2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

af Per Møller, Danmarks Tekniske Universitet

Enhver med interesse for sin samtid kan både mærke og føle, at der er disse år sker ændringer i samfundet. Hvorvidt disse ændringer er til det bedre eller det modsatte er svært at spå om. – Dog har mulighederne aldrig været større. Der er ikke tvivl om at vi jævnfør TBJ befinder os i en overgangsfase mellem to udviklingscykler, der er kendetegnet ved usikkerhed og for mange handlingslammelse. Ord som omstillingsparathed, omskoling, optimering, vidensamfund etc. fyger gennem luften som mantra.

En sådan periode er som skabt til at påkalde sig profeter, der hver især mener at besidde løsningen – i hvert fald den uforpligtende løsning. Det er også, som be-skrevet af TBJ, en periode, hvor man via Tænketanke forsøger at gøre ét eller andet, da situationen fra politisk side ligesom kræver, at man i det mindste ikke kan kritiseres for at have ladet stå til, når gode danske arbejdspladser i globaliseringens navn forsvinder øst på. Tænketankene kan sandsynligvis ikke bidrage med andet end udtalelser, som for den nærværende situation er forudsigeligt.

Ord som højteknologi, nanoteknologi, innovationsaccelererende forskningsplatforme bruges i flæng uden at der i øvrigt reflekteres nævneværdigt over hvad ordene i grunden betyder. Tag blot ordet højteknologi – Man kan spørge, hvad er højteknologi? – kan man overhovedet definere ordet, så at det giver mening.

Hvis vi foretog et eksperiment og bad et antal personer i eksempelvis regeringens nye Tænketank definere ordet højteknologi, ville der sandsynligvis hurtigt opstå en heftig debat. – Det er derfor ikke underligt at forvirringen er stor, når de fine ord fra råd og kommissioner efterfølgende skal omsættes i praksis. Tilsvarende betragtninger kan gøres om ordet nanoteknologi. Alle er fascineret af de små størrelser, og her bliver man faktisk hængende uden for alvor at kunne udnytte ideerne, mere end man egentligt kunne i forvejen. Det største problem opstår, når nanoteknologi er forskning og forskning er nanoteknologi. – Herved får man låst hele udviklingen; idet enhver forskning og ethvert udviklingsprojekt bør have ordet nano stående i overskriften, hvad enten det giver mening eller ej. I grunden blev nanoteknologien allerede grundlagt af fysikeren og nobelpristageren Richard Feynman i 1959, hvor han gav den meget berømte forelæsning på California Institute of Technology (Caltech): There is plenty of room at the Bottom.

Med andre ord er vi tilbage i rådvildheden og forvirringen – blot på et højere plan. Problemet er snarere, at vi i grunden ikke kender destinationen for vores udvikling og derfor ikke er i stand til at sætte kursen.

Præcis her er Torben Bo Jansen´s idé om backcasting interessant – ja nærmest virker logisk og i grunden indeholder de samme elementer som karriereplanlægning på det personlige plan. Man kan spørge om TBJ virkelig er den første, der har tænkt disse tanker anvendt på et samfund. – Nej, faktisk kan japanernes succes i efterkrigstiden tilskrives en slags backcasting.

Efter krigen og amerikanernes bombning af Hiroshima og Nagasaki kan man næppe påstå andet end at Japan befandt sig i en dyb krise – En periode man uden tøven kunne kalde en overgangsperiode mellem to bølger.  Hvad gjorde man – Man tog en beslutning – En beslutning som man gennemførte, som kun få kunne, og som har sat spor efter sig.  Man besluttede ganske enkelt, at man ville være førende på produktion af biler, elektronik og optik. Alle sejl blev sat ind på at opfylde disse mål. – Ja resultatet behøver vi her i 60 året for afslutningen 2. verdenskrig ikke at debattere – medicinen virkede.

Hvad skal vi da gøre i Danmark. I grunden er det ikke svært – Vi skal blot se mulighederne. Der er masser af muligheder for at gøre præcist hvad Japan gjorde. Det vigtigste er at vi er i stand til at sætte power bag ideerne.

Vi må nok erkende at vi næppe kan konkurrere med de lave arbejdslønninger for nærværende i Asien – Det er formentligt en overgangsperiode, men vi kender ikke længden af den. Med andre ord skal vi satse på at producere unikke løsninger, baseret på kreativitet og netværk. Her ligger en verden af ikke udnyttede ressourcer lige foran fødderne.

Vi skal indstille os på – hvad enten vi kan lide det eller ej – at de før så trygge manuelle jobs, der krævede en folkeskole baggrund ikke længere er at finde i Dan-mark medmindre at logistikken tillader det (rengøring, håndværkere etc.)

Hvad indeholder så fremtidens opgaver?– Mange vil sige, at vi for alvor skal til at forske og at nu må Barcelona aftalen omsættes i klingende mønt. – Her tror jeg at vi bør følge Lars Kolinds råd, hvor han har udtalt følgende:

“Hvis man tror, at erhvervsudvikling, beskæftigelse og eksport kommer fra højteknologi er det forkert.

Til gengæld er vi gode til at udnytte den teknologi, som andre har udviklet. Derfor er det vigtigt, at man ikke er al for snæver i sin definition af højteknologi.”

Vi skal derimod være dygtige til at jonglere med viden og teknologi, og have evnen til at løse problemer, som omgivelserne vil betale for. Det er ikke svært at frembringe lange lister af ideer. – Det er sværere at få ideerne omsat til arbejdspladser – med andre ord, at få ideerne kapitaliseret.

