– i en verden af griske konstruktører og sælgere, uoplyste formidlere, naive købere og inkompetente opsynsmænd
Af Peter L. Theisen, Selskabet for Fremtidsforskning
I det århundrede vi har lagt bag os, kunne man (efter overproduktionskrisen i 1929-1930), høre paroler der opfordrede til ”at nationalisere bankerne og indføre kommunismen”. I dette århundrede (efter overinvesterings- og gældskrisen i 2007-2008) kan det være, at parolen lyder at ”vi skal nationalisere bankerne for at redde kapitalismen”. Når man som lægmand kan tillade sig at nævne denne mulighed, skyldes det, at ingen (eller meget få) af finanssektorens talsmænd efter sammenbruddet kunne forklare, hvad det var, de gennem et par årtier successivt havde opbygget og haft liggende på hylderne som ”nye varer”. Ej heller kunne sandsynliggøre at flere af disse ”nye varer” havde nogen samfundsmæssig værdi og slet ikke kunne dokumentere, at den bagvedliggende dækning (soliditet) til legitimering af udbuddet var tilvejebragt.
Ved udgangen af 2007 var det billede der tegnede sig hos menigmand svært at genkende fra remsen i lærebøgerne: “Money is a matter of functions four, A medium, a measure, a standard, a store”. Penge var blevet til meget mere end det, for bank var blevet til innovativ banking, utvivlsomt skabt i jagten på kompensation for mange af de konventionelle bankydelser som større virksomheder nu selv varetog.
Ærindet med denne artikel er at påvise, at den frugtbare løsning på denne makroøkonomiske krise ikke skal tage sit udgangspunkt i ideologisk-systemkritisk bragesnak, men derimod i denne erkendelse:
Indsigt i hvordan den menneskelige hjerne fungerer, er første led, for herfra skabes behov og værdiforestillinger, herfra indsamles viden og herfra foretages beslutninger – for købere som sælgere. Alt andet kommer sidenhen.
Inden synspunkter fremsættes og for at forebygge misforståelser blot dette: Selvfølgelig har erhvervslivet og borgere brug for ydelser fra skyggebanksektoren og andre alternative kilder, det være sig i form af assistance i forbindelse med virksomhedsfusioner og -overtagelser, rådgivning ved børsintroduktioner, formuepleje til rige kunder, hvis de ellers har lyst til og kan betale for det. Alternative markedspladser – offentlige og private – for venture kapital til mere risici-behæftede, turbulente virksomheder tilknyttet ny banebrydende forskning er et ’must’. Her har den støvede banksektor beskeden indsigt og foretrækker derfor det den genkender.
Det er dog generelt svært at finde saglig begrundelse for hvorfor skyggebanksektorens forretningsområder ikke, i indkapslede forretningsenheder, kan foretages i fuldt dagslys og hvorfor krav til solvens er uens mellem den konventionelle, kommercielle og regulerede banksektor og den kreditgivende del af skyggebanksektoren – hvorfor skal reglerne for långivning og gældsættelse overhovedet være forskellige? Et initiativ som Dansk Vækstkapital (ATP, LD og Forsikring & Pension), skabt til SME virksomheder ”for at fremme det nye mere end at redde det gamle”, er et fortrinligt, men noget sent, initiativ. Her er der ingen problemer med at opstille regler og foretage opsyn.
At reducere krisens årsag til hovedsageligt et spørgsmål om alt for rigelige pengemængder og lave renter i USA er en fejltagelse. Tallene tyder mere på at det var omsætningshastigheden på pengeforsyningen M2 og den lave rente, der bidrog til en del af forbrugslysten [1], for der var ingen alarmerende vækst i pengemængden. At påstå at udstedelse af suspekte boliglån i et dereguleret amerikansk boligmarked ikke var den væsentligste årsag til miseren, er ligeledes at benægte fakta. Og den gentagne mantra om at ’markedet klarer alt’ virker, sagt i en venlig tone, meget optimistisk.
At omvendt tro på at man gennem lovgivning i al evighed kan forebygge behovet for nye bankpakker, er at negligere de uundgåelige konjunktursvingninger og undervurdere globaliseringens forgreninger. Når man ligeledes stiller krav om offentlige høringer, udsender man også en invitation til fremme af politikeres behov for personprofilering og symbolpolitik (som med USA’s senatshøringer). Hvem har dog – med statskrisen i Grækenland, Irland, Portugal, Italien og Spanien in mente – fået den ide, at politikere skulle være specielt kvalificerede udspørgere? Skal de så også udspørge sig selv? Det er heller ikke åbenlyst, at nye, omfattende, komplekse og bureaukratiske love er løsningen. Det batteri af jurister, der skal rådgive bankerne om en sådan ny lovgivning, vil være en bekostelig og tidskrævende affære, men næppe et eksistentielt problem for store spillere på markedet. Derimod for små og mellemstore banker, spare- og andelskasser verden over, hvilket vil medføre en yderligere koncentration i sektoren, hvor ambitionen var det modsatte – ingen skulle være ’too big to fail’.
Noget andet er, at der som konsekvens af herværende analyse fremstår en ret entydig konklusion – grådighed er ikke godt og trold bør tæmmes. Til forståelse for dette reguleringsbehov kræves dog hverken ideologiserende økonomer med pseudovidenskabelige modeller fra højre eller venstre, men økonomer med sociologisk indsigt og sociologer, antropologer og psykologer med økonomisk indsigt. For kodeordene er gæld, grådighed, globale kulturer og gigantiske bobler og karakteristisk for alle kriser, at de – modsat af hvad mange økonomer påstår – i grupperet form og indhold er en kopi af hvad vi gennem 8 århundreder, dækkende 66 lande på 5 kontinenter, har været vidne til tidligere [2]. Intet er nyt, undtagen det vi har glemt.
Det handler derfor først om menneskers tankesæt og adfærd og derefter om systemer, ikke omvendt. Nye teknologier og livsformer fornyer sprogbrug og stigende velstand og velfærd ændrer menneskers prioritering af behov, men intet kan ændre ved tilstedeværelsen af de centre i den menneskelige hjerne, der styrer ”belønning/foretagsomhed” (velbehag) og ”tab/forebyggelse” (smerte) og den af situationen afledte adfærd. Til det formål er økonomer – som gerne fortæller os i morgen, hvorfor de ting de forudsagde i går, ikke indtraf i dag – næppe løsningen.
Indledningsvis lægges ud med en mosaik af vidt forskellige observationer, alle indsamlet i perioden efter Lehman Brothers gik konkurs. De berører borgere, virksomheder, nationaløkonomer, politikere, journalister og andet godtfolk fra vore breddegrader og kan tjene til belysning af den kultur, der trives i sektoren.
