2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

af Torben Bo Jansen

Introduktion

J. Witt-Hansen (1908-86) har beskrevet fremtidsforskningen i sin analyse af det 20. århundredes filosofi: “Det er vigtigt at gøre sig klart, at scenarie-metoden … på væsentlige punkter adskiller sig fra de metoder, der benyttes i andre videnskaber. F.eks. tager fysikken og astronomien navnlig sigte på at forklare og forudsige de fysiske fænomener, der undersøges i dis-se videnskaber. Scenarie-metoden derimod skal løse helt andre opgaver af den nærliggende grund, at fremtidsforskningen har at gøre med en fiktion, der kaldes ‘fremtiden’. Fremtidsforskningens genstand er f.eks. sådanne fiktioner eller kontrafaktiske situationer som industri-er uden forurening, ligevægt mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene, fredelig sameksistens mellem supermagterne, lavenergisamfund etc. Det er imidlertid ikke fremtids-forskningens opgave at forudsige, under hvilke omstændigheder eller hvornår disse fiktioner bliver til virkelighed eller ikke bliver det. Som Popper har påvist i The Poverty of Historicism, er det af strengt logiske grunde umuligt at forudsige historiens fremtidige forløb, og for så vidt kommer man til det paradoks, at fremtidsforskningens genstand er ‘det uforudsigelige’. Det er heller ikke scenarie-metodens opgave at forklare. Som normativ og regulativ videnskab er det fremtidsforskningens opgave ved anvendelse af scenarie-metoden at konstruere fremtidige begivenheder som muligheder. Sådanne konstruktioner må naturligvis ikke være fantasier, løsrevet fra den fysiske og sociale virkelighed. De må bygge på natur- og samfundsvidenskaberne og de data, der er tilgængelige inden for rammerne af disse videnskaber”.1)

Tankeeksperimenter benyttes her (i fremtidsforskning) som betegnelse for udsagn om en forestående udviklingsmulighed, der kan begrundes som rigtigste udsagn. Modsætningen til tankeeksperimenter er både prognoser, der forlænger fortiden, og de mere eller mindre dramatiserede scenarier, der beskriver tænkelige udviklinger. Det ‘tænkelige’ afhænger alene af de tænkendes fantasi, og prognoser er altid behæftet med fejl. Tankeeksperimenter, der er enten rigtige eller forkerte, udgør derimod videnskabeligt begrundede udsagn.
I første redegøres for kravene til videnskabelige udsagn og for tankeeksperimentet som metoden til at opfylde kravene i fremtidsforskningen. Denne redegørelse underbygges af en videnskabsteoretisk note på et relativt højt abstraktionsniveau.

Den beskrevne metode anvendes i andet afsnit til at beskrive det danske samfunds aktuelle udviklingsmuligheder. Udviklingsmulighederne beskrives i form af Projekt Danvirk. Det påvises, at Projekt Danvirk er et tankeeksperiment, og at dette tankeeksperiment er evident rigtigt. Projekt Danvirk er ikke et enkelt af utallige tænkelige udviklingsmuligheder; projektet angiver nødvendige forudsætninger for fortsat vækst og udvikling i Danmark.

Regeringen har nedsat råd, tænketanke og kommissioner, der skal udarbejde forslag til, hvordan dansk velstand og velfærd bevares og styrkes. De hidtidige forslag opfylder ikke forudsætninger for fortsat vækst og ny udvikling. Et kort, afsluttende afsnit udpeger nogle af grundene hertil.

Det skal tilføjes, at fremstillingen sine steder ikke er så let læselig, som forfatteren kunne ønske.

1. Fremtidsforskning

Dansk velstand og velfærd over de kommende årtier forudsætter et nyt produktionsgrundlag, der kan udnytte billige, videnstunge ydelser fra ulande som Indien og Kina i et plus-sum samspil – set i modsætning til et nul-sum spil, hvor alle er tabere. Det ny produktionsgrundlag er lokale og nationale netværk af specialiserede virksomheder, der kan tilbyde individualiserede totalløsninger, som opfylder brugernes krav til udbyttet.

Ovenstående udsagn er et typisk eksempel på fremtidsforskning: En konstruktion af en fremtidig situation som en mulighed, der er normativt eller regulativt begrundet. Fremtidsforskningen er imidlertid ikke ene om at beskæftige sig med den “fiktion, der kaldes ‘fremtiden'”. Det gør fx romanforfattere som Svend Åge Madsen og Inge Eriksen også. Mange nationaløkonomer forkaster fremtidsforskning, men udarbejder prognoser. I følge pressen benytter nogle virksomhedsledere astrologi til at forudsige fx den ‘rigtige’ mødedag. Osv.

Det væsentlige spørgsmål er da, hvordan de forskellige typer af udsagn om fremtiden som fiktion adskilles og vurderes. Sagt med andre ord: Kan man overhovedet forske i en fremtid, der ikke eksisterer? Er betegnelsen fremtidsforskning et forsøg på at opnå en videnskabelig legitimitet, som den slet ikke er berettiget til? Er fremtidsforskning i virkeligheden blot en kommerciel fidus?

1.1 Krav til fremtidsforskning

Videnskabelige udsagn i klassisk naturvidenskab er hypoteser og efterprøvede udsagn. Efterprøvede udsagn er hypoteser, der er blevet bekræftet af erfaringer. Hypoteser er udsagn, der bygger på foreliggende viden, og som endnu ikke er, men kunne efterprøves2). Inden for de humanistiske fagområder er videnskabelige udsagn et udsagn, der er fremsat af en kyndig person, som begrunder sine udsagn overfor andre kyndige. Den kyndige er en person, der kan identificere flere elementer, parametre eller ’stemmer’ i værket end den ukyndige3).

Det er en meget forenklet karakteristik af klassisk videnskabelige udsagn. Et udsagn om en mulig udvikling kan ikke be- eller afkræftes på samme måde som naturvidenskabelige hypoteser eller vurderinger af kunstværk. Fremtidsforskeren beskriver ikke en foreliggende ‘gen-stand’, men skaber en forestilling om fremtidige ‘genstande’. Grundlaget for vurderingen er derfor metoden til at skabe billedet af de fremtidige muligheder.

Scenarier
Fremtidsforskning opfylder ét af to formål:

  1. Heuristiske, dvs. udvikle flere eller nye forestillinger om den forestående udvikling, tegne flere baner i viften af fremtider.
  2. Normative, dvs. formulere og beslutte udviklingsmål og –planer, der opfylder bestemte normative krav (værdier).

Det heuristiske formål opfyldes ved hjælp af idéteknikker, specielt morfologiske teknikker.4) Resultaterne betegnes her som scenarier. Scenarier er (mere eller mindre) dramatiserede fremtidsbilleder; de tjener især til at gøre billedet af en ‘anderledes’ fremtid mere levende og i den forstand mere troværdig og forståelig. Mennesker, der deltager i udarbejdelsen af et (sæt af) scenarie(r), kan opnå stort udbytte af processen, men sjældent af resultaterne.
Et klassisk og i sin tid meget kendt eksempel er ‘Looking Backward 2000 – 1887’. (Solgt knapt 1 million eksemplarer i USA i 1890erne og oversat til en halvsnes sprog). Bogens hovedperson bliver hypnotiseret i søvn i 1887 (bogens udgivelsesår) og først vågner op år 2000 i et lighedssamfund uden privat ejendomsret og uden markedsøkonomi. I et efterskrift til 2. udgaven skriver forfatteren: “Looking Backward, although in form a fanciful romance, is intended, in all seriousness, as a forecast, in accordance with the principles of evolution, of the next stage in the industrial and social development of humanity, especially in this country;5)…”

Det beskrevne 2000-samfund er således ikke en utopi eller et litterært værk. Forfatteren anfører imidlertid ikke andre begrundelser for sin beskrivelse end ‘ the principles of evolution’. Han har udvalgt nogle økonomiske, etiske og teknologiske målestokke for evolution, og derefter beskrevet (meget kort) 1880ernes New England som et samfund med lave værdier på de udvalgte målestokke i kontrast til Boston år 2000 med høje værdier.

Med nutidens sprogbrug er Bellamys (1850-98) fremstilling ikke et forecast. Det er en systematisk ideudvikling om et samfund på et højere udviklingsniveau i følge de udvalgte målestokke for evolution, og en sådan fremstilling er hverken rigtig eller forkert.

Forklaringer: Implikationer

Velbegrundede beslutninger om udviklingsmål og opfyldelse af mål kræver noget mere end idérigdom. Begrundelsen for en beslutning (problemløsning) er en forklaring. Enhver forklaring omfatter to elementer. A kan forklare B, hvis (1) der eksisterer en slutningsregel (implikation) af type: ‘A medfører B’, og (2) der foreligger dokumentation for, at A faktisk er indtrådt eller er tilstede.

Et eksempel på slutningsregel er: ‘Når man slår til en billardkugle, så triller den’. A repræsenterer et stød til billardkuglen, og B repræsenterer kuglens bevægelsestilstand. Slutningsreglen kan benyttes til at forklare, at nogle kugler ligger stille, og at andre kugler triller. Kuglerne triller, fordi der er blevet stødt til dem, mens de ligger stille, fordi der ikke bliver stødt til dem. Et stød er kun en forklaring på kuglens bevægelse, fordi de to hændelser knyttes sammen af en slutningsregel. (Slutningsreglen udgør i dette eksempel tillige en definition af billardkugler: En kugle på et billardbord, der kunne rulle, men ikke triller, når man slår til den, er ikke en billardkugle6)).

