2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af professor, dr. jur. Carsten Henrichsen
Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

1. Indledning
I en artikel med titlen, ”Fremtiden for dansk forskning og højere uddannelse. Invitation til en anden debat” (Futuriblerne 3/2006), skriver Torben Bo Jansen kritisk om de igangværende universitetsreformer, her med en foreløbig konklusion som følger (s 14): ”Universitetsreformerne tjener næppe forskningens og den højere uddannelses interesser, men de har formentlig heller ikke stor indflydelse på den forestående udvikling i forskningen og den højere uddannelse i Danmark”. Det er i en vis forstand den sidste del af dette udsagn, som danner udgangspunkt for denne artikel, idet der her foretages en noget bredere gennemgang af de sidste mange års universitetsreformer med sigte på at sandsynliggøre den påstand, at i hvert fald forskningsfriheden – eller i videre forstand den akademiske frihed – næppe vil være uberørt af disse reformer, som – tilsammen – synes at medføre en fuldstændig omkalfatring af forskningens rammevilkår. I hvert fald må disse mange reformer antages at frembyde nogle ganske særlige udfordringer for en fri og uafhængig forskning i fremtiden. På den måde kan reformerne blive en hindring for den (nødvendige) debat om omstillingsbehov og -muligheder på universiteterne, som Torben Bo Jansen efterlyser (s. 29).

2. Akademisk frihed
Den akademiske frihed er en grundværdi i demokratiske samfund, som traditionelt knyttes an til universiteterne og deres virksomhed, og som – i den Humboldtske tradition fra 1800-tallet – skal sikre disse institutioner uafhængighed af religiøs og verdslig magt. I den ”kontrakt”, som universiteterne historisk har indgået med først kirken og senere statsmagten, indgår en forudsætning om, at disse varetager forskning og uddannelse ”til det højeste lærdomsniveau” mod til gengæld at få finansieret deres virksomhed gennem faste bevillinger. Tanken er, at universiteterne – uden at være belastet af økonomiske bekymringer og som en helt uegennyttig virksomhed – skal beskæftige sig med udvikling af ny viden og formidling af samme til samfundsmæssige formål gennem uddannelse af kandidater til de højeste stillinger i samfundet.

Kandidatproduktionen er det bindeled mellem universiteter og samfund, som sikrer, at den akkumulerede viden omsættes til samfundsnyttige formål på den måde, at kandidaterne fører enhver tids viden med sig ud i samfundet. Ud fra den betragtning er uddannelse universiteternes vigtigste opgave, mens forskningen foretages for sin egen skyld og uden aspirationer om at blande sig i det pulserende samfundsliv. Dette sidste kan ligefrem siges at indgå som en del af den ovennævnte – fiktive – kontrakt mellem universiteter og staten. Den akademiske frihed er ud fra den betragtning også forbundet med en pligt til at afstå fra at forfølge politiske formål. Videnskaben skal være værdifri og bør som sådan ikke stille spørgsmålstegn ved eller på anden måde blande sig i den herskende samfundsorden.

Den akademiske frihed er i sig selv en sammensat størrelse. Undervisningsmæssigt består den af friheden til at vælge grundlag og fremgangsmåder, også kaldet metodefrihed. Forskningsmæssigt drejer den sig om friheden til at vælge emne, problemstillinger og analytisk metode, det er hvad der normalt forstås ved forskningsfrihed. I begge henseender, men navnlig i henseende til forskningen, må hertil lægges friheden til at publicere, det være sig lærebøger eller forskningsresultater, altså i korthed publiceringsfrihed. Udannelse og forskning er indkapslet i en organisation, der gør krav på egne friheder i forhold til navnlig staten, som finansierer aktiviteterne, her tales om institutionelt selvstyre som en del af – eller en nødvendig forudsætning for – den akademiske frihed.

Friheder som de nævnte kan være sikret på aftale eller lovgivningsmæssigt grundlag og på forskellig niveauer, som konstitutionelle friheder, i lovgivningen eller deraf afledte retskilder. I alle tilfælde korresponderer de nævnte friheder med bestemte pligter. Metodefriheden modsvares af undervisningspligten for den enkelte ansatte og af statsligt fastsatte rammer for uddannelsesudbuddet ved universiteterne. Forskningsfriheden modsvares på lignende måde af en forskningspligt og af de normer, der gælder for god videnskabsetik. Publiceringsfriheden har ligeledes sit modstykke i pligten til at offentliggøre sine forskningsresultater. Og hvad angår det institutionelle selvstyre sættes grænserne af de til enhver tid givne bevillinger og materielle betingelser for udøvelse af aktiviteterne. Som andre ekspressive friheder (ytringsfrihed, pressefrihed, forsamlingsfrihed mv.) må også denne frihed udøves under ansvar, her over for de lovgivningsmæssige rammer og akademiske normer i øvrigt.

Begrundelsen – den gode begrundelse – for at indrømme universiteterne de nævnte friheder er en forudsætning om, at der herigennem opnås de bedste resultater. Det gælder mht. uddannelserne, som hele tiden må udvikles i takt med opnåelse af nye erkendelser, og som derfor vanskeligt kan lægges i alt for snævre lovgivningsmæssige rammer; idealet er tværtimod at undervisningen bør være forskningsbaseret. Det gælder endvidere mht. forskningsfriheden, som erfaringsmæssigt bør være styret af ”viljen til sandhed”, og som derfor vanskeligt kan underlægges politiske bestemte krav om samfundsmæssig relevans; idealet er tværtimod at den videnskabelige erkendelse må søges for sin egen skyld. Publiceringsfriheden kan ligne et specialtilfælde af ytringsfriheden, men tjener ikke primært politiske formål, men har derimod i forskningsmæssig sammenhæng en ren videnskabelig funktion, for så vidt som publicering er en forudsætning for kontrol og kritik af de opnåede forskningsresultater.

Den institutionelle frihed, selvstyret, som danner grundlag for udøvelsen af de ovennævnte materielle friheder, skal udadtil sikre mod politisk indblanding, mod at udannelser og forskning spændes for uvedkommende interesser, det være sig partipolitiske, bestemte erhvervsmæssige eller religiøse interesser. Indadtil skal styret sikre en organisering af aktiviteterne ved koordinering af de undervisningsmæssige bestræbelser såvel som ved fastlæggelse af rammer for individuelle eller kollektive forskningsmæssige indsatser. Det er da karakteristisk, at dette selvstyre i almindelighed – og som historisk udgangspunkt – har været organiseret på kollegial basis gennem et system af råd, nævn og udvalg, hvor de ansatte forskere har udøvet den bestemmende indflydelse mht. styringen af universitetets aktiviteter.

