2021-01-28

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Søren Hougaard, cand. merc., MBA fra INSEAD, AMS Group A/S

 

”Den bekymrede dansker” er den diskrete fællesnævner for alle større, såkaldt ansvarlige, politiske partiers doktriner. Vinder man den bekymrede danske folkesjæl på valgdagen, bliver man statsminister. Mindst. ”Den innovative dansker”, derimod, bejles der alene til af fraktioner af outrerede mindretal på fløjen. Bekymringspolitikerne dyster i et til tider uskønt klumpspil om at stille befolkningen mere og bedre offentlig service og forsørgelse i udsigt. Lover at beskytte den enkelte, sikre tryghed i alle livets faser og forhold, så den bekymrede dansker ikke behøver at være urolig for hverken fremtiden, naboen eller kineserne. Og så skal der naturligvis kæmpes for en bedre, mere retfærdig, mere fredelig og grøn verden, men det tæller ikke helt så meget på valgdagen. Den ængstelige gennemsnitsdansker vil for alt i verden bevare sin kernevelfærd – et nyere, men populært bekymringsbegreb – og sine umistelige rettigheder som kunde i den offentlige servicebrugs. Forandring er ensbetydende med frygt og usikkerhed. Nu ved vi det.

Fra midten betragtes den innovative dansker ganske vist som et positivt samfundsenzym, noget man trods alt ikke helt kan undvære for at få hjulene til at snurre, og som det ville være politisk ukorrekt at buhe helt ud på samme måde som de fremmedfjendske eller velfærdsrindalister.  De bekymrede tør lige akkurat at advare os om, at de innovative utvivlsomt er ude på at skabe mere ulighed – læs øge risikoen og usikkerheden – og derfor er ganske uegnede til at tage vare på andre end sig selv, men da godt må være til stede i det offentlige rum.

Fordi vi én gang for alle har valgt at kollektivisere risiko og individualisere belønning, er der op gennem forrige århundrede fremvokset en bekymringsindustri af gigantiske dimensioner til indiskutabel gavn for fællesskabet, en bevægelse, som konstant er på vagt, hvis der springer den mindste maske i sikkerhedsnettet, og som gennemsyrer hvert eneste hjørne af samfundet – ”det skal kommunen betale”.

 

Innovation udløses ofte af frygt, krise og konflikt foruden af banal grådighed. På den måde kan innovation reelt siges at være en lynafleder eller reelt en varig, værdiskabende  løsning for den bekymrede. Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. I bekymringsindustriens optik hører det imidlertid ikke til god takt og tone sådan at sammenkæde bekymring og innovation. Tværtimod. Innovation handler om proaktiv handling, nytænkning, forandring, kreativ destruktion, remodellering og nyskabelse, hvad enten det drejer sig om produkter, service, strukturer eller processer eller adfærd og uanset om det er en offentlig eller privat aktivitet – stor eller lille. Innovation forudsætter brud med vaneforestillinger, kræver viden, deling af viden, udfordring af viden, kombinationsevne, eksperimenter, trial-and error, risikovilje, nysgerrighed, resultatorientering, humor, smerte, antrit og meget mere. Herunder evnen til at turde fejle uden det store sikkerhedsnet, hvis skidtet kuldsejler. Processuelt er innovation beskyttelsens mentale modpol ligesom rosenbuskens er sneglens. ”Giv en mand en fisk, og du gør ham lykkelig i én dag. Lær en mand at fiske, og du gør ham lykkelig resten af livet”.

