2021-10-26

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

af Helge Severinsen

1. Skrålæsning – en repetitionsøvelse
Projekt DANVIRK er nu nået til det udviklingstrin, hvor de grundlæggende fakta og de valgte antagelser er beskrevet og udførligt defineret. Redaktionen har i den anledning stukket mig den opgave ud at ”skrålæse” de fire FUTURIBLER over temaet ”Hvad skal Danmark leve af om 10-15 år?” med henblik på nogle betragtninger over, hvor vi skal bevæge os hen og hvor-dan for at komme videre.

Det forsøgte jeg så. Det blev et godt gensyn.

Første del – årgang 32, 2004, nr. 3-5, har fået navnet: ”Nye regler for et nyt spil”. Det var jeg egentlig utilfreds med. Det vi har taget os på, er at sætte regler for et nyt spil. Det kan meget vel være, at nogle af de regler er gammelkendte. For eksempel dette, at ledelsens legitimitet beror på de lededes accept. At medarbejdere ikke er ”arbejdskraft” eller ”ressource” men har ressourcer. Det er for længst anerkendt i nutidig ledelsestænkning. Burde i det mindste være det. Nej, det nye er selve spillet. Det er dét, vi ikke kender endnu, og som først skal forstås og beskrives. Så formes reglerne derudfra eller undervejs. Altså: ”Et nyt spil, som kræver ud-formning af sit eget sæt regler”.

Beskrivelsen tager udgangspunkt i Danmarks historie for godt og vel to teknologiske udvik-lingscyklers tid siden, i landbrugets omstilling i 1880’erne til nye vilkår, skabt af et teknologi-spring, ved hjælp af en tidssvarende teknologi: andelsbevægelsen. Vi kan i dag altså henvise til en dansk erfaring om, at små virksomheder var i stand til at vælge og udbygge en helt ny produktions- og salgsform i velfungerende netværk bygget på ligeværdighed og tillid og fast-holdelse af individuelt ansvar for egen bedrift. Man fik stordriftens fordele uden at skulle opgi-ve sin selvstændighed.

I det nuværende efterindustrielle, mere og mere kognitive og værdistyrede samfund er dansk erhvervsliv stadig bygget på små og mellemstore virksomheder. Projektet går kort fortalt ud på at overbevise det størst mulige antal af erhvervslivets aktører om, at overlevelse og ny blomstring under forvandlede vilkår drejer sig om at skabe velfungerende netværksselskaber, som kan udnytte de enkelte virksomheders ekspertise, og som bygger på ligeværdighed og gensidig tillid, under fastholdelse af selvstændigt ansvar for egen virksomheds økonomi og organisationsform, og under anvendelse af IT til udarbejdelse af større fælles licitationstilbud og udviklingsprojekter.

Fordelen ved de små virksomheder er fleksibilitet og evnen til hurtig omstilling og kursskifte, nærheden mellem ledelse og medarbejdere og en høj grad af ansvarsdelegering. Igen drejer det sig om at opnå stordriftsfordelene uden at opgive selvstændigheden.

Omstillingsevnen forudsætter at livslang læring bliver princippet for al uddannelsesplanlæg-ning. Undertegnede bidragyder medvirkede i nr. 3-5 med en artikel, hvis hovedsag var en be-stemmelse af princippet om ”livslang læring” som styringsinstrument for tilrettelæggelse af skole, uddannelse, læringsforløb – hvad man vælger at kalde fænomenet. Princippet går ud på, at der til enhver tid i et menneskes levnedsløb skal være en mulighed for at tilegne sig ny viden og nye færdigheder. Man skal altid kunne komme videre. Thi man lever, så længe man lærer.  En uddybning:

Ethvert læringsforløb starter under denne bestemmelse med deltagerens og underviserens fælles definition af målet med aktiviteten og følges op af gentagne samtaler undervejs om, hvorvidt man bevæger sig i den udbyttegivende, fornyende retning, om der skal ske justerin-ger, og til sidst en ærlig fælles bedømmelse af, hvad der skete, mundende ud i spørgsmålet: Hvor kan jeg bevæge mig videre herfra? En sådan evaluering skal være en selvfølge. Og den kan ikke erstattes af tests og prøver, som låser deltagere og undervisere fast på et bestemt sæt af færdigheder og en bestemt mængde viden, defineret af institutionen i samarbejde med repræsentanter for de faglige traditioner. Fremgangsmåden har været anvendt i adskillige un-dervisningsinstitutioner i adskillige år. Selv stiftede jeg bekendtskab med den omtalte evalue-ringsmetode allerede i 1960-61, da jeg underviste på et college i USA, hvor hele lærerstaben var engageret i et forsøgsprojekt for evaluering. Bogstav- og talsystemer blev erstattet af en procedure omfattende start-formulering af målet med deltagelse i netop dette kursus i dette semester, to grundige individuelle evalueringer ved samtale mellem underviser og deltager undervejs, og en slut-evaluering, hvor såvel underviser som deltager formulerede hvad der var kommet ud af erfaringen (og hvad ikke). Såvel proces som resultat vurderedes. Problemet var at konvertere disse evalueringer til et sprog, som de modtagende videreuddannelsesinsti-tutioner – eller arbejdsgivere – kunne forholde sig til. Det måtte gøres ved direkte aftaler med en række universiteter. – Det springende punkt, for mig at se, var at evalueringen blev et red-skab for deltageren til at vurdere, hvor han/hun kunne komme videre, og ikke blot et redskab for andre til at acceptere eller kassere en ansøger.

(Et hjertesuk: Trist at konstatere, at en liberal undervisningsminister med rod i folkehøjskolen nu i lydighed mod den herskende nyliberale betonideologi er i fuld gang med at genindføre den sorte skoles principper om streng faglighed og traditionelle prøver i dansk uddannelse, samtidig med at efterskoler og folkehøjskoler, hvor livskompetence, selvtillid og kreativitet er sagen, får en nedadvendt tommelfinger.)

I en artikel om usikkerheden over for individualiseringen og de dertil hørende forandringer, samtidig med at 100-årige er den hastigst voksende aldersgruppe, og de der i dag er fyrre, kan gå hen og blive ethundredeoghalvtreds, før de forlader denne verden, tager Ole Thorn veloplagt og sarkastisk fat på traditionalisterne og jammerkommoderne i regeringens tænke-tanke, senest eksemplificeret ved Velfærdskommissionen, og deres nytteløse prognoser og trusselsscenarier, som repræsenterer fortidige bindinger, der ekstrapoleres ud i en uvis frem-tid. Ole Thorn foreslår, at man jo så enten kan give sig til aflive pensionister i stort tal eller begynde på en total omdefinering af pensionistbegrebet og pensionsretten. Han skitserer en af-læringsproces for alle beslutningstagere for at udradere den tillærte uduelighed og berede dem på rollen som formulatorer for ”de nye spil”! Og han slutter med at citere Arne Sørensens diktum, at mennesket er biologisk – BIOLOGISK! – sådan indrettet, at det er ude af stand til at undlade at skabe kultur, foretage frie valg, kende forskel på godt og ondt.

Nils Bech omsætter backcasting-princippet i en gennemarbejdet og sprogligt koncentreret plan for ledelsesudvikling: Slip potentialet løs! Medarbejderne har ekspertisen, lederens an-svar bestemmes som social organisering, praktiseret kommunikation og observation, indfø-ling, og legitimering af mangfoldighed.

Bech skelner mellem det primære projekt (planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse, altså sigtende på resultaterne) og det bærende projekt (retning, oversigt, indsats, altså sigtende på arbejdsprocessen, synergien, den sociale læring).

Det, som i backcasting betegnes som tilbageregning fra målet til nutiden, udmøntes af Bech i en række faser eller ”døre”, som hver for sig markerer tidspunkter for den dialog, som tager afsæt i målet og afklarer situationen og det næste trin. Ved processens afslutning er ikke kun det primære mål nået, men deltagerne er forandrede. Der er sket et paradigmeskift, der har fundet en læring sted, som kan bruges i andre projekter. Hvilket er både enklere, end det ly-der, og langt mere kompliceret, end det kan synes. Men nu er værktøjet der, lige til at bruge.

Og så følger en opsummerende artikel af Peter L. Theisen om virksomhedernes fremtid. En koncis tekst, en salgsbrochure for projektet, som må ramme enhver virksomhedsleder i solar plexus. Den kompletteres med Torben Bo Jansens opsummering over to A4-sider af sit signa-lement af udviklingsmuligheder for Danmark 2005.

Anden del, årgang 33, 2005, nr. 1, er præsentationen af Selskabets PROJEKT DANVIRK ved Torben Bo Jansen og Peter L. Theisen.