I efteråret 2007 investerede enkefru Hansen 100.000 kr. i foreningen ’Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer’. Fra barndomshjemmet havde hun lært, at obligationer var meget mere sikkert end aktier. I en ordbog havde hun læst, at ordet ’hedge’ betød ’at ligge i læ’ og det var da betryggende. At produktet var ’markedsneutralt’ bestyrkede hende kun i, at her blev der investeret med livrem og seler. Af salgsprospektet fremgik det tilmed, at denne investeringsforening var »vejen til et mere stabilt afkast,« og at hun her var »bedre sikret mod tab.« Stor var forbløffelsen, da hun 1 ½ år efter kunne konstatere, at hendes investering nu kun var 18.000 kr. værd. (Finanstilsynet, 8/7 2009 m.fl.). Årsagen var at foreningen i Jyske Invest brugte ’gearing’ på op til 25, hvilket svarer til at man investerer 2.500 kr. for hver 100 kr. kunden har købt for. Falder obligationskursen med 5 procentpoint og ’gearingen’ er 15, fordufter 75 % af formuen og så megen foretagsomhed havde fru Hansen ikke efterlyst. Mon rådgiverne i filialnettet hos Jyske Bank vidste, hvor risikabelt produktet var? Det blev kunderne i det mindste klar over, for på 1½ år tabte de 800 millioner kr.
Finans- og statskrisen er global, men vittige hoveder har udtalt, at hvis man vil studere alle aspekter af krisens årsag, omfang og hastighed, behøver man blot rejse til det nyligt stærkt liberaliserede Island. I Reykjavik indgik en af landets kendte forfattere i slutningen af 90’erne, i et ydmygt baglokale uden vinduer og indrettet med en enkelt loftslampe, en konsignationsaftale for en af forfatterens egne bøger med indkøbsassistenten i en detailkæde. Stor var forundringen hos samme forfatter, da han 4 år senere i islandske aviser kunne læse, at selvsamme indkøbsassistent nu gennem investeringsselskabet Baugur stod opført som værende indehaver eller medejer af bl.a. 2 stormagasiner og et tøjfirma i Danmark, en myriade af større detailkæder i England, en Rolls Royce, et jetfly, en Ferretti lystyacht i Florida og en penthouselejlighed på Manhattan (Information 18/10 2008 m. fl.). Selskabet Baugur havde i begyndelsen af dette århundrede et imponerende vokseværk – på 4 år en vækst der organisk normalt ville tage 4 årtier. Kapital til finansiering af den voldsomme ekspansion blev foretaget ved massiv låneoptagelse hos Islands 3 største banker, hvilket for Baugur kunne lade sig gøre gennem dominerende aktieposter og krydsejerskab med partnere. Almindelige objektive kriterier for långivning til dette broderskab – af ’The New Yorker’ beskrevet som ”en enestående, gigantisk national hedge fund i et stærkt liberaliseret marked” – var både ikke-eksisterende og konkurrenceforvridende. Det blev så afsmitningen fra den globale finanskrises mangel på likvider i inter-bank markedet, der blev de islandske bankers og dermed også den tidligere indkøbsassistents endeligt. Ifølge ’The Telegraph’ er han i dag ved en domstol i New York sagsøgt af en af de 3 statsovertagne banker for at have foretaget ”et 10 milliarder kr. bankrøveri indefra”. Og det alene gennem deres bank.”Some rob you with a six-gun, some with a fountain pen” (W. Guthrie).
Efter finanskrisen stod i lys lue, efterlyste offentligheden af gode grunde større transparens i sektoren. Den må de såmænd også have efterlyst internt i Danske Bank, for ingen kunne give et fyldestgørende svar på bankens engagementer med / eksponeringer mod skyggebanksektorens sværvægter, Lehman Brothers. Den 15. september 2008 mente Danske Bank – idet de ikke havde handlet med det konkursramte holdingselskab, men med datterselskaberne og tilmed ”mod sikkerhedsstillelse” – at være fuldt dækket ind. Kun 2 uger senere kom kvartalsregnskabet og det viste et (hensat) tab på lidt over en halv milliard kr. Den 7. maj 2009 var tabet nu sat op til over 1 milliard kroner – udover tab fra rente- og valutapositioner forudså Danske Bank yderligere tab ved en tvangsrealisering af Lehman aktiverne. Når den endelige opgørelse fra advokater (måske) en dag foreligger, er tabet sikkert et helt fjerde beløb. Der er ingen grund til specielt at pege fingre ad landets største bank, for al erhvervsvirksomhed rummer også et naturligt element af tillid og andre banker og pensionsselskaber, også skandinaviske, har stået i samme situation. Ja, nogle foretog endog massive opkøb af Lehman aktier ugen før den endelige kollaps. De havde en spekulativ forventning om at Lehman, med aktiver på 3500 milliarder kroner, ville være ’too big to fail’. Derfor troede de, at den amerikanske stat ville komme Lehman til undsætning, hvorved de, som de sene aktiekøbere, havde udsigt til at hjemtage kolossale profitter. De fik så både en blodtud og en lang næse. Men hvor var overblikket, varslingssystemerne og den rettidige omhu henne i Danske Bank?
I foråret 2009 valgte en tidligere rådgiver i Roskilde Bank at flytte fra byen. Flov og med flossede nerver kunne hun ikke længere magte en simpel gåtur ned af Algade, af frygt for at løbe ind i en af de kunder hun 4-5 år før havde rådet til at købe bankens egne aktier. Tilmed gerne for midler banken stillede til disposition på favorable vilkår til kernekunder og egne ansatte eller ved at pensionsformuer eller børneopsparingskonti blev konverteret til Roskilde Bank-aktier.(En del af de sager ligger nu hos forbrugerombudsmanden). Det er svært ikke at se en vis sammenhæng mellem denne iver for at sælge egne aktier og bankens ekspansionslyst og aflønningsform af direktionen. I 2003 blev den administrerende direktør (der i forvejen havde en årsløn på ca. 5 millioner kroner) tildelt en optionsordning, hvormed han i 2008 kunne købe 223.000 af bankens aktier til ca. kurs 100, uanset dagsprisen. Da bankens aktiekurs toppede i kurs 670 var optionsprogrammet, fratrukket købsprisen, ca. 110 millioner kr. værd (Berlingske Business 25/4 2008). Kursplejen lykkedes dog ikke helt, for da den nu fratrådte direktør kunne indløse sine optioner i april 2008, var provenuet kun på 30 millioner kr. På dette tidspunkt var Roskilde Bank, landets 10. største pengeinstitut, nu også ramt af den generelle økonomiske nedsmeltning i almindelighed og af egen manglende spredning af forretningsengagementer i særdeleshed. I Roskilde Bank, skulle det vise sig, bestod begrebet ”risk management diversifikation” i at fordele en kolossal og ensidig ekspansionslyst i ejendomssektoren mellem privat- og erhvervsbyggeriets blakkede skare af entreprenører. Dog var der beroligelse at finde hos det uvildige kreditvurderingsinstitut Moody’s, der på finansiel styrke gav banken en A1 rating (“superior intrinsic financial strength”) så sent som ultimo juni 2008 (NPInvestor 13/7 2008). 7 uger senere blev banken erklæret insolvent og aktierne værdiløse. ”Boom and bust”.
