2021-01-16

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

af Henrik Johannsen Duus , Ph.D., lektor, Institut for Afsætningsøkonomi, CBS

 

Indledning

Økonomisk vækst skabes af innovation. Dette gælder både på virksomhedsniveauet og i samfundet, al den stund, at virksomhedernes innovationsdrevne vækst er selve grundlaget for samfundets vækst. Denne banale sandhed opstod hos Cantillon1 og blev almindeligt anerkendt med Schumpeter2. I forlængelse heraf søger erhvervslivet og politikerne i disse økonomisk pressede år febrilsk efter de vises sten i form af den magiske trylleformular, som udløser innovation i virksomheder og samfund.

I pressens behandling af innovation ses dog ofte, at mange ledere fra erhvervsliv og politik udtrykker en massiv rådvildhed. Få synes at have megen forståelse for, hvad der skal gøres for at fremme innovation eller hvad forudsætningerne er. Nogle politikere aner endog ikke, at innovation vitterligt er fundamentet for vækst, selvom erkendelsen ikke er længere væk end den første den bedste lærebog i nationaløkonomi for 1 års økonomistuderende.

Uvidenheden er mange steder massiv og står nærmest urokkeligt mejslet i sten. Og medens danske politiske og erhvervsmæssige ledere fumler rundt, skabes der uproblematisk vækst andre steder i verden. Kina, som brager af sted med vækstrater lige under 10 %, er blot det kendteste eksempel. Så hvad skal der gøres?

 

Innovation – helt grundlæggende

Først må der erkendes, hvad innovation er og ikke er. Innovation er således ikke identisk med ren viden, den gode idé, den nye opfindelse eller et nyt patent. For uden kommerciel implementering sker der intet. Viden, som ikke bruges, er værdiløs. Ligeledes er innovation heller ikke begrænset til det nye produkt eller den nye maskine, for innovationen kan sagtens være en ny organisation, en ny ressource, en ny metode eller indtrængningen på et nyt marked. Eller for den sags skyld forbedringen af et produkt, forbedringen af en maskine, forbedringen af en organisation, forbedringen af en ressource, forbedringen af en metode eller en udvidelse på et eksisterende marked.

Innovation er faktisk så mange ting, at vi bedst kan beskrive innovation som profitabel økonomisk forandring. Profitten må nødvendigvis være der, for uden økonomisk bæredygtighed finder innovationen ikke sin plads i det økonomiske system. Samtidig siger innovationsoverskuddet en del om innovationsomfanget. For en innovation skal – som Israel Kirzner3 har påpeget – altid udfylde et hul i behovsdækningen, og minder derfor ikke så lidt om arbitrage. Ved for eksempel produktinnovation transformeres et kompleks af produktionsfaktorer fra forskellige faktormarkeder simpelthen til en afsætning på et produktmarked. Overskuddet vil således være en funktion af den uligevægt som innovationen udligner, og komplementært en funktion af graden af opdageevner hos entreprenøren.

Heraf følger at innovation er karakteriseret ved at være:

a)    noget nyt

b)    noget profitabelt.

Hvorledes måler vi så innovation? Ja, man kan jo i sagens natur ikke nå et korrekt resultat ved at tælle patenter, nye maskiner, nye produkter eller lignende. I stedet må vi insistere på et mål, som vil gælde uanset hvilken type innovation, der er tale om. Her er det så oplagt, at bruge overskuddet, der følger af innovationens indførsel. Men her må vi skelne mellem det overskud, som opstår ved at vi gør som vi plejer, og så det overskud, der følger af at gøre noget nyt. Som Mark Skousen4 har påpeget kan dette ske ved, at vi bruger et normalt forekommende nøgletal i erhvervslivet – nemlig den økonomiske værditilvækst – også kaldet Economic Value Added (EVA). EVA måler nemlig overskuddet minus de rentemæssige offeromkostninger ved en alternativ (eller rettere sagt traditionel) indsættelse af kapitalapparatet, og selvom dette nøgletal ikke er perfekt, kommer vi næppe nærmere en måling af innovationsomfang med andre nøgletal, som der i sagens natur også kan gøres metodemæssige indsigelser overfor.