Det ville være et dødsdømt forehavende at forsøge her i korthed at gengive indholdet af den meget koncentrerede beskrivelse, og i det foregående har jeg været inde på nogle af de afgø-rende begreber. På den anden side har jeg erfaret om i hvert fald min egen koncentrations-evne, at opmærksomheden undervejs kan svækkes over for noget, man synes at man jo da har hørt før, så lad mig her resumere nogle linjer fra afsnittet ”Ny organisationsform” med et signalement af den værdiledede, kompetencebaserede virksomhed og med fremhævelse af enkelte styrende udtryk:

”Virksomheden konkurrerer om tillid. … Tillid afhænger af … at virksomheden besidder specielle kompetencer,… er virkelig god på et udvalgt område… Tillid kan ikke gradbøjes, en vis tillid er det samme som mistillid… Tillid er en ledelsesopgave… Ledelsen skaber tillid til virksomhedens specielle kompetencer ved at prioritere tilliden over alt andet… Ledelsen begrænser både uvished og usikkerhed… er i stand til at skabe tillid, fordi den adskiller uvished (om endnu ukendte fremtider) fra usikkerhed (om ændringer i velkendte forhold) for at begrænse begge; usikkerhed ophæves af forbedringer (og udvidelser) af kompetencerne, mens uvished ophæves af beslutninger om forøgelser af brugernes erfaring af værdiopfyl-delse.”
”Kompetencebaseret produktion:

  • •    Individualiserede ydelser, garanti for udbytte eller behovsopfyldelse
  • •    Intelligente netværk, der udnytter ledelses- og informationsteknologi til at opfylde individu-elle behov
  • •    Viden om udnyttelse af rigelig og billig viden til at kombinere billige dele til individualiseret opfyldelse af brugers specielle behov
  • •    Produktionsapparat leases af finansieringsselskab, bruger- og medarbejdervalgt bestyrel-se
  • •    Udviklingspotentiale”

Altså i modsætning til: traditionel produktion karakteriseret af: produktgaranti, driftsorganisati-on, viden om specialiserede maskiner til fremstilling af standardvarer, kapitalejeres investe-ring i produktionsapparat, anonym arbejdskraft.

Og så konklusionen med innovationsplanen for Danmark i det 21. århundrede: Omstille er-hvervsliv og den offentlige sektor til værdiledede kompetencebaserede organisationer: Disse organisationer er hverken styret af marked eller stat og danner derfor en tredje sektor (der holdningsmæssigt hører hjemme i den kategori, som amerikanerne kalder ”civilsamfundet” – hs anm.) Udviklingsmålet for de næste 10-15 år er et gennembrud for værdiledede kompe-tencebaserede virksomheder og institutioner. Generationerne under 40 i Danmark udfolder i dag en kognitiv livsstil. De kognitive værdier, som bærer samfundet, skaber på én gang både behovet for og mulighederne for værdiledede, kompetencebaserede organisationer.

Ligestillingen af de deltagende virksomheder er udtryk for en dansk kulturel tradition, der også eksisterer i dag. Der var i andelsforeningerne ligestilling mellem den store gårdmand og den lille husmand for godt 100 år siden (”her stemmes efter hoveder, ikke efter høveder” hs anm.) Noget tilsvarende findes ikke i Tyskland, England, Frankrig eller Sverige. Vision og ud-viklingsmål bygger således på specielle danske kvaliteter.

Måske kunne det være det væsentligt at understrege forskellen mellem denne model og den i nutiden udbredte foreteelse, som hedder ”joint venture” og oftest drejer sig om samvirke mel-lem virksomheder inden for samme branche, undertiden med konkurrencebegrænsende virk-ning, og ikke sjældent resulterende i mere eller mindre fjendtlig virksomhedsovertagelse.

Præsentationen af projekt Danvirk ledsages af tre mindre artikler.

Professor Per Møller, DTU, som bl. a. er førende ekspert i symmetrisk E-learning via E-platforme, kritiserer skarpt de aktuelle politiske forsøg på fornyelse via tænketanke og kom-missioner, som foreslår det sædvanlige, der hidtil ikke har gjort nogen gavn, og insisterer på, at vi i stedet bruger backcasting-teknikken til at få svar på det spørgsmål, hvordan vi inden for ti år kunne omdanne det danske uddannelsessystem til at producere verdens mest innovative akademikere og samtidig det største antal udtagne og salgbare patenter pr. 1000 indbyggere, som verden har set.