Forklaringer: Kontrafaktiske implikationer
Den detaljerede fremstilling af slutningsregler og forklaringer tjener som grundlag for beskrivelse af forklaringer i normativ fremtidsforskning. Beslutninger om den forestående udvikling kan ikke baseres på traditionelle forklaringsformer. Normativ fremtidsforskning skal ikke for-klare observerede tilstande. Emnet er de mulige, endnu ikke fastlagte udviklinger. ‘B’ i slut-ningsreglen ‘A medfører B’ er fremtiden som ‘mulighed’ og ikke en ‘kendsgerning’.
‘B’ kan repræsentere tilstande, der ligger uden for aktuelle erfaringsgrænser.

Den nødvendige slutningsregel for udviklingsplanlægning er kontrafaktiske implikationer. En kontrafaktisk implikation er en forklaring på, at noget ikke er tilfældet eller ikke foreligger. For-klaringen omfatter dels en slutningsregel af typen: A medfører B, dels påvisning af, at A ikke er til stede. Den kontrafaktiske implikation forklarer, at B ikke foreligger, idet B ikke kan foreligge uden A, og A foreligger ikke. Hvis B repræsenterer et udviklingsmål, så forklarer den kontrafaktiske implikation, at et udviklingsmål endnu ikke er opfyldt, og den indebærer, at må-let kan opfyldes ved at skabe A.

De heuristiske scenarier beskriver (i princippet), hvad der ville eller kunne (tænkes at) ske, hvis enten hændelsen A1 eller A2 eller A3 osv.…indtrådte i den nærmeste tid. Udviklingsplanlægningen vender denne betragtningsmåde ‘på hovedet’. Spørgsmålet er ikke, hvad der kun-ne ske, hvis….. Spørgsmålet er i stedet, hvad der skal ske i den nærmeste tid, hvis udviklingen skal opfylde et angivet mål.

Den efterfølgende fremstilling er begrænset til normativ fremtidsforskning eller udviklingsplan-lægning og ‘fremtidsforskning’ benyttes som betegnelse for normativ fremtidsforskning.

Tankeeksperimenter
Kontrafaktiske udsagn kan formuleres som tankeeksperimenter. Forskere har benyttet tankeeksperimenter i det mindste siden Arkimedes (287-212 f. Kr.) Galilei (1564-1642) og Newton (1642-1727)7).

Einstein har benyttet tankeeksperimentet til at forklare den klassiske mekaniks begrænsninger8). Einstein beskriver to observatører. Den ene befinder sig i et tog, der kører meget hurtigt (nær lysets hastighed), og den anden befinder sig ved siden af sporet. Eksperimentet består i, at to lyn slår ned foran og bag toget lige langt fra observatøren ved siden af sporet. Lysglimtene vil nå observatøren ved siden af sporet samtidigt. Hvis det er tilfældet, så kan glimtene ikke nå observatøren i toget på samme tidspunkt, fordi det hurtigt kørende tog øger afstanden fra det ene glimt og reducerer afstanden til det andet glimt. Observation af samtidighed er med andre ord ikke uafhængig af observatørernes bevægelsestilstand som antaget af Newton.

Einsteins tankeeksperiment kan også formuleres som et kontrafaktisk udsagn:

  1. Hvis det antages, at lys (og rumlig afstand) er uafhængig af henføringssystemets bevægelseshastighed, så følger det, at lysets hastighed er uafhængig af afstande, men samti-digt defineres lysets hastighed som bevægelse over rumlige afstande.
  1. Antagelsen er selvmodsigende.

Kærnen i tankeeksperimentet er, at forskeren designer et virtuelt (ideal) eksperiment til at afprøve en anerkendt antagelse eller opfattelse. Et tog kan fx ikke køre med en hastighed nær lysets, men en sådan hastighed kan tænkes og beskrives på grundlag af de naturvidenskabe-lige love. Eksperimentet består i at indføre en begivenhed eller hændelse, der repræsenterer den anerkendte antagelse og derefter vise, at antagelsen fører til selvmodsigende beskrivelser eller påstande. Tankeeksperimentet benyttes, fordi overvindelsen af modsigelsen kræver en kopernikansk vending.

Zinkernagel (1921- ) ser – under henvisning til Niels Bohr – den rigtige brug af ordene som det eneste videnskabelige problem. “Niels Bohr gjorde den afgørende opdagelse at vi kun har ét problem, nemlig at bruge vore ord og begreber rigtigt. At det må forholde sig sådan er let at indse, idet al viden kan udtrykkes som en viden om hvilke påstande der er rigtige, hvilke forkerte. Ved vi alt om dette, så ved vi alt hvad der er at vide. Opdagelsen er afgørende, fordi den betyder at vi kan se helt væk fra forholdet mellem beskrivelse og virkelighed og udeluk-kende koncentrere os om at give rigtige beskrivelser, fremsætte rigtige påstande…”9).

Tankeeksperimentet er metoden til at erkende og respektere vilkårene for rigtig sprogbrug. Ifølge Zinkernagel er tankeeksperimentet således den videnskabelige metode, mens videnskabelig efterprøvning af hypoteser er meningsløst.

Fremtidsforskning som forskning er baseret på tankeeksperimentet. Det skaber grundlaget for videnskabelige udsagn om forestående udviklingsmuligheder. Udsagn er videnskabelige, hvis der findes en entydig procedure for at afgøre, om de er rigtige eller forkerte. Tankeeksperi-menter formuleret som kontrafaktiske udsagn opfylder dette krav. Det forudsætter dog, at det andet led i det kontrafaktiske udsagn – dvs. at implikationens præmis ikke foreligger – kan be- eller afkræftes på grundlag af observationer. Zinkernagel afviser dette krav, men kravet kan forenes med Zinkernagels videnskabsteori, jf. note.

1.2 Tankeeksperimenter i fremtidsforskning

I det følgende betegnes normative udsagn om mulige udviklinger som ‘tankeeksperimenter’, mens betegnelsen scenarier benyttes om heuristiske udsagn. Tankeeksperimenter kan anvendes til at ‘afprøve’ anerkendte antagelser eller slutningsregler. Einsteins tankeeksperimenter citeres ofte, fordi det viste, at anerkendte antagelser forholdet mellem observatør og emne var forkerte. I fremtidsforskning kan tankeeksperimentet benyttes til at afprøve anerkendte antagelser om den værdiopfyldende udvikling.

Enhver beslutning om udviklingsmål og målopfyldelse bygger (eksplicit eller implicit) på tankeeksperimenter. Dermed menes, at enhver udviklingsplanlægning er baseret på eller ‘underforstår’ et tankeeksperiment af typen: ‘Hvis det sociale system besad egenskaben A, så vil det opfylde udviklingsmålet B. Det besidder (endnu) ikke egenskaben A, og opgaven består derfor i at skabe eller tilvejebringe egenskaben A.

Tankeeksperimentet som videnskabelig metode i fremtidsforskning
Det kontrafaktiske udsagn er den nødvendige begrundelse for fremtidsvalg, dvs. at udviklingsmålet ‘B’ opfyldes ved at skabe kompetencerne ‘A’, som endnu ikke foreligger. Uden denne begrundelse er valget af ‘A’ en vilkårlig beslutning – på linie med køb af en lodseddel eller udfyldelse af en tipskupon. Udsagnet kan selvfølgelig kun tjene som begrundelse, hvis det er et ‘rigtigt’ udsagn om emnet.

I de klassiske (natur)videnskaber har tankeeksperimentet skabt enkeltstående brud med herskende opfattelser. Fx benyttede Einstein ét enkelt tankeeksperiment til at forklare tidens og den rumlige afstands relativitet. Den ny relativitetsteori startede en lang række ‘traditionelle’ forskningsprojekter, der afprøvede og videreudviklede teorien.

I modsætning til naturvidenskaberne er enhver udviklingsplanlægning for en virksomhed og enhver analyse af samfundsudviklingen et nyt tankeeksperiment. Planlægning eller analyse skal baseres på anerkendte sammenhænge (slutningsregler) og udpege de endnu ikke eksisterende forudsætninger for den målopfyldende udvikling.

Fremtidsforskning som forskning består med andre ord i at formulere velbegrundede tankeeksperimenter på systematisk måde.

Det fagkyndige grundlag for formulering af tankeeksperimenter om en virksomheds eller et samfunds udviklingsmuligheder er (1) en udviklingsmodel og (2) anvisninger på udarbejdelse af tankeeksperimenter. Metoden, der forener udviklingsmodel og anvisninger, betegnes her som backcasting.

Backcasting

En udviklingsmodel er en beskrivelse af dels de regelmæssigheder (reproducerbare mønstre), der repræsenterer det ‘normale’ eller systembevarende udviklingsforløb, dels betingelserne for fortsat udvikling. Udviklingsmodellen angiver de elementer, der skal indgå i et tankeeksperiment om en bestemt virksomhed eller et bestemt samfund. Sociale systemer, der opfylder betingelserne for fortsat udvikling, kan betegnes ultrastabile, jf. nedenfor.

Det ‘tænkte’ eksperiment består i at antage, at det sociale system er ultrastabilt og derfor har opfyldet det udviklingsmål, der sikrer fortsat vækst og udvikling. Antagelsen er grundlaget for at angive, hvordan målet blev opfyldt. Det sker ved at se tilbage fra målopfyldelsen og trin for trin specificere de handlinger eller foranstaltninger, der førte til målopfyldelsen. Hvert trin kan formuleres som et kontrafaktisk udsagn.

Udviklingsmål og nutidige forudsætninger for målopfyldelse kan udtrykkes som en implikation: Hvis de nutidige forudsætninger A er (ved at blive) tilvejebragt, så vil det sociale system opfylde udviklingsmålet B, der sikrer fortsat vækst og udvikling. Derefter observeres, om forudsætningerne foreligger, og hvis det ikke er tilfældet, er implikationen kontrafaktisk. Tankeeksperimentet har i dette tilfælde vist, at antagelsen om, at det pågældende sociale system er ultrastabilt, må revideres.

