2019-09-16

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea

Finanskrisen var ulig noget vi tidligere har set. Ikke kun i dens egne karakteristika, men også i den måde, den fik folk til at reagere på. I de hovedrystende forhold, den afslørede, og i de dynamikker, den fortsætter med at indeholde – selv her 3 år efter den brød ud. I de moralske skandaler, der var en del af dens epicenter, og i de politiske beslutninger, den fik folk til at acceptere.

Krisen ledte til et tæppefald: verden var ikke helt som vi troede, eller var blevet bildt ind, den var. Økonomien var mere skrøbelig. Magten mere ulige. Udsigterne til en bedre fremtid for de fleste langt dårligere. Fremgangen og meget af velstanden indbildt.

Krisen afslørede de reelle magtforhold i verden. Der er en afgrund til forskel på de, der har penge og magt, og de, der intet har. Så stor og dyb, at det store flertal måtte gældsætte sig for at redde de få, der har levet (og stadig lever) i overflod.

Det er måske den mest afgørende lærdom fra krisen. Det der forhåbentlig vil blive husket om flere år og som der vil blive handlet på. Men det er en udfordring. For krisen har været så fuld af overraskelser og paradokser, at det kan være svært at holde fokus på de mest fundamentale træk, den har blotlagt.

Derfor er hovedformålet med denne artikel også primært at forklare, hvad der er de grundlæggende årsager bag krisen. Den skyldtes nemlig ikke alene grådighed, lave renter og globale ubalancer, men at finanssektoren var vokset sig til et misfoster, primært som følge af stigende ulighed. Så hvis vi ikke får en mere lige fordeling i fremtiden, styrer vi direkte mod nye kriser.

Finansverdenens katastrofekurs

Det finansielle system har ikke kun været arnested for den største økonomiske krise i otte årtier. Det har også vist sig, at der var noget grundlæggende galt med den måde, store dele af det fungerede på. Det er blevet dysfunktionelt.

I tiden op til krisen var flere af de største finansielle institutioner så gearede og belånte, at de reelt var korthuse, der kun ventede på at styrte sammen. Og havde det ikke været sammenbruddet på det amerikanske boligmarked, der pustede til det, kunne det have været andre områder – kreditkortgæld, kapitalfondenes lån, et valutasammenbrud, hedge fondes spekulationer eller en aktienedtur. Selv uden bondefangeriet af de mange amerikanske husejere var det finansielle system på katastrofekurs.

I USA var den finansielle sektors samlede gæld steget fra 22 procent af BNP i 1981 til 117 procent i tredje kvartal af 2008. I Storbritannien nåede den finansielle sektors gæld næsten 250 procent af BNP inden krisen.[i] I Danmark steg bankers indlånsunderskud fra 20-30 milliarder kroner i 2004 til knap 600 milliarder kroner i 2008.[ii]

Men den fare som gældsboblerne udgjorde, er ikke det eneste problem. Krisen viste, at vores finansielle institutioner fejlede på flere områder, og end ikke løste deres hovedopgave. Finansielle markeder er ikke et mål i sig selv, men et middel til at opnå andre mål. De skal udføre særlige funktioner, der gør den reale økonomi mere produktiv. Det er primært at mobilisere opsparing, at allokere kapital, samt at prissætte og vurdere risici, så de overføres fra dem, der ikke kan håndtere dem, til andre, der kan det. Men i årene op til krisen gjorde de finansielle markeder det stik modsatte. De motiverede forbrugsmønstre, der ledte til manglende opsparing. De misallokerede kapital. De skabte risici, styrede dem dårligt, og efterlod de fleste af disse risici hos den almindelige skatteyder, som nu betaler omkostningerne ved dem.

Ikke desto mindre er den finansielle sektors betydning er steget væsentligt de seneste årtier – det er årsagen til, at konsekvenserne af denne finansielle krise er så hårde for resten af økonomien. Sektoren er vokset, den har tiltrukket mange af de på papiret skarpeste hjerner, og dens indflydelse har taget om sig. Der er sket en såkaldt ’finansialisering’ af vores økonomier.