Udover at vi nu har defineret innovation, og har et nøgletal, som kan måle innovationen, har vi nu også en essentiel forståelse af innovationen, der sammenknytter denne med effekter, som går ud over det, der foregår i den enkelte virksomhed.

For innovation er ifølge disse overvejelser intet andet end profitabel økonomisk forandring. Det er ”klumper” af sådanne profitable økonomiske forandringer på virksomhedsniveauet, som skaber økonomiske opsving i samfundet som helhed. Opsving stopper gradvist efterhånden som ressourcerne låses fast i udnyttelsen af disse profitable forandringer og fordelen ved dem aftager.

På et tidspunkt bliver fordelene så udtømte, at det bliver rentabelt at opløse ressourcegrundlaget i sine bestanddele, som så kan anvendes til nye forretningsmæssige eventyr. Denne proces kaldte Schumpeter ”kreativ destruktion”.

 

Hvorledes skabes profitabel økonomisk forandring i virksomhederne?

Ifølge Edith Penrose7 afhænger en virksomheds vækst af alle de muligheder som virksomhedens entreprenante ledelse kan erkende, og som denne ledelse har (eller kan skaffe) ressourcer til at udnytte. Ekspansionsvejen er ikke tilfældig, men en direkte funktion af ressourcegrundlaget. Disse udsagn gælder for den igangværende virksomhed, men man kunne i lige så høj grad formulere noget tilsvarende for den nye mindre virksomhed, der skabes som et fartøj for en bestemt produktinnovation. Også her spiller opdage evner og ressourcer ind. Ressourcer i sidstnævnte eksempel er igen en funktion af entreprenørens opdage evner, overtalelsesevner og netværk – dvs. hvad kan man finde og snakke sig til.

En kæmpemyte, som har hærget den offentlige debat, bør samtidig aflives. Det er blevet påpeget at entreprenørens risikovillighed spiller en rolle for innovation. Dette er imidlertid en myte som adskillige af verdens førende innovationsforskere, såsom Kirzner6, Hayek7og Drucker8 har taget afstand fra. Entreprenører agerer i stedet på basis af information, som er lokal og unik for dem. Set udefra ser det ud som om de tager en risiko ved at innovere, men reelt agerer de på basis af et overblik som andre ikke har. Dette udelukker naturligvis ikke, at deres mulighedsvurdering kan være forkert, men i så fald har dette mere med fejlagtig viden end med risikovillighed at gøre.

Innovation afhænger altså på det helt nære mikro-niveau af nogle ret uhåndgribelige ting, dvs. af nogle kvalitative psykologiske og sociale mekanismer. Eller gør de?

Et spørgsmål, som trænger sig på er jo netop; hvorfor vi ser perioder med sammenklumpning af forretningsmuligheder og andre perioder med et fåtal af forretningsmuligheder? For hvis der kun var tale om psykologiske tilbøjeligheder måtte man jo formode, at disse var nogenlunde konstante? Eller er forklaringen, at selve de psykologiske tilbøjeligheder forandres over tid? Hvorfor har vi skiftevis perioder af opstemt eventyrlyst og kulsort depression? Eller er der i stedet, som før nævnt, tale om, at forekomsten af muligheder varierer over tid?

 

Konjunkturen som innovationspåvirkende

Hvad vi her må erkende er, at der eksisterer en tovejs sammenhæng. På den ene side påvirker innovation på mikroøkonomisk niveau konjunkturerne, men på den anden side påvirker konjunkturerne, som udtrykt ved makrovariable, i sig selv innovationsmulighederne på mikroøkonomisk niveau!

I økonomiske nedture eksisterer der, hvad Alfred Kleinknecht9 har kaldt, en ”depression triggering” effekt, hvor faktorrigelighed skaber fundamentet for nye opsving. Når lønningerne er lave og mange går arbejdsløse, når råvarepriser, ejendomspriser og renten er lav, så er kilden til det næste opsving ikke langt væk.

