2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Per Møller

At undervise studerende, der en gang skal udgøre fremtidens akademiske elite i et kommende vidensamfund, er en stor udfordring.

Hvilke færdigheder skal denne ungdom besidde?

Hvis man i dag stiller dette spørgsmål på universiteterne vil svarene givetvis være meget forskellige. En nærmere analyse af svarene og undervisningsmaterialet vil med stor sandsynlighed afsløre, at undervisningen mange steder, både hvad angår indhold og pædagogiske metoder, i grunden ikke har ændret sig meget gennem de sidste 30 år.

Nye kompetencer
Ét er sikkert: Fremtidens ungdom skal besidde langt flere kompetencer, hvis de skal kunne gøre sig gældende i den globale konkurrence, hvor operationel viden og evnen til at omsætte teori til praksis vil få langt større betydning, end vi gør os forestillinger om i dag.

Men kan universiteterne leve op til disse forventninger?

Dette spørgsmål kan næppe besvares med et klart ja eller nej, det vil i høj grad afhænge af, hvorvidt universiteterne vil prioritere undervisningsopgaven eller ej.

I dag er al undervisning på universiteterne såkaldt forskningsbaseret undervisning. Men hvad er forskningsbaseret undervisning?

Hvis man skal forsøge at sætte ord på dette begreb, må undervisningen som et minimum præsentere nye og opsigtsvækkende forskningsresultater.  Kritikerne kan fremføre, at noget sådant allerede finder sted på mange ikke akademiske uddannelsessteder.

I tillæg bør undervisningen være tilknyttet et forskningsmiljø, hvor underviseren selv er forsker.  På dette punkt er universiteterne unikke.  Men hvilken betydning har dette for de studerende?  I grunden har det ingen betydning, før de studerende selv får lov til at være en del af forskningen – eller mere præcist får lov til at iagttage og deltage i forskningsarbejdet og diskutere resultaterne.  I dag er det dog de færreste studerende, der har denne mulighed.

Universiteterne rekrutterer generelt deres videnskabelige personale fra egne rækker, der er langt borte fra den kommercielle forskning og produktudvikling.

Dette afstedkommer, at universitetsforskere i fremtiden vil få sværere ved at definere fremtidens forskningsprojekter – de vil ikke forstå, hvad der er væsentligt og uvæsentligt i løsningen af en kompleks opgaveformulering fra den kommercielle verden. Man vil mere firkantet sagt ikke være i stand til at stille de rigtige spørgsmål. Dette vil blive et meget stort problem.

Universiteterne har tidligere haft den selvopfattelse, at man havde en eksklusiv ret til forskning eller at man i hvert fald havde en højere kvalitet end omgivelserne. Sådan vil fremtiden næppe se ud. Vi bevæger os i disse år fra et vareproducerende samfund til et videnproducerende samfund, hvor der konstant skal genereres ny viden. Mange virksomheder vil derfor øge forsknings- og udviklingsaktiviteten signifikant, og det må forventes, at universiteterne vil få en enorm konkurrence fra dele af erhvervslivet, hvor forskning vil få en større og større betydning for at kunne overleve.

Universiteterne har været meget fokuserede på store forskningsprogrammer, uden at dette egentligt har givet et væsentligt output, der over tid har kunnet give et målbart impact i samfundet. Universiteterne er således først begyndt at interessere sig for patentsiden og adskillige patenter, der p.t. udtages på universiteterne bunder mere i fantasi end i realiteter.  Patenterne er ikke salgbare, og hvis de er, vil de givetvis aldrig blive omsat. Men kun påføre investorerne tab.

Den ‘tavse viden’
Dette faktum vil over tid ændre vores syn på forholdet mellem praksis og videnskab. Vi er ved at opdage, at praksis rummer en særlig form for viden eller færdigheder, som forskningen ikke kan erstatte, men tværtimod kan være med til at stimulere og endog forbedre. Denne viden betegnes ofte som den ”tavse viden”. Denne viden er ikke skabt af forskningen, men kan være tilvejebragt som følge af gode iagttagelser og kreative menneskers virkelyst.

