2019-09-16

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

af Lars Pehrson, adm. direktør, Merkur Andelskasse

Der har været sagt og skrevet meget om årsagerne til finanskrisen, som brød ud i lys lue i efteråret 2008. Krisen kan næppe siges at være overstået, selv om fokus nu til dels er flyttet over på statslige gældskriser. I Danmark har forløbet været særligt pinagtigt, da banklukningerne tilsyneladende ingen ende vil tage, og udenlandske investorer ser på Danmark med mistænksomhed.

Ved krisens begyndelse var der en vis åbning for at tage et mere grundlæggende opgør med den særlige finansindustri, som var blevet opbygget gennem de foregående årtier, men som viste sig at true selve den økonomiske stabilitet i samfundet. Desværre gik der hurtigt teknik og lobbyisme i sagen. De færreste politikere og borgere kan overskue de komplekse problemstilleger, og debatten reduceres til teknikaliteter mellem tilsynsmyndigheder og bankernes lobbyister. I dag synes de fleste at være optaget af at genetablere ”business as usual” hurtigst muligt, og mange mener vel, at vi allerede er kommet dertil. I hvert fald tjener de største internationale banker igen styrtende med penge, de forkætrede bonusser flyder som før, og spekulationsvirksomheden er genoptaget i fuldt omfang. Det får bl.a. verdens fattigste at mærke i form af kraftige prisstigninger på fødevarer – råvarer er nemlig et af de hotte spekulationsobjekter for tiden.

Hvad gik galt?

De mest populære forklaringer er grådighed – bankdirektørerne gik simpelthen for vidt – og svigtende kontrol, både internt og fra myndighederne side. Disse forhold spiller bestemt en rolle, men der er grund til at grave et spadestik eller to dybere og se på, hvilken tankemæssig baggrund, der ligger bag opbygningen af finansindustrien.

Der findes også mere ideologisk prægede forklaringer, som modsat mener, at der var for meget regulering. F.eks. skulle amerikanske myndigheder nærmest have tvunget bankerne til at give lån til økonomisk svage grupper for at give dem adgang til boligmarkedet. Disse forklaringer har mere karakter af efterrationaliseringer og savner dokumentation, så jeg vil ikke komme nærmere ind på dem her.

Markedsfundamentalisme og shareholder value

Fra begyndelsen af 1980’erne er neoliberalismen vokset frem og med den en tro på, at markedet er den overlegne regulator af snart sagt enhver aktivitet i samfundet. De mislykkede eksperimenter i Sovjetblokken med altomfattende statsstyring førte os over i den modsatte grøft, hvor i princippet enhver statsregulering blev set som en forstyrrende hindring for markedets egen evne til at finde balancer og løse problemer. Derfor begyndte politikerne – med Reagan og Thatcher i spidsen – at deregulere økonomien, herunder ikke mindst de finansielle virksomheders vilkår. Dette er fortsat indtil finanskrisen for alvor brød ud.

Samtidig med neoliberalismens fremmarch i den makroøkonomiske tænkning, bredte der sig i den erhvervsøkonomiske tænkning et nyt paradigme, der fik navnet ”shareholder value”, og som på kort tid kom til helt at dominere tankegangen på de toneangivende handelshøjskoler og i bestyrelseslokalerne. Tankegangen er den, at en virksomheds vigtigste og måske sågar eneste formål er at skabe maksimal værdi til sine ejere (aktionærer – shareholders). Alle andre formål er underordnet dette. For at praktisere shareholder value lagde virksomhederne og deres ledelser vægt på to hovedelementer:

–       optimere driften af virksomheden, så den giver størst muligt overskud på kortest mulig tid. Dette fører til øget pres på virksomhedens øvrige interessenter, der må afgive en større del til aktionærerne. Det drejer sig primært om medarbejdere og underleverandører, men også det omgivende samfundet (f.eks. miljøet). At de øvrige interessenter er under pres er for så vidt ikke nyt i sig selv, men nu var det så at sige legitimeret i selve det grundlæggende paradigme, hvilket førte til at det blev gennemført langt mere aggressivt, med f.eks. massiv udflytning af produktion til lande med billig arbejdskraft og svag miljølovgivning.