Det er et lidet mundret ord, men vigtigt at forstå: Finansielle markeder har i stigende grad bestemt den økonomiske udvikling, mens finansielle aktører og deres krav har dikteret virksomheders strategier og ageren. Udviklingen i valutakurser, renter og aktiepriser har i højere og højere grad formet de økonomiske konjunkturer og været afgørende for, om et land gennemgik op- eller nedture. Finansielle aktiviteter har, kort sagt, vundet overhånd over den industrielle produktion og andre tjenesteydelser – alt det, der udgør realøkonomien.

Denne proces skete gennem ændringer i forskellige dele af vore økonomier. Det er mest tydeligt på virksomhedsniveauet. Her er finansialisering tæt knyttet til fremkomsten af ’shareholder value’-tilgangen til, hvordan virksomheder skal styres. I den fastholder man, at virksomhedens formål er at maksimere aktiernes værdi i stedet for at sikre det langsigtede overskud. Den indbyggede logik er, at virksomheden skal ses som summen af de aktiver, der genererer forskellige former for afkast af investeringer, og at dens formål er at øge afkastet på kort sigt ved at manipulere disse aktiver gennem fusioner, opkøb og risikospredning. Forskellige finansielle taktikker tages i brug for at øge aktiernes værdi, herunder aktiv gældsstyring, organisationsmæssige omstruktureringer og tilbagekøb af aktier.

Finasialiseringen er dog også tydelig i de makroøkonomiske indikatorer. De seneste årtier er værdien af verdens finansielle aktiver – dvs. aktier, obligationer, lån og lignede – steget meget hurtigere end den globale økonomi har udviklet sig. Fra at udgøre nogenlunde det samme som verdens BNP i 1980 til svimlende 212 trillioner dollars, eller 3,4 gange verdens BNP, ved udgangen af 2010.[iii] Og himmelflugten fortsætter. Det anslås således, at handlen med finansielle aktiver stiger 50 procent hurtigere end handlen med andre varer og tjenesteydelser.

Finanssektoren er også vokset, hvilket særligt ses i dens evne til at rage stadig større dele værditilvæksten i økonomien til sig. I USA er finanssektorens andel af de privatansatte steget fra 6,6 procent til 7,3 over de seneste tre årtier. Men dens andel af virksomhedernes overskud er steget meget mere: fra gennemsnitligt 15-20 procent af de samlede overskud i start 70’erne til 35-40 procent i tiåret op til krisen. Det endda i en periode, hvor de samlede overskud steg fra 7,3 procent til 10,3 procent af USA’s BNP.[iv] Så i en periode, hvor virksomhedernes overskud er steget som andel af den nationale økonomi, har finanssektoren altså fået ekstra godt fat.

Forståelsen af finansialisering som den kontekst, finanskrisen har fundet sted i, er afgørende, fordi den finansielle sektors dominans er årsag til, at krisen har fået det omfang, den har. Og den er helt central, når man skal se på de langsigtede løsninger på krisen og hvilken økonomisk udvikling, der er ønskværdig. For selv uden krisen var finansialisering et problem. Økonomien bør understøtte sociale målsætninger, og det finansielle system understøtte økonomien. Den grundtanke er vi kommet længere og længere væk fra de seneste årtier. Økonomiens tjenere er blevet dens herrer.

Det er ikke noget tegn på succes for en økonomi, når den finansielle sektor vokser og vokser og bliver den mest profitable del af erhvervslivet. For mens den finansielle sektor er afgørende for at andre sektorer kan skabe værdi, velstand og velfærd, så gør den det ikke selv. Den bringer os ikke brød på bordet, tøj på kroppen eller tag over hovedet. Derfor er det et problem, hvis den finansielle sektor trækker flere og flere ressourcer til sig og koncentrerer en stigende del af økonomien hos sig selv. Det er dårligt for samfundsøkonomien, hvis finansfolk kan tjene stadig flere penge på at muliggøre andre dele af økonomien.

Men der er flere forhold som gør, at en stor og stadig mere dominerende finansiel sektor er problematisk – særligt når den har fungeret, som det har været tilfældet de senere år.