Men af særlig betydning er dog renten som igangsættende faktor, hvilket er påpeget af f.eks. Mark Skousen10 og Jesus Huerta de Soto11. Erhvervslivets ledere vil investere, når deres profitmuligheder overstiger renten på deres lånemuligheder. Og de vil stoppe, når dette ikke længere er tilfældet. Mange vil mene, at denne forklaring er ganske utilstrækkelig. I disse år ser man jo netop en uhørt lav rente kombineret med lavvækst.

Et spørgsmål jeg her vil rejse er dog om ikke skinnet bedrager? Er væksten virkeligt lav eller er der tale om en fejllæsning af situationen? I disse år skæres der i den offentlige sektor i mange dele af verden og de virksomheder, som sælger til det offentlige, beskæres derfor også. Samtidig er forbrugerne naturligvis usikre og holder på pengene, hvilket betyder, at de virksomheder, som sælger til forbrugerne også beskæres. Når der er sammentrækning i både G (det offentlige), BTG (business-to-government) virksomhederne og i BTC (business-to-consumer) virksomhederne, så må dette naturligvis vise sig i den samlede produktion. Men hvad sker der i BTB (business-to-business) virksomhederne, som netop er de mest konjunkturfølsomme og samtidig de mest innovative? Selvom Vestas og andre særtilfælde spøger i baghovedet er mit indtryk, at det overordnede barometer i samfundet viser vækst. Hvis de vestlige økonomier trods de ovennævnte sektorbeskæringer oplever en smule samlet vækst kan dette faktisk kun skyldes en bagvedliggende voldsom vækst i andre sektorer!

En af de mest sikre indikatorer på, hvad vej det går i erhvervslivet, kan findes ved, at udnytte den kendsgerning, at aktiemarkederne er barometre snarere end termometre for realøkonomien. Aktiemarkederne leder realøkonomien med en lead time på 6-9 måneder og på disse markeder ses faktisk en nyligt igangsat optur i øjeblikket.

Min tolkning er, at det ikke ser helt ringe ud, og dertil skal lægges, at der også er store geografiske og regionale forskelle i væksten, idet nogle lande vokser kraftigt og andre ikke. Samtidig er der også store vækstforskelle mellem forskellige regioner. Mønsteret ses ikke bare i Danmark, men i alle lande i verden.

Jeg vil derfor postulere, at vi i øjeblikket ser en verdensøkonomi, hvor variationsbredden i vækst mellem sektorer, lande og regioner er massiv. Den vestlige verden vil vokse fremadrettet, men de mest gældsatte lande vil få mindst ud af denne.

 

Hvad skal politikerne gøre for at fremme vækst?

Selvom mit indtryk er, at det ikke ser helt ringe ud med vækstudsigterne – så kan politikerne naturligvis stadig agere for at hæve væksten gennem innovation. Dette kræver ikke overraskende lave skatter, fortsat lav rente samt massive investeringer i forskning og udvikling. Men nok så væsentligt er måden dette gribes an på.

På skatteområdet er der behov for en skattereform, som øger opsparingen. Denne løsning er, for de vestlige lande som helhed, pointeret af økonomer som Mark Skousen12, Peter Schiff13 og Laurence Kotlikoff14. De vestlige landes hovedproblem er, at de lider af et markant opsparingsunderskud. Højere opsparing (både privat og offentligt) vil mindske gældsproblemerne, holde renterne nede og sikre nødvendig kapital til innovative investeringer. Undersøgelser på verdensplan viser en klar sammenhæng mellem høje nationale opsparingskvoter og økonomisk vækst. Klare kontrast eksempler er de fjernøstlige højopsparings/højvækst lande og de sydeuropæiske gældsplagede nedturslande. En særlig pointe fra Mark Skousen er, at høj opsparing og lave renter ikke blot sikrer kvantitativt flere investeringer, men også kvalitativt andre investeringer, idet langvarige innovative investeringer har en højere rentefølsomhed end kortvarige traditionelle investeringer.