Formulering af udviklingsmål på grundlag af en model af ultrastabile sociale systemer og angivelse af nutidige forudsætningerne for målopfyldelse ved hjælp af en kæde af evidente kontrafaktiske implikationer er en systematisk metode til formulering af tankeeksperimenter om eksisterende virksomheders, samfunds eller andre sociale systemers forestående udvikling som en mulighed. Metoden betegnes som anført backcasting10).

Backcasting kan udtrykkes i følgende kontrafaktiske udsagn:

  1. Hvis det eksisterende selvregulerende sociale system N er ultrastabilt, så vil systemet på det foreliggende udviklingsstadium beslutte at opfylde udviklingsmålet B ved at tilvejebringe forudsætningerne A.
  2. Det sociale system N har (endnu) ikke taget skridt til at tilvejebringe forudsætningerne A.

Tankeeksperimentet kan anvendes i samfundsanalyser til at (a) angive de udviklingsmuligheder, der sikrer fortsat vækst og udvikling, og – hvis den politiske debat og de politiske beslut-ninger afviger væsentligt fra den beskrevne mulighed – til at (b) angive de konkrete betingelser for ultrastabilitet på det foreliggende udviklingsstadium, der ikke (længere) opfyldes samt (c)eventuelt specificere, hvordan betingelserne kunne genopfyldes eller udpege hindringer for opfyldelse.

Ledelsen af en virksomhed eller institution kan benytte tankeeksperimentet som rettesnor for vurdering og eventuel korrektion af foreliggende udviklingsplaner, herunder behovet for at opfylde betingelserne for ultrastabilitet på ny måde.

Udviklingsmodellen11)
Samfundet udvikles eller afvikles af interaktionen med omgivelserne, og udviklingsforløbene kan beskrives ved hjælp af s-kurver (logistiske vækstkurver, livscykler), der repræsenterer det åbne sæt af konkrete forbedringer og fornyelser. Forskningen viser, at de vestlige samfund har gennemløbet mindst fire teknologiske og økonomisk-politiske cykler over de sidste par hundrede år. Udviklingsforløbet skifter mellem videreudviklingsperioder og overgangsfaser. I overgangsfaserne fra én bølge til den næste er uvisheden stor, mens den er lille i de mellem-liggende videreudviklingsperioder.

Samfund og andre sociale organisationer eksisterer for at opfylde dominerende målværdier bedre og bedre med faldende omkostninger inden for det herskende værdihandlerum. Målværdier er forestillinger om den ønskværdige udvikling, og værdihandlerummet fastlægger grænser for, hvordan målværdierne opfyldes. Opretholdelse af værdihandlerummet på bekostning af målværdier er lige så utilstrækkelig som opfyldelse af målværdier på bekostning af værdihandlerummet. Opgaven består i at adskille de to typer af værdier for at opfylde dem begge på én gang.

Sociale systemer, der overlever og udvikles ved at opfylde et reguleringskriterium, fx værdiforestillinger, betegnes som regulerende. Hvis reguleringskriteriet kan tilpasses ny vilkår, fx udvidelse af målværdier, når hidtidige målværdier opfyldes, betegnes systemet som selvregulerende.

Sociale systemer overlever, så længe de kan ophæve forstyrrelserne ‘udefra’, dvs. hindringer for voksende (ikke faldende) værdiopfyldelse. Nye typer af forstyrrelser skaber et behov for nye ‘modreaktioner’. Sociale systemer kan overleve vilkårlige forstyrrelser, hvis de kan udvikle ‘modreaktioner’ lige så hurtigt, som udvikling af nye forstyrrelser. Et system, der besidder denne ‘evne’, kan betegnes ultrastabilt.

Betingelser for ultrastabilitet12)
Der er to typer af betingelser for ultrastabilitet: Organisatoriske og ledelsesmæssige. Ultrastabile systemer består af mange, mindre selvregulerende enheder. Den organisatoriske betingelse for ultrastabilitet er en sammenknytning af de selvregulerende enheder, der forener uafhængighed for de enkelte enheder med gensidig understøttelse. Uafhængigheden er nødvendig for, at hver enhed kan opfylde sine formål, og gensidig understøttelse er nødvendig for hele systemets overlevelse. Kravet opfyldes af en sammenknytning af enhederne i trinvis større enheder, hvor den større enhed alene regulerer samvirket mellem de mindre enheder.

Ultrastabile netværk kan ofte beskrives som et hierarki omfattende fire niveauer samt ’system og omgivelser’. Hvert niveau i denne beskrivelse omfatter hele systemet, men beskrevet i form af trinvis færre og større enheder. Modsætningen hertil er pyramideformede organisationer, hvor de forskellige niveauer repræsenterer forskellige dele af organisationen.

Den ledelsesmæssige betingelse er konkrete og accepterede målværdier og hertil svarende værdihandlerum. Konkrete værdier er nødvendige som rettesnor for beslutninger, og accepten er nødvendig for gennemførelse af beslutningerne.

Selv om betingelser for ultrastabilitet i videreudviklingsperioder og overgangsfaser er de samme, så er den konkrete opfyldelse af betingelserne forskellig. I videreudviklingsperioder er de dominerende målværdier og hertil svarende værdihandlerum velkendte, og de velkendte værdier opfyldes ved at forbedre velkendte teknologier. Uvisheden om den forestående udvikling og usikkerheden om mål-midler er derfor lille. Den s-kurveformede udvikling skabes ved at gøre det hidtidige lidt bedre, og det er ikke nødvendigt at tænke langsigtet. Demokrati, markedsøkonomi, fri presse, retssikkerhed o.l. er betingelserne for ultrastabilitet og sikrer løbende, relativt kortsigtede forbedringer og fornyelser.

Den stabile videreudvikling forudsætter, at virksomheden eller samfundet har været i stand til at gennemføre og ‘afslutte’ den forudgående omstilling. Mange samfund opfylder ikke denne forudsætning. Fx. har samfund, der var førende i én udviklingsbølge, ofte svært ved at bryde med denne fortid. Uvished og modsætninger fører til centralisering og kontrol, der forstærker fortidsbindingerne.
I overgangsfaser skal målværdier og værdihandlerum udvides og de udvidede værdiforestillinger opfyldes ved at udnytte eksisterende og nye kompetencer på ny måde. Det drejer sig ikke om nye betingelser for ultrastabilitet, men om nye måder at opfylde betingelserne på: Nye former for ultrastabile netværk og nyformulering af konkrete og accepterede værdier.

De etablerede organisationsformer og dominerende værdiforestillinger i videreudviklingsperioder opfattes typisk som ’selvfølgelige’ samfundsforhold. De er anerkendte forudsætninger for samfundslivet på samme måde som Newtons love var anerkendte forudsætninger for mekanikken, indtil Einstein drog dem i tvivl. Det kan være svært at erkende behovet for at forny ’selvfølgelige’ og anerkendte forudsætninger.

Overgangsfasens omstillingskrav erkendes af mennesker, der både har indflydelse på og drages til ansvar for resultaterne. De konkrete resultater tvinger ledere til for det første at ‘er-kende nødvendigheden af fornyelse’ og for det andet at foreslå fornyelser, der bryder med hidtidige normer og som kan accepteres af alle befolkningsgrupper. Formuleringen af frugtbare nye forudsætninger kræver ofte en kopernikansk vending.

Betingelserne for ultrastabilitet er sammenfattet i forenklet form i nedenstående skema.

1.3 Diskussion
Det er ikke enhver ny opgaveformulering, der er frugtbar. Et typisk eksempel på en ufrugtbar opgaveformulering er spørgsmålet: ‘Hvad skal Danmark leve af om 10-15 år?’ Spørgsmålet er umiddelbart forståeligt; det kommunikerer budskabet og er i den forstand velegnet. Formuleringen underforstår, at opgaven består i at udpege (forudsige) fremtidens vækstbrancher eller forskningsmæssige gennembrud, og det er vildledende. Forsøg på at forudsige ‘den store gevinst’ – det være sig i lotteri eller i den globale konkurrence – er hverken realistisk eller frugtbart.

Skema 1: Betingelser for sociale systemers ultrastabilitet

tbj-33-4

Denne fremstilling søger at balancere mellem kommunikation og korrekthed, umiddelbar forståelighed og videnskabelig præcision.

Forståelse versus videnskabelig erkendelse
Fremtidsforskningen skal løse to opgaver: Et videnskabeligt og et praktisk. Den videnskabelige opgave består i at udvikle backcasting som en formaliseret videnskabelig metode. Den praktiske opgave består i at bidrage til en værdiopfyldende udvikling i dag.

Løsningen på den videnskabelige opgave er en formaliseret teori om sociale systemers ultrastabile udvikling. Det centrale element i en sådan teori er de organisatoriske betingelser for ultrastabilitet og de ledelsesmæssige betingelser for at opretholde ultrastabilitet. Betingelserne er ikke knyttet til systemernes konkrete kendetegn eller udviklingsniveau, og teorien kan derfor heller ikke sige noget om de konkrete, forestående udviklingsmuligheder. Den kan til gengæld opfylde et grundlæggende ledelsesbehov. Ledelsen har behov for entydige tegn på, om den igangværende udvikling styrker eller svækker organisationen, således at ledelsen kan erkende og eliminere trusler, inden de er vokset til overlevelsestruende kriser.

Fremtidsforskningen er ikke alene om at fokusere på udviklingsteorier – tværtimod. Udvik-lingsteorier står i centrum i klimaforskning, den pædagogiske forskning i livslang læring, den lægevidenskabelige forskning i sundhed, i ledelsesforskning som modsætning til management osv. Relativitets- og kvanteteori på den ene side og sprogteori på den anden side for-mede den videnskabelige udvikling i det 20. århundrede. Udviklingsteorier kan på tilsvarende måde forme det 21. århundredes videnskabelige udvikling. Så vil alle universiteter undervise i fremtidsforskning – eventuelt under et andet navn.