Lad os en kort stund reflektere over mulige måder hvorpå dette kan ske.  Hvis vi for alvor skal have succes her, skal der satses på hardcore uddannelse livet igennem. – Ikke den gamle forhadte ”stokke skole” – men et moderne miljø hvor viden er leg og leg er viden. – Et sted hvor viden er operationel og ikke bygger på at kunne citere lærerens forklaring og eksamener bestås ved at kunne slå op i formelsamlinger.

Undervisningsområdet skal også være et sted hvor faggrænser brydes ned og problemer løses ved at kunne arbejde på tværs af grænser uden fordomme og blokeringer. – Tænk blot på hvad en dygtig håndværker og en dygtig teoretiker kan præstere sammen – hvis respekt og gensidig tillid er til stede.

Uddannelsessystemet skal i langt højere grad træne fremtidens ungdom til at være åbne overfor at danne netværk og have evnen til at sammensætte det rigtige hold, der kan løse opgaven – præcis den samme idé som sportens verden har anvendt i mange år. Hvis man skal etablere det rigtige netværk, skal man kunne udvælge de rigtige personer og stille de rigtige spørgsmål.

At kunne stille de rigtige spørgsmål kræver en solid viden. – Vi er endnu engang tilbage i hardcore uddannelse eller udtrykt lidt mere firkantet kontant viden. – Vi skal måske i fremtiden allerede starte networking under uddannelsesforløbet. I dag adskiller vi i uddannelsessystemet i høj grad de akademiske uddannelser fra de mere praktisk betonede uddannelser. Måske burde vi i stedet lade fremtidens ungdom networke og udnytte hinandens stærke og svage sider allerede under uddannelsen. – Det kunne da være spændende at opleve, hvordan ingeniørstuderende ville agere sammen med et hold maskinmester elever. Ét er sikkert, det ville forbedre den faglige standard hos begge parter og være motiverende for senere at kunne opnå langt større evne til networking.

Networking internationalt er også af særdeles stor betydning – Her har E-Platforme på DTU via systemer som det virtuelle klasseværelse vist sig som et særdeles effektivt element. På DTU er disse tiltag allerede en realitet og udnyttes til hurtigt og effektivt at hente nødvendigt og manglende viden ind i projektgrupper. Vi betragter systemet som en bekvemmelighed til levering af just in time knowledge fra eksempelvis amerikanske videncentre.

Vi befinder os i en periode med rådvildhed – Det er ikke svært at se. Undertiden ser man med undren på fusioner og ledelsesbeslutninger, der dårligt holder regnskabsåret ud.  Det er vigtigere i dag at vise handlekraft end resultater. Der bruges mange ressourcer på at måle og veje alt. Ethvert system med respekt for sig selv udarbejder resultatkontrakter – så at man i det mindste kan måle og veje alt. – Det er vigtigt! – Men for hvem?

Alle universiteter måles i disse år bl.a.  på hvorvidt de kan initiere nye virksomheder – om virksomhederne overlever eller tjener penge er der ingen, der interesse-rer sig for. – Igen et tegn på, at så har man da i det mindste fra politisk side gjort ét eller andet ”godt”.  – Man tænker her utroligt kortsigtet. Mange af disse penge var måske givet langt bedre ud til en forbedring af uddannelsessystemet, således at vore studerende kunne føle, at der var tid til, at de kunne få stoffet ordentligt indlært – således at den indlærte viden blev operationel. Måske skulle vi bruge pengene på, at ungdommen lærte at networke også internationalt. – Det er ikke én men mange gange, at studerende siger, jeg ville så gerne se hvordan I arbejder, når I skaber nye ideer i verden uden for. – Måske skulle uddannelsessystemet tilbage til ”mesterlæren” også på det universitære niveau.

Det største nationale projekt i disse år er at uddanne ungdommen og videreud-danne akademikere, således at ny viden flyder i en lind strøm ud til store grupper. Det skal vel at mærke være viden der kan bruges i hverdagen og viden, der kan skaffe større indtjening. Innovativ tankegang opstår først, når en vis mængde viden er indenfor rækkevidde og at denne viden er operationel.
Nok har regeringens Tænketank sagt, at alle skal have en uddannelse, men en sådan udtalelse er også at forvente.

Måske skulle regeringens Tænketanke starte med at finde ud af hvilke kompetencer fremtidens ungdom skulle/burde være i besiddelse af udover en særdeles upræcis udmelding om mere viden.

De kunne som første øvelse anvende Torben Bo Jansen´s backcasting på uddannelsessystemet og stille sig det spørgsmål, hvordan vi indenfor 10 år kunne omdanne det danske uddannelsessystem til at producere verdens mest innovative akademikere og med det største antal udtagne og salgbare patenter/pr.1000 indbyggere i verden.

Med andre ord hvordan ændrer vi Danmark fra et vare- til et viden-eksporterende samfund.

Hvis dette mål blev indfriet tror jeg, at velfærdskommissionen med flere kunne overflyttes til mere produktivt arbejde, og vi kunne flytte den lidt uheldige start på det nye årtusind over på et museum – hvor vi i ro og mag kunne filosofere over, hvordan vi kunne komme så langt bort fra fornuftens vej og lade os nøje med intetsigende buzzwords. Ja selv Pisa – rapporten og dens konklusioner kunne ved samme lejlighed gøres til skamme/fortid. – Ja vores uddannelses system kunne måske ligefrem eksporteres – Vi kunne hvis vi ville, være vært for verdens største og mest fornemme E-universitet. – Her ville jeg nok personligt forsøge at holde denne viden inden for murerne. – Man skal jo som et gammelt ordsprog siger. – ikke ødelægge en god forretning.