Et af finanssektorens produkter kaldes derivater, et finansielt produkt, hvis værdi er afledt af en underliggende værdi af et andet produkt, og et af de populæreste af disse er put og call options. En put-option er en ret, men ikke en pligt, til at sælge et værdipapir på et bestemt tidspunkt til en bestemt pris. En call-option er en ret, men ikke en pligt, til at købe et værdipapir på et fastlagt tidspunkt til en fastlagt pris. Ingen i dette skyggemarked, hvor væddemål indgås om hvorvidt en værdi vil stige eller falde, behøver derfor reelt købe eller sælge noget som helst, men begge parter kan risikere at tabe optionspræmien (væddemålet). Det ligger uden for denne skribents kompetencer at tage stilling til om derivater, der i forskellig form og til forskellig formål har eksisteret i flere århundreder, i visse sammenhænge kan have sin berettigelse. Det bør dog her være relevant at henvise til verdens dygtigste investor, Warren Buffett, som allerede i 2002 i sit årlige brev til aktionærer i Hathaway Pacific kaldte derivater ”financial weapons of mass destruction, carrying dangers that, while now latent, are potentially lethal.” [3]. Og vi taler ikke om småpenge. Iflg. Bank for International Settlements var værdien på derivater i 2007 globalt 677 billioner $. Det er 3.500.000.000.000.000 kr. brugt som legetøj – et beløb, der er 50 gange større end USA’s BNP. At derivaters tilstedeværelse på aktiemarkedet er stærkt problematisk, fremgår af følgende eksempel: I april 2011 havde hedge fonde udlånt 30 millioner Vestas aktier – svarende til da 6 milliarder kr. i markedsværdi – til put-option formål (iflg. Nordea 15/4 2011). Et så kraftigt salgssignal fra en syntetisk skyggesektor er i sig selv med til at forstærke de psykologiske markedskræfter ovre i den virkelige og oplyste verden. Hvem sagde ’loven om de selvopfyldende forventninger’? De almindelige, seriøse Vestas-aktionærer må have undret sig. De havde med deres aktiekøb, for at stille drifts- og udviklingskapital til rådighed for virksomheden, anskaffet sig en medejerandel og med en forventning om, over en årrække, at få et rimeligt afkast. Nu kunne de passivt se til, alt imens put & call aktivister, uden dokumenteret dækning, praktiserede kasinokapitalisme med deres penge. (Et andet derivat er swaps, som bl.a. blev anvendt af det kollapsede Enron. Det har efterfølgende vist sig, at Enrons kerneforretning ikke, som de fleste troede, var energi, men handel med dette finansielle produkt – et pyramidespilsmarked for væddemål med fiktiv mark-to-market bogføring – al fremtidig profit blev bogført samme dag en handel blev indgået, uanset hvor meget eller lidt der siden kom ind, hvorimod store tab blev skjult. Her dukker Moody’s op igen (sammen med Standard & Poors) – de anså Enron for investeringsværdig lige indtil 4 dage før de blev erklæret konkurs. Erhvervsmagasinet Fortune gav 4 år i træk Enron prædikatet ”America’s Most Innovative Company” – sidste gang samme år selskabet gik konkurs).
I Frøs Herreds Sparekasse har de en meget konservativ bankdirektør. I hans bank har de aldrig kastet sig ud i kortsigtede, spekulative projekter og opfindsomme, ekstravagante honorarer til egen ledelse. Ratioen mellem ind- og udlån er ca. 100:75, solvensgraden er den dobbelte af hvad loven kræver, 22 år i træk har banken haft overskud og allerede i 2009 sagde man pænt nej tak til bankpakke 2’s statslige milliardgarantier (iflg. dr.dk 8/8 2009). Alligevel har Frøs Herreds Sparekasse i perioden 2008 til 2010 måttet betale ca. 40 millioner kroner i bødekassen til bankpakke 1. Med vanlig jysk sarkasme anfører direktøren da også (gengivet frit efter hukommelsen), ”at det er besynderligt, at nogle må afholde dyre middagsselskaber på fine restauranter og så skal andre, som slet ikke deltog i arrangementerne, samle regningen op”. Det var dog langtfra bankerne selv, der betalte hele regningen til bankpakkerne, for landets skatteborgere skulle, som kautionister, også til lommerne. Det er derfor logisk, at borgerne kan stille krav om en fyldestgørende indsigt i finansaktørernes forretninger, hvilket bedst eksemplificeres ved at studere Danske Bank. Når den bredt favnende koncern – med internationalt vokseværk og en balance der svarer til 170 % af landets BNP – er så stor, at det danske samfund ikke har råd til at se den bryde sammen, bør dem der betaler for musikken, også have ret til at kontrollere, at orkestret ikke spiller falsk.
Efter IT-boblen brast i 2001 og aktiemarkedet styrtdykkede, blev boligmarkedet udset som redningsplanken. Med afdragsfrie lån, rentetilpasningslån, skattestop, god beskæftigelse, lav inflation og et nyt begyndende opsving steg efterspørgslen på boliger – hjulene snurrede atter. Alle parametre, der kunne snakke priserne op, var i anvendelse. Boblen medførte, at købere på 6 år kunne konstatere, at de på papiret næsten havde fordoblet deres egenkapital og at bankerne gladelig lånte penge ud på friværdierne til alt mellem himmel og jord – køb af sommerhus, ny bil, ”svømmepøler, tudestuer og samlejekøkkener”. Der er ingen grund til yderligere at vade i det nu velkendte forløb og dette mosaikbillede er medtaget af en anden årsag. Kritikere af det løbske boligmarked var i store træk repræsenteret ved økonomiprofessor Jakob Brøchner Madsen, der frem til år 2007 af omgivelserne nærmest blev opfattet som en excentrisk herre. Opgørelser dokumenterer, at frem til boligmarkedets sammenbrud var 3 ud af 4 kilder i medierne kommercielle, og man kan ikke forvente saglighed fra en part, som har økonomiske interesser på spil. Man bør som borger kræve en mere kritisk indsats fra vagthundene – medierne. Kunne al den långivning fra bank og realkredit, med oppustede friværdier som sikkerhedsstillelse, ikke være anvendt til bedre formål?
I december 2008 fik en direktør i et mindre firma besked på at nedbringe selskabets kassekredit på 2 millioner kroner. Ikke fordi der var noget galt med ordreindgangen, ikke fordi firmaet på noget tidspunkt havde misligholdt indgåede aftaler, ikke grundet dårlig ledelse. Kassekreditten skulle bare ned. Som konsekvens måtte direktøren afskedige 5 af 15 ansatte og undlade at udbetale løn til sig selv i nogle måneder. Virksomheden var blevet et offer for bankens letsindige udlån i de gode tider og den deraf nu afledte elendige likviditet. I et panikagtigt landskab sondres der ikke nødvendigvis mellem gode og dårlige kunder, god og dårlig gæld, kun på nedbringelse af finansieringsudgifter (Ingeniøren 28/12 2008). Titusindvis af mindre danske virksomheder har været ramt af den samme kreditpolitik (Kilde: DI, Hans Skov Christensen, pressemeddelelse, dec. 2008).