Den formaliserede videnskabelige udviklingsmodel kan være vanskelig at forstå. Det skyldes ikke så meget matematikken som forudsætningerne for modellen. Modellen forudsætter udvidelser af grundlæggende begreber som tid, afstand og variation. Det er vanskeligt at kommunikere sådanne udvidelser.

Henvisninger til fremtidig videnskabelig indsigt løser ikke den aktuelle, praktiske opgave. Beslutningerne skal træffes ‘her og nu’, og de træffes på grundlag af de mest troværdige og forståelige (overtalelseskraftige) forklaringer. I nogle situationer og i nogen perioder er det tro-værdige ikke identisk med det korrekte. Columbus måtte nedkæmpe et mytteri på sine skibe, fordi besætningerne troede, ‘at de ville sejle ud over afgrunden’. Columbus fortjeneste var ikke blot idéen om at komme til Østen ved at sejle mod vest. Det var også evnen til at overtale det ny spanske kongehus til at finansiere ekspeditionen og at gennemføre den trods skibsbesætningernes modstand.

Det er det praktiske problem, der behandles i denne fremstilling. Forslag til løsning af praktiske problemer er upraktiske, hvis de er utroværdige. Fremtidsforskningen mangler videnskabelige troværdighed. Det skyldes på den ene side uklare videnskabelige forudsætninger og på den anden side kommunikationsproblemer. De videnskabelige forudsætninger er fremlagt ovenfor. I det følgende behandles nogle kommunikationsproblemer.

Sprog og kommunikation
Kommunikation er i en forstand det grundlæggende sociale paradoks. Kommunikation betyder ‘at dele med andre’ og forudsætter, at man på forhånd forstår hinanden13). Det er vanskeligt at formulere udsagn om den forestående udvikling, som på én gang er videnskabeligt vel-begrundede og umiddelbart forståelige. Det er der mange grunde til.

Så længe samfundet befinder sig i en videreudviklingsperiode, er behovet for fremtidsforskning ret lille. Behovet skabes af overgangsfasernes uvished og ‘kaos’. Uvished er et andet ord for formløshed. Formløsheden kan sammenlignes med naturstenen, inden billedhuggeren har skabt sin skulptur. Den grundigste beskrivelse af naturstenen siger intet om den forestående skulptur.

Sammenligningen af fremtidsforskeren med billedhuggeren, der skaber en skulptur, kan føres et skridt videre. Antag, at billedhuggeren ville beskrive sine forestillinger eller visioner om at skabe noget helt nyt eller enestående. Benytter billedhuggeren nye ord eller begreber for at forklare det ny, kan tilhørerne ikke forstå budskabet, og benyttes velkendte begreber, forstår tilhørerne ikke det ny i visionen.

Einstein skabte forståelse for et grundlæggende brud med den newtonske mekanik ved at formulere et tankeeksperiment. Tankeeksperimentet ‘tvang’ fysikerne til at forstå de grundlæggende fysiske begreber på ny måde. Et tankeeksperiment kan være logisk ‘tvingende’. Det er ikke ensbetydende med, at den ny betragtningsmåde er umiddelbart forståelig eller troværdig. Der er i følge Max Planck (1858-1947) altid ‘puritanere’, som for enhver pris forsvarer de etablerede antagelser14).

I fremtidsforskning kan nye udviklingsmuligheder eksemplificeres ved hjælp af heuristiske scenarier, men uvished kan kun ophæves ved hjælp af tankeeksperimenter. Det betyder, at scenarier er mere populære og lettere at ’sælge’ end videnskabeligt begrundede udsagn om værdiopfyldende udviklingsmuligheder. Og efterspørgslen efter forståelige scenarier skaber en s-kurveformet vækst for heuristisk fremtidsforskning, der bekræfter, at fremtidsforskning ikke er forskning.

Forståelsesproblemet er som anført af Zinkernagel knyttet til sprogbrugen. “Når vi bruger sproget under normale omstændigheder er vi optaget af formålet eller det vi beskæftiger os med. … Det er derfor naturligt at forsøge at udvide mængden af viden. Unaturligt at koncen-trere opmærksomheden om det vi ved i forvejen…. Yderligere hæmmes analysen af at der er en umådelig træghed i al vor tænkning, en klyngen sig til tilvante forestillinger. Trægheden er formodentlig nødvendig for at have et fælles sprog…”15). Redegørelsen for tankeeksperimen-ter og backcasting er forsøg på at skabe opmærksomhed om analysen.

Ledere er nødt til at bruge dagligsproget, når de skal analysere udviklingsmuligheder og be-slutte udviklingsmål og -planer. Dagligsproget er primært et kommunikationsredskab, hvor forståelsen bygger på helheden, sammenhængene og en fælles kultur, jf. heuristiske scenarier. Anvendelse af sproget som analyseredskab, fx til backcasting, kræver entydige begreber, specificerede slutningsregler, velbegrundede antagelser osv. Disse forudsætninger opfyldes sjældent. I stedet formuleres ’strategiske planer’, der kan fortolkes og omfortolkes efter behag, som ikke forpligter nogen, og som typisk er begrænset til taktikker. Når organisationens udviklingsmuligheder er blevet reduceret til noget, man taler om på uforpligtende måde, har organisationen begået ’sprogligt selvmord’. Organisationen vil før eller siden afvikles som følge af forkerte beslutninger16).

Et eksempel på ’sprogligt selvmord’
Et typisk aktuelt eksempel på ’sprogligt selvmord’ er påstanden om, at Danmark skal investere mere i forskning og uddannelse og gennemføre besparelser på velfærdsområdet for at sikre fortsat velstand og velfærd i en globaliseret økonomi. Påstanden, der genstages af politikere, ekspertpaneler, tænketanke osv., er umiddelbart forståelig og troværdig: Forskning og uddannelse har øget konkurrenceevnen over de sidste årtier, og ‘mere af det gode’ må være endnu bedre! Når prognoserne viser, at antallet af pensionister vokser og antallet af erhvervsaktive falder, så er det nødvendigt at gennemføre besparelser.

Mere forskning og øget kompetenceniveau er værdifuldt i sig selv. Det er tegn på en kultur i udvikling og opfylder værdiforestillinger i væsentlige befolkningsgrupper. Det er ikke blot en tilstrækkelig, men en tvingende begrundelse for større investeringer i forskning og (nye former for) uddannelse. Mere forskning og uddannelse er til gengæld ikke tilstrækkeligt til at skabe en dansk ‘Silicon Valley’ i konkurrence med bl.a. Kina17).

Indien og Kina uddanner hver for sig flere ingeniører end Europa, og Danmark indtager langt fra en førerposition i EU på dette område. Hvis dansk velstand og velfærd kun kunne sikres af et forsknings- og uddannelsesforspring, så var en afvikling uundgåelig. Det er Max Plancks ‘puritaner’, der gentager påstanden om, at mere forskning og uddannelse kan ‘redde’ Danmark. Det sker i et forsøg på for enhver pris at forsvare de anerkendte antagelser.

Fremskrivninger af antal pensionister og erhvervsaktive til 2040 er ét enkelt af mange tænkelige scenarier og langt fra det mest rimelige. Scenarier udtrykker idérigdom og siger intet om virkeligheden. De er uegnede som grundlag for beslutninger.

Den fremtidige danske velstand og velfærd trues ikke af billige, højteknologiske ydelser fra Kina eller Indien. Den trues af danske ‘puritanske’ (offentlige og private) lederes fortidsbindinger, af forsøg på at opfylde fremtidige krav på grundlag af ‘gårsdagens’ konkurrencevilkår, hvor transport- og transmissionsomkostningerne over lange afstande udelukkede konkurrence.
Værdier og fremtidsvalg
“Det er fremtidsforskningens opgave …. at konstruere fremtidige begivenheder som muligheder”, jf. det indledende citat. ‘Muligheder’ er et af de velkendte og umiddelbart forståelige be-greber, som det kan være vanskeligt at definere, jf. note.

Et socialt systems udviklingsmuligheder er de forskellige former for interaktion med omgivelserne, som systemet kan opretholde, og som resulterer i forskellige former for vækst og læring (s-kurver). De forskellige interaktionsformer kræver forskellige kompetencer. På ethvert tidspunkt er et socialt systems udviklingsmuligheder derfor afgrænset af foreliggende kompetencer. Samtidig vil udnyttelsen af disse kompetencer skabe ny indlæring eller kompetenceudvikling og derigennem nye udviklingsmuligheder.

Sættet af udviklingsmuligheder er med andre ord afgrænset på ethvert tidspunkt af foreliggende kompetencer, men ikke begrænset over tid. Den praktiske ledelsesopgave består i på én gang at udnytte og forbedre foreliggende kompetencer. I videreudviklingsperioder skal kompetencerne forbedres trin for trin, og effektiv udnyttelse af foreliggende kompetencer vil sikre denne indlæring – ‘øvelse gør mester’.

I overgangsfasen består ledelsesopgaven i at vælge nye udviklingsmål, der skal opfyldes på nye måder. Valg og fravalg forudsætter viden om konsekvenserne af forskellige valgmuligheder. Da overgangsfasens uvished udelukker forudsigelser af virkningerne af det ene eller andet valg, er det umiddelbart selvmodsigende at tale om valg i overgangsfaser.

Valget af udviklingsmål træffes imidlertid ikke på grundlag af forudsigelser; de træffes på grundlag af de konstante, universelle og prioriterede værdier. Det er ikke værdiforestillinger som sådanne, der udvikles, men opfyldelsen af værdierne. Kortlægning af værdiforestillinger og forskydninger i prioriteringen af værdiforestillinger (i hele samfundet eller i en målgruppe) er en ‘traditionel’ sociologisk opgave. Den kræver hverken forudsigelser eller fremtidsforsk-ning

Det kan derimod være et ‘problem’, at værdiforestillingerne ikke formuleres som en klar, konkret og forståelig rettesnor for valg af udviklingsmål. Når målværdierne er uklare, kan pyramideorganisationen med centraliserede beslutninger og decentraliseret udførelse både være et hjælpemiddel til at sikre overlevelsen og en hindring for klar og konkret formulering af mål-værdierne som ‘kompasretningen’.

