2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Om temaet

Artiklerne i dette hæfte kan læses som et opgør med i det mindste fire myter om universiteter og forvaltning:

1. Myten om saglige og sagkyndige beslutninger.
Det er menneskers helhedsbilleder, der er grundlaget for at forstå og fortolke begivenheder og hændelser, politiske forslag og politiske angreb, statistiske opgørelser og videnskabelige påstande osv. Kendsgerninger samles ikke af sig selv i et helhedsbillede. Det er tværtimod helhedsbilledet, der knytter ‘kendsgerningerne’ sammen og giver dem mening eller betydning.

Et helhedsbillede er – som det fremgår af betegnelsen – ikke begrænset til en enkelt side af samfundet, en enkelt problemkreds eller en enkelt videnskab. Helhedsbilledet er det ‘mentale landkort for at lægge kurs og identificere pejlemærker’. Det tegnes tidligt i livet og præciseres og videreudvikles på grundlag af erfaringer og begivenheder livet igennem. Mennesker udvikler derfor sjældent helt nye helhedsbilleder. I stedet tilpasses billedet til erfaringer og erfaringer til billedet.

En ny teknologisk bølge er nu undervejs. Den skaber på én gang behov og muligheder for vidtgående sociale, økonomiske og politiske fornyelser. Fx startede en ny teknologisk bølge c. 1885 og affødte omstillingen til 1900-tallets industrisamfund. Overgangsfasen fra én samfundsform til den næste er kaotisk og modsætningsfuld, jf. 1880’erne og ’90ernes Provisorieår, generalstrejke, landbrugskonkurser, selvmordsbølgen blandt ældre osv.

Det danske samfund gennemløb en videreudviklingsperiode fra 2. Verdenskrig til 1990’erne. Generationen, der modnedes i 1950’erne, og som nu er pensionister, var aktive i et samfund, der videreudvikles. De kunne tilpasse helhedsbilledet fra ’50erne til samfundsudviklingen igennem hele deres erhvervsaktive liv. Dagens 30-40årige formede et helhedsbillede i 1990’erne, da Danmark ikke længere var et industrisamfund. De har derfor andre forudsætninger for at opfatte og vurdere en ny udvikling.

Nutidens ledere i erhvervsliv og stat, forskning og politik tilhører generationen mellem pensionisterne og de unge. Mange af disse ledere besidder et helhedsbillede af et industrisamfund, der ikke længere eksisterer.

Fortidsbindingerne skaber basis for politisk konservatisme og traditionsbundet ledelse. Bindingerne forhaler omstillingen til en ny samfundsform. De har tidligere ført til revolutioner eller diktaturer i andre europæiske lande – og for godt 100 år siden til Provisioreårene i Danmark. Københavns befæstning og Provisorierne i 1880’erne var udtryk for værdikamp og ideologisk profilering på bekostning af nødvendige fornyelser, jf. Herman Bangs ‘Stuk’. Reformerne på universitetsområdet kan ses som en tilsvarende nutidig værdikamp – nutidens ‘Københavns befæstning’.

2. Myten om den militære ledelsesforms fordelagtighed.
Den militære ledelses- og organisationsform består i at centralisere beslutninger og decentralisere udførsel: Generalerne beslutter, de menige kæmper. Centraliserede beslutninger og decentraliserede udførelser forudsætter på den ene side hierarkiske informations- og kommandoveje, detaljerede regler og planlægning, løbende kontrol og sanktioner osv. og indebærer på den anden side total ansvarsforflygtigelse.

De såkaldte Milgram-eksperimenter viser, at (mange) mennesker handler ansvarsfrit, når autoriteten bestemmer, hvad de skal gøre. Forsøgspersonerne er fx parate til at straffe den ‘dumme’ elev med stærkere og stærkere elektriske stød, hvis autoriteten siger, at det kræver forsøget og videnskaben. Når andre bestemmer, hvad et menneske skal gøre, har det intet ansvar for handlingerne, og denne ansvarsfrihed ødelægger dømmekraft.

Universitetsreformerne kan beskrives som et forsøg på at opfylde grundlæggende behov for fornyelse i forskning og højere uddannelse ved hjælp af en militære ledelses- og organisationsform, der er ineffektiv, demotiverende og ansvarsforflygtende. Det kan forekomme uforståeligt, men kun, hvis man forudsætter en rationel beslutningsproces. (For at undgå misforståelser skal det tilføjes, at dansk forsvar har udviklet nye ledelsesformer siden 1960ernes indførelse af samarbejdsordninger og har gennemført en total omstilling efter Murens fald).

