2021-10-17

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Peter L. Theisen, Selskabet for Fremtidsforskning

 

Når ideologier og taktisk populisme blokerer for udsynet

I årene lige før og efter 2. verdenskrig oplevede både professorer og studerende på Harvard University et uventet nært venskab og en mærkværdig alliance mellem 2 af den akademiske institutions prominente personligheder; den konservative Joseph Schumpeter, der med afsæt i kapitalistisk økonomi fra ’den østrigske skole’ var en af de ypperste forsvarere for den rene markedsøkonomi, og den førende, radikale økonom, marxisten Paul Sweezy, med et virke der var befæstet af de oplevelser, som den store depression i 30’erne havde afstedkommet.

Udover at de begge var varme fortalere for at kombinere økonomi og sociologi, havde de ideologisk ellers så forskellige tænkere endnu to dominerende fællestræk – 1) erkendelsen af at alle væsentlige nye økonomiske vækstlag, fra produkter og systemer over tjenester til organisationsformer og strukturer, skabes gennem innovation fra nye teknologier og 2) at kilden til alle fremskridt er entreprenøren med den kombinatoriske intelligens, kreativitet og udholdenhed.

Venskabet og den gensidige respekt materialiserede sig på forskellig vis. For Schumpeter ved at han i sit posthume, 1260 sider lange historiske værk om økonomisk analyse (”History of Economic Analysis”¹ fra 1954) benytter Sweezy som en af de 10 mest anvendte referencer. For Sweezy ved at han allerede helt tilbage i 1943, på et tidspunkt hvor ’business cycle’ eksperten Schumpeter var i stærk modvind blandt hans ’peers’, metodisk og minutiøst forsvarede dennes teorier om de bagvedliggende årsager til økonomiske forandringer gennem komparative studier af modeller med og uden innovation². (De var naturligvis ikke enig om alt, f.eks. ikke om hvilken rolle staten skulle spille i en innovationsøkonomi – iflg. Schumpeter ingen, iflg. Sweezy megen).

 

Når ovenstående tankevækkende observation er medtaget, er det i det ydmyge håb, at vore hjemlige politikere ikke reducerer debatten om “hvad landet skal leve af om 15-20 år” til et populistisk ‘rød versus blå stue’ slagsmål. Der er stadigvæk mange veje som fører til Rom og det afgørende for fortsat vækst er ikke valget mellem den ene eller den anden ideologi, det er selve prioriteringen af innovationsmiljøet og -viljen, der gør forskellen.

Når man hører eller læser udtalelser fra flertallet af vore hjemlige politikere og deres hyrede meningsdannere, kan man kun sidde tilbage med det indtryk, at almindelig ’sund fornuft’ ikke kan erhverves i håndkøb, men må være receptpligtig, hvorfor den standende debat, med få undtagelser, er reduceret til partipolitisk papegøjesnak. For mennesker overalt på kloden ser ud til at vælge fremtidsruter og finansiering af samme, der passer til deres eget lands historiske udvikling og struktur, deres kultur og sociale (selv)forståelse og er derfor fornuftigvis immune over for det bombardement af bragesnak, der sprøjtes ud gennem ideologiske, (fortrinsvis) nordamerikanske pamfletter og gladelig videreformidles af deres lokalt ansatte funktionærer i pressemeddelelser og debatindlæg. Det eneste reelt nye i denne innovationsombæring er vel en insisteren på at vækstlag skal være bæredygtige, og hvilken ideolog tør i dag modsige det?

 

Det er ’det nyeder med nyt højt videnindhold lægger sig som vækstlag ovenpå de eksisterende, opfyldte behov og værdiforestillinger og skaber efterspørgslen efter arbejdskraft med nye kvalifikationer og kompetencer, erhvervet gennem nye uddannelsesformer og -værktøjer og praktiseret i nye horisontale organisationskonstruktioner, til tilfredsstillelse af latente nye behov eller effektive behov på nye måder. Og det er efterfølgende denne nye værdiskabelse, som øger skatteprovenuet fra nye virksomheder og deres ansatte, og er forudsætningen for at opretholde et velstands- og velfærdssamfund.