–       Skabelse af positive forventninger til virksomhedens fremtid. Positive forventninger til en virksomhed får nemlig dens aktiekurs til at stige, og en kraftigt stigende aktiekurs er præcis hvad aktionærerne er interesserede i, da det giver langt mere fortjeneste end det gammeldags overskud, som virksomheden kan tjene år for år. Skabelse og vedligeholdelse af positive forventninger fordrer, at der til stadighed tages strategiske skridt, som f.eks. opkøb af andre virksomheder, frasalg af dele af virksomheden, effektiviseringer og fyringer, annoncering af nye produkter, der måske kun er på tegnebrættet osv.

Med stigende aktiekurser opstår der mulighed for store fortjenester ved f.eks. et salg af virksomheden. De nuværende ejere får med andre ord mulighed for ikke blot at indkassere nutidens fortjeneste, men og en stor del af fremtidens! Virksomhedens ledelse profiterer i form af aktieoptionsprogrammer, hvor man så at sige lader markedet betale exceptionelle lønninger til direktørerne, der dermed får en interesse i at skabe endnu højere forventninger.

Dereguleringen og shareholder value viste sig at være en giftig cocktail, for gradvist eroderede interessen for virksomhedernes opgaver og deres løsning af disse, for i stedet at samle sig om deres evne til at skabe fortjeneste til aktionærerne – på kort sigt vel at mærke. Den ultimative konsekvens ses i den mest ekstreme del af kapitalfondsmarkedet, hvor virksomheder blev opkøbt (ofte med deres egne penge via sindrige lånearrangementer) alene med det formål at få adgang til deres penge og cashflow og uden nogen større interesse for virksomhedernes produkter eller serviceydelser.

Det er tankevækkende, at General Electrics direktør i perioden 1981-2001, Jack Welch, der anses for at være en hovedophavsmand til Shareholder Value tankegangen, i et interview med Financial Times 12.03.2009 betegner Shareholder value som ”verdens dummeste idé”. Se http://www.ft.com/intl/cms/s/0/294ff1f2-0f27-11de-ba10-0000779fd2ac.html#axzz1VHIcXazE

Er banker bare virksomheder?

I takt med at shareholder value og markedsfundamentalisme blev det dominerende tankesæt, hørte man oftere og oftere udsagn af typen ”en bank er en forretning som enhver anden” og ”banker er sat i verden for at tjene penge”. Vi vender tilbage til, om dette faktisk er tilfældet – men i hvert fald deltog bankerne ivrigt i kapløbet om aktionærernes gunst. Bankerne blev større og større via fusioner og opkøb, de ekspanderede ud over deres oprindelige område (hvad enten dette var lokalt, nationalt eller formålsbestemt), finansielle supermarkeder blev mulige i kraft af dereguleringen, og fokus blev at lave flest mulige forretninger, og dermed tjene flest mulige penge, med den kapital, man havde til rådighed. Gamle dyder som ekstra soliditet blev anset for at være sløseri med aktionærernes værdier – havde en bank f.eks. dobbelt så meget solvens (kapital i forhold til dens risici) som nødvendigt efter loven, betød det jo, at den ikke udnyttede sit potentiale til at drive forretning godt nok. Der var plads til meget mere forretning med den samme kapital!

Bankerne blev uhyggelige konkurrenter til de ”gamle” produktionsvirksomheder både når det gjaldt investorernes gunst og når det kom til at tiltrække de skarpeste hoveder. Det var ganske enkelt for nemt at tjene hurtige penge på finansiel virksomhed.

At bankerne har en opgave i samfundet trådte i baggrunden. Bankerne formidler borgernes og virksomhedernes opsparing til dem, som ønsker at sætte ny aktivitet i gang, og som derfor behøver lån og kredit. Nogle har flere penge end ideer, andre har flere ideer end penge. Det er bankernes opgave at udføre formidlingen mellem de to grupper og dermed også udvælge de låntagere, der har de nødvendige evner til at gennemføre aktiviteterne – og følgelig sortere de ikke-egnede fra.