Forstander Bjarne Ottesen, Baaring Højskole, fortæller om en ny netværksorganisation knyt-tet til højskolen i samarbejde med tre andre institutioner og samlet i et koordinationscenter.

Peter L. Theisen anmelder sluttelig bogen ”The Future of Work” af professor ved Massachu-setts Institute of Technology Thomas M. Malone (Harvard Business School Press) med undertitlen: “How the New Order of Business Will Shape Your Organization, Your Manage-ment Style, and Your Life”. Et hovedtema er den stigende anvendelse af løse, projektoriente-rede ad hoc eller netværksorganiserede ledelsesformer. Bogen beskrives som noget nær et amerikansk sidestykke til tankerne i projekt Danvirk.

Tredje del, årgang 33, 2005, nr.2, bærer titlen ”Vision og strategier”.
”The Grand Vision” er lagt i hænderne på Lars Kolind og har taget skikkelse af et manuskript til statsministerens åbningstale i Folketinget oktober 2015. Det tør siges, at denne tale er kon-trafaktisk – og samtidig har den i sin indledning mindelser om slagordene i den tale, der fak-tisk blev holdt ved Folketingets åbning okt. 2005, med flere af vor statsministers retoriske tre-foldigheder. I Kolinds udgave startes med ”konkurrencekraft, sammenhængskraft, skaber-kraft”, der beskrives som nogle hovedpunkter i en næsten enstemmig folketingsvedtagelse, som ”fandt sted” i indeværende folketingsår!

”Talen” er vittigt og idérigt skrevet og forudsætter et folketing, hvor sigtet er størst mulig kon-sensus, så mønstret minder om det schweiziske med magistratsregering. I statsforvaltningen er fagministerierne erstattet af en organisk udviklingsorganisation, som muliggør innovationer på tværs af traditionelle fag- og interesseskel. En lang række af disse innovationer beskrives – nogle lykkes, andre strander på traditionel sektortænkning og forældet planlægningsteknik. ”Skolen viste sig – endnu engang – ikke at være en lærende organisation. Paradoksalt, men sandt.”

Tre hovedområder dominerer i Kolinds vision: Innovation i erhvervsliv og samfund, i børns og unges uddannelse (hvorfor ikke, kan man spørge, voksenuddannelserne? Er det en kritisk vurdering af statsministerens uddannelsespolitiske vingefang?), og i Danmarks engagement i verden omkring os. Talen munder ud i en tillidserklæring til dansk tradition, politisk og kultu-relt. Danmark har noget at bidrage med.

Derudover indeholder tredje del Torben Bo Jansens projektbeskrivelse for ”Projekt Back4Work”, som gælder kompetenceudvikling for arbejdssøgende, under anvendelse af backcasting og E-lærings platform.

Det kaldes et pilotprojekt, altså et førstegangsforsøg, hvis erfaringer efter kritisk bearbejdning vil kunne lægges til grund for udarbejdelse og gennemførelse af tilsvarende projekter, overalt hvor der er behov for det.

En ”E-lærings platform” er et andengenerations – altså den sidste nye slags – computerbaseret virtuelt rum for vejledning af og samvirke mellem kursister. Første trin er følgelig, at kur-susstederne lærer at bruge de pågældende programmer og backcasting som metode. Målet er at foregribe udstødning af ”de svage” fra arbejdsmarkedet. Og udgangspunktet er at de truede ikke er væsener som skal fodres og underholdes for ikke at komme galt af sted, men individer med særlige evner og interesser, som de kan opdyrke. Disse egenskaber kræver individuel vejledning i tilrettelæggelse af et individuelt læringsforløb til genoprettelse af den indi-viduelle selvvurdering og mod til handling.

Erfaringerne vil skabe basis for etablering af et nationalt kompetencecenter for videndeling, hvor råd kan hentes til videre udvikling af programmerne.

Beskrivelsen munder ud i en skematisk oversigt over trin i læringsforløbet, bygget op som en række spørgsmål til besvarelse, anvisning af hjælpemidler, delmål for de enkelte program-punkter, og beslutningsgrundlag for opfølgning og videreudvikling.