De 5 kapitalfonde, som besidder 88 % af aktierne i TDC (og ATP i store træk resten), udmelder 10. november 2010, at de atter vil børsnoteres og påbegynde et udsalg af egen aktiebeholdning (Bloomberg 10/11 2010). Om det annoncerede salg skal foretages til almindelige aktieinvestorer eller er udmeldt for at lokke en ny kapitalfond på banen, står hen i det uvisse. Sikkert er det dog, at det vil være 4. ejerkreds på 12 år. Der er i sig selv intet odiøst ved kapitalfonde som ejerkreds. Sunde, unoterede familievirksomheder uden mulighed for et generationsskifte, en privatisering af en offentlig virksomhed uden politisk-strategisk betydning, et kompetence- og kapitalkrævende teknologiskift, et ønske om at bevæge sig fra lokal eller regional virksomhed til en global aktør etc., kan alle være plausible anledninger til at forhøre sig hos kapitalfonde med penge og viden i ryggen. Der er da foretaget overtagelser af virksomheder med de ædleste motiver, men også overtagelser, der mest af alt minder om en avanceret form for selskabstømning. I eksemplet TDC kaldte investorerne sig kapitalfonde, men de havde ikke taget kapital med sig i byen. Derimod finansierede de opkøbet ved at optage et lån i den opkøbte virksomheds egen værdi. Og med den store rentebyrde fra det optagne lån var man i mange år fri for at tænke på noget så ubehageligt som selskabsskat. Er det forkert at antage, at opkøb hvori skattetænkning ikke indgår i ligningen, burde være utænkeligt? Kapitalfonde skilter også gerne med ’Corporate Governance’, der omfatter krav som at tænke langsigtet, vise åbenhed, stå til ansvar og belønne efter præstation. Med hvad langsigtet er der ved et ejerskab på 3-6 år, hvor meget åbenhed er der i et selskab, som er afnoteret på fondsbørsen, og skal ansvarlighed og præstationsaflønning bestå i et lidet flatterende forsøg på at rage de ansattes pensionsordninger til sig?
Nu vi er ved præstationer: I forbindelse med kapitalfondenes opkøb af TDC kom det frem, at daværende CEO efter fratrædelsen, fra nye og gamle ejere, fik et honorar på ca. 100 millioner kr. for sin indsats i forbindelse med ejerskiftet (Børsen 29/3 2007). Samme person sidder i dag som direktør i en arbejdsgiverforening, fra hvilken talerstol han nu skarpt kritiserer, at offentligheden får oplyst hvad direktører tjener. Det er af forsvarere for gældende normer i hjemlige pengeinstitutter blevet anført, at kritikken af de store lønninger og bonusordninger var ’politisk populisme’. Korrekt er det, at det som sådan ikke var den rundhåndede uddeling af gavepakker til bestyrelse og direktion, der fik finanssektoren til at gå i knæ. Set i internationalt perspektiv kan man heller ikke påstå, at aflønning af ledelsen i f. eks. Danske Bank, Nordea og Jyske Bank er ekstravagant. Ej heller honoreringen af ansatte i deres investeringsbanker er helt urimeligt, idet de i et vist omfang er underlagt gageringsniveauet på den globale markedsplads. Også Sydbank har en mere ydmyg politik. Bonusordninger til bestyrelsen findes ikke og øvrige ledende medarbejdere har en incitamentsordning baseret på ’rullende performance’ over lange tidsperioder, hvori også sunde kriterier som kunde- og medarbejdertilfredshed indgår.
Nej, det er moral og etik i store dele af finansmarkedet kloden rundt, den er gal med, og den meget gavmilde aflønning af nogle led i kæden af forbundne kar er symptomet på dårligdommene, ikke årsagen. Her gives ordet til Anders Dam, Jyske Bank, som selv kun oppebærer sin faste løn, og hvor selskabet, i de 14 år han har været direktør, aldrig har udbetalt bonus til medarbejdere: ”Bonus- og provisionsordninger som aflønningsform afholder vi os fra. Vi vil ikke have, at medarbejderne er fokuserede på en bonus, og at vores rådgivning dermed bliver antastelig i kundernes øjne”.
De valgte eksempler er ikke helt tilfældige. De er indsamlet for at påvise
– At først og fremmest den helt abnorme gældsætning på fiktive værdier var den store, stygge ulv. Denne gældsætning, implementeret gennem forbundne kar i et ikke-reguleret grænseløst marked og bragt til fald gennem manglende tillid til betalingsevnen hos branchekollegaer, blev sanktioneret af de selvsamme økonomer, som var hyret til at forebygge kriserne – med daværende nationalbankdirektør Alan Greenspan som guru og nationaløkonomer verden over som lydige disciple. Udestående gæld i den finansielle sektor i USA eksploderede – fra 21 % af BNP i 1980 ($578 milliarder) til 118 % af BNP i 2008 ($17 billioner).
– At moralbegrebet i dele af finanssektoren var og er baseret på den juridiske vinkel. Lovgivning styrer tanker og adfærd og ”hvis det ikke er forbudt, er det tilladt, og er det tilladt, så gør vi det”. Samfundsansvar har her ingen social eller etisk betydning, og grådighed kaldes en dyd, hvor andre mere besindige ville betegne det som en sindslidelse, en karakterinsufficiens. I hedge fonde var og er eksemplerne herpå legio.
– At finanssektoren har en hel speciel kultur, hvor egne kortsigtede profitmotiver i de første led i pipelinen (f.eks. ’konstruktører’ af ’nye varer’ som de amerikanske CDO’er – boligobligationslån, samlet i en kurv af lån med mangelfuld dækning) ofte negligerer den samfundsbærende kontinuitet, og denne kultur kender, som penge, ikke til landegrænser. De griske drenge fra Wall Street i New York og City i London bærer ikke skylden alene, for ovenstående mosaikeksempler er forårsaget af indenlandske band waggon fejldispositioner. Man kan altså konstatere, at det frie marked, som det ellers påstås af funktionærer fra neoliberale tænketanke, langt fra klarer alt. Tværtimod, millioner af mennesker verden over kastes ud i ledighed.
– At når staten med bankpakker kautionerer for potentielle sammenbrud i den finansielle sektor, bør dette følges op med en minutiøs revisionsstyring – i modsat fald vil modtageren hurtigt blive ramt af hukommelsestab, opfatte hjælpen som en selvfølge, og i jagten på øget indtjening, på ny tage hasarderede risici.
– At der var en manglende dyb viden om indholdet i og efterfølgende ansvarsfraskrivelse af de produkter, pengeinstitutter havde købt en gros og udbød til deres kunder. Meget blev taget ind på hylderne hvilende på blind tillid mellem back office forretningspartnere fra skyggebanksektoren. Mellemhandlere i engrosleddet må have vidst, men fortiet, at det var bundtede værdipapirer med junk status, der blev formidlet.