Mange pengeinstitutter blev i sin tid grundlagt med det primære formå at løse denne opgave – og ikke primært for at tjene penge. Det gælder f.eks. de mange lokale spare- og andelskasser – og også en række banker – der faktisk blev grundlagt for at styrke udviklingen i et lokalområde. Borgerne stillede sig selv spørgsmålet: Hvorfor sende pengene ind til banken i storbyen – de sender jo ikke pengene tilbage til vores landsby? Vi har mere gavn af selv at tage hånd om opsparingen ved at grundlægge vores egen sparekasse! Sparekassens formål er at styrke udviklingen af lokalområdet. Det er det, ”den er sat i verden for”, det er dens opgave. Dette er ikke i modstrid med, at den selvfølgelig skal drives forretningsmæssigt fornuftigt – ellers kan den jo ikke eksistere. Men det er ikke dens opgave at være en forretning. Over hele Europa og i Nordamerika opstod sparekassebevægelser fra midten af 1800-tallet og videre frem. I dag har mange sparekasser gemt deres oprindelse og tror nu, at de er forretninger, der skal ekspandere vidt og bredt, og mange af dem er omdannet til aktieselskaber. Der er dog stadig sparekasser, der holder fast i deres oprindelige målsætning om primært at virke til gavn for lokalområdet.

Sammenfatning

Årsagen til finanskrisen kan spores tilbage til et skift i mainstream tænkningen, der tog sin begyndelse i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne:

– markedet bliver set som en regulerende faktor, der er alle andre faktorer overlegen. Som følge heraf gennemføres en primært ideologisk motiveret deregulering.

– virksomhederne skal ikke længere som det primære opfylde en funktion i samfundet og dække reelle behov. De skal i stedet generere størst mulig værdi til ejerne på kortest mulig tid. Penge kommer til at spille en større rolle og får i stigende grad forrang i forhold til den bagvedliggende realøkonomi.

– dette gælder også bankerne, og man mister fornemmelsen for bankernes særlige position i samfundet som fordeler af kapital til virksomheder, byggeri m.m. Man kan ikke længere se en forskel på at handle med gummistøvler eller at handle med penge.

– som konsekvens heraf bliver bankerne mere og mere transaktionsorienterede og opfinder nye finansielle produkter, der begynder at leve deres eget liv. Rådgivere forvandles til sælgere, og en særegen bonuskultur udvikler sig, særligt i USA og Storbritannien.

Den grådighed, der er blevet talt så meget om, er i denne sammenhæng indbygget i selve forretningsmodellen og det tankesæt, der ligger bag, og kan ikke affejes som isolerede menneskelige fejltrin. Direktører og andre medarbejdere skulle være ”grådige” – ellers misligholdt de deres forpligtelser overfor ejerne. De mest grådige blev da også i de glade dage fejret som helte, fik erhvervspriser etc.

Hvordan ser fremtidens banksystem ud?

Som det ser ud nu, vil der komme en vis regulering, hvor særligt kapital- og likviditetskrav strammes. Der er derimod ikke tegn på et grundlæggende opgør med den finansielle spekulation, som mange så for sig, mens krisen var på sit højeste. Dermed vil vi heller ikke få et bankvæsen, der på lang sigt er mere stabilt.

Et mere robust bankvæsen vil grundlæggende kræve, at en ny forståelse for bankernes samfundsmæssige rolle breder sig blandt borgere, politikere og i erhvervslivet.

Fokus skal være på løsning af behov i realøkonomien. Det demokratiske samfund må beslutte sig for, hvilket bankvæsen, man vil have.

Bankernes virksomhed hviler på en kontrakt med samfundet, der er funderet i lovgivningen: De har eneret på at modtage indskud fra offentligheden. Det må ingen andre. Bankerne løser en samfundsopgave ved at tilbyde borgere og virksomheder en sikker placering af deres penge og samtidig kanalisere denne kapital over i relativt sikre udlånsfordringer, der skal medvirke til at skabe ny aktivitet i samfundet. Selve det medium, bankerne arbejder med – pengene selv – er også skabt af samfundet gennem centralbankernes pengeudstedelse. Hensigten med udstedelsen af penge er at lette omsætningen af varer og tjenester, samt at gøre det lettere at investere i ny produktion og infrastruktur. Hensigten har aldrig været, at pengene skulle være et spekulationsmedium – at man skulle kunne tjene penge på penge. Der er derfor intet odiøst i, at det demokratiske samfund stiller grænser op for bankerne – de har ikke erhvervet en ”ret” til at f.eks. at udøve spekulationsvirksomhed.

Bankerne skal som modtager af opsparing grundlæggende være sikre. Al tale om, at hr. og fru Jensen, inden de træffer deres valg af bank, skal kreditvurdere banker og sammenligne solvensbehov og andre tekniske oplysninger, som oven i købet ikke hviler på objektive og sammenlignelige kriterier, er i bedste fald udtryk for naivitet.