For det første har finansielle markeder det med at bryde sammen. Forskere har fundet 148 eksempler på finansielle nedsmeltninger siden 1870, hvor et lands økonomi er svundet med 10 procent eller mere.[v] De seneste årtier har der på verdensplan også været flere spektakulære finanskriser: opsparings- og lånekrisen i USA i 1980’erne, den japanske bobles brist i 1991, den svenske bankkrise i starten af 90’erne, Mexico og Argentinas kriser i midthalvfemserne, den store finanskrise i Sydøstasien i 97 og 98, dot.com sammenbruddet i sluthalvfemserne, og krisen i Argentina igen i 2002.

For det andet er det ikke uproblematisk, når særligt banker vokser sig meget store. De bliver simpelthen for store til, at man kan lade dem gå fallit. Deres betydning for økonomien er så stor, at de må og skal reddes. Og reddet bliver de, som det seneste år har vist. Men nogle af dem risikerer også at blive for store til at kunne blive reddet. Deutsche Bank er eksempelvis så stor, at det er usikkert om den tyske stat vil kunne redde den på samme måde, som den amerikanske stat har reddet flere af de amerikanske investeringsbanker, hvis den virkelig kom i problemer. Derudover er der det forhold, at banker typisk er globale mens de er i live, men nationale i deres død. De tjener penge i hele verden, men kan endnu kun reddes af enkelte lande.

For det tredje muliggjorde overskuddene i den finansielle sektor i årtierne inden krisen en lobbyindsats, som gjorde, at det var finansfolkenes version af sandheden, der blev den offentlige sandhed. ”For både politikere og tilsynsmyndigheder var det nemmest at bøje af for lobbyisternes ønsker”[vi], som det er blevet udtrykt af økonomer fra centralbanksystemet. Finansielle aktører har således haft held med at overbevise politikere om, at man ikke kan kende forskel på en spekulativ boble og sund finansiel aktivitet, og at det derfor er bedre helt at lade være med at prøve. Og når der i sjældne tilfælde er udsigt til ny eller mere finansiel regulering, truer de med alverdens økonomiske katastrofer. Dermed understøttes den generelle og fremherskende neoliberale idé om, at markeder skal reguleres så lidt som muligt og at offentlige myndigheders indblanding kun leder til værre resultater end markederne selv.

For det fjerde har den finansielle sektors vækst, ikke mindst i dens mange nye finansielle produkter, været et enormt spild af talent. Den har tiltrukket flere og flere af de højest uddannede – fra 5 procent af de mandlige dimittender fra eliteuniversitet Harvard for tre årtier siden til 20 procent i dag. Hvorfor skulle titusinder af de klogeste hoveder bruge deres tid og energi på at udvikle eller sælge finansielle instrumenter, der i bedste fald var socialt neutrale, i værste fald katastrofale? Tænk hvis de i stedet havde udviklet ny teknologi til at håndtere klimaforandringerne, dedikeret sig til at forny den offentlige sektor eller forsket i, hvordan vi helbreder dødelige sygdomme.

Finanssektorens stigende dominans har således ikke kun været altafgørende for krisens omfang og de begrænsede muligheder for hurtigt at løse den, men også for indretningen af vore økonomier som helhed. Det er derfor ikke kun bankerne, der har fejlet. Det har de fleste observatører, aktivister, økonomer og politikere også. Alle syntes at overse det finansielle system, og hvad det betyder for vores økonomi. Og det på trods af utallige finanskriser i årene inden.

Benzin på bålet

Finansverdens muligheder for at gå amok afhænger i høj grad af den pengepolitik, der føres. Hvor billigt er det at låne penge til boligkøb, investeringer og finansielle spekulationer? Og i årene op til krisen var det meget, meget billigt. I perioder nærmest gratis. Dermed hældte nationalbankerne reelt kun benzin på bålet.

Det nye årtusindes økonomiske mirakler var – med undtagelse af en række vækstøkonomier, med Kina og Indien i spidsen – således primært baseret på gældsdrevent forbrug og alle tiders største boligboble. Det har givet os en hård nedtur og skabte et fatamorgana, som fremstillede de grundlæggende fundamentale økonomiske forhold i et bedre lys end de fortjente.

En prisboble er reelt en form for pyramidespil, hvor boblen fortsætter med at vokse så længe, der er tilgang af godtroende spillere eller andre, der tør spille på, at opturen fortsætter lidt endnu. Men på et tidspunkt løber spillet tør for nye spillere, og så brister boblen.