– At en bred vifte af privatkunder, som har et sparsomt kendskab til selv de mest almindelige værdipapirer og alene investerer i tillid til de råd, de får fra bankrådgivere, er fuldkommen fortabte, når de præsenteres for mere esoteriske produkter.
– At journalister er blevet reportere, der ikke interesser sig for økonomi og research – kun skandaler.
Mosaikker er godt, men et samlet overblik i et letforståeligt diagram baseret på den empirisk-induktive metode og dækkede 15 årtier har måske nok så stor overbevisningskraft. Nedenstående opdaterede oversigt er den mest overbevisende fremstilling af finanskrisens primære årsager, herværende skribent endnu har set. Den er forfattet af prof. David A. Moss fra Harvard og indgik i den samlede dokumentation han indleverede til senatshøringen i TARP Congressional Oversight Panel i 2009 [4].
Ideologiserende økonomer minder om klimabenægterne. De agiterer begge efter devisen ”først fremsætter vi påstande, dernæst går vi ud og finder dokumentation på selv- og udvalgte kriterier i skræddersyede tidsserier, præcist tilpasset vort ærinde”. Hos økonomen David Moss er der derimod intet at rafle om. Diagrammet viser, at der gennem 150 år er både korrelation og kausalitet mellem finansielle kriser (bankkrak) for perioder med og uden skarp regulering. Jo mere regulering, desto færre kriser. Jo mindre regulering, desto flere kriser.
Frem til den store depression i 30’erne var finansielle kriser i det ikke-regulerede marked en tilbagevendende begivenhed – der var kriser og serier af bankkrak i 1792, 1797, 1819, 1837, 1857, 1873, 1893, 1907, 1929-1933. Så ophørte de og blev afløst af en rolig periode i 50 år. Årsagen kan entydigt henføres til den del af Roosevelts New Deal, der vedrørte regulering af finanssektoren: 1. Glass-Steagall loven fra 1933, som garanterede kunderne deres indestående, adskilte de kommercielle banker fra investeringsbankerne og gennemførte nøje overvågning gennem nationalbanken (FED). 2. Security Echange Act fra 1934, som omhandlede regulering af værdipapirer fra skyggebanksektorens mæglere og opkøbere. 3. Banking Act fra 1935, der strammede op på regler for kreditgivning og øgede de føderale nationalbankers beføjelser ved overvågning. Hvorfor stoppede den rolige periode efter 50 år og blev afløst af nye kriser som Savings & Loans skandalen i 1980’erne og det store sammenbrud i 2007? Fordi man med nye love i 1980 og 1982 (Gramm–Leach–Bliley Act) atter deregulerede markedet. Nu var det jo gået godt så længe og den dominerende opfattelse i de årtier, også blandt mange ’Democrats’, var, at de private aktører varetog selskabernes interesser bedst, og gik det galt, måtte ledelsen og deres aktionærer bøde for fejltagelserne. Vi kan deraf konkludere, at politikerne havde glemt, at det netop var stringent regulering, der var årsagen til at det var gået godt, og de samme politikere havde overset hvor store og sammenflettede, markedsaktørerne var blevet. Da korthuset til sidst braste sammen, kunne de tilmed konstatere, at de som havde hentet de store profitter hjem, mens det gik godt, for længst var over alle bjerge.
(Diagrammet påviser også, at der er korrelation mellem indkomstforskelle i befolkningen og regulering. Mindre regulering, større uligheder i indkomst. Kausalitet har dog endnu ikke kunnet påvises).
Tiden er inde til at nærstudere de mekanismer i hjernen, der styrer tanker og adfærd. Til formålet følger her i narrativ form – som en commedia dell’ arte, en Molière- eller Holbergforestilling – hovedrollerne i den amerikanske skandale med de nye boliglån, CDO’erne. Endskønt der er tale om en teaterforestilling med få helte og mange skurke’, er ’Futuriblerne’ et seriøst tidsskrift. Det er derfor ikke nødvendigt, at udpensle, hvem der har rollerne som den lærde pedant, den onde grådige købmand, den pantsatte bondedreng, den belæste Erasmus med de logiske fejlslutninger, de komiske tjenere, den pralende soldat m.m. Den opgave kan læseren selv løse, hvis vedkommende har lyst.
Meningsdannelser: Siden starten af 1700-tallet har det været den gængse opfattelse, at erfaringer er objektive og rationelle bearbejdelser af observationer (sanseoplevelser), hvorfor menneskers meninger og holdninger kan ændres af overvældende kendsgerninger og tungtvejende argumenter. Denne opfattelse, der stammer fra Oplysningstiden, er forkert. Det der styrer alle mennesker er helhedsbilleder, som tegnes fra barndommen, udvikles gennem erfaringer i ungdommen for til sidst at forfines og blive udbygget i voksenlivet. Det er de udviklede helhedsbilleder, der bestemmer opfattelsen af ’kendsgerninger’ og ikke kendsgerninger der – som brikker i et puslespil – samles til et helhedsbillede. Når mennesket først har dannet sig et helhedsbillede, skaber det sig ikke et nyt. Helhedsbilledet er en form forprogrammering af hjernen, hvor de informationer, der matcher helhedsbilledet accepteres og de der modsiger helhedsbilledet forkastes – hvorfor voksne mennesker hverken gider ulejlige sig med at efterprøve de bekræftende eller benægtende udsagn. Dette er gældende i alle samfund og samfundslag – derfor også blandt økonomer.
Fornyelser af helhedsbilleder foregår sjældent hos enkeltindivider, men derimod ved et generationsskifte, hvor de herskende forestillinger udfordres. Denne generationskonflikt var ikke udtalt blandt dagens 45-60-årige beslutningstagere og deres forældre, for de er begge børn af industrisamfundet. Bruddet kommer – undtagen for dem som er indoktrineret – i disse år, fordi efterkommerne til nutidens beslutningstagere har helhedsbilleder dannet i det begyndende, ikke-industrielle, kognitive samfund, som er væsensforskellige fra deres forældres [5]. I det følgende vil der blive givet eksempler på hvordan helhedsbilleder, skabt af ”tillært uduelighed”, kan få økonomer til at forvanske virkeligheden og slippe af sted med det i eget ideologiske miljø, fordi det flugter med hvad de alle engang læste i de samme bøger på de samme skoler formidlet af de samme undervisere, og senere i livet gentaget i en uendelighed blandt meningsfæller. I det landskab er det for udenforstående svært at skelne en stemme fra et ekko. Det går her igen ud over fløjen af neoliberale, økonomiske fundamentalister, Washington Consensus eller hvad de ellers måtte hedde, men kunne i anden sammenhæng også være skrevet om f.eks. århusianske munkemarxister eller socialistiske anarkister.
