2021-10-24

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Om temaet

Selskabet for Fremtidsforskning har med denne FUTURIBEL henvendt sig til en kreds af mennesker med viden og indsigt i fænomenet religion. Ud fra Selskabets grundsætning, at fremtid ikke kan forudsiges, kun vælges, så at opgaven er at skaffe sig præcis viden om forudsætninger, bindinger og valgmuligheder i den nutidige situation, har vi bedt om oplysning og vurdering af en række emner, som præger den nuværende debat, under overskriften ”Religion og globalisering”.

Forskningshistorisk er religionsvidenskab en relativt ung foreteelse. Udforskningen af naturen var den første frie og uafhængige videnskab. Hvad et menneske er, og hvad det er at være et menneske, henhørte under de kirkelige autoriteter. Først i løbet af 1700-tallet brød den frie og kildekritiske historieforskning igennem. Den historisk-arkæologiske udforskning af oldtidskulturerne bragte et omfattende kildemateriale for dagen, herunder om de ældre kulturers religion. Det gav anledning til specialstudier, som gradvist anerkendtes som en selvstændig forskningsdisciplin. Universitetet i Genève optog i 1873 faget religionshistorie, og inden længe blev eksemplet fulgt af mange andre universiteter. Dermed må der til forståelse af et religiøst fænomen foretages en videnskabelig, metodisk-kritisk undersøgelse. De forskellige vidnesbyrd om menneskers religion bliver på denne måde sammenlignelige, ikke kun indbyrdes, men også med ethvert andet vidnesbyrd om menneskers kulturelle aktivitet: kunstnerisk, filosofisk, social, økonomisk, politisk etc. Altså: Et religiøst fænomen må forstås ud fra og i relation til den samlede historiske situation, hvori det fungerer 1.

1 Se Bent Smidt Hansen: Religionsfænomenologi, Borgens Forlag 1977, s. 12-15.

Den politiske radikalisering af dele af den muslimske verden og enkelte spektakulære terrorhandlinger har gjort det nærliggende – og fristende for politiske populister – at sætte lighedstegn mellem religionen islam og terroristisk tankegang. Globaliseringen har som fænomen i sig selv både øget mulighederne for anvendelse af terroristisk taktik og skabt sikkerhed for, at terrorhandlingernes egentlige mål opfyldes: at få skrækken til at brede sig overalt. Hele verden så tårnene falde i New York, mens det skete. Og at skræmmekampagnen er vellykket, ses bl.a. af, at kontrolforanstaltninger og særlovgivning i mange lande, ikke mindst i Danmark, truer den retsbevidsthed, som Arne Sørensen kaldte ”silkepapiret mellem civilisation og barbari”.

Abstracts

Torben Bo Jansen ser debatten om Muhammed-tegningerne som et udtryk for modstridende opfattelser af rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, specielt for religiøse mindretal. Udfordringen består her i at skabe grundlag for en dialog mellem staten og de religiøse samfund, og han afdækker i den forbindelse en række af de forhold, som hindrer en sådan dialog både nationalt og globalt, og som forstærkes af indenrigspolitiske problemer i Danmark (integrationsproblemet) og i muslimske diktaturer (fattigdomsproblemet). Der peges afslutningsvis på behovet for en ny global folkeret, som på et judicielt grundlag kan foregribe væbnede konflikter.

Helge Severinsen analyserer grundbegreberne, globalisering og religion og fremdrager herunder centrale teorier om religionen som konfliktpotentiale og sammenhængskraft, og om det religiøse fænomens oprindelse, gyldighed og funktion. Fremstillingen står herved i særlig gæld til teologen og filosoffen Johannes Sløk, men trækker også på indsigter fra idehistorie og samfundsfilosofi, specielt Huntington og Fukuyama. Afslutningsvis trækkes de store linjer op med en opfattelse af, at religionen har skiftet status fra at være en ”folkesag” til i nutiden at være en ”privatsag” som et spørgsmål om personlig religiøsitet.

Viggo Mortensen ser globaliseringen som en bevægelse, der skaber vindere og tabere. I den bevægelse indgår kristendommen med dens missionsvirksomhed som en konkurrerende kraft, hvis budskab er at gøre livet bedre for de fattige. I den forstand er kristendommen på kollisionskurs med globaliseringen, men frem for at afskrive sidstnævnte som kætteri, vil forfatteren anbefale dialog med sigte på at bygge bro mellem den mangfoldige religiøse verden og den globale verdens rationalitet. Det er en udfordring, som i hvert fald kristendommen har århundredelange traditioner for at tage op under overskriften: kritisk distance – produktivt møde. Artiklen analyserer forudsætninger og muligheder for, at denne strategi kan lykkes.

Thomas Hoffmann ser det voksende felt af islameksperter med muslimsk baggrund – også kaldet ”mediemuslimer” – som en mulighed for at skabe grundlag for en oplyst dialog mellem islam og den islamiske verdens randområder. Tesen støtter sig på Bulliets teori om, at der er større innovation og dynamik i en civilisations randområder end i de mere inertitræge centre. Mulighederne for udvikling og tilpasning af islam til den globaliserede verdens realiteter er på den måde større i vestlig sammenhæng end i mellemøsten, hvor modstanden mod forandring er større. Det gælder ikke mindst i den akademiske verden, hvor den videnskabelige diskurs skaber mulighed for en nyorientering af islam ud fra rationalistiske kriterier i lighed med, hvad der også tidligere er set i historien.

Mogens Müller analyserer skriftreligionernes udvikling gennem historien og påviser herunder deres historiske betingethed med hensyn til såvel den samfundsmæssige kontekst, de opstår i, som deres senere udvikling. I bibelforskningen betegnes fænomenet ”genskrevet bibel”, og dette fænomen gør sig gældende i både jødedommen og kristendommen, hvor biblen er blevet fortolket ud fra enhver tids og enhver kulturs egne forudsætninger. Anderledes i islam, hvor koranens åbenbaringskarakter i højere grad spærrer for et historisk – relativiserende – syn på denne religions udvikling. Ikke desto mindre plæderer forfatteren for, at alle skriftreligionerne er menneskeskabte og som sådan historisk betingede. Det betyder normativt, at disse religioner må besinde sig på den virkelighed og kulturelle sammenhæng, som de eksisterer i. Dette krav aktualiseres ikke mindst af den globalisering, som præger nutidens samfundsudvikling.

Niels Henrik Gregersen analyserer den lutherske to-regimente-lære, som i nyere tid har været anvendt som et – liberalistisk – argument for en adskillelse af religion og politik. Heroverfor peger forfatteren på lærens historiske betydning som et – socialt-konservativt – kulturprogram. I denne tolkning skulle staten sørge for borgernes ve og vel gennem opbygning af ordninger for undervisning, sundhed, socialforsorg og retshåndhævelse, men det var dog ligefuldt forudsat, at religiøse motiver, interesser og tro fortsat skulle have en betydelig plads i disse ordninger. Selv om læren i denne håndfaste variant fra formynderstatens tid ikke kan forventes at have nogen klangbund i nutidens – centerløse – samfund, vil forfatteren alligevel se den som en inspirationskilde for en analyse af religionernes plads i det offentlige rum. Med henvisning til Habermas gøres det således gældende, at det må være i den liberalistiske stats egen interesse at give plads for religiøse stemmer i den politiske offentlighed. Forfatteren peger herved på forskellige muligheder for at fremme en sådan sameksistens mellem den religiøse og den politiske verden.