Bobler er langtfra et nyt fænomen – allerede i 1630’erne var der en hollandsk tulipanløgsboble, der, da den bristede, reducerede prisen på sådanne løg med 96,5 procent – men de har fået en ny betydning for vores økonomi. De er gået fra at opstå i nicheområder til at finde sted i vores primære markeder. De har været den afgørende årsag til økonomiske op- og nedture. Og de er sågar, i flere meget kritiske tilfælde, blevet drevet frem af den økonomiske politik.

Særligt i USA har der således midt i krisen været et opgør med vor tids nok største boble-mager, den tidligere nationalbankdirektør Alan Greenspan. Han var feteret og ophævet til et orakel inden krisen. Men da kæden røg af, faldt også Greenpans maske. Greenspan styrede USA igennem den ene mindre recession efter den anden, hver gang ved at sænke renterne, så det blev billigere at låne og folk blev motiveret til at investere igen, bygge nye huse eller blot bruge flere penge. Men det var ikke kun, når realøkonomien hang, at Greenspan trådte til. Han gjorde det også, når aktiepriserne faldt. Det gav det indtryk, at investeringer aldrig kunne gå helt galt, for nationalbankdirektøren holdt altid en hånd under markedet.

Men Greenspan var ikke kun hurtig til at fyre op under en fest, der var ved at gå død. Han havde også som grundlæggende filosofi, at man ikke skulle træde på bremsen selvom boblerne voksede sig større og større. Hverken ved rentehævelser eller ved at mane til besindighed. I flere tilfælde talte Greenspan sågar den seneste boligboble op. Allerede i 2002, da boligpriserne var begyndt at stige kraftigt, fremhævede han overfor den amerikanske Kongres flere forhold, som han mente retfærdiggjorde de overnormale stigninger.[vii] Greenspans trang til at redde enhver aktienedtur og princip om ikke at prikke prisbobler var to graverende fejl. Tilsammen var de en katastrofe.

Desværre er det ikke kun i USA, de har været lidt for gode til at puste bobler op. I Danmark fulgte vi ikke kun godt med. På boligmarkedet overgik vi rent faktisk amerikanerne, briterne og de fleste andre. Ifølge OECD steg boligpriserne mellem 2003 og 2007 således med dobbelt så meget i Danmark som i USA og Storbritannien.[viii] De er derfor også sidenhen faldet med mere herhjemme end i udlandet.

Boligboblen var Danmarks akilleshæl i krisen. Den er årsagen til, at Danmark i dag er hårdere ramt af krisen end stort set resten af verden. Vi troede først, vi ville glide let gennem krisen – vores nøgletal var jo exceptionelt gode – men det viste sig, at der, som i Hamlet, i høj grad var noget råddent her i landet. Vores boble var ikke kun ekstraordinært oppustet. Vi havde også været næsten ligeså fantasifulde som amerikanerne, når det kom til nye låneformer. Rentetilpasnings- og afdragsfrie lån var blevet den store dille. Og danske husholdningers bruttogæld som andel af deres indkomst er, som en direkte konsekvens af gældsfesten, i dag den højeste i Europa.

I årene frem mod krisen burde regeringen have set det som sin hovedopgave at begrænse boligboblen. På trods af det, gjorde den det modsatte: den pustede den op med procyklisk finanspolitik, nye låneformer og fastfrysningen af boligskatten. Regeringen svigtede på sin vagt – og det er i det lys måske ikke så overraskende, at kaptajn Fogh hurtigt forlod skuden, da han kunne se hvilket farvand han havde drevet den ud på.

Læren af de seneste årtiers bobleøkonomier er klar. Aktivbobler skal prikkes inden de vokser sig så store, at de brister af sig selv. For selvom det kan være rationelt for den enkelte at tage del i en bobles optur, så er de kollektivt et irrationelt fænomen. Det er tekstbogs-argumentet for en markedsfejl, som myndigheder må håndtere. Luften skal tages ud af boblerne. Og det helst på en måde, der efterlader så lidt skade som muligt på resten af økonomien. Det kan generelt gøres via pengepolitikken (renterne) og via afgørende signaler (autoritative advarsler), men mere specifikt også via særskilte politiske initiativer, der passer til den aktuelle situation (en ny skat, opskrivning af en gammel skat, fjernelse af eller ændring i fradrag, etc.).