 

Som det fremgår, er ’det nye’ det gennemgående tema. Det er evnen til at være innovative, der skal bære os igennem i den (sen)industrielle epoke. Ikke påstande om at vores samfunds ve og vel om 20 år afhænger af om vi i dag arbejder en time mere om ugen eller om marginalskatter sættes ned og topskat fjernes. Det første udsagns gyldighed kan ingen besvare før man ved hvor stort behovet for arbejdskraft vil blive (med øget automatisering, komponentintegration og stigende in- og outsourcing), hvordan den globale mobilitet vil udvikle sig i den fysiske verden (arbejdskraftens frie bevægelighed og frihandel) og hvorledes konstruktioner og omfanget af transnationale netværk (virtuelle arbejdspladser og uddannelsesprogrammer) vil materialisere sig. Det andet udsagns gyldighed bygger på en ca. 40 år gammel tese (’Laffer-kurven’³), hvis validitet stadig er uden empirisk videnskabelig dokumentation. Ja, snarere er blevet dementeret gennem 3 årtier af hasarderede, nationaløkonomiske eksperimenter – fra USA over Chile til Grækenland – med massiv arbejdsløshed og drønende underskud på statsbudgetter til følge.

Mange af opgaverne i de gamle produktionsvirksomheder vil fortsat blive outsourcet til lande med langt lavere omkostninger og/eller blive automatiseret ved anvendelsen af robotter og det kan vi ikke ændre ved. Om arbejdspladser fra ’det gamle der faldt’ i fuldt omfang kan substitueres af ’nye overalt’, er til gengæld kun et spørgsmål om politisk mod og modenhed, for det er noget vi selv bestemmer. Ikke EU. Ikke OECD. Ikke IMF. Ikke Beijing.

Fornyelsen foretages ved at opprioritere innovationsøkonomien og gøre denne til en hovedret på finanslovsmenuen, ikke ved at behandle denne som en aperitif. Ved at fokusere på strategiske mål før taktiske midler, på indhold før form og studere historiske erfaringer frem for at kigge ind i krystalkugler, skabes fundamentet og derved forudsætningen for fortsat vækst.

Selve opgaven er nem at beskrive og fylder ikke mere end en A4-side. Hvordan opgaven løses er derimod noget der kan give hovedbrud. Her gives et bud på hovedindholdet af begge 2 elementer.

 

Hvordan beskrives opgaven?

Vi har tidligere i Danmarkshistorien været i samme situation som nu og der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken. Opgaven og metodikken bagved løsningen er ikke så væsensforskellig fra tidligere tider.

Dansk erhvervsliv har alle dage haft en mageløs evne til at imødegå udefrakommende trusler. Ikke ved hovedkulds at kaste sig ud i et slagsmål med nye fjender, men ved at krybe udenom langs flankerne og flytte os væk fra slagmarken. En klog innovationsstrategi for et lille land med et erhvervsliv der er domineret af mindre og mellemstore virksomheder og uden mulighed for (sammenholdt med udenlandske mastodonter) at opbygge en sund skalaøkonomi i s-kurvens indtrængningsfase – afsætningspotentialet for masseprodukter på hjemmemarkedet er for lille.

 

Da datidens udviklingslande, USA og Rusland, i 1880’erne ”dumpede” prisen på korn i Europa (hvilket var gjort muligt gennem stordrift og innovationerne jernbaneanlæg og dampskibe), mente det meste af Kontinentaleuropa, at opgaven bestod i at producere kornet endnu billigere.

Denne strategi endte i den rene armod og var stærkt medvirkende til 1. verdenskrig.

I Danmark valgte man at opkøbe kornet (som var af meget høj kvalitet) for gennem innovativ bearbejdning at tilføre råvaren nyt og større værdiindhold. Det blev foretaget i en ny, ikke-hierarkisk, horisontal organisationsform (andelsbevægelsen) efter et demokratisk ”et hoved, én stemme” princip (fra husmand til godsejer) og med egen ny og fælles forsknings- og udviklingsafdeling (mælkecentrifugen og den pasteuriserede mælk samt Lurpak smør).

Denne strategi blev over tid belønnet med øget velstand og velfærd og 1. verdenskrig gik udenom os.