Kreatøren: Efter IT- og Internetboblen punkterede og 9/11 terrorangrebet i 2001 satte agendaen, var der en udbredt frygt for at momentum i økonomien ville blive afløst af en recession. Som substitut pegede USA’s nationalbankdirektør, Alan Greenspan, på boligmarkedet – en boble skulle afløses af en anden – med følgende begrundelse: Boligejerne var jo millionærer uden at vide det. De skjulte værdier i deres boliger skulle frigøres med nye lån med lave renter. Dette medførte en bølge af tillægs- og refinansieringslån til de eksisterende boligejere, en eksplosion i markedsefterspørgslen for boliger og nybyggeri til et nyt klientel, skabte nye jobs i byggesektoren og frigjorde samtidig forbrugslikviditet i pengestrømmene. FED’s bidrag til festen var en udlånsrente på 1 % i 2002 og opskriften lykkedes – huspriserne steg og steg.
Konstruktørerne: Der var rigtig mange penge at tjene på udstedelse af realkreditforeningslån, særlig hvis man kunne kombinere behovsopfyldelse i alle interessentled – stor efterspørgsel hos husejere i kraft af et tillokkende indhold, høj indtjeningsmarginal hos sælgere og en forventning om et højere afkast end det samtidige markedsniveau hos obligationskøberne. Den afsætningsmæssige opskrift var umiddelbare fordele for husejere (de behøvede hverken betale afdrag eller renter de første par år) men med indbyggede, skjulte fælder (ydelsen var højere end normale lån og bæredygtigheden hvilede på fortsat stigende friværdi og et generelt fortsat lavt renteniveau). Produktet hed Collateralized Debt Obligations (CDO) – gældsobligationer med lav sikkerhedsstillelse og baseret på ukritiske procedurer ved udstedelse af tegningsgaranti, svagt baserede computersimulerede modeller og mangelfulde kreditvurderingsprocedurer, alt sammen i et spil foretaget af økonomisk forbundne interessenter [6a] + [6b]. Tilmed havde konstruktørerne en væsentlig og farlig fordel i forhold til efterfølgende led: De havde opfundet produktet og dem der opfinder, styrer også informationsstrømme – hvad der skal fortælles og hvad der skal forties. I 2004 anbefalede FED’s Alan Greenspan, på et tidspunkt hvor nationalbankens diskonto stadig var 1 %, at udbydere af boliglån skulle promote rentetilpasningslån (ARM – CDO). Afsætningen af disse lån eksploderede og udgjorde i 2005/6 hele 80 % af alle nye lån. Kort tid efter steg ARM – CDO renten til 5.25 % og ydelsen for disse boligejere dermed også markant. Så begyndte nedturen.
Realkreditudbyderne: Menneskets midthjerne foretager konstant evalueringer mellem ”belønning og foretagsomhed” (velbehag) og ”tab og forebyggelse” (smerte) og herfra tages beslutninger. Neurovidenskabelig forskning påviser at mennesker emotionelt – i forhold til status quo – vægter frygten for tab dobbelt så højt som euforien ved en gevinst [7]. Under normale omstændigheder ville alene dette forhold få de fleste mennesker til at forkaste anskaffelsen af CDO’er (for slet ikke at nævne rentetilpasningslånene ARM CDO’er). Dette dilemma kunne realkreditvirksomheder dog hurtigt overvinde. Hvor de førhen, i et marked der havde hvilet på lange obligationslån med fast rente og baseret på realistiske ejendomsvurderinger, selv beholdt værdipapirerne, hjemtog de nu hurtigt CDO gevinsten fra de høje salærer og stigende ejendomspriser og sendte tabsrisici, for endnu et salær, videre til andre aktører i finanssektoren – investeringsforeninger, pensionsselskaber, banker og deres obligationskunder.
Kreditvurderingsinstitutter: De nye risikable obligationer fik skam den fineste Triple A rating fra både Standard & Poors og (ja, her er de igen) Moody’s, begge private institutter, som lever af det honorar de får fra de kunder, hvis produkter de er sat til at bedømme.
Husejerne var ikke i besiddelse af redskaber til vurdering af hvad produktet kostede, hvilke risici der var forbundet ved produktet og slet ikke evnen til at foretage komparative opstillinger mellem produktpalettens udbud. (Det har nye andelsboligforeninger i Danmark, stiftet mellem 2002-2006, heller ikke, for så havde de næppe finansieret deres boliganskaffelse med renteswaps/trappelån – en finansieringsform der i disse måneder får den ene andelsboligforening efter den anden til at gå konkurs). Når mange husejere alligevel gladelig omlagde lån og andre skulle udleve drømmen om at blive husejere, kan det kun tilskrives den omsiggribende eufori. Boligpriserne blev jo ved med at stige, renten var lav og ’the establishment’ sagde god for transaktionerne. Hvilende på det grundlag overstegudsigten til en belønning langt smerten ved tab.
Bankrådgivere i filialnettet har næppe anet hvor risikabelt produktet var – de stod ansigt til ansigt med køberne, deres opsparingskunder i den virkelige verden, og foretog næppe bevidst vildledende rådgivning. I den situation var den moralske problemstilling mellem det latente og det effektive i ”belønning og tab” sammenfaldende for både køber og sælger. Hvorfor skulle rådgiveren på dette tidspunkt tro at noget var galt, når selv Alan Greenspans perceptionsfilter først blev aktiveret i 2007?
Obligationskøberne hos bankrådgiverne: Skismaet mellem ”belønning og tab” var, som anført ovenfor, for opsparere elimineret. Dels var der jo tale om obligationer og dels var papirerne sanktioneret af kreditvurderingsselskaber med Triple A rating, så kunne det blive mere sikkert?
Hedge fonde: Det er stadig en opgave for de lærde at forklare undertegnede, hvad disse fonde skal gøre godt for. Seneste ulykke er deres derivatarrangementer, hvor de spekulerer i at Grækenland går konkurs. Kunne vi f.eks. få dokumentation for at disse hedge fonde i et ’worst case scenarie’ har tilstrækkelig sikkerhedsstillelse for deres ’gearede’ væddemål?
Eisinger og Bernstein fik i år Pulitzer prisen for at påvise galskaben. I 2007 genindpakkede hedge fonden Magnetar med venstre hånd 30 af deres egne, mest sårbare CDO’er og CDS-forsikringer for ditto. Derpå gik de i det skjulte ud med højre hånd og væddede med ’markedet’ om hvorvidt deres udbud var et godt køb. Højre hånd hos Magnetar sagde nej og højre hånd tjente mangefold mere end venstre hånd havde lagt ud. Magnetar er kun en blandt flere eksempler, prominente Goldman Sachs har såmænd gjort det samme. Hvor absurd kan det blive? (Bernstein/Eisinger: The Wall Street Money Machine).