Bobler skal dog ikke prikkes, hvis de i første omgang ikke findes. Og det havde boligboblen ikke gjort, hvis det ikke var fordi at gæld og låntagning var blevet så udbredt i årene op til krisen. Alle former for gæld steg. Ikke kun boliggæld, men også billån, forbrugslån og kreditkortgæld, investeringsgæld, ordinær selskabsgæld og gæld til ekstraordinært at købe selskaber. Verden var gearet. Overforbruget blevet en kultur. Og heppekoret ikke til at stoppe: den amerikanske finansavis, The Wall Street Journal, klandrede europæerne for ikke at shoppe tilstrækkeligt og påtage sig nok gæld. De burde have flere kreditkort per person end det var tilfældet, proklamerede avisen. Selvom det ikke var dens hensigt, pegede den dermed mod et af de forhold, der bedst illustrerer krisens grundlæggende årsager.

Økonomiens akilleshæl: stigende ulighed

Finanskrisen har flere umiddelbare årsager. De der oftest fremhæves er flere år med lave renter og globale ubalancer, forkerte incitamenter i finanssektoren, der førte til gældsboblen og alle dens risici, samt et sammenbrud i de kontroller og sikkerhedsventiler, som skulle have sikret systemet. Selvom de indeholder mange af de rigtige elementer, skraber de primært i overfladen. Den grundlæggende årsag til krisen er den stigende ulighed.

I USA, som jo alt andet lige er krisens udspring, har indkomsterne ikke rykket sig for størstedelen af befolkningen i over tre årtier. Medianlønningerne – det dem i midten af indkomstskalaen tjener – har således været faldende eller stagnerende siden midten af 1970’erne. Produktivitetsstigningerne og den økonomiske vækst er i stedet gået til de rigeste af de rigeste: fra 1973 til 2006 steg indtægterne for den ene procent af befolkningen med de højeste indkomster fra 8 til 23 procent af den samlede indkomst i landet. I 2006 var uligheden i USA således på et niveau, der sidst var set i 1929 – året hvor det amerikanske aktiemarked faldt sammen og udløste 30’ernes depression.[ix]

Men det er ikke kun i USA, at uligheden har været stigende. Udviklingen har været den samme i de fleste andre store økonomier, fra Storbritannien til Tyskland[x], men også i størstedelen af udviklingslandene, hvor lønmodtagernes andel af den nationale indkomst har været faldende i 1960 og til i dag, om end med et tiltagende fald fra 1993.[xi] Selv i Danmark, hvor lønudviklingen har været positiv, og der ikke har været en afkobling af lønningerne fra produktivitetsvæksten, er uligheden steget.[xii] Fra 2004 til 2008 steg lønningerne i Danmark med mindre end 30 procent, mens de udbetalte udbytter til aktionærer steg med knap 400 procent.[xiii]

Da der ikke var nogen udvikling i lønningerne for de fleste amerikanere og mange andre rundt omkring i verden, måtte folk i stedet låne penge, hvis de ønskede at følge med udviklingen i forbrugsmønstrene. Og i en verden, hvor der bliver sat lighedstegn mellem forbrug og identitet, vil de fleste det. I USA steg husholdningernes gæld således år for år, så den gennemsnitlige amerikaner i 2006 skyldte 1,27 dollar for hver dollar han eller hun tjente. I Danmark blev gælden for husholdninger og ikke-finansielle erhvervsvirksomheder næsten fordoblet fra årtusindeskiftet og frem mod krisen. Og også mange danske forbrugere brugte flere penge end de havde – med alle de negative konsekvenser, det kan have. Fra 2004 til 2008 blev mængden af såkaldte kviklån og andre dyre forbrugslån, der formidles uden om bankerne, fordoblet til knap 10 milliarder kroner. I 2007 alene steg antallet af nye sager i RKI’s skyldnerregister med 18 procent – den største stigning i noget år.[xiv]

Udviklingen i uligheden er helt afgørende for, at den private persongæld er steget som den har. Men den har også indvirket på andre af de forhold, som udløste krisen. Hvis de almindelige amerikanere havde fået del i de mere end 60 procent som produktiviteten (af deres arbejdskraft) er steget med siden lønningerne begyndte at stagnere, ville behovet for at udvikle et sub-prime boligmarked til folk, der reelt ikke havde råd til at købe boliger, have været mindre. Havde det ikke været for denne afkobling ville langt flere amerikanerne således have kunnet købe bolig på normal vis. Uden indkomststagnationen i den amerikanske middelklasse, ville der altså muligvis ikke have været en sub-prime krise.