Jansens ”opskrift” er ledsaget af fire uddybende og præciserende bilag vedrørende 1. signalement af kursisten, 2. kursus for de ”svage” på arbejdsmarkedet – nye krav til et nyt ”spil”, 3. projektet – ansvarliggørelse og videndeling (E-læring), 4. oversigt over begreber.

Disse fire bilag er centrale for forståelsen af hele Projekt Danvirk. Bilag 4 kunne med udbytte og uden ret meget korrekturarbejde anvendes på hjemmesiden som kortfattet manual for fremtidsforskning anno 2005.

Bilagene er i sig selv resuméer og skal ikke resumeres yderligere her.

Sidste artikel er ligeledes skrevet af Torben Bo Jansen og behandler kommunesammenlæg-ningen under overskriften: Hvordan udvikles en ny identitet? Tesen er, at de nye kommuners hovedproblem vil blive udviklingen af et fælles værdihandlerum eller ”virksomhedskultur”, som kan danne rammen om en fælles identitet. Som metode anbefales og beskrives backcasting som middel for den fornødne organisationsudvikling (fra ledelse ud til de mindste enheder) og kompetenceudvikling (fra yngste ansatte til kommunaldirektøren/borgmesteren).

Her ligger gemt en oplagt konsulentopgave for Selskabet og Institut for Anvendt Fremtidsforskning. (Hvem tager sig af Furesø?)

Fjerde del, årgang 33, 2005, nr. 3, er betitlet ”Samfundsudvikling” og præsenterer et essay af Torben Bo Jansen om ”Miljø, videnskabelighed, samfundsudvikling og en helt ny betragt-ningsvinkel”.  Indledningsvis meddeler Jansen, at fremstillingen ikke rummer nogen originale tanker, men knytter foreliggende viden sammen i et nyt helhedsbillede. Garvede læsere af de seneste årgange af FUTURIBLERNE vil formodentlig give ham ret. Men hvad med de andre, som måtte få fingre i artiklen? Essayet kan anskues som et kompendium af en lang række væsentlige resultater af arbejdet i Institut for Anvendt Fremtidsforskning over en årrække.

Det alvorlige problem er, at den foreliggende viden er blevet systematisk ignoreret, fordi den sætter spørgsmålstegn ved den fremherskende prognostisk-naturvidenskabelige tænkemåde, ”selv om mennesker, sociale institutioner og samfund er selvregulerende systemer, der altid udvikles i interaktion med omgivelserne.”

Evnen til opretholdelse af selvregulering hedder hos Jansen og konsorter som bekendt ”ul-trastabilitet” – målet for uddannelses-, sundheds- og miljøindsats, og grundlaget for politisk overvejelse om regulerende indgreb af enhver art.

Sundhedsvæsenets opgave, for eksempel, er at bekymre sig om opretholdelse af individer-nes evne til selvregulering, altså: sundhed – og den handling at helbrede de enkelte sygdom-me er en konsekvens af denne opgaveformulering.

Betragtningsmåden er som nævnt i strid med de økonomiske modeller, som styrer samfunds-debatten og har gjort det længe. Og desværre lider man jo i vort fædreland som mange andre steder fortsat af den vrangforestilling, at landets ledelse bør betros økonomer og ikke længere cigarsorterere, arbejdsmænd, husmødre, lærerinder, landmænd, håndværkere, forretnings-kvinder, tandlæger eller præster. Så vi ligger som vi har redet.

Jansens essay slutter med kapitlet ”De næste 20 år”. Ideelt set udgangspunktet for et politisk program, blandt andet på grund af den inspirerende nydefinering af begrebet solidaritet – kortfattet referat: I gårsdagens industrisamfund byggede solidariteten på lighed: samme fag-forening, samme brancheforening, samme socialgruppe. Hakkeorden, sociale ydelser uden modydelser, hvilket ødelægger selvværdet. Det ny grundlag for solidaritet er bæredygtigt net-værk, hvor hver enkelt tilfører holdet noget, som de øvrige ikke kan, og som er vigtigt for hol-dets indsats. Horisontal differentiering i stedet for hakkeorden. Ingen modtager almisser, alle yder noget. Jansens trøsterige vurdering – som jeg deler – er, at nutidens ”unge under 40” kan og vil deltage i bæredygtige netværk af den karakter – og netop derfor er efterspurgte i virksomhederne.