 

Fra 1920-erne til 40-erne blomstrer en ny bølge af dygtigt ledede innovative virksomheder frem. Truslen udefra er igen stordrift, nu fra industrielle varer til massemarkedet. Dette blev besvaret med forfining og specialisering til selektive forbrugere og erhvervsvirksomheder. Vi fik selskaber som bl.a. Novo, Danfoss, Lego, W. Demant/Oticon, VELUX og Grundfos og de havde stærke, fælles karakteristika – højt videnindhold og et produktudbud, som ikke lignede andre udbydere. De var så unikke, at de blev til ’brands’ længe før ’branding’ begrebet blev opfundet. Og forstod at placere sig i konkurrencelandskabet længe før lærebøger om begrebet ’positioning’ blev hverdagsstof på handelshøjskolers marketing-linje.

 

Der kan derfor peges på flere signifikante fællestræk for dansk opfindsomhed gennem 150 år – vores innovation har ikke kun efterlevet kravet om at det skal være ’noget nyt og nyttigt’, det har også været ’noget andet end de andre’, det har været baseret på ’et kraftigt forøget værdiindhold’ og det har været gennemsyret af en ’forståelse for fornyelsens betydning i hele virksomheden’ med ’enkle og klare organisationsstrukturer’. Derfor blev det fremstillet og derfor blev det efterspurgt.

 

Hvor skal vi flytte os hen denne gang? Det overordnede mål er ikke så svært af beskrive. I de 2 tidligere epoker bevægede vi os først over standardisering frem til specialisering. Denne gang skal de nye vækstlag frembringes ved at flytte os fra specialisering til individualiserede totalløsninger. Dette ståsted efterlever samtlige krav til ny vækst, for når noget er individualiseret, kan det ikke efterlignes, og når noget rummer højt videnindhold af en vis tværgående kompleksitet, retfærdiggør det også højere priser med højere avancer og bliver dermed lønsomt. I det kortspil kan hverken Kina eller Indien bekende kulør.

 

Eksempel: Først var der de standardiserede motorcykler. Så kom de specialiserede fra Harley Davidson. Nu designes rigtige bikes til rigtige mænd og kvinder fra bunden – helt efter kundens individuelle ønsker. Det kendteste familieforetagende har i dag eget TV-program i USA. (SplitbackOCCproduktion).

 

Hvorfra hentes fremtidens succeshistorier og hvad med rammerne?

Hvor starter innovationsforløbet? Når en kvik mand eller kvinde hiver et forskningsresultat ned fra hattehylden, gennemlæser det og udbryder: ”Det var dog interessant! Hvad kan det bruges til, så det bliver til gavn for andre mennesker?”.  I præcist det splitsekund påbegyndes fremdriften i et innovationsforløb, for så længe det blot er et forskningsresultat, er det indkapslet viden og derfor værdiløst for samfundet. Mere en hobby end et erhverv med realiseret samfundsværdi.

Hvor starter innovationsforløbet ellers? Når en kvik mand eller kvinde, privat eller offentligt ansat, gennem observationer får ideen til at kombinere eksisterende viden fra ofte vidt forskellige sektorer og teknologier til at dække behov og værdiforestillinger på nye måder. ”Det var dog interessant! Gad vide om man kan finde sparringspartnere i den lokale ’Round Table’, i KL eller i sociale netværk på nettet?”.

 

Der er i det følgende set bort fra den ekspertdrevne innovation, der skabes gennem de store eksisterende, velpolstrede selskaber. De behøver ikke henvende sig til egne aktionærer eller regeringen for at finde ’funding’ til R & D, for midler hertil kan som oftest trækkes ud af deres løbende, positive pengestrømme. Ej heller vil den innovation der realiseres af selskaber som kobler sig op på tværnationale initiativer (herunder EU projekter) blive berørt – de har fundet deres plads og har næppe øjnene rettet mod Christiansborg. Fokus vil derimod blive rettet mod den innovation, der skal bedrives

– af ledelse og medarbejdere i små og mellemstore selskaber og deres lokale netværker (for ikke at ende som et offer for det som Schumpeter betegnede som de ’kreative-destruktive’ 4 kræfter),

– i det offentlige og af partnerskaber mellem stat og privatvirksomheder (for at opbygge økonomisk bæredygtighed i markedsindtrængningsfasen – staten er landets største indkøbscentral) og

– af enkeltindivider med gode ideer (administrativ, organisatorisk rådgivning til autodidakte novicer).

 

Det er, efter mere end 40 års erfaring i det private erhvervsliv, min konklusion, at innovation har 2 hovedfjender i de etablerede virksomheder. Den ene hedder magelighed. ”Når det gik godt i går, bedre i dag og fantastisk i morgen, er der ingen grund til at forny sig”. Den anden hedder lammelse. ”Når det gik skidt i går, værre i dag og helt elendigt i morgen, er al vor fokus på den løbende drift, konsolidering på et lavere niveau og (i et frygtsomt miljø) vi har intet mentalt overskud til at forny os”.