1.4 Opgaveformulering
Fremtidsforskningens metode er tankeeksperimentet, der formuleres ved hjælp af backcasting. Udgangspunktet er et bestemt samfund eller andet socialt system, der har eksisteret igennem en vis periode. Med dette udgangspunkt kan fremtidsforskningsprojekter formuleres i følgende form:

Hvordan vil et ultrastabilt system (fx Danmark) udvikles over de næste x år, givet systemets aktuelle udviklingsstadium?

Spørgsmålet besvares i fem trin:

  • a) Angivelse af aktuelle udviklingsstadium, dvs. om systemet (fx det danske samfund) befin-der sig i en videreudviklingsperiode eller overgangsfase.
  • b) Formulering af udviklingsmål på grundlag af dels aktuelle udviklingsstadium, dels domine-rende værdiforestillinger.
  • c) Beskrivelse af den målopfyldende udviklingsbane som en kæde af evidente kontrafakti-ske udsagn, hvor det sidste udsagn i kæden beskriver nutiden.
  • d) Udvælgelse af de handlinger, som for hvert kontrafaktisk udsagn skaber eller tilvejebrin-ger udsagnets præmis, således at udsagnet ikke er kontrafaktisk, når handlingen er ud-ført.
  • e) Tilrettelæggelse af udviklingsprocessen, så aktører og interessenter ‘erkender nødven-digheden’ og udnytter hinanden i et plus-sum spil.

De fem trin i analysen sammenfattes i et tankeeksperiment:

  1. Hvis det antages, at systemet (fx Danmark) er et ultrastabilt system, så vil offentlige og private ledere formulere udviklingsmål, der opfylder betingelserne for ultrastabilitet på det foreliggende udviklingsstadium og igangsætte en handlingsplan, der omfatter …..
  2. Offentlige og private ledere har (endnu) ikke formuleret udviklingsmål, der opfylder betingelserne for ultrastabilitet og/eller ikke besluttet at igangsætte en handlingsplan, der om-fatter….

Tankeeksperimentet er et konkret udsagn, som enten er rigtigt eller forkert. Forudsat udsagnet er rigtigt, er tankeeksperimentet det nødvendige og tilstrækkelige grundlag for de kritiske spørgsmål om de aktuelle udviklingsmuligheder:

  • a) Er et gennembrud for målopfyldende beslutninger undervejs, dvs. vokser antallet af offentlige og private ledere, der har besluttet at skabe de nutidige forudsætninger for ul-trastabil fremtidig vækst?
  • b) Hvis et gennembrud er undervejs, hvordan understøttes denne udvikling? Hvis et gennembrud ikke er undervejs, hvordan skabes et gennembrud?


2. Projekt Danvirk

Projekt Danvirk er et tankeeksperiment; nedenstående beskrivelse omfatter de fem analyse-trin.

2.1 Beskrivelse af de enkelte trin i Projekt Danvirk
Udviklingen i forskellige teknologier er knyttet sammen og følger under ét meget regelmæs-sigt læringskurver (s-kurver, logistiske vækstkurver). I det mindste siden 1700-tallet har bøl-gerne (fra gennembrud til afvikling og erstatning af ny bølge) været ca. 55 år lange. Én for-sker har udvidet modellen til en beskrivelse af hele menneskehedens udvikling18).

Skiftet over de sidste par hundrede år fra én bølge til den næste fandt sted ca. 1775, 1830, 1885, 1940 og 1995. De grundlæggende økonomiske og politiske fornyelser i Danmark er gennemført i perioderne umiddelbart efter disse skift, fx Stavnsbåndets ophævelse og Udskiftningen (samling af de spredte parceller til en samlet ejendom) fra 1780e’rne og Andelsbe-vægelsen, Arbejdsmarkedets Hovedaftale og Systemskifte (parlamentarisme) fra 1882 til 190119).

Udviklingsstadium (a)
Ifølge udviklingsmodellen gennemløber Danmark og tilsvarende lande en overgangsfase i disse år. Den sidste teknologiske bølge sluttede midt i 1990’erne, og de nye teknologier er indført eller er på vej til at bryde igennem på mange områder. Der har også fundet et skift sted i livsstilen i de yngre generationer siden begyndelsen af 1990’erne20).

Fællesnævneren for den ny teknologiske udvikling er skiftet fra knaphed til rigelighed i infor-mation/viden, der stiller helt nye krav til formidling og udnyttelse af information/viden. Rigelig og i sig selv billig information/viden skal udnyttes som en ‘råvare’ til at skabe ’skræddersyede’ løsninger på individuelle problemer.

Fællesnævneren for udviklingen i livsstil er prioriteringen af kognitive værdier ud over materiel velstand og tryghed i en voksende del af befolkningen. De kognitive værdier kommer til udtryk i interessen for personlig udvikling og selvrealisering, indflydelse på og ansvar for eget liv, eksperimenterende livsforløb o.l.

Opfyldelse af kognitive værdier understøtter og understøttes af ny udnyttelse af information/viden som en ‘råvare’.

Udviklingsmål (b)

Den værdiledede, kompetencebaserede organisation repræsenterer ‘de ny regler for det ny spil’, den udgør de nødvendige og tilstrækkelige vilkår for at skabe en ny teknologisk udvikling til at opfylde kognitive værdiforestillinger blandt brugere og medarbejdere ved at udnytte in-formation/viden som en ‘råvare.

Generationerne under 40 år i Danmark udfolder i dag en kognitiv livsstil. De kognitive værdier skaber på én gang behovet og muligheder for værdiledede, kompetencebaserede organisati-oner. Disse forudsætninger er ikke til stede i fx Sydkorea eller Kina.

Visionen for Danmark i det 21. århundrede er derfor opbygning af et kognitivt samfund og omstilling af erhvervsliv og den offentlige sektor til værdiledede, kompetencebaserede organisationer21). Disse organisationer er hverken styret af marked eller stat og danner derfor en tredje samfundssektor. Udviklingsmålet for de næste 10-15 år er et gennembrud for værdiledede, kompetencebaserede virksomheder og institutioner.

En demonstration af Danvirk-tanken kunne være:

– 4-5 vellykkede omstillinger af virksomheder til værdiledede, kompetencebaserede organi-sationer, hvor de synlige tegn på succes er månedlig vækst i afsætning med konstante el-ler faldende omkostninger og/eller22)

– omdannelse af 2-3 erhvervskontorer i de ny storkommuner til et Danvirk-Center, dvs. et selvfinansierende videncenter, der koordinerer små og mellemstore virksomheders og of-fentlige institutioners løsning af større (komplekse) udliciterede opgaver i EU.

Delmål og handlinger (c & d)
Eksempel på tilbageregning for oprettelse af Danvirk-forening og –center:

tbj-33-4-b2

Den enkelte storkommunes individuelle forhold kan begrunde andre delmål og handlinger. Samvirket mellem virksomhederne kræver et ‘virtuelt rum’. 2. generations E-lærings platforme opfylder dette behov23).

Tilrettelæggelse (e)
Et udviklingsprojekt står aldrig alene. Der er altid tale om to parallelle projekter. Det ene er det primære og manifeste projekt, der skal producere konkrete resultater. Neden under dette ligger et sideløbende projekt, der bærer det primære projekt24). Det bærende projekt kan frem-stilles som syv ‘døre’, der skal ‘åbnes’ for deltagerne i det primære backcasting projekt. Det primære projekt skal ‘passere’ igennem disse ‘døre’, og det bærende projekt skal sikre, at ‘dørene’ er åbne.

Projekt Danvirks udviklingsmål (omstille 4-5 virksomheder til værdiledede, kompetence-baserede organisationer eller omdanne 2-3 erhvervskontorer til kompetencecentre for Danvirk-netværk) er mål for primære projekter. Det bærende projekts udviklingsmål er gennemfø-relsen af Projekt Danvirk, delmålene er de 7 døre, og handlingerne er dialogen mellem skeptikere og fornyere.

De nutidige, konkrete forudsætninger for Danvirk-netværk er ledere, der (1) erkender behovet for omstilling til værdiledede kompetencebaserede organisationer knyttet sammen i åbne, bæredygtige netværk, og (2) etablerer initiativgrupper, som skaber de første Danvirk-netværk ved at tilrettelægge og gennemføre bærende projekter for Projekt Danvirk.

2.2 Tankeeksperimentet Projekt Danvirk

Den ovenstående beskrivelse af udviklingsstadium, udviklingsmål og nutidige forudsætninger for opfyldelse af udviklingsmålet kan sammenfattes i et tankeeksperiment.

Den fremtidige tilstand – konkret beskrivelse af udviklingsmålet
Der findes et antal Danvirk-foreninger og Danvirk-Centre rundt om i Danmark, som hver for sig løser større offentligt udliciterede opgaver på hvert sit område ved at virke sammen i åbne, bæredygtige netværk. Virksomheder og institutioner i de åbne netværk udnytter hver en-kelt deltagers specielle kompetencer til at levere komplekse ydelser, der opfylder individuelle behov. Foreningernes medlemmer er små og mellemstore virksomheder såvel som offentlige institutioner.

Hver forening ejer et Danvirk-Center, der råder over en løbende ajourført database over medlemmernes kompetencer, en løbende ajourført database over offentligt udliciterede opgaver i EU samt programmel for dels ‘opklipning’ af udliciterede opgaver i delopgaver, som de enkelte medlemmer kan løse og afgive tilbud på, dels udarbejdelse af samlet tilbud på grundlag af medlemmernes tilbud på delopgaver. Medlemmerne orienteres om og drøfter en opgave i et virtuelt rum (E-lærings platform).

