Fremtidsforskning.dk ønsker med dette temanummer om finanskrisen at belyse et emne, som unægtelig har optaget sindene de senere år og fortsat vil gøre det mange år ud i fremtiden. Hvad indeholder og hvordan opbygges en ny verdensorden for økonomisk makrostyring af finansielle virksomheder, der forebygger en gentagelse af fortidens synder?
Kun få vil hævde, at den nye finanskrise i sin omfang ikke er den største, verden har set, siden krakket i Wall Street i 1929. Endnu færre vil hævde, at krisen ikke tog sit afsæt i det der går under betegnelsen ’skygge-bank sektoren’ (’shadow banking’), som i global kontekst og meget forenklet kan beskrives som ”kreditgivning i engrosleddet af strukturerede forretningsværdier og aktiviteter” og hvis grundlag stammer fra indtægt fra investeringer i aktiver med lang løbetid, finansieret med optagne lån med kort løbetid.
At noget var galt, blev klart for de fleste i begyndelsen af 2007, hvor et stigende antal amerikanske boligejere havde betalingsproblemer med deres realkreditlån. Og allerede samme sommer/efterår spredte det sig til andre dele af skygge-bank sektoren (hedge fonde, investeringsbanker, forsikringsselskaber, handel med derivater og kapitalfonde). Hvormed det kunne konstateres, at panikken nu bredte sig. For den – for menigmand – mindre synlige del af sektoren, som ikke er baseret på indlån og derfor ikke underlagt regulerende lovgivning, opererede i forbundne kar. Iflg. diverse opgørelser var den engelske og amerikanske ’skygge-bank sektor’ i udlån af samme størrelsesorden som den traditionelle bankvirksomhed og de ansatte overvejende provisionslønnet.
Fra ’skygge-bank sektoren’ spredte krisen sig videre ind til den almindelige banksektor, som med et alt for lavt kapitalkrav ikke var tilstrækkelig velpolstret og derfor ikke i stand til at modstå større tab. Og selv de sunde, velkonsoliderede pengeinstitutter udviste en stigende betænkelighed ved at låne ud til andre banker, for tænk nu hvis de tilhørte dem med skeletter i skabene og var konkurstruede?
Herfra er der ikke langt til det sidste led i kæden, kunderne. Fra en almen bekymring for bankernes likviditet hos både private og virksomheder til reel frygt for et regulært stormløb på indeståender a la krakket i 1929.
Derfor fik vi verden over – for at genetablere tilliden til sektoren – ikke blot politiske indgreb med bankpakker ad libitum, men også en risiko for at en finanskrise ville udvikle sig til en statsgældskrise, som yderligere kunne true den finansielle stabilitet i verdenssamfundet.
Til gengæld er der ikke enighed om de underliggende årsager, virkninger og konsekvenser. Fra liberalister til visse konservative kredse argumenteres der for, at krisen var skabt af netop for megen indblanding fra stat og nationalbanker, med kunstigt lave renter, som medførte, at prisen på penge blev for lav og den cirkulerende pengemængde for høj. Her er påstanden, at i et helt frit marked vil markedskræfterne rumme en indbygget selvregulering, hvor de stærke vil overleve og maksimere deres gevinster, hvorimod de svage vil likvidere og deres investorer selv tage tabene, ikke skatteborgerne.
I den modsatte ideologiske grøft finder man en kreds, som omfatter alt fra socialister til socialkonservative. De mener krisen har taget sit afsæt i en svigtende regulering af sektoren, som har gjort det muligt for denne, ansvars- og hæmningsløst, at sælge uigennemsigtige produkter gennem selskaber, styret af kortsigtede profitmotiver. Samtidig er både banker og skygge-banker blevet så store som pengesupermarkeder og så magtfulde som lobbyister (forhold som den efterfølgende konsolidering i sektoren kun har øget), at regulering af både handlefrihed og størrelse også af den grund er påtrængende, nationalt og globalt. For ellers vil de atter være ”too big to fail”.
Dette temanummer er ikke søsat med det formål alene at skrive endnu et kapitel i føljetonen: ”Hvorfor gik det galt?”. I pagt med selskabets formålsparagraf om at bidrage til det gode liv i en ønskværdig fremtid er målsætningen i stedet den mere udbyggede version: ”Hvorfor gik det galt og hvordan forebygger vi, at historien gentager sig?” I det lys har vi henvendt os til personer med forskellige videnskabelige (også sociologiske) tilgange og ideologiske ståsteder og bedt dem om at komme med et bud. Det mest teoretisk-pædagogiske indlæg er placeret først. Dette er valgt, fordi vi dermed mener at kunne give en generel indsigt i temanummerets berøringsflader og højne forståelsen af de efterfølgende bidrag. Øvrige indlæg er valgt i vilkårlig rækkefølge, dog således at dualisme opretholdes. Med håbet om at de forskellige indlæg kan tjene som brikker i en mosaik til skabelsen af et helhedsbillede hos vore læsere og som inspiration til eventuelt efterfølgende bidrag i debatforummet på selskabets blog, ønsker vi hermed god læselyst.
Peter L. Theisen