Akademisk frihed og selvstyre er nøglen til forståelse af universitetets særpræg i den Humboldtske tradition. Også andre værdier eller forestillinger om universitetets idé har dog historisk præget forskningen og undervisningen ved disse institutioner. Det gælder – på det horisontale plan – idéen om videnskabernes enhed, som netop betinger, at universitetet (Universitas) skal udgøre den institutionelle – flerfakultære – ramme omkring en mangfoldighed af videnskaber, som gensidigt befrugter hinanden ved til stadighed at give nye muligheder for at skabe sammenhænge i forskning og uddannelse. Og det gælder – vertikalt – idéen om forskningens og undervisningens enhed, hvor lærere og studerende i undervisningssituationen (Akademia) gensidigt befrugter hinanden, ved at de studerende bliver udfordret af lærernes ekspertise, og ved at lærerne udfordres af de studerendes fordomsfrie – kritiske – spørgsmål.

Hertil kommer endelig forestillingen om universitetsstudiernes personlighedsdannende karakter. Et universitetsstudium er andet og mere end tilegnelse af et håndværk. I modsætning til skolen er den studerende selv ansvarlig for sin faglige udvikling – under lærerens kyndige vejledning og stadige udfordring, men den centrale idé er ligefuldt, at mennesket kan og må danne sig selv i forhold til de faglige krav, som studiet stiller. Dette gælder i udpræget grad de humanistiske studier, men bør ideelt set også være tilfældet på professionsrettede studier som teologi, jura og medicin, selv om de håndværksmæssige elementer her i sagens natur kommer til at fylde mere. I denne almene menneskedannelse ligger også – og måske især – at den enkelte studerende forholder sig kritisk til al vedtagen lærdom og herigennem danner sig sin egen personlige mening om de sandheder, som videnskaben docerer.

3. Begrænsninger af den akademiske frihed
Hvis den foranstående beskrivelse af universitetets grundideer kan forekomme noget verdensfjern og ude af takt med nutidens forestillinger om universiteternes plads i samfundet, kan det skyldes, at seneste 30 års universitetsreformer har gjort sin virkning i en sådan udstrækning, at man har glemt, hvad der er meningen med denne institution. Eller forholdet er måske snarere, at man betragter den akademiske frihed med dertil hørende attributter som et levn fra fortiden, som vi er bedst tjent med at glemme, så vi kan komme hurtigt videre med en ny dagsorden, hvor universiteterne må besinde sig på deres samfundsmæssige ansvar og tage aktivt del i løsningen af de voksende problemer, som en ny tids verden frembyder.

Under alle omstændigheder er der løbet meget vand i åen, siden Humboldt grundlagde sit universitet i Berlin i 1810 som en rendyrkning af de idealer om forskning og uddannelse, der allerede længe havde været under udvikling tilbage fra middelalderens kloster- og katedralskoler, og hvis grundtræk kan føres endnu længere tilbage til den antikke verden (Aristoteles’ peripatistiske skole; Platons akademi). For det første er idealet om det frie universitet på en række områder for længst blevet udfordret af uddannelsesmæssige nyskabelser i form af professionsrettede højskoler, som ikke – i hvert fald i starten – har gjort krav på friheder som de ovennævnte, men som netop er oprettet med henblik på at opfylde bestemte erhvervsmæssige behov. Hovedsigtet med disse institutioner har været produktion af kandidater med bestemte færdigheder, som umiddelbart har været efterspurgt i en række af samfundets forskellige sektorer, mens de forskningsmæssige ambitioner på disse skoler – oprindeligt – har været tilsvarende begrænsede. Eksempler herpå er Den Tekniske Højskole, Landbrugs- og Veterinærhøjskolen, Handelshøjskolerne og – senere – Tandlægehøjskolen, Den Sociale Højskole og Danmarks Lærerhøjskole.

I takt med væksten i de professionsrettede højskolers volumen og studenteroptag har disse institutioner dog i stigende grad bedrevet forskning på forskellige niveauer, som anvendt forskning eller som målforskning, men undertiden også som egentlig grundforskning. På den måde har disse institutioner udfordret de gamle universiteter på deres kernefunktioner, samtidig med at de også i stigende grad har gjort krav på de samme friheder, som universiteterne har. Omvendt har universiteterne selv i nyere tid gennemløbet en grundlæggende forandring fra tidligere tiders eliteuddannelser til det bekendte ”masseuniversitet”, hvor rammevilkårene for forskning og uddannelse har ændret sig ganske væsentligt. Idealerne om den akademiske frihed er nok uændrede, men vilkårene for at drive fri forskning og undervisning er i nogen grad forringet som følge af, at et stærkt voksende studenteroptag har øget undervisningsbyrden og de administrative opgaver.

I tidens ånd, og delvist som en reaktion på de ændrede forhold, gennemførtes i 1970’erne en dybgående reform af de styrelsesmæssige forhold, en ”demokratisering” af universitetsstyret, hvorved de studerende opnåede væsentlig indflydelse på uddannelsernes tilrettelæggelse, mens det videnskabelige personale på lavere niveauer skaffede sig indflydelse på fastlæggelsen af rammerne for de forskningsmæssige bestræbelser. Denne udvikling, som i eftertiden er beskrevet som et brud med tidligere tiders ”professorvælde”, førte i nogle tilfælde – under paroler som ”forskning for folket” og ”studenterstyret undervisning” – til en afsporing af de forsknings- og uddannelsesmæssige aktiviteter, men i det fleste tilfælde tilpassede universiteterne sig til de nye tider, og det demokratiske masseuniversitet ses i dag ligefrem som en videreførelse og udbredelse af de humboldtske ideer om akademisk uddannelse til flest mulige.

Den selv samme undervisningsminister, Ritt Bjerregaard, som i 1975 satte RUC under administration, vakte imidlertid furore med et krav om synlighed og samfundsrelevans i forskningen, samtidig med at hun ville gøre op med den frie adgang til universiteterne gennem indførelse af adgangsbegrænsning og brugerbetaling (Dansk Kvindebiografisk Leksikon, on-line udgave). Hermed sås de første spirer til en statsligt initieret debat om universiteternes placering i samfundet – en debat, som måske nok trak på nogle af de samme paroler om samfundsrelevans, som havde været fremme i ungdomsoprørets dage, men som her var begrundet i voksende statslige udgifter til universiteternes drift som følge af det øgede studenteroptag, og som appellerede til universiteternes egeninteresse i at skabe (politisk) forståelse for deres virksomhed. Når undervisningsministeren talte om ”samfundsrelevans” var det som et – nok så kontant – udtryk for nødvendigheden af, at der kunne dokumenteres et samfundsmæssigt udbytte af de forskningsmæssige bestræbelser, som stod mål med de voksende bevillinger til universiteterne.