Tankevækkende er det, at lønmodtagernes pensionskasser har investeret milliardbeløb i hedge fonde (og kapitalfonde); en undren, der ikke bliver mindre, når man erfarer, at et flertal af disse selskaber er parkeret i skattely. Synderne i den nye, griske kultur omfatter dermed også lønmodtagernes repræsentanter, hvis forhold til ’smerte/tab’ næppe omfatter en langsigtet, konsolideret kalkulation for beskæftigelse, velstand og velfærd for egne pensionsindbetalere.
Ideologerne: Umiddelbart skulle man mene, at de neoliberale efter nedturen i 2007 ville foretage en selvkritisk evaluering af egen tro – ”staten er din fjende og det uhæmmede, fri marked er din ven” – men dette scenarie udeblev. Når det var tilfældet, skyldes det, at også her var helhedsbillederne allerede dannet og det kunne der ikke ændres ved. Til forsvar for egen ideologi blev følgende påstande om nedsmeltningen i det amerikanske boligmarked derfor fremsat:
Man havde, under den påtvungne lovgivning der var nedfældet i den føderale regerings Community Reinvestment Act fra 1977 (CRA), solgt huse uden udbetaling til lavindkomst familier, der aldrig skulle have haft adgang til markedet for ejerboliger. Denne regulering fra staten var hovedårsagen til de misligholdte lån og markedets sammenbrud.
Årsagen var ikke, at for meget var dereguleret, men at alt for meget, som med realkreditforeningen Fannie Mae, stadig var reguleret. Tabene i den regulerede del af sektoren var større end i den deregulerede.
Disse myter, som var sat i omløb af ganske få ’pundits’, cirkulerede ad libitum i mange medier og blev sjældent modsagt. Forklaringen på at disse til lejligheden fabrikerede myter var så udbredte og sejlivede, skyldes næppe en stor, neoliberal sammensværgelse eller en særlig uvederhæftighed i de samme kredse. Forklaringen skal snarere findes i det faktum, at for de troende læsere og lyttere var de plantede påstande fra ’pundits’ en bekræftelse på hvad der stod i de lærebøger der havde skabt ideologien, og ideologien var det helhedsbillede, der havde lagret sig i deres hjerner. Selvransagelse var derfor ikke en option. Informationer, der modsagde helhedsbilledet, var ’støj’, hvorfor de ikke blev undersøgt. Informationer, der bekræftede helhedsbilledet, blev ikke blot accepteret omgående, men også videregivet kritikløst, og så rullede snebolden. Havde man ulejliget sig med at efterforske ovenstående påstande, ville man have fundet, at de retoriske udsagn havde en alvorlig skavank. De blev alle modsagt af oplysninger og tal fra virkelighedens verden.
For det første var langt hovedparten af de udstedte sub prime lån op til sammenbruddet i 2007 slet ikke lån til nye boligejere (kun 1 ud af 3), men omlægnings- og tillægslån til eksisterende boligejere (2 ud af 3) – altså husstande der allerede i årevis pligtskyldigt havde bevist, at de kunne betale deres terminer. Misligholdte ’Subprime Loans’ af hispanics, latinos og afro-americans var ganske rigtigt voldsomt overrepræsenteret i statistikkerne, men hovedparten af de lån var udstedt af den deregulerede del af sektoren [8].
For det andet udgjorde tab på udlån til familier omfattet af CRA loven en forsvindende lille andel af det samlede udlån og tabskvotienten var her hverken højere eller lavere end det øvrige marked. Det ville da også være besynderligt om en lov, der blev vedtaget i 1977, først skulle vise sin skrøbelighed efter 30 år. Et bedre dementi af CRA myten end dette brev, fra CEO Ben Bernanke til senator Menendez, findes næppe [9]. Af brevet fremgår det, at den realiserede indtjening på CRA-udstedte lån var på niveau med al anden udlånsaktivitet.
I en senatshøring under House Financial Institution i marts 2009 underbygger Sandra Braunstein, direktør for Consumer & Community Affairs, FED, da også Ben Bernanke’s udlægning. ”She cited a Federal Reserve Board analysis which found that, in 2006, CRA-covered banks operating in CRA-targeted neighborhoods accounted for just six percent of the risky, high-cost loans largely responsible for the housing crisis. Mortgage loans are considered high-cost when interest rates are at least three percentage points higher than those of conventional mortgages. “So I can tell you,” Braunstein said, “if that’s where you’re going, that CRA was not the cause of this loan crisis” (Washington Independent 18/3 2009).
For det tredje var formålet med CRA loven ikke, som påstået af ’pundits’, at diktere banker til at oprette et finansielt ”tag-selv bord” for lavindkomst-familier, men gennem regulering (i folkemunde kaldet ’forebyggelse af ’redlining’) sikre, at familier med samme indkomst, opsparing og kreditværdighed blev behandlet ens i lokalsamfundet, uanset husstandens etnicitet.
For det fjerde var de banker og sparekasser, som udstedte lån til privatkunder under CRA loven ikke mindre profitable end andre pengeinstitutter – det ville jo være tilfældet hvis lånene var så tabsgivende. Deres velgennemtænkte praksis afsløres også af en rapport fra advokatfirmaet Traiger & Hickley, der dokumenterer at risikable lån med højere rente kun udgjorde 15.7 % af de samlede boliglån i de CRA regulerede bankfilialer, men 31.4 % af samlede udlån i den deregulerede del af sektoren [10].
For det femte er Fannie Mae (Federal National Mortgage Association), der blev stiftet i 1938, et meget dårlig valgt eksempel, for den var slet ikke en reguleret institution. Den blev allerede tilbage i 1968 et privatejet aktieselskab og var sponsoreret, men ej styret, af staten. Reguleret blev den først efter at markedet nedsmeltede i 2007. At politikere i starten af dette århundrede muligvis pressede Fannie Mae til at finansiere for mange ’affordable houses’ uden behørig revision, kan være en berettiget kritik af det politiske system, men ikke et argument imod regulering, for reguleret var realkreditforeningen netop ikke.
Medierne: Journalister er ikke interesseret i økonomi og efterforskning, men i dagens skandaler. ”Jamen, 15 ud af 19 økonomer siger…”. Når 14 ud af de 15 økonomer har gået på de samme skoler, læst de samme bøger for til sidst at have meldt sig ind i de samme, selvbekræftende broderskabsforeninger, er det ikke muligt at skelne mennesker fra lemminger.
Politikerne er for det meste, ligesom mange ideologer, ikke interesseret i kritisk gennemgang af ret og vrang, men accept i eget miljø. Mens fornyelser i samfundets pyramide kommer som en folkelig bevægelse nedefra og op, praktiseres politisk ledelse i samme pyramide oppefra og ned. Derfor er politikere reaktive og agerer først når nye folkelige strømninger fra deres egne vælgere tvinger dem til det, for først da indtræffer frygten for ikke at blive genvalgt.
Sproget: Fra marketing ved vi, at gennemslagskraft og udbredelse kræver enkle og kortfattede budskaber. Deraf kan man også udlede, at hvis man vil fastholde informationer i egne rækker, er der intet bedre end et skjule indholdet i en Holberg-agtig indforstået branchejargon. En humoristisk oversættelse af finanskrisens vokabularium, fundet på nettet, kan læses her [11].