Noget, som ofte blokerer for denne strategi, er den tanke, at forbruget er en igangsættende faktor bag væksten, men dette afkræftes fuldstændigt af forbrugets status som coincident eller laggende konjunkturindikator. Hvis forbruget skulle igangsætte noget som helst, skulle forbruget være en ledende indikator, hvilket det ikke er. I stedet må man sige, at det er investeringer og ikke forbrug, som driver økonomien frem. I sagens natur kan forbruget naturligvis heller ikke spille en positiv rolle for innovationsdannelsen, idet øget forbrug jo ikke giver incitament til at udvikle andet end de sædvanlige afsætningskanaler.

Politikere har også den mulighed at investere i forskning og udvikling. Denne mulighed vil jeg af tre grunde hævde er relativt ubrugt.

For det første er det offentlige investeringsniveau i forskning og udvikling i Danmark stadig relativt lavt på kun 1 % af BNP. Dette er lavt i forhold til lande som vi gerne ser os som konkurrerende med.

For det andet har den politiske prioritering igennem mere end 50 år været på Danmark som uddannelsessamfund, hvilket betyder, at det relative marginaludbytte ved flere forskningsinvesteringer i forhold til uddannelsesinvesteringer må formodes større. Både læringsmæssigt og økonomisk er der næppe meget mere at hente på uddannelsesområdet.

For det tredje er det innovative udbytte af forskningsinvesteringer lavere end det kunne være, fordi bevillingssystemet favoriserer mainstream forskere, som på fabriksagtig vis pumper publikationer ud, uden at bevæge sig langt bort fra de allerede traditionelt betrådte stier. For at komme dette til livs må man skabe ”omveje” i bevillingssystemet. Dette betyder, at politikere og forskere må mødes ad uformelle kanaler og blive enige om, at fremme bestemte typer af forskning. Ét dansk eksempel kunne være da erhvervsinnovationsforskeren Henrik Herlau15 blev sat på finansloven. Et kendt udenlandsk eksempel er Wernher von Braun, som ikke kræver nærmere præsentation. Denne omvejsmetode vil ikke tiltale alle, men den virker!

Helt grundlæggende må det derfor siges, at ansvaret for et samfunds overordnede innovationsformåen og økonomiske vækst ligger hos politikere og centralbankchefer.

 

Hvad skal erhvervslivet gøre for at fremme vækst?

Som nævnt ovenfor er innovation i den enkelte virksomhed en funktion af nogle kvalitativt/subjektive faktorer og nogle kvantitativt/reelle faktorer. Virksomhedens evner til at opdage nye forretningsmuligheder (gennem kreativitet og strategisk forecasting), virksomhedens evne til at besidde, erhverve og udnytte ressourcer (gennem god ledelse og netværksdannelse) og virksomheders rammebetingelser (gennem makrofaktorers indflydelse på mikroniveauet) spiller

alle en rolle. God innovationsledelse består derfor i, at dyrke discipliner, såsom venture management, knowledge management, R & D management, strategisk forecasting, netværksledelse etc.

______________________________________________________________________________

 

Men hvis ikke de generelle erhvervsbetingelser er i orden hjælper god innovationsledelse i virksomheden ikke meget. Man kunne selvfølgelig argumentere for, at virksomheder kunne finde andre græsgange, hvis de nugældende erhvervsbetingelser ikke slår til. Konjunkturforløb er ikke synkrone (dvs. at alle markeder og brancher stiger og falder på samme tid), og det er altid muligt at finde uudnyttede muligheder og et vækstmarked, men denne mulighed eksisterer primært for den serielle entreprenør, der i sagens natur er et ubundet individ. Den enkelte virksomhed er som kontrast bundet op på sine eksisterende ressourcer, traditioner og virksomhedskultur, og kan ikke uden videre skifte spor.