Men om Selskabet så bør omdannes til et politisk parti – det trænger nok til en analyse en anden dag. Sporene skræmmer. –

Hæftets sidste sider bringer Erling Olsens anmeldelse af Thomas Friedman’s bog fra i år ”The World is Flat” – a brief history of the globalized world in the 21st century (Penguin/Allen Lane 2005), en omfattende sag på 488 sider. Thomas Friedman præsenteres son en af USA’s højst respekterede journalister, tilknyttet New York Times.

At ”jorden blev flad”, skyldes i henhold til Friedman en i første række teknologisk udvikling i ti-den siden murens fald i 1989, fra Microsofts erobring af føringen på pc-styringsområdet over Netscape og Open-sourcing, bl.a. Linux, outsourcing af avancerede IT-opgaver til bl.a. Indien og Kina, videreudvikling i enormt omfang af udflytning af produktioner til lavtlønslande og af verdensomspændende anvendelse af IT-information. I takt hermed er der startet en hurtig vækst i levefod hos en del af befolkningerne i den 3. verden. Men derudaf gror forventelig øgede sociale spændinger mellem befolkningsgrupper inden for de nye højteknologiske lan-de, og mellem de teknologisk højtudviklede dele af verden og de lukkede, politisk undertrykte, uuddannede befolkninger især i Afrika og den arabiske del af verden. Den nye effektive kommunikation skaber åbne grænser og gør det samtidig lettere for terrorister at angribe. Friedman mener, at verden bliver et farligere sted for vore børn, end den har været for os.

Erling Olsen roser forfatteren for hans omhu og mange gode eksempler til illustration af be-skrivelsen. Men som han slutter: ”Af og til bliver dokumentationen næsten for overvældende.”

2. Supplerende betragtninger over anvendelsen af projekt DANVIRK:

Ja, sådan blev, overordentlig kortfattet udtrykt, undertegnede læsers udbytte af en genlæs-ning ”på skrås” af det, der hidtil er trykt i forbindelse med Selskabets projekt Danvirk. Under-vejs var der måske anledning til at sukke med Erling Olsen, at dokumentationen næsten var for overvældende. Omsat til bogformat ville Selskabets publikationer til dato vedrørende Pro-jekt Danvirk vist nogenlunde kunne måle sig med Friedman’s 488 sider.

På den anden side har regeringens velfærdskommission lige brugt over fem hundrede sider til en omfattende fremskrivning og dertil hørende anbefalinger vedrørende mulighederne for fastholdelse af den danske velfærdsmodel i de nærmeste 40 år eller så. Vel at mærke en fremskrivning, hvis grundlag er skudt i sænk aldeles omgående, fordi de møjsommeligt ud-regnede forudsætninger fra 2003 allerede var brudt sammen inden offentliggørelsen i decem-ber 2005, som påpeget bl. a. af professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitetscenter, i Politiken 7. december og igen 9. december 2005. Ak ja. Endnu et storslået og såre oprekla-meret forsøg på at udarbejde gennemgribende politiske anbefalinger og retningslinjer på grundlag af matematiske fremskrivninger af den nærmest foregående fortid.

Siden halvfjerdsernes ”perspektivplaner” og ”U90” har matematiske fremskrivninger fået lov at dominere politisk debat og planlægning. Alt for ofte har politik drejet sig om at tilpasse sig til et statistisk-matematisk fremtidsbillede. At regne ud, hvordan verden ser ud om ti eller femten år, og så prøve at rette ind efter det regnestykke. Men det eneste ved prognoser som er en ræsonnabel debat værd, er deres forudsætninger. Politik derimod drejer sig om at gøre sig klart, hvor man vil hen, og lægge en kurs, beredt på at lave om på enkelthederne, når vilkåre-ne for målopfyldelse (forudsætningerne) ændrer sig.

Man har en plan for at kunne lave om på den. Men linjen skal være klar.

De seneste års danske kontraktpolitik repræsenterer et tilbageskridt. Vælgerfolket betragtes som kunder, der skal betjenes, gode kunder får den bedste kredit og betjening, og ledelse består i at opfylde valgkampløfter. Langt hen som man bar sig ad i fortidens folkerepublikker med de detaillerede femårsplaner, som styrede alle beslutninger. ”Vi gør som vi har lovet. Os ved I hvor I har.” Og vi klapper i vore små hænder: ”Ih, tak, det supermarked vil vi gerne handle i. Hvis der er nogen, som ikke har råd, kan de jo bare blive hjemme.”