Dette krav havde universiteterne held til at modstå en tid lang, men med det generelle skift i synet på offentlig forvaltning i begyndelsen af 1980’erne, fik debatten ny vind i sejlene. De forvaltningspolitiske idealer om New Public Management vandt frem i de fleste afkroge af den offentlige sektor, og i det efterfølgende årti nåede de også frem til universiteterne, hvor det højt besungne universitetsdemokrati blev stærkt begrænset (1993) for årtiet efter at blive helt fjernet (2003). Samtidig sattes en udvikling i gang, hvor universiteterne i stigende grad blev spundet ind i et net af ”kontrakter”, som fastlagde udviklingsmål og strategier, og som på én gang skærpede de ansattes pligter i henseende til forskning (forskningsvogtning) og undervisning (gennem krav om forskningsbaseret undervisning) og svækkede deres ansættelsesretlige stilling (bl.a. gennem ophævelse af den såkaldte UFA-norm, hvorved de ansatte tilsikredes en vis andel af deres arbejdstid til forskningsmæssige formål).

Denne udvikling, hvorved det på kort tid lykkedes at knægte et mere end 500 år langt universitært selvstyre, skete under påvirkning af stærke erhvervsmæssige interesser, som med tidens nyliberale tendenser fik et særlig stærkt gennemslag over for universiteterne, der i stigende grad blev set som en vigtig samfundsmæssig ressource, der kunne hjælpe virksomhederne i den stadig mere intensive konkurrence på verdensmarkedet. En svensk politolog, Lennart Lundqvist (Demokratins väktare, 1998), fortæller med en historie fra den virkelige verden, hvordan disse interesser satte sig igennem i svensk universitetspolitik. Historien, som jeg gerne benytter enhver lejlighed til at genfortælle, er som følger:

Vi befinder os i det svenske undervisningsministeriums departement i året 1986, hvor statssekretæren modtager en telefonsamtale fra chefen for et stort konsulentfirma, som tilbyder at lægge en plan for en total omlægning af universitetspolitikken:

Problemet var, mente den, som ringede, de ansattes stærke arbejdsretlige stilling, og at universiteterne på grund af ansættelsessystemet og reglerne om kollegial beslutningstagning ikke kunne styres af hverken politikerne, deres bestyrelser eller markedet. ”Hvad der behøves er, at du en gang for alle får held til at knække det akademiske selvstyre”. Omtrent sådan udtrykte han sig. Selvstyret understøttes af en særlig arbejdsretlig position for de ansatte, fortsatte han, som gør det muligt at råde over sin egen arbejdstid. Sammen med et uigennemsigtigt ansættelsessystem giver dette forskere og lærere en magt, som adskiller sig fra den, der gælder inden for arbejdslivet i øvrigt.

Ganske snart hører statssekretæren tilsvarende synspunkter fra Finansministeriets budgetafdeling. Grundtanken er til stadighed at bryde universiteternes autonomi. ”Forskere og lærere burde ikke have en stærkere, men en svagere arbejdsretlig stilling end andre lønmodtagere”.

Med denne historie understreges, at angrebet på det akademiske selvstyre ikke er en døgnflue, der er bestemt af øjeblikkets behov, men at det er udtryk for et dybtliggende ønske om at få universitetet til at ligne en hvilken som helst anden arbejdsplads, hvor medarbejderne kan styres og kontrolleres i enkeltheder, og hvis virksomhed er underlagt sædvanlige rentabilitetsmæssige krav; og hvis økonomisk overskud ikke er et relevant parameter i den henseende, så må det i hvert fald sikres, at de ressourcer, der bruges til universitetsformål, kommer samfundet til gode her og nu – i et tæt samvirke med samfundets produktive erhverv. Dette er en tankegang, som har international udbredelse (hvor den bl.a. kolporteres gennem OECD), og som også har været dominerende i de nordiske lande. Det er dog uden sammenligning Danmark, som er gået længst i afskaffelsen af det akademiske selvstyre, mens f.eks. et land som Finland har valgt at sætte en streg i sandet ved i deres nye grundlov fra 2000 at medtage en garanti for sikring af det akademiske selvstyre. Det er således tankevækkende, at de seneste universitetsreformer i Danmark formentlig ville være blevet underkendt som forfatningsstridige, hvis de havde været søgt gennemført i Finland.

I det følgende ses nærmere på de midler, der har fundet anvendelse til at sikre det omtalte tættere samvirke mellem universiteterne og samfundet (erhvervslivet). Her skal blot – som et helt generelt underliggende moment – bemærkes, at det øgede fokus på universiteternes bidrag til samfundet er ensbetydende med, at det særligt er forskningen, der herved har interesse, og at hele perspektivet for den universitære virksomhed hermed drejes bort fra uddannelserne som en samfundsmæssig hovedopgave. Det betyder, at det tætte samspil mellem forskning og undervisning, som hidtil har været et kendemærke for universiteterne, nedbrydes, og at forskningen i stigende grad knyttes an til erhvervsmæssige interesser. Og det betyder endvidere, at de forskningsmæssige bestræbelser skævvrides ved at nogle områder nyder større bevågenhed end andre, typisk med en skillelinje mellem sundhed, natur og teknik på den ene side og humaniora, rets- og samfundsvidenskab på den anden side.

4. Ændringer af de institutionelle rammevilkår for universitetsforskningen
For en mere systematisk gennemgang af de seneste årtiers reformer på universitetsområdet kan der være grund til indledningsvist at slå fast, at universiteterne og de højere læreranstalter ikke er ene om at drive forskning. I hvert fald større private virksomheder har egne forskningsafdelinger, og i nyere tid er det endvidere blevet almindeligt, at også de offentlige myndigheder har oprettet forskningsinstitutioner til egne formål. Inden de nedennævnte fusioner med universiteterne blev gennemført, fandtes der omkring et halvt hundrede af denne type ”sektorforskningsinstitutioner”, hvoraf dog en mindre del ikke har (haft) forskning som deres hovedopgave (således arkiver, biblioteker og museer). Hertil kommer offentlig støtte til oprettelse dels af – privatretligt organiserede – forskerparker, som skal understøtte iværksættelse af nye (private) virksomhedsinitiativer, og dels af forskningscentre af ofte midlertidig karakter, som har til formål at forene de forskningsmæssige bestræbelser på tværs af sektorer og institutioner.

Med oprettelsen af særlige forskningsinstitutioner i privat og offentlig regi er det blevet klart, at forskning er mere end én ting. Sondring mellem grundforskning og anvendt forskning er således velkendt, og kan umiddelbart applikeres på det meste af henholdsvis universiteternes (hidtidige) forskning og de private virksomheders forskning, hvor sidstnævnte som oftest er afledt af de videnskabelige nybrud, som finder sted i den universitære grundforskning. Med oprettelsen af de offentlige sektorforskningsinstitutioner er forskningsbegrebet blevet yderligere differentieret, her med indførelse af elementer af målforskning som grundlag for rådgivning af myndighederne om lovgivningsmæssige og andre initiativer eller blot som et led i overvågningen af de faktiske virkninger af den eksisterende lovgivning mv. Som sådan kan denne type forskning indeholde elementer af både grundforskning og anvendt forskning. Modstykket til denne sektorinitierede målforskning er den nedennævnte (i pkt. 5) såkaldte strategiske forskning, som universiteterne i stigende grad bindes op på.