 

Når bekymring og tryghed har langt større tiltrækningskraft end innovation og optimisme, forstår man godt hvorfor. Tryghed er til dagligdags brug, almen menneskelig, til at forklare, eksemplificere og forstå og med et godt tilbud til hver enkelt. Maslow gav os ikke behovspyramiden for sjov. Og så har vi været ret enige om at bekæmpe risiko sammen under fælles institutioners vinger, som derfor er blevet til den politiske midterakse. Bekymringsindekset nærmer sig rekorden for tiden, nu hvor finanskrise 2.0 trænger sig på, og hvor mange kan høre Fenrisulven glamme. Så skruer bekymringskoret op for tryghedsretorikken og skynder sig samtidig at lægge røgslør ud over de værste kalamiteter i bekymringssystemet; proppen må endelig ikke ryge af flasken. Det er tankevækkende, at det faktisk er politisk korrekt, når nogen i bekymringsindustrien udtaler, ”at det skal kunne betale sig at arbejde”. Mener de det?

Innovation, initiativ og foretagsomhed fremstår som abstrakte, komplekse begreber, svære at internalisere. Måske ligefrem noget elitært eller luksusbetonet og derfor for de få og privilegerede, ja hvem ved, muligvis er innovativt talent endda genetisk bestemt. I vores samfund er tryghed i fælles rammer de folkevalgtes tilbud – ikke foretagsomhed og handlekraft og individuel lykkejagt. Den politiske algoritme bygger således på tesen om det enkelte menneskes fortabthed i samfundskværnen og dybe, naturlige afhængighed af tryghedstilbud.

 

Lidt snapshots i tal om indikatorerne for bekymring og innovation til perspektivering og eftertanke: Industriproduktionen i Sverige, Norge og Tyskland voksede med over 4 % i 2011. I Danmark faldt den i samme periode 2 %. Beskæftigelsen i den private sektor blev reduceret med 80.000 personer årligt fra 2008-2010, mens antallet af offentligt ansatte voksede med 10.000 personer. En undersøgelse, som den anerkendte amerikanske tænketank Kaufmann Foundation publicerede for nylig, konkluderede: ”I de seneste 25 år er hele nettotilgangen af private jobs i USA skabt af virksomheder, der er under 5 år gamle”. Der etableres årligt ca. 700.000 nye virksomheder i USA; tilsammen skaber de 2,5 mio. – 3,0 mio. nye jobs. En anden undersøgelse (Ted Zobler) konkluderede, at 30 % af produktivitetsstigningen i USA skabes af virksomheder, som er under 10 år gamle.

Danske undersøgelser har tilsvarende vist, at innovative virksomheder har et produktivitetsniveau, der er ca. 40 % over virksomheder, der ikke innoverer. For mindre virksomheder kan 1 % af omsætningen relateres til nye produkter, mens tallet er 7 % for store virksomheder. 10 virksomheder i Danmark – alle gamle – tegner sig for 35 % af dansk erhvervslivs forsknings- og udviklingsomkostninger. Store virksomheder er gennemgående mere innovationsaktive end små virksomheder.

 

Arbejdsudbuddet i Danmark vil med usvigelig sikkerhed gå ned som følge af den demografiske udvikling – efterlønsreform eller ej. Så den økonomiske vækst kan i fremtiden ikke ske ved at der kommer flere hænder og hoveder ud på arbejdsmarkedet. Økonomisk vækst forudsætter derfor, at produktiviteten stiger. Kun mere innovation, herunder – men ikke kun – udnyttelse af ny teknologi, kan tvinge produktiviteten op. Mere bekymring kan ikke. Men verden omkring os står jo ikke stille. De andre derude i verden maser jo også på for at banke produktiviteten og dermed konkurrenceevnen i vejret. Det er alles kamp mod alle. Så det er langtfra nok, at man følger med flokken, hvilket end ikke er tilfældet, idet Danmark de seneste 10 år stille og roligt er sakket agterud, hvad angår produktivitetsforøgelse. Det er alt sammen problematiske strømpile, som virker truende på den enkelte dansker, og kan man nu også være helt sikker på, at mere tryghed og større sikkerhed løser problemet? Eller handler det måske i virkeligheden om at bekæmpe bekymringen for det uvisse, krævende og farlige med helt andre midler end de sædvanlige?

 

Bekymret?