På samme måde har den anden side af den stigende ulighed, det at den nye globale investeringsklasses andel af økonomien er steget betragteligt, også haft en direkte sammenhæng med krisens udløsende effekter. I årene op til krisen jagede alle dem med de store overskud – private investorer i vesten, men også aktører i de udviklingslande, der havde store handelsoverskud og hvor opsparingskvoten var stor – investeringsmuligheder i hele verden. Men de ønskede sjældent at påtage sig den risiko, som investeringer i den reale økonomis produktion og beskæftigelse ville medføre, og søgte i stedet mod de nye finansielle instrumenter, der lovede pæne afkast uden væsentlige risici. Det betød, at der blev skabt stadig flere af sådanne produkter, men også, at der opstod en skræmmende grad af cirkularitet i det finansielle system. Antallet af fordringer, der i sidste ende var afhængige af det samme underliggende aktiv, steg kraftigt. De finansielle derivater, der er fordringer på finansielle aktiver og ikke har nogen direkte sammenhæng med noget i realøkonomien, var, som nævnt, dobbelt så meget værd som verdens samlede aktier, obligationer og lignende inden krisen. Hovedsagen er, at uden den ekstreme koncentration af rigdom vi har set, havde vi ikke haft det fantom af et finansielt system, hvis sammenbrud er blevet så omkostningsfuldt.

Sammenhængen mellem kriser og ulighed er dog endnu ikke fuldt ud accepteret. Ja, blandt mange er det stadig en noget kontroversiel påstand. Den bakkes dog op fra stadig flere, autoritative sider. Sidste af udgav Raghuram G. Rajan, professor i finansering ved University of Chicago og rådgiver for Indiens statsminister, bogen ’Fault Lines’, hvori netop dét er pointen. Den blev af Financial Times blevet kåret til årets bog i 2010. Og senere præsenterede to økonomer fra Den internationale Valutafond – også kendt som IMF, og den organisation, der om nogen har fået mandatet til at sikre, at vi ikke får en ny global finanskrise – studiet ’Inequality, Leverage and Crises’, der præsenterer en teoretisk model for hvorfor øget økonomisk ulighed kan føre til finansielle kriser.

Som ovenfor beskriver de sammenhængen mellem kriser og ulighed på denne måde: Når de lavtlønnedes indtægter stagnerer eller går i stå kompenserer de typisk med et højere låneforbrug. På samme vis vælger dem med stærkt stigende indtægter – hvad end det er fra lønningerne eller virksomhedsoverskud – at spare en stor del af deres nye indtægter op, oftest i form af finansielle produkter.

En vis andel af de øgede indtægter blandt de højest lønnede ’genbruges’ således af de lavest lønnede i form af lån. Det skaber gældsbobler, øger gearingen i den finansielle sektor og udvider udvalget af finansielle produkter. Kort sagt, det puster den finansielle sektor op og gør den sårbar overfor en nedgang i økonomien eller en dominoeffekt af dårlige betalere.

Det er komplicerede mekanismer, som først rigtig fremstår klare når man ser dem udspille sig i den virkelige verden. Dér har de til gengæld også vist sig i fuldt flor i forbindelse med de to største økonomiske kriser de sidste hundrede år.

Behov for ny økonomi

Den stigende ulighed skal ses i sammenhæng med den generelle udvikling i vores økonomier. Ikke bare i deres op- og nedture, men særligt i deres kvalitative karakteristika. Det vi kan kalde den dominerende økonomiske model. Som nævnt har den finansielle sektor fået en større betydning og uligheden er steget. Men derudover er rammerne for vores økonomier også blevet ændret på andre afgørende måder over de seneste årtier: markeder er blevet liberaliseret og dereguleret, offentlige virksomheder blevet privatiseret, skattesystemerne blevet mindre progressive og har i stigende grad favoriseret investorer, ligesom arbejdsmarkedet generelt er blevet mere usikkert for mange lønmodtagergrupper. Den grundlæggende udviklingstendens har været blind tillid til markedet. Dets logik har hersket og markedsbaserede løsninger blevet dominerende. Markedets stærkeste parter, investorer og arbejdsgivere, har vundet dysten om fordelingen af de økonomiske ressourcer.