Medlemsvirksomhederne udnytter deres specielle kompetencer og laver det samme som hidtil, blot bedre. De skal ikke længere bruge ressourcer på opgaver, som de ikke er særligt gode til at løse. Nu modtager de tilbudsmateriale vedrørende delopgaver inden for deres kompetenceområde i en velkendt form, og de kan afgive deres tilbud på velkendt måde. Forenin-gen sikrer dem opgaver og bedre betaling for at yde ‘mere af det hidtidige’.

Fornyelserne i Danvirk er begrænset til Danvirk-Centret. Det har dels opbygget og vedligeholder databaser over medlemmernes kompetencer og udliciterede opgaver, dels udviklet programmel og kompetencer til ‘opklipning’ af store opgave til delopgaver svarende til medlemmernes kompetencer og til at udarbejde et samlet tilbud på grundlag af medlemmernes tilbud om delopgaver.

Den ‘nøglefærdige og skræddersyede’ ydelse er i sig selv attraktiv for kunden. Prisen er konkurrencedygtig, fordi alle medlemmerne kan udnytte deres specielle kompetencer og i fællesskab kan løse helt nye opgaver uden ekstrainvesteringer. Endvidere står foreningen som garant for opfyldelse af aftaler og for kvaliteten.

Hvis tilbuddet accepteres, opretter Centret et ad hoc Projektselskab, der leverer den tilbudte ydelse på de aftalte vilkår. Selskabet udarbejder en projektplan for opfyldelse af aftalen ved hjælp af backcasting og leder projektets gennemførelse, idet forløb og eventuelle uforudsete spørgsmål drøftes i det virtuelle rum.

Danvirk-foreningerne har oprettet et fælles Udviklingsselskab til at videreudvikle centrenes kompetencer. Udviklingsselskabet er en videreførelse af den initiativgruppe, der etablerede de første foreninger og centre.

De nutidige forudsætninger for Danvirk

Initiativgruppen blev etableret af tre erhvervsskoler og to højskoler og kredsen omkring disse skoler efter den politiske debat om rapporterne fra Tænketanken om fremtidens Vækst, Innovationsrådet og Velfærdskommissionen. Initiativtagerne forkastede påstandene om en ‘asia-tisk trussel’, der imødegås af mere forskning og udvikling, og en ‘velfærds trussel’, der imødegås af forringet velfærdssikring som udtryk for en prognostisk tankegang.

Skole- og erhvervsledere ‘erkendte nødvendigheden’ af at skabe en ny organisationsform, der sætter de relativt små danske virksomheder i stand til at udnytte og videreudvikle deres specielle kompetencer på globaliserede markeder. De besluttede at ophæve uvisheden om den forestående udvikling ved at igangsætte Projekt Danvirk: Et plus-sum samspil mellem danske virksomheder og mellem virksomheder i Danmark og i asiatiske lande om levering af komplekse løsninger på individuelle behov.

Tankeeksperimentet – det kontrafaktiske udsagn, jf. afsnit 1.4 – kan formuleres i følgende form:

  1. Hvis det danske samfund er et ultrastabilt system, så vil nogle ledere beslutte at oprette initiativgrupper for udvikling af åbne, bæredygtige netværk for plus-sum samspil mellem specialiserede (danske og asiatiske) virksomheder om levering af komplekse ydelser, der opfylder individuelle behov, ved at udnytte og videreudvikle foreliggende kompetencer.
  2. Danske ledere har (endnu) ikke besluttet at oprette initiativgrupper for udvikling af åbne, bæredygtige netværk for plus-sum samspil mellem specialiserede virksomheder og institutioner.

Et kontrafaktisk udsagn er rigtigt, hvis begge led er rigtige, og ellers forkert. Det første led i det ovenstående udsagn er evident rigtigt, fordi

  1. Danmark i det mindste i de sidste par hundrede år har fungeret som et ultrastabilt system,
  2. ultrastabile systemer omstilles i overgangsfaser til opfyldelse af nye værdiforestillinger på nye måder,
  3. det danske samfund befinder sig i en overgangsfase i disse år kendetegnet ved informationseksplosion, opprioritering af kognitive værdier samt globalisering af servicemarkedet,
  4. rigelig og i sig selv billig information/viden udnyttes på et globalt servicemarked til opfyldelse af nationale kognitive værdier ved at udvikle åbne, bæredygtige netværk af specialiserede virksomheder, som i fællesskab tilbyder komplekse, skræddersyede løsninger på individuelle behov,
  5. den nutidige forudsætning for en sådan udvikling er ledere, der erkender behovet for nye organisationsformer og initierer udvikling af en ny, ultrastabil organisation.

Det andet led er også evident rigtigt.

3. De kritiske spørgsmål
Det er politisk korrekt i dagens Danmark at foreslå eller kræve fornyelser. Det, der menes med fornyelser, er imidlertid ofte ‘mere af det hidtidige’25). Fornyelser i betydningen ‘noget helt andet end hidtil’ bliver derimod afvist som urealistisk, uforståeligt, unødvendigt osv.

Enkelte ledere udtrykker tilslutning til eller tager initiativer svarende til Projekt Danvirk26). Der er imidlertid ingen tegn på, at et gennembrud er undervejs. Det kan skyldes den udbredte
tilbøjelighed til at fremskrive og forudsige. Den skaber en mental blokering for tankeeksperimenter og backcasting – selv om metoden er ‘indlysende rigtig’. Skiftet fra scenarier til tanke-eksperimenter og fra forecasting til backcasting er kopernikanske vendinger – brud med herskende forestillinger.

Historisk set træffer politikere og erhvervsledere sjældent langsigtede beslutninger, bl.a. som følge af en sund skepsis over for prognoser og dommedagsprofetier. Det er ofte løsningen af akutte behov, der afføder – mere eller mindre utilsigtede – grundlæggende fornyelser.

Der findes en række akutte behov eller problemer i dagens Danmark. Et aktuelt ‘opbrud’ hin-dres ikke af mangel på akutte fornyelsesbehov. Hindringen er ‘tidsånden’. Udviklingen i Dan-mark afhænger hverken af USA’s krig mod terrorismen eller EU’s direktiver; hverken af en ‘asiatisk trussel’ eller en ‘velfærds trussel’. Udviklingen afhænger af de beslutninger, der træf-fes i dagens Danmark – i Folketing, forvaltninger, folkeskole, familier osv. Forestillinger om, at et problem kan løses gennem ‘holdningsændringer’ er også urealistiske. Holdningsændringer er en følgevirkning og ikke en anledning til konkrete fornyelser. Hverken spindoktorer eller andre kan skabe en ny ‘tidsånd’.

For godt 100 år siden fandt nogle ‘ledere på sidelinien’ frem til en gruppe bønder langt ude på landet, som de kunne overtale til at skabe det første andelsmejeri. Et år tidligere afviste bønderne forslaget, fordi mælken ikke kunne forarbejdes under ét. ‘Lederne på sidelinien’ opfordrede derfor L. C. Nielsen til at udvikle en mælkecentrifuge, og mælkecentrifugen skabte den nødvendige tekniske forudsætning for andelsmejerier.

Bønderne traf beslutningen om at starte ‘Projekt Andelsmejeriet’ relativt hurtigt efter demonstrationen af mælkecentrifugen. Det skyldtes – ifølge én af initiativtagerne – erkendelsen af nødvendigheden. De konkurstruede bønder i 1880 oplevede nødvendigheden ved at se deres børn sulte. Børns nød kan overvinde enhver skepsis og enhver ‘tidsånd’. Mælkecentrifugens blev skabt ‘på bestilling’; landbrugskrisen skabte ‘erkendelsen af nødvendigheden’. Set i tilbageblik var andelsbevægelsen således et resultat af såvel indsigtsfuld planlægning som fornyelsespres. I dag illustrerer andelsbevægelsen hele livscyklen, og landbruget befinder sig i en lige så presset situation som for godt 100 år siden27).

Omvendt blev de grundlæggende fornyelser i 1780’erne og ’90erne (Stavnsbåndets Ophævelse, Udskiftning, Københavns Fattigforordning) gennemført ‘ovenfra’ efter et statskup og trods modstand fra datidens bønder. Reformerne opfyldte heller ikke kortsigtede økonomiske interesser28), men var udtryk for et nyt menneskesyn: “Det der skete i 1788 var ikke alene den enkelte foranstaltning, at Bonden fik Ret til at flytte fra Stavnen, men det var, at man derved på Landboforholdenes Omraade foretog det afgørende Skridt over fra den gamle Samfunds-orden til den ny. Grundtanken i det gamle Samfund var Tvang, ikke så meget maaske legal Tvang som faktisk Tvang…. Stavnsbåndet var stemmende med Tidsaanden og med Datidens nationaløkonomiske Opfattelser. Det var et almindeligt Træk hos Datidens Statsmænd og Na-tionaløkonomer, at man saa mere på den nationale Produktions og Rigdoms Størrelse end paa dens Fordeling, og at man ikke lagde synlig Vægt paa den arbejdende Befolknings Vel, når blot Landet, Staten blev mægtig og rig.”29)

4. Note om Zinkernagels videnskabsteori: Virkelighed, Munksgaard, Kbh. 1988
Fremtidsforskning kan ikke efterprøve udsagn om forestående udviklingsmuligheder. Etablerede videnskabelige kredse afviser derfor, at fremtidsforskning er en videnskab. Zinkernagel har opstillet en videnskabsteori, der forkaster efterprøvningskravet. Den er som sådan af særlig interesse for fremtidsforskningen.

4.1 Sammenfatning af Zinkernagels videnskabsteori om rigtig sprogbrug
Ord og begreber er ikke uafhængige betegnelser for erfaringer, som kan kombineres frit og efterprøves som udsagn om virkeligheden. Sammenfatningen er begrænset til begrundelser for denne påstand og omfatter ikke Z.’s behandling af etik og kvanteteori.