Innovation kan man ikke lovgive om på samme måde og med samme determinisme, som man kan med bekymring. Pakker, der skal dæmpe bekymringen gennem øget tryghed, kan skrues sammen, så den enkelte umiddelbart kan se sammenhængen mellem årsag og virkning, symptom og resultat. Det giver bonuspoints. Men man kan ikke top-down beslutte sig for at øge innovationsaktiviteten og foretagsomheden med nogen rimelig grad af sikkerhed og indbygget tidshorisont.

Dertil kommer, at det just ikke er innovationsunderskuddet i samfundet, som fylder mediebilledet, men derimod bekymringsjournalistikken. Når vælgermassen oven i købet så heller ikke kan forstå eller prioriterer, hvad innovation betyder for samfundsøkonomien og for en selv; når tiden, der går fra igangsætning af noget innovativt til den mulige effekt er lang; når resultatet af anstrengelserne pr. definition er stærkt usikkert, ja så ligner det bare en tabersag at prædike innovation.

Man kan sandsynligvis afbøde de værste konsekvenser af den nuværende lavkonjunktur med en buket af bekymringsindgreb: Flere i arbejde i bygge- og anlægssektoren, mindre klassekvotienter i folkeskolen, flere pædagoger i børnehaverne, mere politi på gaderne, udskydelse af dagpengereformen, bedre løntilskudsordninger, flere uddannelses- og praktikpladser, skattereformen på stand by. Det dæmper vel den ulmende uro og skal bekræfte os i, at politikerne er in command og kan medicinere os ud af krisen med en sædvanligvis passende dosis af bekymringspiller. Ve den ansvarlige politiker, der vil bekæmpe krisen med en opfordring til danskerne om at tage sig sammen, tænke noget smartere, løbe noget stærkere eller tage et lån i huset til at starte en virksomhed.

Men hvad så bagefter? Intet kan til syvende og sidst ændre ved, at samfundets totale innovationsformåen – ikke at forveksle med teknologisk opfindelse og ikke at forveksle med rå kapitalisme – er eneste vej til langsigtet vækst og dermed det eneste effektive middel, der virkelig kan kurere den bekymrede dansker.

Innovation så det basker, kan man umiddelbart slå fast, er derfor et strategisk grundvilkår for at kunne konkurrere i en global verden med dens stærke økosystemer omkring monstrøse virksomheder og uendelig meget større talentmasse ovre på den anden side af stengærdet.

Innovation har ganske mange ansigter, og det behøver ikke at indebære raketvidenskab for at brage igennem. Her blot et par af de mere kuriøse og paradoksale vignetter.

 

Det første er funderet i, at dette land er lille, grænserne åbne, udenrigshandlen stor og folk generelt nysgerrige, rejsevante og tilpasningsdygtige. ”Made in Denmark” er en klædelig overdrivelse for rigtigt mange innovationer, nogen har opsnappet derude, modificeret og markedstilpasset. Landeplagen ”Mon du elsker mig stadig Claus Jørgen”, den udødeliggjorte valgplakat ” Stauning eller kaos” fra 1935, Christian IV’s bygningsværker, Ludvig Holberg for ikke at tale om HC Andersens vidunderlige iværksættereventyr om Store Claus og Lille Claus har alle noget tilfælles. De er tilsyneladende ægte, danske klenodier. Eller er de? Claus Jørgen blev oversat fra svensk, Staunings slogan kopierede man fra en amerikansk valgkampagne, Holberg var som bekendt nordmand, Andersens fortælling om den kloge og den mindre kloge Claus skulle være et overleveret tysk folkeeventyr, og renaissancebygningerne i København, ja de blev såmænd skabt af hollandske arkitekter på bestilling fra kongen.

 

Næste paradoks handler om samspillet mellem politikerne og innovatørerne.

Når Danmark har kunnet udvikle sig til et globalt centrum for vindenergi, skyldes det (hvem sagde Tvind?) en markant, for mange møg irriterende miljøpolitisk indsats i slutningen af 1970’erne under regeringen Anker Jørgensen med Svend Auken som en stærk og passioneret bannerfører. Det gav landet en first mover fordel, man med stor dygtighed har formået at bevare til dato. Som et af de første lande, der gav tilskud til høreapparater, blev Danmark tilsvarende arnestedet for en industri, der endnu i dag tæller tre førende, globale producenter.