Projekt Danvirk repræsenterer en plan for udnyttelse af akkumuleret viden og vidensteknologi til udvidelse af spektret af handlingsmuligheder, når det gælder iværksættelse af nye samar-bejdsformer til bæredygtig produktion og opgaveløsning, og et brugbart mønster for fornyelse af politiske beslutningsprocesser. For mig at se er det et aspekt, som også bør indgå i den fortsatte bearbejdelse og i ”salgsarbejdet”.

Til slut vil jeg vende tilbage til det spørgsmål, som ligger lige for netop i de kommende måne-der og år: organiseringen af de nye kommuner. Nu er kommunalbestyrelsen konstitueret. Hvordan vil kommunen så komme til at hænge sammen og fungere? De vilkår, som kommu-nen eksisterer under, ændres uafladeligt. En kommune er et menneskeligt fællesskab, som forandrer sig. En proces, som kræver styring. En sum af muligheder og et kompleks af be-grænsninger og bindinger, som må beskrives og afklares. Et ultrastabilt selvregulerende sy-stem.

Det er måske næppe at forvente, at de nyvalgte overgangs-kommunalbestyrelser foreløbig får tid eller lyst til ud over de nærmeste krav at engagere sig i et arbejde med projekt Danvirk. Men man kunne jo udarbejde et salgsmateriale for den slags konsulentvirksomhed, som er omtalt i det foregående.

Men kunne man forestille sig, at projekt Danvirk kunne finde interesserede partnere i de loka-le – mange steder kommunale – erhvervsråd?

Peter L. Theisen opstillede i december 2004 en liste over potentielle samarbejdspartnere for Selskabet for Fremtidsforskning, og her figurerede også de amtslige erhvervsråd. Spredt ud over landet findes p.t. ca. 70 amtslige og kommunale erhvervsråd og i øvrigt mange lignende samarbejdsorganer, hvis opgave erklæret er at støtte og forbinde de lokale virksomheder, små og mellemstore og endnu større, i et mere eller mindre udbygget samvirke.

Her kunne man formode, at der fandtes en bevidsthed om forandring i vilkårene og en erfa-ring om samarbejde frem for konkurrence, når det gælder større opgavers løsning.  Om end der er et stort skridt fra joint venture-selskabet til det bæredygtige netværk – og fra det lokale byggeprojekt til den store internationale entrepriseopgave.

Hvordan vi kommer videre? Det er for mig at se et spørgsmål om sprog. Om at bevæge sig fra det deskriptive til det performative sprogleje. Et retorisk problem. Overtalelseskraft er der brug for.

I en æra, hvor de store politiske partiers ledelser beskæftiger et stadig stigende antal spindok-torer, og stadig flere (som man skulle tro) seriøse virksomheder hyrer clairvoyante og astrolo-ger til at inspirere og vejlede direktionerne, er det måske blevet vanskeligt at komme til orde med så gennemført rationelle forslag og tanker som dem, der udgør grundlaget for projekt Danvirk.

Det skal ikke desto mindre gøres, fordi det er afgørende vigtigt.

Så lad os udbrede det gode budskab der, hvor vi færdes.
Lad mig slutte med at citere nogle bemærkninger fra en af mine gode bekendte, forhenvæ-rende tandlæge og nu medlærer på vores meget aktive lokale pensionist-datastue, som fik en mail med et kort uddrag af en af artiklerne. Han skriver:

”Tilsyneladende lider vi i Danmark af troen på, at det ikke vil blive ved med at gå godt.  Men når prognoser begynder med ”øvrige forhold uændrede”, så skal man være mistænksom – for det er de jo netop ikke. Det drejer sig ikke om at fremskrive fortidens dårlige erfaringer, men det, der er lykkedes.

Det stigende antal ældre som følge af stigende gennemsnitlig levetid betragtes som et øko-nomisk og personalemæssigt problem. Man ser bort fra, at de ældre i stigende udstrækning fastholder sundhed og selvhjulpethed samt økonomi. De er en generation af overlevere. De ved noget i praksis.

Men der skal en tændsats til at forvandle viden til handling.

En lige højre fra Radiserne:
Thomas: Søren, du trænger til lidt lykke – kunne du ikke tænke dig lidt lykke?
Søren Brun: Jo tak – men hvad med bivirkningerne?”