I ingen af tilfældene tænkes der i innovation og i sidstnævnte tilfælde er det sikkert også for sent.

 

Hvad der er brug for i dansk erhvervsliv er en kontinuerlig strøm af nationale, regionale og lokale udviklingsprojekter, placeret i separate selskaber, med tværgående deltagelse af virksomheder fra vidt forskellige sektorer. Det er et ’must’ at disse selskaber er helt adskilt, også fysisk, fra de deltagende firmaers daglige drift. De skal have egen adresse, egen kapital, eget budget og en ledelse som kunne rekrutteres fra de deltagende firmaers bestyrelseslokaler, suppleret med ekstern innovationsekpertise.  Inspiration kan hentes i andelstanken, for så længe ’kemien’ er god og deltagerne kan se, at 1) fordelingen af smerten (omkostningerne) er fair, at 2) der kan frembringes nye værdier, som de enkelte deltagere ikke kunne skabe hver for sig og at 3) plussum-spillet giver mulighed for et rimeligt afkast til alle, er opgaven til at løse. Det ville her være opportunt at tale om skattebegunstigelse i en på forhånd fastlagt årrække og/eller særligt begunstigede afskrivningsregler. Det tabte provenu for staten på selskabsskatter fra disse nye ”business units” er på kort sigt til at overse og på lang sigt kommer pengene til overflod retur, ikke mindst fra nye arbejdspladser (inkl. produktionsarbejdspladser!) med nye skatteindtægter. Denne effekt er velkendt og veldokumenteret, hvorimod det samme ikke kan siges om nedsatte personskatter. Det er klogere at skyde med salonriffel (direkte investeringer i virksomhederne) end med spredehagl (hvilende på tiltro til skrivebordsteoretiske og stærkt konjunkturfølsomme adfærdsmønstre samt postulerede ’trickle-down’ afsmitningseffekter blandt skatteborgere). Til opbygning af netværk kan små og mellemstore virksomheder sikkert hente assistance hos DI, der i sektionen for ’Innovation & Forskning’ har medlemsdatabaser og dermed også potentielle partnere.

 

Offentligt ansatte som innovatører? Sagtens. Desværre er innovation i stat og kommune i den offentlige debat blevet et synonym for fornyelser, der kan gøre eksisterende ydelser ’billigere og mere effektive’ og intet kunne være mere enøjet. Den mest skelsættende innovation de sidste 100 år blev igangsat af forskere på amerikanske universiteter og – uden at de dengang vidste det – markedsmodnet i USA’s forsvarsministerium. Den udbredte spionage under den kolde krig, med opsnapning af breve, fax forsendelser og aflytning af telefonsamtaler, havde øget behovet for et hermetisk lukket netværk. Nyskabelsen, med dets enorme kapacitet, fik senere betegnelsen ’world wide web’ og efter ’murens fald’ i 1989 blæste nye, kommercielle vinde. Nettets potentiale til udbredelse af fri information og kommunikation (viden), hurtigt og billigt, blev erkendt og derfor successivt frigivet til anvendelse verden over, ”free of charge”. I 1989 var viden en knaphedsfaktor, det er viden ikke i 2012. (Snarere er problemet i dag det stik modsatte – der er for megen forældet, mangelfuld, irrelevant og direkte usandfærdig information på nettet og megen tid går til spilde på at screene oplysninger).

 

Der er også herhjemme adskillige eksempler på innovation drevet frem af det offentlige og derpå kommercialiseret med stor succes. En sygeplejerske på et kommunehospital havde længe spekuleret i, hvordan man kunne skabe en bedre hygiejne for mennesker med stomi. Hun udviklede en engangspose, som staten understøttede med prøvekøb til udvalgte hospitaler. Det blev til et firma, der i dag hedder Coloplast, har over 7.000 ansatte og er markedsleder på verdensplan. Et lignende eksempel er W. Demant (Oticon), der startede som en importvirksomhed og hvor den hjemlige udvikling og produktion af høreapparater blev igangsat, fordi staten ønskede at forbedre forholdene for hørehæmmede. W. Demant er, som også Coloplast, et C20-selskab og i dag global markedsleder indenfor digitale høreapparater. Vestas, også et C20-selskab og stadig global markedsleder i et ganske vist meget turbulent marked, kunne nævnes som et 3. eksempel.