Vilkår for rigtig sprogbrug
For det første er ord og begreber ‘bundet sammen’ af såkaldte nødvendige forbindelser. Dermed menes, at brug af et begreb forudsætter implicit et eller flere andre begreber. Fx forudsætter ethvert udsagn en kilde i form af en person, der har fremsat udsagnet et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Forbindelsen mellem udsagn og person er nødvendig i den forstand, at et udsagn, der ikke udsiges af en person, er et meningsløst begreb.

De nødvendige forbindelser mellem forskellige ord og begreber er de vilkår for sprogbrug, der skal respekteres for at anvende ord rigtigt. Sprogbrugen er veldefineret, hvis og kun hvis de nødvendige forbindelser respekteres.

Et klassisk eksempel på mangelfuld sprogbrug er Berkeleys (1685-1753) argumentation for, at virkeligheden ikke eksisterer. Berkeley kan ikke fremsætte sine udsagn om ‘uvirkelighed’ uden at forudsætte, at han selv er en ‘virkelig’ person i tid og rum, og udsagnet er derfor selv-modsigende.

De nødvendige forbindelser er de betingelser for rigtig sprogbrug, der er så selvfølgelige og indlysende, at de slet ikke eller kun vanskeligt erkendes og specificeres eksplicit. Den kritiske (refleksive) sprogbrug kan afdække nødvendige forbindelser, men dagligsproget er for kom-plekst til at specificere de tilstrækkelige betingelser for rigtig sprogbrug.

Sprogbrug, der ikke respekterer de nødvendige forbindelser, er inkonsistent eller selvmodsigende. Disse modsigelser kan ikke foregribes eller undgås ved at benytte formel logik i stedet for dagligsproget. Sprogbrug er rigtig, fordi den er i overensstemmelse med virkeligheden. Da virkeligheden ikke følger den formelle logik, så vil den formelle logik ikke være i overensstemmelse med virkeligheden.

De nødvendige forbindelser mellem forskellige ord og begreber skyldes, at sprog og virkelig-hed er forskellige og gensidigt afhængige. Sproglig kommunikation forudsætter en ydre verden, hvor situationer eller begivenheder kan placeres i tid og rum. Uden en fælles ydre verden ‘i tid og rum’ er det umuligt at skabe fælles opfattelser af ordenes betydning. Den ydre verden er ikke alene en forudsætning for sproglig kommunikation. Sproget er også forudsætningen for opfattelsen af en ydre verden ‘i tid og rum’. Uden sproget er forestillingen om fortid og fremtid og dermed af tid udelukket.

Følger af sammenhængen mellem sprog og virkelighed
Sprog og virkelighed er på den ene side væsensforskellige og på den anden side gensidigt afhængige. De nødvendige forbindelser mellem ord og begreber er de forbindelser, der er nødvendige for at beskrive erfaringer, og menneskers sprogbrug forbedres ved at erkende og respektere flere nødvendige forbindelser mellem forskellige ord og begreber.

Den gensidige afhængighed mellem sprog og virkelighed indebærer for det første, at rigtig sprogbrug nødvendigvis er i overensstemmelse med den beskrevne virkelighed. Virkeligheden skaber de nødvendige forbindelser mellem de forskellige ord og begreber, og erfaringer kan derfor også kun beskrives ved at respektere de nødvendige forbindelser. De nødvendige forbindelser kan være relationer mellem udsagn og udsigende person som anført ovenfor eller Newtons love, der angiver de vilkår, der skal respekteres for at beskrive erfaringer om legemers bevægelser.

Den gensidige sammenhæng mellem sprog og virkelighed indebærer for det andet, at beskrivelser ikke kan efterprøves ved at blive ’sammenlignet’ med det beskrevne. Beskrivelsen er netop ikke et ‘uafhængigt’ billede af det beskrevne, der kan konfronteres med emnet og enten be- eller afkræftes. Da sprogbrugen er en følgevirkning af virkeligheden, så er virkeligheden det, der er eller kan formuleres rigtige påstande om. Beskrivelserne er rigtige, fordi de respekterer vilkårene for sprogbrug og derfor er i overensstemmelse med virkeligheden, og ikke fordi de er blevet bekræftet af videnskabelige undersøgelser. Kommunikation forudsætter, at disse vilkår er objektive, almengyldige og konstante for alle sprogbrugere.

For det tredje indebærer sammenhængen mellem sprog og virkelighed, at viden og virkeligheden er viden om sproget, dvs. om de rigtige påstande. Der findes i den forstand kun ét videnskabeligt og videnskabsteoretisk problem: At erkende og respektere de nødvendige forbindelser mellem forskellige ord og begreber.

De tre konsekvenser kan udtrykkes på den måde, “al viden kan udtrykkes som en viden om hvilke påstande der er rigtige, hvilke forkerte. Ved vi alt om dette, så ved vi alt hvad der er at vide.” (side 15)

4. 2 Anvendelse af Zinkernagel på Zinkernagel
Tankeeksperimentet er den anerkendte, systematiske og dokumenterende metode til påvisning af selvfølgelige og indlysende nødvendige forbindelser, der ikke respekteres, fordi de ikke erkendes eller anerkendes. Da videnskab efter Z. består i at erkende og respektere de nødvendige forbindelser, er tankeeksperimentet den videnskabelige metode. Fremtidsforskning baseret på tankeeksperimenter er i så fald en videnskab på linie med fx teoretisk fysik.

Paradokset
Paradokset er da, at Z. begrunder fremtidsforskning (baseret på tankeeksperimenter) som videnskab, mens fremtidsforskningen forkaster Z’s forudsætninger. I følge Z. er beskrivelser af virkeligheden rigtige, fordi de respekterer vilkårene for sprogbrug. Argumentationen forudsætter som anført af Z., at disse vilkår er objektive, almengyldige og konstante for alle sprogbrugere.

Denne forudsætning er på den ene side nødvendig for Z’s hovedtese om, at der kun eksisterer ét problem: Den rigtige sprogbrug. På den anden side respekterer den ikke den nødvendige forbindelse i form af, at sproget udvikles, fordi virkeligheden udvikles. Z. begrænser betyd-ningen af begrebet udvikling til ‘bedre sprogbrug’, dvs. at erkende og respektere flere og flere nødvendige forbindelser, fx naturlove.

Fremtidsforskningen forudsætter, at ‘emnet eller genstanden’ og ikke blot beskrivelserne ud-vikles. Newtons mekanik udelukker udvikling og udviklingen først genindført i fysikken af Prigogine (1917-) i begyndelsen af 1980’erne30). Han skelner mellem det værende eller ‘det, der er’ og tilblivelse, og benytter planetsystemet med dets evige og uforanderlige mekaniske baner som eksempel på det værende, mens bl.a. den voksende uorden (entropi) i et isoleret fysisk systemet og den biologiske udvikling er eksempler på tilblivelsesprocesser. I dag anses end ikke planetsystemet for at være uforanderligt, idet astronomerne i løbet af 1990erne har erkendt en ‘ukendt’ (mørk) energiform, der udvider universet og i den forstand skaber udvikling.

Sammenhængen mellem sprog og virkelighed indebærer, at tilblivelsesprocesser eller udvikling af nye virkeligheder skaber nye vilkår for den rigtige sprogbrug. Antagelsen om almengyldige og konstante vilkår for sprogbrug, som forfatningen ikke opfylder.

Hartnacks løsning på ‘observationsproblemet’
Z. fremstiller efterprøvning af hypoteser som udtryk for, at sproget opfattes som verbale eller matematiske ‘billeder’ af virkeligheden og viser, at opfattelserne af sproget som ’sprogbilleder’ fører til modsigelser. Det har andre filosofer også påvist, bl.a. Hartnack (1912 – 2003). Han forkaster ikke af den grund enhver efterprøvning af udsagn. I stedet præciserer han – med Z’s sprogbrug – vilkårene for at tale om observation. Observation betyder i følge Hartnack at fastslå at noget er tilstede eller ikke er tilstede31).

Hartnacks betragtningsmåde indebærer, at den nødvendige forbindelse for at formulere ud-sagn om observationer er personens forhåndskendskab til emnet. Personer kan ikke observere eller fremsætte udsagn om andet end det, som de kan genkende. Betragtningsmåden er blevet bekræftet empirisk på den måde, at mennesker, der fødes blinde og opnår synsevne gennem en operation, kun oplever et kaos af synspåvirkninger. De kan ikke se velkendte emner, for de har ikke lært at genkende synsoplevelserne32).

Genkendelse som vilkår for observationer er ikke i modstrid med Z’s fremstilling af de nødvendige forbindelser mellem ord og begreber eller den gensidige afhængighed mellem sprog og virkelighed. ‘Observationer som genkendelse’ kan tværtimod ophæve en modsigelse i Z’s fremstilling.

På den ene side er udsagn rigtige, fordi de opfylder vilkårene for sprogbrug og dermed i over-ensstemmelse med virkeligheden. Overensstemmelsen med virkeligheden kan ikke efterprø-ves, og det er heller ikke muligt at udpege de tilstrækkelige vilkår for rigtige udsagn. Det betyder, at det er umuligt at afgøre, om udsagn stemmer overens med virkeligheden, og ‘over-ensstemmelse’ er derfor ikke et veldefineret begreb. Det er på den anden side selvmodsigen-de at formulere en videnskabsteori, hvor ‘overensstemmelse med virkeligheden’ er et mangel-fuldt defineret begreb.

Fremtidsforskningens videnskabelige forudsætninger
Mange misforståelser af fremtidsforskningen skyldes uklar brug af begrebet muligheder – ikke blot af kritikerne, men også af nogle af pionererne i fremtidsforskning33).