En overset mulighed for den enkelte virksomhed er dog at fastholde en høj soliditet. Høj soliditet betyder, at en virksomhed kan planlægge og investere på langt sigt, kan forfølge pludseligt opdukkende muligheder og har god resistens overfor eksterne trusler. Høj soliditet er empirisk fundet som et karakteristikum ved mange virksomheder, som har vist vedvarende høj innovativ vækst gennem en længere årrække16. Det måske mest oplagte eksempel er Novo-Nordisk koncernen.

Den ovenstående anbefaling om at dyrke soliditet for at fremme innovation er givetvis overraskende for mange, som vil benægte innovationseffekten af noget så mundant, men man skal betænke, at pressens og lufthavnslitteraturens succeshistorier om ”gazelle” vækst og lignende har døgnfluekarakter. Hvis man skal frasortere betydningen af held, udefrakommende faktorer og enkeltpersoners indsats må man anlægge et langt tidsperspektiv.  Herved ses en sammenhæng mellem soliditet og innovationsbåren vækst.

 

Konklusion

Økonomisk vækst er ikke et mysterium. Økonomisk vækst skabes af innovation, som kan forstås som profitable økonomiske forandringer i erhvervslivet. Hvis politikerne ønsker innovation og dermed vækst, har de mange muligheder for at få dette. Der er ingen særlige grunde til at Danmark og andre vestlige lande ikke skulle kunne få højere vækstrater, men ansvaret ligger hos politikerne og ikke andre steder!

En unik og overset faktor bag innovationsdannelsen er opsparing. Der er ikke så lidt, som tyder på at samfund med høje opsparingskvoter på sigt har mere innovationsvækst end dem med lave opsparingskvoter. Ligeledes er der forhold, som peger på at virksomheder med høj soliditet har mere langsigtet stabil innovationsbåren vækst end dem med lav soliditet.

 

Litteratur

1 Brewer, A. (1992). Richard Cantillon: Pioneer of Economic Theory. Routledge, London.

2 Schumpeter, Joseph A.  (1983) The Theory of Economic Development – An Inquiry into Entrepreneurial Profit, Capital, Credit, Interest and the Business Cycle, The Transaction Press, New Brunswick (first published 1911).

3 Kirzner, I. M. (1997) ‘Entrepreneurial Discovery and the Competitive Market Process: An Austrian Approach’ Journal of Economic Literature, Vol. 35, No. 1, pp. 60-65.

4 Skousen, M. (2007) Economic Logic, Regnery Publishing, New York.

5 Penrose, E. (2009) The Theory of The Growth of The Firm, Oxford University Press, New York.

6 Kirzner, I. (1979) Perception, Opportunity and Profit: Studies in The Theory of Entrepreneurship, University of Chicago Press, Chicago.

7 Hayek, F.A. (1948) Individualism and Economic Order, University of Chicago Press, Chicago.

8 Drucker, P. (2007) Innovation and Entrepreneurship: Practice and Principles, Butterworth-Heinemann, Oxford.

9 Kleinknecht, A. (1987) Innovation Patterns in Crisis and Prosperity: Schumpeter’s Long Cycle Reconsidered, St. Martins Press, New York.

10 Skousen, M. (2007) The Structure of Production, New York University Press, New York.

11 De Soto, J. H. (2009) Money, Bank Credit and Economic Cycles, Mises Institute, Auburn.

12 Skousen, M. (2007) The Structure of Production, New York University Press, New York.

13 Schiff, P &  Schiff, A. (2010) How an Economy Grows and Why it Crashes, Wiley, New York.

14 Kotlikoff, L (2005 – 03 – 07) The Case for The Fair Tax, The Wall Street Journal.

15 Herlau, H.  & Tetzschner, H.  (2006) Kubuskonceptet – Projektledelse og Innovation, Samfundslitteratur, Frederiksberg.

16 Duus, H.J. & Hougaard, S. (2000) En Praktisk Undersøgelse af Vækstprocesser i Dansk Erhvervsliv, Ledelse i Dag, vol. 10, No. 4, pp. 296-303.