Nationalbankerne bør i denne ombæring tildeles helterollen. Hvor krisen i 30’erne også skyldes at man gennem pengepolitikken forsøgte at sende Sorteper videre til andre lande, har samarbejdet i denne ombæring nærmest været eksemplarisk. Påfaldende er det da også, at krisen ikke har medført større valutauro.
Det bør her være på sin plads at give den udskældte Alan Greenspan en vis oprejsning, for han er en af de få personer, som i en sen alder har evnet at ændre sit helhedsbillede. Greenspan havde en mistro til al regulering og tyrkertro på det frie markeds selvregulerende egenskaber, inkluderende derivater som en stabiliserende faktor.
I en senatshøring i år 2000 udtalte Greenspan, i et svar på et spørgsmål fra senator Tom Harkin: ”You can have huge amounts of regulation and I will guarantee nothing will go wrong, but nothing will go right either” (NYT 9/10 2008).
I 2002 udtalte han, at derivater “have been a major contributor to our economy’s ability to respond to the stresses and challenges of the last two years“ og at regulering i dette marked ”could increase the vulnerability of our economy to potential future stresses.” (USNEWS 24/9 2008).
I en efterskrift til sine memoirer fra 2007 og efter at sandhedens time var oprindet, skrev han i 2008: ”Risk management can never achieve perfection. The villains were the bankers whose self-interest I had once bet upon. They gambled that they could keep adding to their risky positions and still sell them out before the deluge. Most were wrong.” Den udtalelse siger meget om Greenspans nye erkendelse, men også en hel del om miljøet på Wall Street.
Sammenfatning
Finanssektorens funktion er som blodkredsløbet i menneskets krop. Ligesom de to hjertekamre gennem udveksling og transport pumper blodet ud til lunger og andre organer, har finanssektorens to sektorer en tilsvarende funktion for pengestrømmene. Næppe mange familier eller virksomhedsejere ville have lyst til at se blodkredsløbet i egen krop udsat for de samme vilde eksperimenter, som fundamentalistiske liberalister og griske bagmænd har påført den globale økonomi i de sidste 30 år. Penge er et middel, ikke et mål, og med de erfaringer vi har gjort os, bør læren af finanskrisen være:Alternativet til regulering (af dele af banksektoren) er ikke deregulering, men nationalisering. Når man medtager de panikagtige reaktioner som alene konkursen af Lehman Brothers medførte, tør man slet ikke tænke på, hvad effektuering af de stærkt troende liberalisters ”lad falde hvad ikke kan stå” modeller ville have medført af andre ulykker, såfremt Bear Sterns, Merrill Lynch, Royal Bank of Scotland, Commerzbank, Danske Bank etc. havde fået samme behandling. På sigt er den ideelle løsning selvfølgelig ikke, som man har været nødsaget til under de dommedagslignende tilstande, at reparere akut på et vakkelvornt system. Idealet ligger i den model, hvor man lader som om man slet ikke har et system, at alt er en skal uden indhold. Derpå stiller man sig selv spørgsmålet: Hvordan ville de ideelle konstruktioner se ud? Når de spørgsmål er besvaret regner man baglæns fra fremtidsidealet til nutid, trin for trin – backcasting.
Her skal der slås et slag for det juridiske element. Meget af miseren er skabt af, at lovgivningen for finanssektoren i mange lande er baseret på forbud. Det skaber et rum hos en lille minoritet, der kreativt og straffrit spekulerer i, hvad der ikke er forbudt. Ny love bør derfor tage udgangspunkt i, hvad der er tilladt og gøre det til et regelsæt. Står det ikke på listen over hvad der er tilladt, er det forbudt. Så enkelt skal det være, for først da er der i hjernen hos beslutningstagere skabt en sund balance mellem belønning og tab.
I disse uger ved vi, at finanskrisen (selvfølgelig) har udviklet sig til en staternes krise og svaret bør være det samme – regulering og revision. Fra Grækenland har vi erfaret, at den tidligere regering ikke kun ignorerede EU’s konvergenskrav, men tillige, med ”off balance sheets” som i skyggebanksektoren, fiflede med tallene. Man skal være meget godtroende for ikke at mene, at andre lande også har skeletter i skabene. Vi bør derfor erkende, at både penge- og finanspolitik er et globalt anliggende og – i et nyt spil med nye regler – være villige til at acceptere, at enkeltlandenes suverænitet hører fortiden til. Beskatningshøjden i de enkelte lande skal EU, IMF, OECD eller andre ikke blande sig i, for de er bestemt af de forskellige samfunds historiske erfaringer og sociale bevidsthed. Men der skal være styr på indtægter og udgifter på statsbudgettet, tallene skal være troværdige og bør ledsages af uvildige embedsmænds opsyn. Løsningen må være en overbygning, med et overnationalt EU-ministerium, der konsoliderer landenes finansbudgetter og har beføjelser til at foretage revision i de enkelte lande. Parallelt hermed kunne man udbyde fælles EU-obligationer, hvorved a) mindre lande ikke længere kan ryste den samlede økonomi, b) gældsplagede lande får en realistisk og værdig mulighed for at komme ud af gældsfælden og c) EU kan bevise, at fællesskabet mener noget med det solidariske element. Det vil med garanti få populistiske politikere til at tale højlydt om ”Europas Forenede Stater”, hvortil det logiske spørgsmål til dem må være: ”Hvad vil I gøre i stedet for?”
”Den (kapitalismen) er et økonomisk lokomotiv, men er der ingen, som sætter fartgrænserne for kørslen, afhænger togstammens skæbne helt af lokoførerens temperament og ansvarsbevidsthed, og så risikerer lokomotivet og dermed hele togstammen med alle dens passagerer at ryge af sporet. Hvis man kunne være sikker på, at alle lokoførere kørte forsvarligt, var der ikke brug for nogen regulering, men det kan man ikke, især ikke hvis der gives bonus for at komme så hurtigt frem med toget som muligt”. Per Stig Møller, Berlingske 14/2 2009
Kilder:
[1] Money Supply Chart. Shadowstats.com, 2011
[2] C. M. Reinhart, K. S. Rogoff, Princeton University Press: ”This time is different”, s. 141-173.
[3] W. Buffett, Letter to Shareholders 2002
[4] D. Moss: An Ounce of Prevention, Harvard Business School, 2009
[5] T. B. Jansen: Fremtidsvalg – Danmark om 10-15 år, s. 44, s. 66, e-bøger, ISBN: 9788799313303
[6a] Anna Katherine Barnett-Hart: The Story of the CDO Meltdown, Harvard 2009
[6b] Allan, Babus, Carletti: Financial Crises – Theory & Evidence, 2008
[7] D. T. Wargo, N. Baglini, K. Nelson: Forum on Public Policy, Temple University, 2009
[8] snapshot-of-the-subprime-market
[9] Ben Bernanke: Brev til senator Menendez, 2008