Differentieringen af den forskningsmæssige virksomhed har – i den her foreliggende sammenhæng – hovedsageligt interesse ud fra en samfundsøkonomisk betragtning. Det er klart, at den i nogle henseender kan begrundes i samfundsmæssige behov, f.eks. ønsket om en formidling af (grund-) forskningens resultater til anvendelsesorienterede formål, eller – som ved sektorforskningen – ønsket om en videnbaseret samfundsstyring. Men oprettelsen af nye forskningsinstitutioner ved siden af universiteterne er dog ligefuldt også ensbetydende med en prioritering af samfundets ressourcer til forskellige typer af forskningsmæssige formål. Ved årtusindskiftet udgjorde universitetssektorens andel af de samlede udgifter til forskning og udvikling kun godt 20%, mens virksomhedssektoren stod for 70%; resten – ca. 10% – kunne henføres til sektorforskningen (Nordisk forskningsstatistik 2001).  Så længe de ekstra-universitære forskningsinitiativer finansieres af den samfundsøkonomiske vækst, er dette ikke nødvendigvis noget økonomisk problem i forhold til universiteternes (grund-)forskning. Men det medfører alligevel, at grundforskningens relative betydning vil være aftagende, mens rummet for forskning styret af politiske og erhvervsmæssige interesser omvendt vil blive øget. Virkningen heraf forstærkes af den omfordeling af forskningsmidlerne, som har fundet sted i forhold til de nedennævnte statsligt initierede strategiske forskningsprogrammer.

En anden – mindre påagtet – form for relativ deklassering af (de gamle) universiteter har bestået i opgraderingen af en række professionsrettede, såkaldte ”højere læreranstalter” til universiteter (DPU, DTU, DFU) eller universitetslignende institutioner (KVL, CBS), samtidig med at de såkaldte universitetscentre (RUC, AUC, OUC, SUC), der blev oprettet i 1970’erne som en art mini-universiteter med regional forankring, har skiftet status til egentlige universiteter. Denne udvikling bragte på kort tid antallet af universiteter op fra de oprindelige 2 til 12. Der var næppe grund til her at omtale denne udvidede anvendelse af universitetsbegrebet, som mest ligger på det symbolske plan, hvis det ikke havde været for den omstændighed, at regeringen efterfølgende – efter anbefaling fra bl.a. OECD – påbegyndte en fusion af disse universiteter, som foreløbig har bragt det samlede antal ned på 8 (KU, AU, SDU, AAU, RU, CBS, DTU og DPU). Målet har været at skabe mere slagkraftige enheder, som ikke mindst forskningsmæssigt kan begå sig på den internationale scene, endskønt al erfaring siger, at det ikke er størrelsen, det kommer an på, når det drejer sig om at sikre kvalitet i forskningen.

Selv om disse ændringer af det universitære landskab måske ikke har haft den store betydning for universiteternes virksomhed, er de alligevel med til at vise, med hvilken lethed der fra politisk side kan rykkes om på disse enheder. Hvad der den ene dag har været en læreanstalt eller højskole, er den næste dag blevet et universitet for blot kort efter at måtte se sig henvist til en placering som et fakultet på et andet universitet. Universiteterne er i sandhed blevet en variabel størrelse med et foranderligt indhold. Og endda må det – som et kuriosum – tilføjes, at universitetsbetegnelsen nu også i den engelsksprogede version kan benyttes om de såkaldte CVU’er, Centre for Videregående Uddannelser, som omfatter professionsrettede uddannelser, der ikke er forskningsbaserede, men som dog er forpligtede til at sikre sig en eller anden form for forskningstilknytning. De nævnte CVU’er har således fået ret til at markedsføre sig som University Colleges (som er den internationale, engelsksprogede, betegnelse for et universitet), og de ansatte lærere er blevet opgraderet til lektorer (i international sprogbrug: ass. professors).

I forhold til dette ”sædernes forfald” kan der være større grund til at hæfte sig med den indfusionering af en række sektorforskningsinstitutioner i universiteterne, som blev påbegyndt omtrent samtidig, og som har resulteret i endnu større universiteter. Målet har for så vidt været det samme som med de ovennævnte universitetsfusioner – at indhøste synergieffekter ved sammenlægninger af de pågældende institutioner. Men her har problemerne – eller udfordringerne, som det nu hedder – unægtelig været større, hvad også debatten herom har vist. Sektorforskningen har som ovenfor nævnt andre formål end den universitære grundforskning, selv om nogle sektorforskningsinstitutioner også har bedrevet sædvanlig (grund-)forskning. Men hovedsagen er dog, at disse institutioner har skullet tjene politiske formål og følgelig har været underlagt en politisk styring. Derfor indgår de også som et fremmedelement i universiteterne, hvor de ikke mindst kan være en trussel mod den akademiske frihed. Selv om de udtrykkeligt indordnes under de for universiteterne gældende akademiske normer, vil selve den finansieringsmæssige konstruktion kunne betyde, at disse normer undermineres af hensynet til de økonomiske realiteter.

Den universitære sektorforskning skal være kontraktbaseret, og allerede efter få år vil de ministerielle opdraggivere kunne trække tæppet væk under denne del af universiteternes virksomhed ved at opsige kontrakterne og placere dem andetsteds. Det vil i givet fald – og afhængig af hvor stor en andel sektorforskningen konkret udgør på de enkelte institutioner – kunne gøre det nødvendigt for universiteterne at omprioritere deres virksomhed med afskedigelser af det videnskabelige personale til følge. Med det pres, der hermed lægges på universiteterne, er det nærliggende at forestille sig, at forskerne – i egen velforstået interesse – vil lægge bånd på sig selv, når det gælder kritik af de resultater, der produceres i sektorforskningen. Akademisk selvcensur er på denne måde en nærliggende risiko, der er forbundet med denne type virksomhed, men som for så vidt også gælder anden kontraktbaseret forskning. Presset på universiteterne er heller ikke blevet mindre af, at bevillingerne til sektorforskningen gennem de senere år er blevet reduceret ganske betydeligt (30% fra 2002-05). Det betyder, at de indfusionerede dele af sektorforskningen straks fra starten skal forsøge at dække underskuddet ved at søge forskningsmidler i konkurrence med andre, herunder de dele af forskningen, som i forvejen udføres på universiteterne.

5. Ændringer af de funktionelle rammevilkår for universitetsforskningen
Kontraktbaseret, eller som det også hedder rekvireret, forskning er ikke nogen ny foreteelse på landets universiteter. Det nye er, at denne type forskning er kommet til at spille en væsentlig større rolle gennem de senere år, og at der ikke mindst fra politisk side drives på for i endnu højere grad at fremme det forskningsmæssige samarbejde med eksterne partnere. Interessen for dette samvirke, er set med politiske øjne, gensidig – erhvervslivet har brug for samarbejdet til udviklings- og legitimeringsmæssige formål, mens universiteterne har brug for de penge, der gives som modydelse. Det sidste har ikke mindst været nødvendiggjort af, at universiteternes forskningsbevillinger (basisbevillinger) gennem de senere år er blevet reduceret væsentligt (i perioden 2001-05 med over 20%). Universitetsforskningen bliver fortsat i hovedsagen finansieret gennem universiteternes basisbevillinger, men f.eks. på universitetshospitalerne er forskningen nu i større udstrækning baseret på eksterne midler end på interne.