 

Det er ikke svært at udpege nye kandidater til lignende partnerskaber. Bliver betalingsringen afløst af et GPS styret ’road pricing’ system, skal der udvikles ny hard- og software til registrering, styring og afregning af trafikale bevægelser. Hvis et sådant system bliver udviklet, dokumenteret og implementeret, er der ikke langt til dannelsen af en ny eksportvirksomhed. Et andet projekt kunne være fusionen mellem ’de grønne storbyer’ og den intelligente ’smart grid’ teknologi, et univers, der forener arkitektur, ingeniørvidenskab, bygnings- & vejmaterialer, informationsteknologi, meteorologi, sociologi og antropologi, med det formål at optimere infrastruktur, reducere energiforbrug og omdanne storbyer til spillevende CO2 neutrale enheder. Mindst tre projekter i hovedstaden er allerede under udvikling – i Nordhavnen, i ”Ørestad på Amager Fælled” og ved den gamle Carlsberg grund – samt et CO2 neutralt landsbyprojekt 17 km syd for Aalborg.

De 2 her nævnte eksempler lever til fulde op til kravene til fremtidens innovation i Danmark – det er nyt, har høj nytteværdi, er komplekse og individualiserede (= skræddersyet til kundernes behov).

 

Hvormed tiden er inde til at aflive en myte om de finansielle betingelser for innovation. Det anføres med rette at lyst og vilje til at investere i fremtiden fremmes af et samfund med lave renter og høj opsparing. Ofte anføres det også at lave skatter skulle være særligt stimulerende for innovationslysten, men det modsiges af undersøgelser fra den virkelige verden. I en oversigt fra EU, hvor man på 24 forskellige kriterier måler innovationsevnen i de 27 medlemslande5, er Sverige placeret som nummer 1, Danmark som nummer 2 og Finland som nummer 4. Hvem vil påstå at disse lande, både absolut og relativt, er kendetegnet ved lave skatter? Undersøgelsen indikerer snarere, at en mindre konjunkturfølsom og mere frodig vekselvirkning mellem private og offentlige investeringer er den bedste medicin til at holde os på sporet af de strukturelle målsætninger. For var denne dualisme overhovedet muligt i en minimalstat (uden midler)? Så er der de mange bestyrelsesmedlemmer i de børsnoterede selskaber, der kan mærke aktionærernes og aktieanalytikernes ånde i nakken. Har de rygrad til i dag at vedtage et investeringsbudget, hvor overskuddet først viser sig om 5-10 år? 

 

Endelig er der de enkelte, innovative individer tilbage. Gennem mediedækningen kunne man få den opfattelse, at denne gruppe ”vist består af studerende på DTU”, men det kan også være en lærling, en praktiserende læge, en stilladsarbejder, en landmand, en selvstændig håndværker med nogle få ansatte etc. Kendetegnende for disse mennesker er, at de ofte er autodidakte og/eller har utrolig svært ved at formulere sig på skrift og for hvem al institutionelt er en jungle. Skal de indlemmes i det innovative fællesskab, er en af-DJØFisering af dialektikken stærkt anbefalelsesværdig og for at hjælpe disse ildsjæle i gang bør tilgangen til innovationsmiljøet bringes ned på jorden: Efter ’Single Point of Contact’ princippet bør man oprette et innovationscenter på ”Fagskoler”, IT Universitetet, på kommunens rådhus, hos CBS, de tekniske gymnasier, et par dedikerede højskoler osv. Her bør alle de innovative sjæle, både indefra og udefra, kunne henvende sig for at få sparring til vurdering af innovationens kommercielle bæredygtighed, få assistance til udarbejdelse af udviklingsprojekter, forretningsplaner, netværksopbygning, hjemtagelse af patenter, beskyttelse af IPR og råd om finansieringsmuligheder.

 

Og hvor skal pengene komme fra?

I teorien er der adgang til risikovillig kapital fra mange kanter. Hos staten, mæcener, venture kapitalister, banker, EU. I praksis er midlerne på finansloven, til et hi-tech samfund som vores, egentlig ikke særlig stort og skiftende regeringer kan have afvigende agendaer.                          Af erfaring ved vi i dag, at pengeinstitutter ikke er de mest pålidelige partnere – til tider har de jo ingen penge og kan bedst lide at låne ud til noget de (gen)kender.