3. Myten om, at forskningen kan opfylde kommercielle krav.

Politikere og erhvervsledere har udtalt, at mere uddannelse og forskning er midlet at styrke Danmarks international konkurrenceevne. Det er ét blandt mange eksempler på en fortidsbundet virkelighedsopfattelse.

Forestillingen om, at de aktuelle omstillingskrav kan opfyldes af mere uddannelse og forskning bygger på et helhedsbillede af industrisamfundet. Uddannelse og forskning skabte vækst og udvikling i 1900tallets industrisamfund, fordi viden var knap og kostbar. I dag er viden rigelig og billig, og den stadigt voksende mængde af viden er ofte en belastning. Videnindholdet i danske produkter og processer øges ikke af mere af den hidtidige uddannelse og forskning; et øget videnindhold kræver nye forestillinger om viden, produktion og organisationer.

Argumentationen for, at forskningen kan opfylde kommercielle krav, kan formuleres i følgende form:
– Enhver kommerciel succes indeholder ny viden.
– Al forskning indeholder ny viden.
– Ergo er forskning vejen til kommercielle succes’er.
(Til sammenligning: Et sten kan ikke flyve; mor kan ikke flyve; ergo er mor en sten).

Det er ofte nationaløkonomer (i Danmark eller OECD), der rådgiver politikerne om den forestående samfundsudvikling, og de benytter ofte prognoser og fremskrivninger som grundlag for deres rådgivning.

Et typisk eksempel er Velfærdskommissionens betænkning om og forslag til, hvordan velfærden sikres over de næste 35 år. Analyserne bygger på prognoser, der forlænger fortiden frem til 2040, som om udviklingen frem til 2040 ikke kunne drejes i helt ny retning af begivenheder i fx 2015 eller 2030. Det billede, som kommissionen tegner af Danmark 2040, er identisk med billedet af gårsdagens industrisamfund – blot lide mere af det hele.

Velfærdskommissionens betænkning anno 1973 hed ’Perspektiv Plan II’. Den blev offentliggjort et par uger efter første oliepriskrise. Oliepriskrisen skabte helt nye forudsætninger, så alle kunne se, at PP II’s fremskrivninger var meningsløse. Formanden dengang, Erik Ib Smidt, måtte forsvare fremskrivningerne som ’regneeksempler’. Velfærdskommissionens fremskrivninger er tilsvarende ’regneeksempler’, der intet siger om Danmark 2040.

Samfundsudvikling er ikke forhåndsbegrænset til kvantitative ændringer i jobs og erhvervsaktive, opsparing og forbrug osv. Samfundet kan også udvikle helt nye aktiviteter og egenskaber, der overskrider hidtidige erfaringsgrænser.

Det eneste, der kan siges med sikkerhed om Danmark efter 2015, er, at det ikke længere er et industrisamfund i sædvanlig forstand. Omstilling til en ny samfundsform kan skabe grundlaget for ny velstand og velfærd. Omvendt kan bagud vendte reformer baseret på fortidsforlængende prognoser omdanne Danmark til et stagnerende udkantsområde i EU. Der foreligger med andre ord en meget bred vifte af fremtider.

Ny vækst og udvikling frem til 2040 forudsætter et gennembrud for forestillingen om mange fremtider. En voksende bevidsthed om fremtidsvalg i de yngre generationer kunne føre til dette gennembrud. Det ville påvirke den fremtidige velstand og velfærd mere end alle kommissioner og ekspertudvalg, kanoner og partipolitiske værdikampe, universitetsfusioner og forskningsfonde tilsammen.

4. Myten om, at viden kan skabes og formidles på samme måde til alle tider.

Den nødvendige forudsætning for udsagn om de næste 30 eller 50 års udvikling er en antagelse om, at udviklingsbetingelserne ikke ændres, dvs. at udviklingen vil gennemløbe de samme 55-årige livscykler som hidtil. Antagelsen indebærer, at den globale udvikling vil følge en s-kurve med voksende vækstrater indtil c. 2025 og derefter aftagende vækstrater til c. 2050. Dette forløb gentages fra c. 2050 til c. 2105.

Den stærke vækst i viden siden 1970eerne og eksplosionen i informations- og videnstrømme siden 1990erne (internet) har skabt helt ny forudsætninger for at skabe, formidle og udnytte viden. Det skyldes for det første, at viden og uddannelse i de nukendte former forældes hurtigere og hurtigere, og mens indlæring er relativt enkelt, så er aflæring meget vanskeligt. Det skyldes for det andet, at de opgaver, der skal løses, bliver mere og mere komplekse, så fagspecialiseringen bliver en afgørende hindring for opgaveløsning.

