Af Nils Bech
Projektkonsulent
I forlængelse af årgang 29’s gennemgang af projektledelseskonceptet Åbne døre til gennemførelse af Bærende projekter 1 udarbejdede jeg i 2004 et sæt kompendier til projektlederens brug under time-outs ved længerevarende projekter og ved undervisning f.eks. på Den Danske Filmskoles producer-linje.
Som designer af konceptet er jeg sat i en situation, jeg slet ikke bryder mig om. Fra at koncentrere mig om og sætte al min energi ind på den fornyelse, som ligger i at arbejde mig frem til Z (efter projekt), må jeg nu se mig selv som bevarer af det, der indtil nu er nået, nemlig en kompendiesamling, som risikerer at lukke mere end den åbner, fordi konceptet jo ser færdigt ud. Ved udgivelsen og ikke mindst den praktiske anvendelse af disse kompendier overlader jeg derfor fornyelsen til brugeren, der frit kan lade sig inspirere, videreføre og derigennem fortsætte udviklingen af Det bærende projekt. Min inspiration skal du derfor ikke belastes med her. Skulle du på et tidspunkt alligevel blive interesseret, kan du altid læse om den i konceptets biografi i kompendium nr. 1, Præ-sentation af Åbne døre til Bærende projekter, som kan downloades fra www.opendoors.dk.
Time-outs er sagen!
I stedet kan du med mig glæde dig over, at de erfaringer, som hidtil er gjort, peger ganske entydigt på, at frem for konventionel under-visning er time-out sagen. Materialets organisering i kompendieserien lægger derfor op til anvendelse af denne metode, som netop kombinerer dagliglivet i Det bærende projekt med læring og udvikling. Altså at refleksion og træning i Det bærende projekt foretages i så tæt tilknytning til Det primære projekt som muligt. Ideelt ved at afbryde igangværende aktiviteter i Det primære projekt for en stund at koncentrere sig om Det bærende. For at sætte sagen – spørgsmålet om effektiv overføring – på spidsen, følger her en lille anekdote om det at have eller ikke have …
En klump i halsen
Ridefogeden kommer hjem fra kursus i dag. Hovbønder, gårdskarle og køkkenpiger stimler sammen i spændt forventning, da ridefogeden kommer op ad alleen. Herremanden står på trappen, og staldknægten har godt fat i grimen på ridefogedens hest med den ene hånd. I den anden har han pisken.
Ridefogedens raske skridt er kortvarigt tøvende, da han ser opløbet. Han får en klump i halsen, men genvinder hurtigt fatningen, og styrer nu direkte mod staldknægten og hesten.
På kursus har ridefogeden lært om social-psykologi. Han har løst opgaver i gruppe med andre ridefogeder, og de har hørt foredrag om træhestens skadelige virkning. De har analyseret hinandens adfærd, og de har modtaget feedback. Feedbask var den spøgende formulering mellem ridefogederne, når de fik at vide, hvordan de virkede på andre mennesker. De var i internat, alle arbejde til sent, og snakken gik til de små timer. De arbejdede med sig selv, og indså alle, at hesten og pisken både fysisk og som symbol skabte alt for stor afstand. Men nu står de der alle sammen med forventningsfulde ansigter: Hovbønder, tyende – og godsejeren selv. Hvad forventer de? De har jo ikke været på kursus. Så hvad kan de forvente? Pludselig indser ridefogeden, at nok skaber hest og pisk afstand; men det er der vel også brug for ind imellem. Hvad har han for øvrigt at sætte i stedet? Sin nyerhvervede indsigt i menneskers relationer kan han ikke rigtig dele med nogen, og der står stalddrengen og rækker pisken frem.
Herremanden nikker hen for sig og smiler vist lidt, da han vender sig og går indenfor, medens ridefogeden svinger sig til hest og slår knald med pisken. ”Kom så i gang med arbejdet”, råber han. Klumpen i halsen er allerede forsvundet.
Ridefogeden har gennemført anden del af kursus. Han kommer hjem i dag. Hovbønder, gårdskarle og køkkenpiger er stimlet sammen. De kigger spændt, mens ridefogeden kommer op ad alleen. Herremanden står på trappen, fruen og frøkenerne er bag gardinet, og staldknægten er klar med hest og pisk. Ganske som sidst.
Men denne gang er ridefogeden meget bedre forberedt på hjemkomsten. Han har lært nye teknikker – værktøjer kaldte de det. Teoretisk psykologi er erstattet af praktisk træning. Opgaveløsning i grupper er fortsat metoden; men langt mere forpligtende nu: Alle ved, om det er struktur eller styring, som står på dagsordenen – og hvorfor. Ridefogeden mærker tydeligt, at han ikke bare er blevet klogere; han er også blevet bedre til at håndtere den daglige arbejdssituation. Det var et effektivt kursus, og træhesten talte man slet ikke om. Det var som om, den slet ikke mere eksisterede. Men der er heller ikke brug for den. Han er enig med de andre ridefogeder, om at de nye metoder, som de jo først rigtig får rutine i derhjemme, gør træhesten overflødig. I fællesskab har de analyseret perioden siden første del, og næste skridt er aftalt. De har også udvekslet adresser. Ridefogeden har kigget sig i spejlet og set, at han allerede er blevet helt god til at lytte, forstå, acceptere og lede andres beslutningstagen uden altid at blande sig i substansen. Internatet var spændende, men hårdt: På skift forberedte man sig til sent; men de fleste var for trætte til at fortsætte snakken ud på de små timer.
Skønt klar til at tage pisken – skeen – i den anden hånd, føler ridefogeden tydeligt presset fra dem alle: Godsejer, hovbønder, tyende. Ingen tvivl om forventningen? De har ikke været på kursus. Så selv om ridefogeden ved, at han sagtens kan klare sig uden hest og pisk, sætter han kurs mod stalddrengen, som rækker ham pisken.
Herremanden nikker, da han vender sig og går indenfor, medens ridefogeden svinger sig til hest og knalder med pisken. ”Kom så i gang med arbejdet”, råber han. Der er ingen klump i halsen, for han ved med stor sikkerhed, at i morgen eller senest i næste uge vil han ændre på tingene. Han skal jo lige øve sig lidt, og man skal passe på med alt for bratte forandringer. Herremanden havde også set tilfreds ud, da han vendte sig.
Fodnote:
1 Futuriblerne 2001, nr. 3.