Erhvervslivets støtte til den universitære forskning er sjældent betinget af rent filantropiske motiver, men er i vid udstrækning bestemt af – typisk kortsigtede – økonomiske interesser, såsom fastholdelse eller udvidelse af markedsandele gennem videreudvikling af eksisterende produkter, som kan sikre nye patenter og/eller anvendes til nye formål, etc. Man kan diskutere den samfundsmæssige relevans af denne type forskning eller rettere af de produkter, som denne forskning er med til at generere. I nogle tilfælde er den utvivlsomt med til at løse samfundsmæssige problemer eller opfylde reelle samfundsmæssige behov. I andre tilfælde er den måske med til at legitimere kunstigt skabte behov, men i alle tilfælde er det en type forskning, som udføres på bekostning af den – mere langsigtede ¬– grundforskning, som ganske vist ikke yder nogen sikkerhed for samfundsøkonomiske afkast her og nu, men som danner grundlaget for de egentlige videnskabelige nybrud, der på længere sigt kan omsættes til samfundsmæssige formål.

Et andet problem ved den omsiggribende kontraktforskning er, at den i sagens natur er styret af de interesser, som har råd til at betale, og dette er som oftest kun tilfældet inden for de industritunge områder, dvs. sundhed, teknik og natur. Den humanistiske forskning og rets- og samfundsforskningen er på den måde på forhånd henvist til at skære hakkelse i døgnets rejsestald. Da uddannelserne på disse områder er væsentlig billigere end på de våde, tekniktunge, områder, har det yderligere været relativt omkostningsfrit for staten at dekretere en merindskrivning af studerende, her med en øget undervisningsmæssig belastning af lærerne/forskerne til følge. Denne forsknings muligheder for at hente eksterne bevillinger beror i det væsentlige på de midler, der genereres gennem de centrale forskningsråd og -fonde, men som altså her må søges i konkurrence med andre forskere, og som på forhånd er bundet op på de strategiske indsatsområder, som forskningsrådene har valgt at prioritere. Og også i den sammenhæng foretages en åbenlys forfordeling af denne forskning til fordel for de ”våde” områder, som på forhånd er sikret ca. 75% af forskningsrådsmidlerne. En tilsvarende skævdeling af forskningsmidlerne kan formentlig forventes ved den kommende fordeling af ”globaliseringsmilliarderne”, som regeringen har stillet i udsigt for den kommende femårs periode.

De mange penge skal sætte regeringen i stand til at opfylde de europæiske mål for forskning og udvikling, som er blevet sat i EU-regi, og som forpligter landene til at øge investeringerne i denne sektor til 3% af BNP inden 2010 (Lissabon-målene). Dette mål vil formentlig også blive opfyldt, hvis de private investeringer i øvrigt kan fastholdes på det nuværende niveau, men det er nu regeringens erklærede hensigt at foretage en konkurrenceudsættelse af hovedparten af disse midler, for at sikre størst mulig ”kvalitet og relevans” i forskningen. At disse kriterier – kvalitet og relevans – for en politisk betragtning er ganske oplagte, når det gælder fordeling af så store midler, som der her er tale om, ændrer ikke ved, at de for en videnskabelig betragtning er fundamentalt uklare (Torben Bo Jansen, op. cit.) og i hvert fald med sikkerhed vil føre til en endnu større forfordeling af de tørre forskningsområder (humaniora, rets- og samfundsvidenskab).  Det skyldes bl.a., at sundheds-, natur- og teknikforskning altid kan dokumentere sin relevans, så længe den blot holder sig til forskning i kendte problemstillinger, som har klare industrielle perspektiver. Samfundsforskningen derimod har ikke rigtig nogen naturlige aftagere, for så vidt som den i sagens natur beskæftiger sig med – og sætter spørgsmålstegn ved – de herskende samfundsforhold. Retsforskningen er i så henseende endnu dårligere stillet.

Samnfundsforskning og humanistisk forskning savner ikke alene produktionsmæssige perspektiver, men er dybest set også relativ uinteressant for en politisk betragtning, for så vidt som den kun har interesse, når den kan legitimere på forhånd indtagne politiske standpunkter. I den forstand deler den vilkår med den våde forskning, som hovedsagligt også kun har interesse i forhold til eksisterende produkter eller kendte problemstillinger. Men til forskel fra denne, er der altså ikke så mange penge i den tørre forskning, og fra nogle universitetspersoner høres endda opfordringer til helt at nedgradere denne type forskning til fordel for den våde forskning, som er den ”vi alle skal leve af”. En anden – teknisk bestemt – årsag til den forfordeling af de tørre fagområder, som valget af de nævnte kriterier er forbundet med, gælder kvalitetskriteriet. Når dette skal omsættes til noget målbart, viser der sig at være afgørende forskelle mellem de forskellige områders praktiske muligheder for at dokumentere kvaliteten af deres virksomhed. Hvor f.eks. citations- og tidsskriftindekser er udbredt inden for sundheds- og teknikområderne, er disse måleinstrumenter ukendte inden for samfundsvidenskab og humaniora, hvorfor det ikke på disse områder giver nogen mening af måle kvalitet ud fra sådanne parametre.

Det er ikke desto mindre sådanne kriterier, som vil blive lagt til grund for universiteternes kamp om globaliseringsmidlerne i de kommende år. Udfordringen består her i at udforme en række strategiske forskningsprogrammer, som universitetets medarbejdere kan samarbejde om, og som kan indgå i konkurrencen om uddelingen af de pågældende midler. Selve fordelingen vil da blive foretaget centralt gennem Det Strategiske Forskningsråd, der indgår som en nyskabelse i det eksisterende forskningsrådssystem. Sammensætningen af dette råd er politisk bestemt, hvorfor også uddelingen af de konkurrenceudsatte midler vil være politisk, som udtryk for et valg af forskningsstrategier, som vel i formen er sagligt bestemt (af de nævnte kriterier), men som i realiteten er helt åbent for påvirkning af erhvervsmæssige og andre interesser.