Hverken Humbolts universitetsmodel eller den herskende virksomhedsmodel opfylder behovene i et såkaldt vidensamfund – såkaldt fordi betegnelsen misvisende underforstår et uændret videnbegreb. Vidensamfundet – eller det kognitive samfund, idet kognition betegner måder at forholde sig på til virkeligheden – er ikke en mulig fremtid samfundsform. Generationerne op til de 40-45årige udfolder i dag en kognitiv livsstil.

Fremtidens samfundsvidenskabelige ‘universitet’ kunne være organiseret omkring tre basale problemstillinger:

  1. Den individuelle udvikling: ‘Cogito ergo sum’ skrev Descartes, men hvilket ‘jeg’ tvivler og eksisterer, fordi det tvivler? Hvad er ‘jeg-bevidstheden’? Hvordan kan ‘jeg’ beskrive og analysere ‘mig selv’ udefra, på én gang være subjekt og objekt? Hvordan kan billen i tændstikæsken beskrive æsken udefra?
  2. Den videnskabelige udvikling: Viden er evnen til at gøre noget rigtigt. Videnskabelig udvikling er forbedringer af evnen til at gøre noget rigtigt – gøre det bedre og bedre på flere og flere områder, herunder forbedre evnen til at skabe bedre viden. Hvordan kan videnskaber udvikle teorier om videnskabelig udvikling? Hvordan kan udviklingsteorier være det endnu ukendt resultat eller mål og samtidig forudsætningen for opfyldelse af målet?
  3. Samfundsudvikling: Nogle mener, at Danmark har eksisteret i et par tusinde år; andre, at det har eksisteret i 10.000 år. Atter andre mener, at dagens samfund kun har eksisteret relativt kort tid. Det, der har eksisteret, er i alle tilfælde et socialt fællesskab eller samfundsliv på de øer og halvøer, der er en del af Danmark i dag. Det eneste konstante eller fælles over århundrederne eller årtusinderne er samfundslivets uafbrudte eksistens eller overlevelse igennem hele perioden – den såkaldte overlevelsesidentitet. Hvordan kan emner, der kun kan identificeres ved overlevelsesidentitet, gøres til genstand for videnskabelig behandling? I hvilken forstand er det meningsfuldt at behandle dagens Danmark og Danmark for 100 eller 1000 år siden som et og samme emne?

Til de tre basale problemstillinger kunne føjes yderligere to spørgsmål om forudsætningerne for sociale fænomener: Udvikling af liv og universets udvikling. Liv opstår og forsvinder hele tiden: Vi kan observere, at liv kan overføres fra en levende organisme til en ny organisme, men det er vanskeligt at angive, hvad der overføres. Universet i betydningen Altet er i sig selv et selvmodsigende begreb. Altet er på én gang et specifikt begreb og samtidig ikke alene uafgrænseligt, men også uspecificerbart.

Påstanden her er, at mange (alle) samfundsvidenskabelige spørgsmål kan føres tilbage til de tre (5) anførte problemstillinger, og at det er behandlingen af disse tre problemstillinger, der skaber væsentlig ny viden over den næste generation på det samfundsvidenskabelige område. Besvarelsen kræver medvirken fra alle de nukendte samfundsvidenskabelige speciale og formentlig nogle nye.

Der tales og skrives fx meget om klimaopvarmning og ressourceknaphed. Kaosstater udgør formentlig en meget større trussel, som det er meget vanskeligere at overvinde. Kaosstater opstår, når den hidtidige politiske ledelse afsættes og ingen ny politisk ledelse kan opnå den nødvendige autoritet og legitimitet. Alternativet til kaosstater er ultrastabile politiske systemer, dvs. politiske systemer, der kan gennemføre enhver nødvendig omstilling uden at miste autoritet og legitimitet.

Et gennembrud for ultrastabile politiske systemer er mere uvist end gennembrud for nye teknologier. (Teknologier er hidtil brudt igennem, når behovet forelå; den behovsstyrede teknologiske udvikling spiller snarere en større rolle i dag end tidligere, fordi de ny teknologier forældes hurtigere). De politiske fornyelser er af større betydning for den globale og langsigtede udvikling end nye teknologier. Fx kan ‘grønne teknologier’ udnytte eksisterende primære energikilder – herunder kulreserver for flere hundrede år – meget bedre og meget mindre miljøbelastende end hidtil. Den nødvendige omstilling stiller store krav til det politiske system. Det totalitære kinesiske styre har således forgæves søgt at omstille en stærk økonomiske vækst til en såkaldt ‘harmonisk vækst’, og i følge nogle vurderinger kan regimet ikke overleve den økonomiske opbremsning, som en omstilling medfører.