Alle banker skal derfor ganske enkelt være sikre. Så kan de konkurrere på pris, rådgivningsniveau, holdning og udlånsprofil eller andet – men sikkerheden skal der ikke konkurreres på. Det skal sikres via lovgivningen.

Men også makroøkonomiske forhold spiller ind. Hvis man f.eks. tillader bolig- og andre bobler at udvikle sig og komme ud af kontrol, er det meget vanskeligt samtidig at forlange, at det finansielle system skal være stabilt.

Bobler har deres egen psykologi. I begyndelsen og langt hen i forløbet er de bekvemme for politikerne og populære i store dele af befolkningen. Stigende ejendomspriser giver ejerne en følelse af rigdom. De kan belåne deres friværdier og købe nye forbrugsgoder. Dette skaber beskæftigelse, og staten profiterer også. Når danskerne køber nye biler for lånte penge, vælter pengene ind i statskassen. Men pludselig en dag er det slut, og så er det ikke sjovt længere.

Den danske boligboble blev langsomt og støt gødet af en række tiltag, hvoraf nogle måske hver for sig virker uskyldige. Samtidig er det et godt eksempel på dereguleringen og dens konsekvenser.

I Danmark har vi et realkreditsystem (der i øvrigt i begyndelsen og langt op i sidste århundrede var ejet af brugerne selv, dvs. låntagerne), der af mange fremhæves for dets gennemsigtighed og enkelhed. Traditionelt finansierede man huse med 20- eller 30-årige lån til fast rente i hele løbetiden. Man kendte sin husleje og kunne ikke blive overrasket fra den kant. Men det blev langsomt eroderet:

–       Først kom variabelt forrentede lån. I stedet for fast rente i 30 år, kunne man nu få en rente, der kun var fast i 1-5 år. Denne ”korte rente”, som den kaldes, er typisk lavere end den ”lange” 30 årige rente, men svinger til gengæld mere. Det var en mulighed for at låne billigere, men mere usikkert. Evnen til at forrente mere gæld blev allerede her kalkuleret ind i priserne på huse. De steg.

–       Så kom de afdragsfrie lån, hvor man kun betaler renter og ingen afdrag i en periode. Også det fik afsmittende effekt på huspriserne, selv om man politisk udsendte besværgelser om, at det bestemt ikke var hensigten.

–       Renten var generelt lav op gennem 2000-årene. Lav rente får jord- og ejendomspriser til at stige, fordi ejere og købere kan forrente mere gæld med de samme penge.

–       Og endelig var der deklareret ”skattestop” – og skatter med tilknytning til fast ejendom måtte derfor ikke stige. I kombination med de stærkt stigende ejendomspriser var dette skattestop virkelig benzin på bålet.

Stort set alle partier sværger, at de aldrig kunne drømme om at hæve boligskatterne. Kun få tør fortælle vælgerne, at et sådant skridt ville have været rettidig omhu for nogle år siden, og fremover kunne forebygge nye boligbobler og give mulighed for lavere skat på arbejde.

Følgende 7 punkter er et bud på en opsummering af, hvad der vil nødvendigt at tage fat på helt praktisk:

1. Mindsk de finansielle spekulationer

Finansielle serviceudbydere må i fremtiden fokusere stærkere på behovene i den virkelige økonomi frem for spekulation og handler med finansielle instrumenter, der ikke giver samfundsværdi. Succeskriteriet er en klar reducering af finansielle instrumenter og spekulation, der ikke bidrager til at fremme reelle investeringstiltag.

2. Forebyg boligbobler

Det er ikke nok at holde inflationen i forbrugerpriserne på et lavt niveau. Også inflationen i priserne aktiver, som f.eks. boliger, må holdes på et niveau, der ikke overstiger den almene inflation. Inflation i prisen på aktiver har en klar tendens til kraftigt at øge udlånet og gøre økonomien afhængig af tilførsel af lånte midler.

3. Luk skattely

Det internationale samfund må sørge for at lukke offshore finanscentre og skattely. Det er ikke acceptabelt, at det stadig i høj grad er muligt at undgå skat og udnytte forskellene i de enkelte landes bestemmelser og reguleringer. Under finanskrisen har regeringerne – og dermed skatteyderne – overalt i verden måttet tilføre midler til finanssektoren, samtidig med at investeringsbehovet for bl.a. klimavenlig kollektiv trafik og vedvarende energi er enormt. Derfor er det særlig vigtigt, at samfundets beskatningsgrundlag ikke undermineres.