Under alle omstændigheder vil fordelingen være lige så kortsigtet som ved anden kontraktforskning, for så vidt som finansieringen af de enkelte projekter altid er tidsbestemt (i udgangspunktet typisk 4-5 år). For at sikre universiteternes deltagelse i kampen om disse midler, vil også (voksende) dele af universiteternes egne basismidler blive afhængiggjort af deres evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler – ikke bare centralt, men også lokalt på de enkelte fakulteter og institutter. Dermed lægges et pres hele vejen ned gennem systemet på at indrette sig efter, hvad man regner med bedst kan betale sig. Den tid, hvor den enkelte forsker kunne trække sig tilbage til elfenbenstårnet og forske i uforstyrret fred, er uigenkaldelig slut. De videnskabelige medarbejdere må dokumentere deres værdi ved at hente penge til instituttet, som på sin side må sikre sin fortsatte eksistens ved at skaffe opgaver til fakultetet, etc. Dette er muligvis en måde at fremme tværfaglig og tværvidenskabelig forskning – som er en ofte fremhævet gevinst ved denne praksis – men det fremmer i hvert fald ikke tværinstitutionelle samarbejder inden for landets grænser, hvorfor nogle forskningsmiljøer kan vise sig at være for små til at stå distancen. Konsekvensen kan blive en ensretning – en mainstreaming – af forskningsaktiviteterne på det enkelte institut eller fakultet.

At samarbejdet med erhvervsinteresser kan skabe problemer for den frie forskning er velkendt ikke mindst inden for de våde områder, hvor undertrykkelse af ubekvemme forskningsresultater (Dandy-sag) og sammenblanding af interesser (Alstrup-sag) kan skade forskningens troværdighed. Det sidste er formentlig mere udbredt end det første, og har på nogle områder tråde langt ind i de videnskabelige selskaber og redaktionskomitéer, hvor ledelsens og medlemmernes indstillinger kan være påvirket af erhvervsmæssige interesser (gennem sponsormidler, ansættelsesforhold eller tilknytning som rådgivere), og hvor det har været nødvendigt at indføre særlige procedurer med forebyggende sigte (erklæringer om interessekonflikter). På de tørre områder, hvor erhvervslivets interesser er mindre, kan de politiske interesser til gengæld være så meget desto større, især hvis forskningsresultaterne har stødt an mod politiske modforestillinger. Det har i de senere år afstedkommet oprettelse af nye sektorforskningsinstitutioner som modvægt til den etablerede grundforskning (oprettelse af et Institut for Miljøvurdering med en erklæret miljøskeptiker som direktør) og iværksættelse af helt særskilte forskningsinitiativer i ekstra-universitært regi (oprettelse af Koldkrigscenter og Islam-Terror Center under Forsvarsakademiet), mens etablerede forskningscentre og institutter lukkes (Center for Humanistisk Forskning; NORDITA) eller frister en mere usikker skæbne (således fx Dansk Institut for Internationale Studier og Institut for Menneskerettigheder, som jævnlig må se sig angrebet fra politisk hold).

6. Ændringer af de strukturelle rammevilkår for universitetsforskningen
De ovennævnte ændringer af de institutionelle og funktionelle rammevilkår for forskningen modsvares af en række dybgående strukturreformer af landets universiteter. Vigtigst er naturligvis gennemførelsen af en ny universitetslov i 2003, som gør endegyldigt op med det universitære selvstyre gennem omdannelse af universiteterne til selvejende institutioner, indførelse af bestyrelser med eksternt flertal, ansatte ledelser og en stærk begrænsning af de kollektive ledelsesformer. Hensigten med disse reformer har været på én gang at sikre øget lydhørhed hos universiteterne over for eksterne interesser og større ledelseskraft indadtil i de universitære systemer. Den bagvedliggende forventning er (igen), at universiteterne hermed kan bidrage mere effektivt til at sikre det nationale erhvervslivs overlevelse i den globaliserede markedsøkonomi. Reformerne er i forskningsverden blevet mødt med alle slags reaktioner, lige fra hård kritik til uforbeholden tilslutning. Men selv blandt de stærkeste kritikere er forventningen typisk, at organisatoriske reformer som disse ikke skaber afgørende forandringer i praksis: Det ”er sket mange gange før. Det har de overlevet, og måske bør situationen bruges til at gøre op med organisatoriske strukturer, der er overleveret fra Middelalderen, frem for begrundet i nutidig funktionalitet” (Jesper Jørgensen KVANT, dec. 2006; sml. Torben Bo Jansen, op. cit.).

Selvejekonstruktionen kan da også umiddelbart ligne en moderne udgave af det gamle universitetsselvstyre. Men skinnet bedrager: Selveje som privatretlig konstruktion er ganske vist forbundet med autonomi og rådighed over egne ressourcer. Ingen af delene er imidlertid tilfældet, når det gælder offentlige selvejekonstruktioner, og slet ikke i den variant der er gennemført i forhold til universiteterne. Det offentlige selveje er beskrevet som en måde at sikre sig retlig ansvarsfralæggelse over for enkelthederne i den virksomhed, der overgår til selveje (armslængdeprincippet), samtidig med at man fra politisk side forbeholder sig maksimale indflydelsesmuligheder gennem nok så detaljerede regelværker og brug af indirekte styringsmekanismer (godkendelse af bestyrelse og vedtægter; fastlæggelse af måltal i resultatkontrakter etc.). Økonomisk set har det universitære selveje nærmest karakter et ”tomt selskab”, der vel har status som selvstændigt retssubjekt, men som er uden egne kapitalmidler eller ejendomsportefølje, der kan udnyttes til kapitalkrævende investeringer. Universiteterne er tværtimod bundet op på en særlig betalingsordning (SEA-ordningen), som skal sikre, at der betales en markedsbestemt husleje for de bygninger, man råder over, og som i nogle tilfælde – universiteterne med de ”dyre adresser” – har ført til væsentlige indskrænkninger af deres arealer til undervisnings- og forskningsbrug.

Pointen med omdannelse af de gamle selvstyreordninger til universitært selveje er imidlertid en helt anden, end at sikre anvendelsen af de nævnte styringsmuligheder, som også i praksis har eksisteret med det gamle selvstyre. Med etablering af universiteterne som selvejende institutioner bliver det muligt at sætte disse enheder under ledelse af en bestyrelse, og med en bestyrelse i spidsen bliver det endvidere muligt at trække særlig ekspertise ind i den overordnede ledelse gennem rekruttering af eksterne bestyrelsesmedlemmer, som har ledelseserfaringer fra andre institutioner og virksomheder. Det store spørgsmål – set fra et universitært synspunkt – bliver da, om disse eksterne bestyrelsesmedlemmer har nogen særlig indføling med endsige veneration eller respekt for de akademiske dyder, som kendetegner universitetsforskning og -uddannelser. Det kan man nok på forhånd have sin tvivl om – ikke fordi disse mennesker skulle være besjælet af en særlig modvilje mod videnskabeligt arbejde eller tankegang, men fordi de som praktikere med sans for målrettede aktiviteter og kortsigtede rentabilitetshensyn kan have svært ved at forlige sig med de ofte langstrakte og kaotiske videnskabsprocesser, som kendetegner universitetsforskningen – og fordi de som repræsentanter for offentlige eller private interesser nødvendigvis må føle, at de med deres tilstedeværelse i universitetsledelsen skal gøre en forskel.