Ét af de gode historiske eksempler på et sådant forhold er Jacob Christian Hansen Ellehammer, der i 1906, som den første i Europa, var i stand til at få en maskine tungere end luft til at flyve. Hvis Ellehammer havde haft en teoretisk tilgang til Daniel Bernoulli´s teori, der godtgjorde, at der fandtes en relation mellem et fluidums hastighed og trykket, ville han meget tidligt have opdaget, hvordan en vinge skulle designes. Ellehammer havde ikke denne teoretiske tilgang – men han løste opgaven alligevel ved at gennemføre praktiske eksperimenter, og han nåede via empiriske metoder frem til en tilsvarende viden.

Hvis man kunne forestille sig den hypotetiske mulighed, at Bernouilli og Ellehammer havde samarbejdet om at udvikle et fly, er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvad denne synergi kunne have frembragt, såfremt de begge havde haft det mål at dele deres viden.

Det vil i fremtiden blive vigtigere end nogensinde at interessere sig for den tavse viden – ja nærmest søge den og at undersøge, hvorvidt den kan inspirere forskerne til at gøre helt nye erkendelser.

Her kan forskningen spille en afgørende rolle, men det er en anderledes rolle, end man normalt har forestillet sig, når man har talt om forskningsbaseret undervisning og praksis. Det er en rolle som dialogpartner snarere end som leder.

Der er intet galt i dyb forskning – tværtimod skal dette område forstærkes, men det er måske mere den manglende evne til at kunne sætte den gennemførte forskning ind en samfundsmæssig sammenhæng eller måske rettere evnen til at kunne formulere fremtidens forskning, der er problemet.

Mange forskningsprojekter har i dag en så uklar formulering og tankegang, at man kan undre sig over formålet med dem – formulering af sådanne projekter bunder ofte i et manglende kendskab til problemkomplekserne eller en meget smal viden, der ikke formår at sætte egen forskning ind i en større helhed.

Det er derfor vigtigt, at vi får sat fokus på at kunne formulere fremtidens forskning. Denne opgave er ingenlunde let, da den kræver en overordentlig dyb teoretisk forståelse kombineret med en praktisk viden og indsigt i den verden, der omgiver os.  En forståelse, som kun ganske få besidder inden for universitetsverdenen. Dette er heller ikke overraskende, da størsteparten af de universitetsansatte, som anført tidligere, aldrig har haft anden baggrund end et universitet, hvor man typisk kun har beskæftiget sig med en enkelt disciplin uden at blive motiveret til andet.

Networking
At kunne formulere og gennemføre fremtidens forskningsprojekter kræver også networking med andre institutioner og grupper – og ikke mindst kreativitet til at kunne udnytte andres viden optimalt. Det er vigtigt fra begyndelsen at definere, hvilken eller hvilke opgave(r) man ønsker løst eller forsøgt løst. På baggrund heraf sammensættes holdet – præcist det samme, som man i dag ser i sportens verden. I dag fokuserer universiteterne primært på, at man har en kompetence eller et udstyr, og at dette skal bruges i en kommende forskningsaktivitet– altså en slags instrumentdreven forskning. En del forskningsprojekter på universiteter har således i dag mere karakter af at producere publikationer end resultater, der senere kan give impact i det omgivende samfund og dermed en sund udvikling.

Hvis universiteterne skal bringe uddannelserne i overensstemmelse med vidensamfundets forventninger, skal de studerende i langt højere grad have direkte kontakt til virksomheder og lære sig kunsten at løse helhedsorienterede opgaver og skabe kreative løsninger. Der skal gøres op med ”udenadslæren”. Kurserne skal binde teori tæt sammen med eksperimentelt arbejde og kreativ tænkning. Uddannelsessystemet skal således ruste de studerende til hurtigt at skabe sig et overblik over eksempelvis en kompleks produktionsudviklingsproces, der tager udgangspunkt i specifikationer til produktet og som efterfølgende glider over i fremstillingsprocessen, der også har fokus på kvalitetskontrollen og som allersidste trin også tager stilling til produktets recycling. Det er vigtigt, at det holistiske aspekt er en del af fremtidens undervisning, da det er vigtigt ikke at løse et problem – eksempelvis et materialeproblem – og dernæst skabe et nyt problem, da det nye materiale ikke kan recycles.