Kaosstater er et ‘problem’, fordi betingelserne for at bevare politisk autoritet og legitimitet er stort set ukendte i dag. Der er fx ingen forklaring på, at Frankrig har været præget af ‘politiske revolutioner’ siden slutningen af 1700-tallet, mens det sidste legitimitetsbrud i Danmark var Grevens Fejde i begyndelsen af 1500-tallet. Videnskabelig behandling af de tre problemstillinger kunne afdække betingelserne for politisk ultrastabilitet.

Myter som de anførte er helhedsbilleder, der ikke længere er tidssvarende. Det er selvfølgelig ikke myter for de mennesker, der ‘tror’ på disse helhedsbilleder, og denne tro ændres ikke af ny viden eller nye argumenter; Planck skrev i sine erindringer, at den stærke kritik af hans kvanteteori var aftaget, ikke fordi modstanderne var blevet overbevidste, men fordi de var uddøde. Det samme gælder myteforestillinger; de mister betydning, når en ny generation overtager de ledende positioner. Det sker om en halv snes, og det er i et historisk perspektiv – Københavns Universitet har fejret 500 års fødselsdag – et kort tidsrum.

Torben Bo Jansen

Abstracts

Forskning og højere uddannelse som offer for ideologier, erhvervsliv, magtambitioner eller blot en ny tids nye krav.
Redaktionelt forord

Alle bidrag i dette hæfte er skrevet på redaktørens opfordring og i forlængelse af Futurible-hæftet om fremtiden for dansk forskning og højere uddannelse (34, nr. 3).

Hæftets første artikel er skrevet af Helge Severinsen, der har deltaget i uddannelsesdebat og -planlægning siden 1970’erne, bl.a. som højskoleforstander og som formand for U90 i begyndelsen af 1980’erne. Han fremhæver på den ene side, at uddannelsesområdet er blevet reformeret og reformeret uden ophør siden studenteroprører i 1968, og på den anden side, at reformerne den sidste halve snes år eller mere har tjent partipolitisk profilering, mens nogle af de tidligere forslag og forsøg sigtede på at indrette uddannelsesområdet på en ny virkelighed.

Forfatterne af de to næste artikler – Henrik Prebensen og Carsten Henrichsen – er begge knyttet til Københavns Universitet, og deres udgangspunkt er Humbolts universitetsmodel fra 1810. Henrik Prebensen beskriver universitetsreformerne fra 1993 og følgende år som brud med Humbolts universitetsideal. De er inspireret af erhvervslivet, der kræver en samlet fælles indsats for at styrke nationens konkurrenceevne i en globaliseret økonomi. Reformerne kan i følge Henrik Prebensen muligvis styrke de ‘våde’ fags (naturvidenskab, teknik, medicin ol.) udviklingsmuligheder, men de svækker i alle tilfælde universiteterne som helhed.

Carsten Henrichsen beskriver de enkelte led i reformerne som trin i en planlagt tilsidesættelse af den akademiske frihed. Universitetsfusionerne er det sidste trin i en proces, der startede i 1970’erne, og som nu er nået et ‘point of no return’, hvor forskningsfriheden og den videnskabelige uafhængighed er uopretteligt ødelagt. Universiteterne er blevet påtvunget en ledelses- og organisationsform, der anses for velegnet i private virksomheder, men besidder hverken ejenkapital eller tilstrækkelige faste indtægter. Fortidens fag- og meritbaserede ledelsesform var ikke problemløs, men den centraliserede, detaljestyrede og kontrollerende ledelsesform, der aldrig har været velegnet i erhvervslivet, er helt ødelæggende i forskningslivet.

De to sidste artikler er skrevet af Per Møller fra Danmarks Tekniske Universitet og Jesper Jørgensen knyttet til dansk rumforskning. Det er ikke alene den naturvidenskabelige baggrund, der adskiller de to bidragydere fra Henrik Prebensen og Carsten Henrichsen. Artiklerne fokuserer heller ikke på ledelses- og organisationsformer; forfatterne søger i stedet at indkredse nogle af kravene til forskning og højere uddannelse i samfund, der er ved at drukne i information og viden. Per Møller viser, at det 21. århundredes kompetence- og networkingkrav ikke opfyldes af traditionelle organisationer med egne bygninger, ledere, kontrakter osv. Jesper Jørgensen beskriver fremtidens rumforskning som et konkret eksempel på fremtidens forskning og uddannelse. Én af hans teser er, at fremtidens rumforskning er tværfaglig; den kræver i lige så høj grad humanistisk og samfundsvidenskabelig deltagelse som naturvidenskabelig.