Hvad denne forskel kan bestå i, kan man få et indblik i, når man ser på de udviklingskontrakter, som universiteterne i disse år bliver undergivet. De måltal, der her fastsættes for alle slags aktiviteter, og som typisk går ud på at hæve de kvantitative mål for forskning, uddannelse og formidling med 5-10-15%, er ganske vist i vid udstrækning ministeriets ansvar. Men realiteten er, at de universitære bestyrelser ikke har haft mange indvendinger at gøre mod videnskabsministeriets diktater. Ministeriet har simpelt hen, gennem de udpegede bestyrelser, sikret sig en betydelig grad af lydhørhed og loyalitet over for de ministerielle kontraktoplæg og øvrige styringstiltag. Det er således ikke nogen tilfældighed, at kontraktinstrumentet, som har været brugt i en årrække, nu har fundet anvendelse i en væsentligt skærpet form, hvor universiteterne underlægges en række uomgængelige forpligtelser, og hvor dette instrument samtidig er sammenknyttet med finansielle ”incitamentstrukturer”, der nok skal sikre, at uvillige universiteter kommer til at betale prisen. Bestyrelseskonstruktionen betyder endvidere, at der ikke mere på nationalt plan findes nogen organiseret modpart til ministeriet – Rektorkollegiet kan ikke udtale sig med vægt, uden at rektorerne har sikret sig opbakning fra deres bestyrelser. Og bestyrelsesformændene er på tilsvarende måde forpligtet i forhold til deres bestyrelser, der som oftest vil rumme flere forskellige opfattelser af de politiske styringsinitiativer.

Indførelsen af bestyrelser udgør det ene led i en sædvanlig virksomhedsstruktur. Det andet led udgøres af en så vidt mulig professionel ledelse, som forestår den daglige virksomhed. Her har man dog haft så stor respekt for universitetsvirksomhedens egenart, at man ikke – som det ellers er blevet almindeligt ved offentlige driftsinstitutioner – har insisteret på fuldt professionelle ledere, men i stedet har ladet sig nøje med, hvad der må beskrives som en fagprofessionel ledelse, dvs. ledere, som nok kan dokumentere ledelseserfaringer på et passende niveau, men som også skal være i besiddelse af forskningsmæssige kvaliteter – det sidste endda i et omfang, som gør dem til særligt respekterede personer i det kollegiale fællesskab, som de udgår fra. Det er store krav, der hermed stilles til universitetets ledere, og som – med det gennemført hierarkiske ledelsessystem, som loven nu lægger op til – gør sig gældende med særlig styrke på topniveauerne (rektor-dekan planet). Reelt er det ensbetydende med genindførelsen af tidligere tiders professorstyre, om end nu i en moderniseret variant – som et monokratisk enhedsstyre, der sikrer entydige kommandolinjer fra top til bund i universitetssystemet. Beslutningskompetencen for de kollegiale fora – de nuværende Akademiske Råd – er i det væsentlige blevet begrænset til meriteringssager (beslutningsret) og ansættelsessager (indstillingsret), idet kompetencen i forhold til ledelsesmæssige foranstaltninger i øvrigt (budgetlægning, forskningsstrategier o. lign) er indskrænket til en udtaleret. De ansattes muligheder for at gøre deres interesser gældende over for ledelsen er nu – som på enhver anden virksomhed – i hovedsagen beroende på Samarbejdsudvalget.

Det enstrengede ledelsesystem skal ses i sammenhæng med en lang række andre ændringer af de strukturelle rammevilkår, som er gennemført både før og efter universitetsreformen i 2003. Af relativ størst betydning i forhold til den akademiske frihed er indførelsen af en beføjelse for institutledere til at pålægge medarbejderne bestemte opgaver, det være sig forsknings-, undervisnings- eller administrative opgaver – en beføjelse, som blev hjemlet i universitetslovgivningen allerede i 1992, men som med det stigende omfang af rekvireret forskning må forventes at få øget betydning i fremtiden. Hertil kommer som tidligere nævnt skærpede krav til forskningskontrol, -evaluering,  -planlægning og -formidling, foruden ændringer af rekrutterings-former (afkortning af ph.d.-studiet, indførelse af forskerskoler og obligatoriske pædagogiske kurser), stillingsstruktur (indførelse af nye funktionsspecialiserede stillingskategorier i form af forskningsassistenter, seniorforskere, forskningsprofessorer og adjungerede professorer) og meriteringsformer (nedprioritering af dr.graden til fordel for ph.d.-graden). Ændringer, som alt i alt peger i retning af, at forventningerne til de universitetsansatte er blevet ændret i retning af øget vægt på fleksibel opgavevaretagelse, et hurtigt meriteringsforløb, differentierede karrieremuligheder og kontrollerbare arbejdsresultater. Resultatet er – i hvert fald potentielt – en svækkelse af mulighederne for at dyrke fri grundforskning.

Det siger sig selv, at der med disse – voksende – krav til de ledelsesmæssige bestræbelser følger et ekspanderende forsknings- og undervisningsbureaukrati. Det har eksempelvis på et lille fakultet som det juridiske over en 15-årig periode ført til en udvidelse af den teknisk-administrative medarbejderstab, som ikke er tilknyttet forskningen, fra en håndfuld personer til ca. 65 personer – svarende til antallet af forskningsmedarbejdere inklusive ph.d.-studerende. En sådan udvidelse af universitetsbureaukratiet er i sig selv er en ressourcemæssig belastning, men er også en udfordring for samarbejdet mellem de forskellige personalegrupper på universitetet, eftersom bureaukratiets interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med det videnskabelige personales krav og ønsker. Betydningen heraf skærpes i det omfang, der ansættes akademisk arbejdskraft til varetagelse af administrative funktioner. Loyaliteten hos disse akademikere, som ofte rekrutteres fra centraladministrationens ministerier og styrelser, vil måske være vendt mod det generelle administrative system frem for mod de akademiske normer, som hersker på et universitet. Det behøver ikke at være tilfældet, men disse personalegruppers loyalitet kan heller ikke tages for givet.

7. Fra politisk styrede universiteter til det politiske universitet
Med et begreb fra organisationsteorien er disse – eller nogle af de nævnte – ændringer blevet karakteriseret som en ”taylorisering” af universitetet (Lars Bo Henriksen, Kritisk Debat sept. 2006), som udtryk for en bureaukratisering i sin mest klassiske form, det ”maskinbureaukrati”, som Henry Mintzberg (The Structuring of Organizations, 1979) henregnede som den første modus i bureaukratiets lange historie. Det er en organisationsform, som historisk genfindes i to varianter, begge fra omkring århundredeskiftet anno 1900: den kontinental-europæiske, som er krediteret Max Weber, og som fremstilles som den mest rationelle administrationsform, og den amerikanske, som skyldes Frederik W. Taylor, og som gør krav på at være den mest produktive organisationsform for private virksomheder.