4. Reducer størrelsen af de finansielle institutioner

Det må ikke være muligt at skabe finansielle institutioner, hvis størrelse truer systemet med kollaps i krisesituationer. Lektien fra, hvad der skete med Island og dets banker, bør tages til efterretning og de nødvendige reguleringer foretages. Samfundet har reelt ikke behov for mega-banker, da de største virksomheder allerede skaffer deres lånekapital via f.eks. obligationsudstedelser.

5. Styrk objektiviteten

Reglerne for kreditoplysningsbureauer, eksempelvis de rating-bureauer, der gav subprime lånene i USA topkarakterer, skal sigte på at undgå interessekonflikter. På samme måde, som de kreditvurderede virksomheder er underlagt myndighedernes finanstilsyn, skal kreditoplysningsbureauerne også være underlagt tilsyn.

6. Øg gennemsigtigheden

Reglerne for gennemsigtighed for finansielle transaktioner skal leve op til betingelserne i ovenstående lovgivningskrav. Man skal målrettet prioritere forbrugernes og borgernes langsigtede interesser frem for aktionærernes kortsigtede fortjeneste. Fokus skal være på de grundlæggende principper. Unødvendig og kompliceret detailregulering skal undgås.

7. Less is more

Udformningen af finansielle produkter skal være enkel, både med hensyn til hvordan de fungerer og med hensyn til deres tilhørende kontraktbestemmelser. Gennemsigtighed er nøglen til at overvinde den nuværende krise og til frem for alt at undgå fremtidige kriser.

Fremtiden er begyndt

Der findes allerede i dag en række banker verden over, som har taget tråden op fra den oprindelige sparekassebevægelse om først og fremmest at virke til gavn for samfundet.

Disse banker ønsker at påvirke samfundet i retning af bæredygtighed og social ansvarlighed, og ser det som deres hovedopgave, at stille lånekapital til rådighed for virksomheder og institutioner, der kan bidrage til denne udvikling. Bankerne foretager ud over traditionelle økonomiske vurderinger også vurderinger af virksomheders og branchers påvirkning af samfundet, i positiv og negativ retning. Eksempelvis anses økologisk landbrug som det bedste bud på fremtidens landbrug, når der også tages hensyn til de langsigtede miljøpåvirkninger, f.eks. på grundvandet, der naturligvis også har en pris. Som konsekvens af en sådan analyse finansierer disse banker ikke konventionelt landbrug. På tilsvarende vis ræsonneres på andre områder.

De bæredygtige banker fokuserer helt på den reale økonomi og udøver ikke spekulation, hverken på kunders eller egne vegne.

Bankerne ønsker maksimal gennemsigtighed, bl.a. ved at lægge åbent frem, hvilke virksomheder, der modtager lån. Se f.eks. dette eksempel fra Danmark: www.minepengegørgavn.dk

De bæredygtige banker vokser kraftigt som følge af stor kundetilgang, i mange tilfælde 15-25%

årligt, og de har gennem en ofte mere end 20 år lang historie vist, at deres forretningsmodel er holdbar.

Der er derfor inspiration at hente til debatten om fremtidens banksystem.

Eksempler på bæredygtige banker i Europa

Triodos Bank, Holland, Storbritannien, Belgien, Spanien og Tyskland. www.triodos.com

GLS Bank, Tyskland. www.glsbank.de

Banca Etica, Italien. www.bancaetica.com

Alternative Bank, Schweiz, www.abs.ch

Freie Gemeinschaftsbank, Schweiz, www.gemeinschaftsbank.ch

Charity Bank, Storbritannien, www.charitybank.org

Cultura Bank, Norge. www.cultura.no

Ekobanken, Sverige. www.ekobanken.se

Merkur Andelskasse, Danmark. www.merkur.dk

Bankerne forvalter tilsammen over 5 mia. Euro og har op imod 1000 ansatte.

Bankerne har sammen med andre samfundsorienterede finansielle institutioner et globalt netværk, International Association of Investors in the Social Economy, INAISE. www.inaise.org, ligesom der i 2009 er dannet en ”Global Alliance for Banking on Values” med foreløbig 13 medlemmer, se www.gabv.org