Ethvert videnskabeligt udsagn er et udsagn om et givet og konstant emnes ikke-konstante egenskaber. Et udsagn, der ikke handler om et angivet og konstant emne, er et uklart ud-sagn, og videnskabelige udsagn er ikke-trivielle påstande, dvs. påstande egenskaber ved emnet, som ikke altid eller aldrig foreligger.

Man kan skelne mellem tre typer af videnskabelige udsagn og hertil svarende forskellige sæt af muligheder (variation):

  1. Udsagn om ændringer, dvs. skift mellem et lukket sæt af tilstande, hvor hver tilstand er defineret ved de ikke-konstante egenskaber. Det lukkede sæt af tilstand repræsenterer det værende i Prigogines forstand, og skiftet mellem tilstandene er reversible og reproducerbare. ‘Muligheder’ defineres i dette tilfælde som skift i det lukkede sæt af tilstande, og disse muligheder er konstante over tid for samme emne.
  2. Udsagn om udvikling, dvs. udvidelser eller indsnævringer af det lukkede sæt af tilstande som specificeret under (1), idet disse udvidelser eller indsnævringer alle tilhører et lukket sæt af forandringer i det primære sæt af tilstande. Det lukkede sæt af forandringer repræsenterer Prigogines tilblivelsesproces. Forandringerne er irreversible, men tilblivelsesprocessen kan reproduceres for samme kategori af emner. Det betyder, at ‘muligheder’ defineres som skift i det lukkede sæt af forandringer af det primære sæt af tilstande, og disse muligheder er konstante over tid for samme emne og påvirkninger.
  3. Udsagn om evolution, dvs. skift i det givne og konstante emne, som udsagnet vedrører, idet emnet er et selvregulerende system, der identificeres som ét og samme system over tid på grundlag af den uafbrudte eksistens i det pågældende tidsrum – såkaldt overlevelsesidentitet34). Det selvregulerende systems ‘kompetencer’ på et bestemt tidspunkt sætter grænser for skift i systemets kendetegn på det pågældende tidspunkt, og disse skift åbner for nye skift på efterfølgende tidspunkter. De konkrete fornyelser af kendetegn er irreversible og ikke reproducerbare; derimod kan systemets evne til at gennemføre system-bevarende fornyelser reproduceres og specificeres som betingelser for ultrastabilitet. ‘Muligheder’ defineres i dette tilfælde som skift i det lukkede sæt af kendetegn på beskrivelsestidspunktet. Overgangsfaser fra én teknologisk og socio-politisk bølge til den næste repræsenterer skift i tilblivelsesprocessen, mens videreudviklingsperioder repræsenterer sammen tilblivelsesproces.

Det, der adskiller mekanik, termodynamik og fremtidsforskning, er definitionerne af ‘muligheder’. Mekanikken beskriver ændringer og ‘mulighederne’ defineres som det værende; termo-dynamikken beskriver udvikling og muligheder defineres om tilblivelsesprocesser, mens frem-tidsforskning beskriver såvel udvikling som evolution og mulighederne defineres som hen-holdsvis tilblivelsesprocesser og skift i tilblivelsesprocesser.

I alle tre tilfælde formuleres udsagn om sæt af muligheder, der er lukket på beskrivelsestidspunktet. Det lukkede sæt af muligheder er den nødvendige og tilstrækkelige forudsætning for at formulere rigtige eller forkerte erfaringer om mulighederne, dvs. videnskabelige udsagn, idet erfaringer er begrænset til lukkede sæt af muligheder.

Fremtidsforskningen opfylder med andre ord de samme forudsætninger for videnskabelige udsagn som naturvidenskaberne, men formulerer (1) udsagn om et andet sæt af muligheder end fx mekanikken, og (2) udsagnene vedrører alene mulighederne på beskrivelsestidspunk-tet.

Fremtidsforskningen kan formulere udsagn om et eksisterende socialt systems udviklingsmuligheder på et bestemt tidspunkt ved at benytte backcasting til at udarbejde et tankeeksperi-ment om systemet på det pågældende tidspunkt. Tankeeksperimentet beskriver de nutidige konkrete forudsætninger for opfyldelse af et systembevarende udviklingsmål og fastslår, om de beskrevne nutidige forudsætninger er eller ikke er tilstede.

Grundlaget for at beskrive de nutidige forudsætninger er dels en model af selvregulerende, ultrastabile systemer, der angiver vilkårene for rigtige udsagn om sociale systemers overlevelse, dels kæden af evidente kontrafaktiske udsagn, der specificerer nutidige forudsætninger for en fremtidig tilstand. Observationer er nødvendige for at fastslå, om de nutidige forudsætninger er eller ikke er til stede.

Sættet af udviklingsmuligheder er indsnævret til opfyldelse eller ikke opfyldelse af betingelserne for ultrastabilitet, dvs. til enten videreudvikling/omstilling eller stagnation/afvikling. Den systembevarende udviklingsmulighed identificeres ved de nutidige forudsætninger for en sådan udvikling og observationer af viser, om denne udviklingsmulighed foreligger på beskrivel-sestidspunktet.

Fremtidsforskning i denne form opfylder sædvanlige videnskabelige krav.

Til sidst skal tilføjes, at fremstillingen her er meget forenklet. Der er for det første grund til at skelne mellem fem typer af videnskabelige udsagn og hertil svarende udvidelser af variationen – ikke kun de tre ovenanførte. For det andet er udvidelserne af variationen også grundlaget for modeller af selvregulerende systemer.

Henvisninger:


1) J. Witt-Hansen: Filosofi, Gyldendal, Kbh. 1988, p.231-32.
2) C. West Churchman: The Design of Inquiring Systems, Basic Books NY. 1971. K. R. Popper: The Logic of Scientific Discovery, rev. Harper & Rowe NY. 1965. R.B. Braith-waite: Scientific Explanations, Harper & Rowe NY. 1960.
3) B. Croce: Æstetisk Breviarium, Gyldendal Kbh. 1960. D. Favrholdt: Æstetik og Filosofi, Høst Kbh. 2000. H. Engdahl: Berøringens ABC, Arena og Arkiv for ny litteratur, 2004.
4) P. Zwicky: Morphology of Propulsive Power, Society for Morphological Research, Pasa-dena, Cal. 1962.
5) E. Bellamy: Looking Backward 2000-1887. The Regent Press NY. 1898 (1887), p. 334.
6) J. Hartnack: Tænkning og Virkelighed, Berlingske Leksikon Kbh. 1959, p. 76.
7) J. Witt-Hansen, op. cit., p. 21.
8) A. Einstein: Relativity, Methuen London 1960 (1954, 1920), p. 20 ff.
9) P. Zinkernagel: Virkelighed, Munksgaard Kbh. 1988, p. 15-16.
10) TB. Jansen: Backcasting – den ny dagsorden, Futuriblerne 27 (1999), 1.
11) TB. Jansen: Miljø, videnskabelighed, samfundsudvikling og en helt ny betragtningsmåde, Futuriblerne 33 (2005), 3, p. 11-21.
12) Op cit. p. 21-26.
13) C. Cherry: On Human Communication, MIT Press, Cambridge 1966.
14) M. Planck: Where is science going? George Allen & Unwin London 1933.
15) Zinkernagel, op. cit. p. 7.
16) TB. Jansen: Organisationens ’sproglige selvmord’, Ledelse i dag, 29 (1998), p. 4-17.
17) H. Hollomon: Innovation and Society, IVA-meddelelse 213, Stockholm 1978, p. 96-110.
18) T. Modis: Forecasting the Growth of Complexity and Change, http://ourworld.compuserve.com/homepages/tmodis/TedWEB.htm, 27-04-05
19) TB. Jansen: Danmark om ti år – ti brikker til et nyt billede, Kroghs Forlag Vejle, 2000,p. 7-24
20) Signalement af udviklingsmuligheder, Danmark 2005, Futuriblerne, 32 (2004), 3-5, p. 59-60.
21) TB. Jansen: Ledelse, udvikling, økonomi, Futuriblerne 30 (2002), 3 & 4-5.
22) F. Bennedbæk og TB. Jansen: Regler for det ny spil, Futuriblerne 25 (1997), 3. F. Ben-nedbæk og TB. Jansen: IT-Support på vej…, IT-Support A/S Glostrup 1997.
23) J. Jørgensen: www. KnowledgeComm.dk
24) N. Bech: Åbne døre – det bærende projekt, Futuriblerne 28 (2000), 3 og 29 (2001), 1-4.
25) Fx rapporter fra Tænketanken for Fremtidens Vækst, bl.a. Vision 2020, Økonomi- og Er-hvervsministeriet Kbh. 2004.
26) B. Ottesen: Projekt Danvirk Højskole, Futuriblerne, 33 (2005), 1, p. 28-34.
27) TB. Jansen: Andelsbevægelsen – Model af dansk storhed og forfald, Futuriblerne, 32 (2004), 3-5, p. 9-24.
28) T. Kjærgaard: Den danske Revolution 1500-1800, Gyldendal Kbh. 1993.
29) V. Falbe-Hansen: Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne, Gad Kbh. 1888, p. 16 & 59.
30) I Prigogine og I. Stengers: Den nye pagt mellem mennesket og universet, Forlaget ASK Århus, 1985 (1984).
31) J. Hartnack: Mennesket og Sproget, Berlingske LeksikonKbh. 1971, p. 64-80.
32) M. von Senden: Space and Sight, Glencoe, I.P.P. 1960 (Overs. fra tysk).
33) B. de Jouvenel: The Art of Conjecture, Weidenfeld and Nicolson London 1967 (fransk 1965). [Jouvenel skabte ordete ‘futuribles’ som betegnelse for det ‘fremtidsmulige’ og Arne Sørensen valgte at kalde det tidsskrift, som Selskabet for Fremtidsforskning har udgivet siden 1969, for Futuriblerne].
34) TB. Jansen: Miljø, videnskabelighed, samfundsudvikling og en helt ny betragtningsvinkel, Futuriblerne 33 (2005), 3, p. 11.