 år siden kunne bønderne gennemfø-re en tilsvarende gennemgribende fornyelse af datidens hovederhverv på under 10 år – ikke fordi de var specielt innovative eller fremtidsorienterede, men fordi de havde ‘erkendt nødvendigheden’ 7).

Et velfærdssamfund kan defineres som et sam-fund, der skaber økonomisk tryghed på solidarisk grundlag. ’Velfærdsproblemet’ består i, at velfærdssikringen ikke længere opfylder værdiforestillingerne om økonomisk tryghed på solidarisk grundlag, fordi rettigheder uden forpligtelser opfordrer til økonomisk misbrug af ’systemet’.

Velfærdskommissionen foreslår problemet løst gennem indgreb og påbud ’ovenfra’. Alternativet består i at forene kollektive (solidariske) garantier og individuel frihed på ny måde. Det kunne fx ske i form af en obligatorisk, individuel livsforsikring med opsparing for alle over 18 år, som dækker både en kollektiv minimumssikring af alle borgere i trang livet igennem og individuel opsparing til de supple-rende ydelser, som den enkelte borger selv beslutter. Den politiske opgave består i at fastlægge minimum for indbetaling og ydelser, mens den enkel-te borger selv bestemmer, hvor meget vedkommende vil indbetale og bruge ud over det fastlagte minimum. På den måde forenes solidaritet og individuel handlefrihed, og politikerne kan fra år til år overføre et eventuelt finansoverskud som en bo-nus til borgerne8).

En obligatorisk, individuel livsforsikring med opsparing for alle over 18 år kan være politisk uigennemførlig af mange grunde. Eksemplet er alene anført for at illustrere en løsning af Velfærdskommissionens opgave, der ikke bygger på tvivlsomme prognoser og en historieløs samfundsopfattelse.

Henvisninger:


1 J. Nida-Rümelin: Wider die Schmalspurs-Wissenschaften, Neue Zürcher Zeitung, 28. 12. 2005 (Internationale Ausgabe), p. 25.

2 Velfærdskommissionen: Befolkningsudvikling, velfærdsdilemma og makroøkonomisk strategi. Fremtidens velfærd – vores valg, www.velfaerd.dk.

3 J. Witt-Hansen: Forord, i I. Prigogine og I. Stenger: Den nye pagt mellem mennesket og universet, Gyldendal Kbh. 1984, p. 17-18.

4 J. Faye: Et naturvidenskabeligt essay om tid og kausalitet, Kbh. 1981.

5 W. Ascher, WH. Overholt: Strategic Planning & Forecasting, Willey & Sons NY. 1983, p. 105-106.

6 HH. Lund: Velfærdskommissionen leverer usikre prognoser, Djøfbladet, 21 2005, p. 37.

7 C. Bjørn: Dansk Mejeribrug 1882-2000, Århus 1982.

8 TB. Jansen: Danmark om ti år – ti brikker til et nyt billede, Kroghs Forlag Vejle, 2000, p. 101-105.