De studerende skal have ansvar og opgaver, der spejler det erhvervsliv, de skal ud til. Et af kravene til fremtidens eksamen må nødvendigvis blive, at man har opøvet evnen til at tænke kreativt.

Teorien skal relateres til praksis, fx: Hvad er årsagen til, at man bruger én bestemt overflade i et fly eller i en mobiltelefon, eller hvor meget tungmetal afgiver et implantat inde i kroppen.

Opgaverne, som de studerende præsenteres for, skal tage udgangspunkt i de problemstillinger, virksomhederne står med i dag.  Det er vigtigt at vi får skabt ”Ellehammer-typer” i vores undervisningssystem, der kan være trendsættere i vidensamfundet. Men det kræver, at de studerende kan den helt grundlæggende teori først, de skal have fingrene i materien, før de kan tænke kreativt. De skal ikke kun vide, hvordan man gør tingene, de skal også vide, hvorfor man gør tingene på en bestemt måde. Vi skal have ingeniører, der er dygtige til at specificere og analysere, det er konsekvensen af vores vidensamfund, og de studerende skal indstille sig på, at de skal lære 30 % mere på 30 % kortere tid. Men ikke nok med det, de skal også være dygtige til at kommunikere på tværs af faggrupper og kunne vurdere, hvornår hvilken kommunikation er nødvendig for at et projekt kan løses optimalt.

Vi kan nu begynde at se en kontur af fremtidens akademikere i vidensamfundet. Det vil være fagligt meget veludrustede personer, men også stærke personligheder, der måske ikke har en universitær tilknytning i deres professionelle virke. De vil være omgivet at et netværk livet igennem, som vil sætte dem i stand til at løse meget komplekse opgaver – de vil danne hold i stil med sportens verden. Netværket kunne tænkes at få interne spilleregler måske med en leder, men også regler om hvilke andre netværk man kan deltage i – altså en slags selvbestaltede videngrupper uden om universiteterne. Netværket ville typisk share ikke publiceret viden og ideer.

Man vil forsøge at konkurrere på specialviden på højt niveau – undervisning kunne være en del af aktiviteterne. Man vil i dette netværk gå efter store opgaver, der kan skabe en økonomisk basis. Det kan være udvikling af medicin, metoder til helbredelse af sygdomme, nye materialer eller teknologier, der kan dæmme op for klimaændringer etc.. Grupperne vil være meget multidisciplinære og ikke være bundet til en lokalitet, men networke på tværs af grænser. Grupperne vil blive selvsupplerende og man skal gøre sig ”fortjent” for at blive “medlem” – man skal være innovativ og idérig.

Det kan måske lyde meget tænkt og abstrakt, men hvad skulle stoppe en sådan udvikling?

Hvis en virksomhed vil være bedre end konkurrenten i fremtiden, må man købe sig til højtkvalificeret viden og innovation – produkter indeholder mere og mere viden. Her kunne disse grupper spille en stor rolle på den globale scene.

Man kunne sagtens forestille sig, at de bedste og mest innovative grupper af universitetsforskere fandt sammen og gjorde sig uafhængige af universiteterne og deres snærende bånd – altså en reaktion mod tåbelige centralstyrede beslutninger med politiske undertoner.

Man skal her tænke på, at forskere i universitetsverdenen, der kan frembringe værdifulde resultater af kommerciel betydning, ikke har interesse i at være ”garant” for finansiering af universiteternes store administrationsapparat, der hverken kan skaffe forskningsmidler eller etablere kontakter til den kommercielle verden med henblik på at udnytte forskningsresultaterne.  I forskernes øjne et fordyrende og unyttigt mellemled.

En sådan udvikling ville være uheldig for både universitetsverdenen og det omgivende samfund, idet væsentlig og unik viden vil blive centreret på få hænder.

Det er vigtigt at fremtidens politikere har evnen til at opfatte disse signaler i tide.  Denne udfordring er givetvis noget større og mere betydningsfuld end den alt overskyggende fusionsiver, der p.t. optager regeringen og universiteternes ledelse, og hvor hverken undervisning eller innovativ forskning har særlig stor vægt, når det kommer til den økonomiske prioritering.

Her spiller ordet omkostningsneutral desværre en stor rolle.

Det gamle ordsprog: ”Man får, hvad man betaler for” er stadig gældende også i det kommende vidensamfund.