Mæcener er der ikke mange af.

Midler fra RTI under videnskabsministeren og Dansk Vækstkapital (fra pensionskasser til SME virksomheder), er en prisværdig begyndelse, men langtfra nok.

Venture kapitalister har praktisk erhvervserfaring i innovationsdomænet, men de tager sig utrolig godt betalt for risikovilligheden. Og når der er lavvande i bankerne, har de som regel heller ikke nogen penge. EU er uigennemskueligt, besværligt og de store budgetter er dedikeret til transnationale projekter.

Er der alternativer? Ja.

 

ØD led i 70’erne en krank skæbne. Arbejdsgivere kaldte det ’kommunisme af bagdøren’ og arbejdstagere ’en sammenblanding af klasseinteresser’. Det vil her være på sin plads at minde om, at samme skepsis blev ATP og LD også mødt med i starten. I dag kan lønmodtagere konstatere, at de 2 foreninger har realiseret et afkast, som helt matcher de kommercielle investeringsforeninger og tilmed med lavere administrationsomkostninger. Den anden part, de førhen så skeptiske arbejdsgivere, står nu i kø for at få et frokostmøde med ATP og LD. Meget har ændret sig på 40 år.

Hvad vi i dag har brug for er investeringer hentet fra en ny innovationsforening under Arbejdsmarkedspensionsordningen. De 2 parter har fælles interesser. Arbejdsgiverne skal varetage medlemmernes interesser ved at skaffe ny billig kapital til investering og vil, belært af erfaringer, sikkert gerne gøre sig mindre afhængig af den finansielle sektors luner. Arbejdstagerne skal skabe nye arbejdspladser og sikre en mere tryg 3. alder for dets medlemmer. Vores arbejdsmarkeds frie forhandlingsret er her også en komparativ fordel – ’noget andet’ end hvad man har i andre lande og ikke så let at efterligne – og frigør arbejdsgivere og lønmodtagere fra politisk indblanding. Et bidrag på blot 10 % af stigningstakten i lønsummen vil jo på samme tid reelt være en reduktion af erhvervslivets omkostninger og i løbet af et 10-år blive til adskillige milliarder i innovationsforeningen. På den lange bane vil et sådant arrangement, gennem afkast (der utvivlsomt vil svinge meget – innovation er risikabelt og der vil også komme fiaskoer iblandt), bidrage til at reducere statens udgifter til det der så upoetisk kaldes ’ældrebyrden’.

Tilmed er midlerne til denne innovationsfond ikke fundet på finansloven, hvorved EU-krav til budgetunderskud bliver betydeligt lettere at efterleve.

 

En sådan nyskabelse har andre, store sidegevinster. Den vil på kort tid få enorm mediemæssig omtale og udbrede kendskabet til innovationsbegrebet og dets betydning til de danske hjem. Påmindelser vil ikke være nødvendige, for de bliver automatisk tilsendt de investerende lønmodtagere i en rudekuvert eller som en e-mail med vedhæftet dokument i Netbank mindst én gang om året.

 

Mandag Morgen og DR projektet ’Væxtfaktor 2012 ser da lovende ud. Så mangler vi blot at få indført en mediedækket, årligt tilbagevendende innovations- og aktivitetsdag, som passende kunne placeres på enten Tycho Brahes, H. C. Ørsteds eller Niels Bohrs fødselsdag. Lad os vælge Ørsted, for om nogen forenede han det abstrakt-videnskabelige med det konkret-jordnære!

 

Referencer:

1 Joseph A. Schumpeter: The History of Economic Analysis, forlaget Taylor & Francis, 1954.

2 Paul M. Sweezy: Professor Schumpeter’s Theory of Innovation, Review of Economic Statistics, vol. 25, 1943

3 a) Arthur Laffer: The Laffer Curve – Past, Present and the Future, Heritage Foundation, 2004

   b) Paul Krugman: The Laffer Test, New York Times, 10-8 2010

4 Joseph A. Schumpeter: Capitalism, Socialism and Democracy, genoptryk, Routledge, 1992 

5European Commission: Innovation Union Scoreboard, 2011

http://ec.europa.eu/enterprise/policies/innovation/facts-figures-analysis/innovation-scoreboard/index_en.htm