Selv IMF’s økonomer kan se det. Derfor er deres konklusion, som nok skal overraske nogen, at mindre ulighed og mindre magt til de stærke er nøglen til at undgå nye finanskriser. Eller som de udtrykker det på økonomisk diplomatsprog: ”Genopretningen af forhandlingsstyrken blandt fattige og mellemindkomstgrupper kan være meget effektivt, ledende til en varig reduktion af gearing, der kan reducere sandsynligheden for fremtidige kriser.”[xv]

En del af årsagerne til denne udvikling har været en udbredt overbevisning blandt økonomer og politikere om, at økonomien udviklede sig mest positivt, hvis man skabte bedre vilkår for investorer og virksomhedernes profitgenerering. Det skulle nemlig give større overskud, der kunne investeres i at forbedre produktiviteten og udvikle økonomien.

Men hvad der muligvis har fungeret i teorien har ikke vist sig i den virkelige verden. Filmen er knækket. Overskuddene har godt nok været stigende som andel af både nationale økonomier og den globale økonomi, men investeringerne i realøkonomien er ikke steget. Snarere tværtimod. I de største økonomier i verden er netto-investeringerne i produktion og lignende (det økonomer kalder kapitalformationen) faldet fra at udgøre 12-16 procent af BNP i 1970’erne til under 10 procent i 1980’erne og omkring 6 procent fra midten af 1990’erne og til i dag.[xvi]

Alle er enige om, at det er dårligt for økonomien, når investeringerne i den falder. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, endsige bæredygtigt, at have en dominerende økonomisk model, der leder til faldende investeringer.

Alt dette peger på, at finanskrisen ikke kun havde sine årsager i en kreditklemme og i afgrænsede forhold i den finansielle sektor. Krisens grundlæggende årsager er strukturelle problemer, der ikke kan løses med finans- og pengepolitiske instrumenter samt finansielle reformer alene. Disse er nødvendige. Men de kan ikke stå alene. Hvis vi vil undgå lignende kriser i fremtiden – og generelt sikre en sundere, mere fair og bæredygtig økonomi – må vi også rette op på de grundlæggende fejl i den dominerende økonomiske model.

Vi må skabe en ny økonomi, der bygger på andre antagelser, som er bæredygtig, og som formår at kombinere vækst med øget social fremgang og mere lighed.


[i] Martin Wolf, ‘Seeds of its own destruction’, Financial Times, March 8 2009

[ii] Nationalbanken

[iii] McKinsey & Co, ‘Mapping Global Capital Markets’, 2010 og 2011

[iv] ‘Economic Report of the President’, 2008

[v] Robert J. Barro og José F. Usua, ’Macroeconomic Crises since 1870’, Maj 2008

[vi] Jesper Berg og Morten L. Bech, ’Finansernes Fald. Hvordan den perfekte storm væltede de finansielle markeder’, 2009

[vii] Dean Baker, ’Plunder and Blunder. The Rise and Fall of the Bubble Economy’, 2009

[viii] OECD

[ix] Les Leopold, ‘The Looting of America’, 2009

[x] Hansjörg Herr, ’From financial crisis to depression and deflation’, January 2009

[xi] Harrison, Ann E., ‘Has Globalization Eroded Labor’s Share? Some Cross-Country Evidence’, UC Berkeley, San Francisco, 2002

[xii] ’Rekordstor stigning i uligheden siden 2001’, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, 30. marts 2009

[xiii] ’Sjovere at være aktionær end lønmodtager’, Politiken, 17. januar 2010

[xiv] ’Flere bliver fanget i håbløs gæld’, Berlingske Tidende, 8. marts 2008

[xv] IMF, ’Inequality, Leverage and Crises’, 2010

[xvi] OECD-tal for G7-økonomierne, fra Jim Stanford, ’Economics for Everyone’, 2008