Man skulle umiddelbart tro, at det kræver store, banebrydende opdagelser at skabe innovation i verdensklasse. Mange studier i tidens løb har imidlertid påvist det stik modsatte, nemlig at små, ”ligegyldige” idéer og innovationer, der ikke revolutionerer verden, har langt større chancer for at blive kommercielt succesfulde end store, omkalfatrende projekter. Man kan altså komme langt ved at aflure markedet eller brugerne kreativt og finde på enkle, billige, lidt anderledes koncepter til at tilfredsstille behovene og gøre det lidt bedre – the missing link.

 

Det vil være at gå for vidt at påstå, at bekymringsindustrien fører direkte skrækkampagner for at overbevise de innovative medborgere om det problematiske i at tænke og handle kreativt. Når blot vildskaben ikke griber om sig og det hele bliver ukontrollabelt. Så længe selve det innovative grundsyn med andre ord ikke truer den politiske mainstream og dens gigantiske beskæftigelse og indkomstmodtagelse går det vel an!

Kritikere vil kunne hævde, at pointerne i fremstillingen oven for er søgte, karikaturerne forvredne og hele argumentationen misvisende uden tilstrækkelig indføling i behovsmønstret hos nutidens Homo Anxius. De vil f.eks. også kunne fremlægge et klart bevis på, at vores flade magtstrukturer, den lille sociale distance, ensartetheden og den særligt velforankrede uenighedstradition, som bekymringsindustrien gerne giver sig selv kredit for, netop sikrer grobunden for innovation, fordi vi tør udfordre hinanden og ikke bare lige parerer ordrer, men tør spørge ”hvorfor det?”. At den måde samfundet fungerer på, udgør en bedre, mere frugtbar ramme for kreativitet end patriarkalske kulturer eller systemer med store spændinger. Det kan heller ikke bortforklares, at kaskader af innovationsfremmende programmer og forordninger fra Borgen har set dagens lys de seneste 15 år. Så hvad enten man er til privat foretagsomhed, interesserer sig for omstilling af den offentlige sektor i konkurrenceorienteret og entreprenøriel retning eller hylder oprustningen inden for kultur og oplevelsesøkonomi, grøn energi eller nye velfærdsservices, er det alt sammen vitaminer for den innovative dansker. Der sker med andre ord en masse i vækstlagene, i spændingsfeltet mellem offentlig økonomi og privat initiativ samt inden for forskning og uddannelse. Flere danskere finder på nyt og melder sig under innovationens faner. Konturerne af innovative klyngedannelser træder stadig tydeligere frem. Heltene inden for kunst, sport og business får efterhånden plads i medierne på næsten samme niveau som billedbladsstoffet og vaneforbrydere, og det er trods alt tegn på, at de innovative enere fremstår som rollemodeller.

 

Det ændrer dog ikke ved ligningen. Innovation virker fint i skåltaler, men innovationsdanskeren spiller statistens helt ligegyldige rolle i den store politiske kabaret.

Bekymringsindustrien er afhængig af en stor, voksende offentlig sektor og store grupper, der modtager overførselsindkomst. Og her er der ”gode” nyheder, idet den offentlige beskæftigelse vil stige med 33.000 de kommende 4 år, mens op imod 2,0 mio. danskere skønnes at vil være på overførselsindkomst i 2015. Alene antallet af folkepensionister stiger med 223.000. Så det bekymrede publikum skal nok blive ved med at strømme til balkonpladserne!

Det er nemt nok for populisten at kaste spydige småsten i synet på bekymringsindustrien, som det er sket i denne fremstilling. Den tunge opgave bliver at rokke ved den fundamentale forestilling her i landet, at forandring og utryghed udgør en trussel og ikke en mulighed.