Det var også den organisationsform, som den uden sammenligning mest berømte organisationsteoretiker i 1900-tallet, Herbert Simon, siden afviste som empirisk udokumenteret (Administrative Behavior, 1945). Og det var naturligvis ikke uden grund: Ikke alene var den uden forskningsmæssigt belæg, men den blev også udsat for sønderlemmende kritik allerede i en kongresrapport fra 1915, og senere forskning har vist, at den er behæftet med en række indre modsigelser, og at dens påståede fortræffeligheder dementeres af de faktiske forhold. Ikke desto mindre genfindes modellen i moderne managementtænkning i forskellige udgaver, hvor den med mellemrum vinder gehør, således også i hele den ledelsesfilosofi, der knytter sig til New Public Management-bevægelsen.

Taylor betoner vigtigheden af ledelse i en grad, som man skal helt op til vore dage for at finde magen til: Det er ledelsens opgave, at nedbryde arbejdsopgaverne i et passende antal delopgaver, at give forskrifter for opgavernes udførelse, at finde den bedste mand til jobbet, at indrette en incitamentstruktur, der får arbejderen til at bestille mest muligt, og at kontrollere, at arbejdet bliver gjort efter forskrifterne. Taylors principper modsvares af en universitetspolitik, der som den nuværende, forudsætter et enstrenget ledelsessystem med fagligt stærke ledere på alle niveauer, resultatkontrakter der specificerer funktionsmål og -delmål, strategiplaner som fastslår hvad der skal betragtes som relevante opgaver, prioritering af eliteforskning ved konkurrenceudsættelse af forskningsopgaverne, og indførelse af kvantitativt baserede kontrolsystemer for måling af arbejdsresultaternes (forskningens og uddannelsernes) kvalitet.

Det er klassisk lærdom i moderne organisations- og ledelsesteori, at ledelsessystemer som de ovennævnte i bedste fald er adækvate i organisationer, der befinder sig under stabile forhold, og hvis opgaver derfor kan defineres på forhånd og håndteres som forudsat i det taylorske maskinbureaukrati. Disse forudsætninger er langt fra til stede i dag, hvor samfundets forandringer byder på helt andre udfordringer. Noget lignende gælder for så vidt det – kollegialt baserede – fag- eller professionsbureaurati, som universitetsstyret tidligere var moduleret over, og som nok var indrettet på at tackle stadigt mere komplekse problemstillinger gennem fagspecialiseringer, men som heller ikke var specielt egnet til at håndtere store samfundsmæssige forandringer, der kræver mere dybgående nyorientering af forskningen og uddannelserne, og som frem for alt kalder på, at universiteterne også mere direkte tager et medansvar for styringen af den samfundsmæssige udvikling.
Denne sidstnævnte udfordring har for længst været erkendt i fremtidsforskningen, hvor den imidlertid har ført til tanker om forskning og uddannelse, som adskiller sig radikalt fra de nuværende tendenser i universitetspolitikken. Ikke mindst fremtidsforskeren Erik Jantsch har gjort sig til talsmand for det synspunkt, at universiteterne bør sikre sig økonomisk uafhængighed og bør stile mod det mål, ”at blive herre over sin egen interne videnskabspolitik med fuld frihed til at vælge og investere i sine egne undervisnings- og forskningsområder” (Jantsch, ”Fremtidens universitet?”, dsf 1974), og han skitserer en model for fremtidens universitet, som på én gang betegner et opgør med de eksisterende fakultets- og institutstrukturer og sikrer, at universitetet selv – uden vidtgående statslige styringsforsøg – kan generere den fornødne udvikling for varetagelse af samfundsmæssige formål i en foranderlig verden.  Denne model består groft sagt af en adskillelse og kobling af tre universitære hovedfunktioner, fordelt på et tilsvarende antal afdelingstyper: systemlaboratoriet, som inden for brede områder forestår udvikling af nye samfundssystemer, den funktionsorienterede afdeling, som – både forsknings og uddannelsesmæssigt – er indrettet på opfyldelse af givne samfundsmæssige behov, og den klassiske disciplinorienterede afdeling, som varetager grundforskning og grunduddannelser.

Der er ingen grund til her at gå nærmere ind på disse forestillinger, som blot er nævnt for at illustrere, at der faktisk findes alternativer til såvel den nuværende virksomhedsmodel for (top-) styring af universiteterne som det hidtidige kollegiale selvstyre. Det er vel at mærke et alternativ, der hviler på den samme grundopfattelse mht. universiteternes samfundsmæssige ansvar, som kendetegner den nyliberale universitetspolitik, men som undgår de skadevirkninger i forhold til den akademiske frihed, som er den uundgåelige følge af denne politiks implementering. I stedet for den politiske styring af universiteterne, som Jantsch så tendenser til allerede tilbage i 1970’ernes amerikanske universitetspolitik, fremsætter han en vision om det selvstyrede og selvfornyende og i bred forstand ”politiske” universitet, som finansieres fuldt ud af samfundet (staten) i tillid til, at det løser sin opgave – at byde ind med kvalificerede forestillinger om udviklingen af samfundssystemer, som er mindre belastede af sociale problemer end de nuværende, at sikre en teknologisk videreudvikling som opfylder komplekse samfundsmæssige behov, og at udføre grundforskning, som kan skabe videnskabelige gennembrud på vilkårlige områder.

8. Afslutning
De seneste mange års ændringer af de institutionelle, funktionelle og strukturelle rammevilkår for universitetsforskningen fører hver for sig og tilsammen til en nedbrydelse af de akademiske friheder. Ændringerne er styret af en nyliberal ledelsesfilosofi, hvis grundtanke er, at universiteter kan og bør ledes som enhver anden virksomhed – ja, at universitetsforskere med deres friere arbejdsforhold endda trænger til at blive underkastet en særlig arbejdsdisciplin. Ændringerne har ikke rod i empirisk dokumenterbare undersøgelser af forskningens praktik og logik, men er styret af rent intuitive opfattelser: I en situation, hvor det er nødvendigt at mobilisere universiteterne på et samarbejde med erhvervslivet for at imødegå globaliseringens udfordringer, er det nærliggende at forestille sig, at dette kan ske ved brug af markedsmekanismer og omdannelse af universiteterne efter den private virksomheds forbillede.

I komplekse systemer, der befinder sig under omskiftelige forhold, er intuitive løsninger imidlertid det sidste, der er brug for – de gør ofte mere skade end gavn. Og i hvert fald vil løsninger, der gør vold på den inderste nerve i det universitære system – den akademiske frihed – være dømt til at mislykkes. Til sammenligning er demokrati og ytringsfrihed uangribelige værdier i vores samfund –forsøg på at antaste dem i globaliseringens navn afvises med forargelse (Mohammedkrisen). I så henseende må det imidlertid erkendes, at universiteterne er et let offer for politisk misregimente. Forskere ser det ikke som deres opgave at politisere eller forsvare deres positioner. Realiteten er derfor, at nettet strammes, og spørgsmålet er, om vi – med universitetsloven af 2003 – er nået til the point of no return.