2021-10-24

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Helge Severinsen

Provst emeritus

Husker I vor skoletid?

Forældre til børn i konfirmationsalderen er kommet i vildrede med, hvad de skal råde deres afkom til. For de ved ikke hvilket samfund, og slet ikke hvilke erhvervs-mulig-heder de vil have om 10-15 år. Når konfirmanderne bliver fyrre og står med ansvaret, skriver vi – eller rettere de – år 2034.

Vore bedsteforældre vidste noget om, hvad deres børn havde for muligheder. De kunne forudsige i alt væsentligt, hvordan samfund og beskæftigelse ville se ud 30-40 år frem. Der kunne komme krise og onde tider. Men skaffede man drengen en læreplads, kunne man regne med, at han var nogenlunde sikker på arbejde og indtægt resten af livet. Og pigen skulle lære at holde hus. Hun blev jo nok gift og forsørget. I sit hjem lærte man, hvordan verden er indrettet. Man så hvordan ens forældre bar sig ad. Man hørte hvad ens bedsteforældre mente om tilværelsen. Man fik indpodet holdninger, som svarede til det liv, man skulle leve. En retsopfattelse, en moral, en oplevelse af sammenhæng. Det, man lærte som barn og ung, slog til for hele livet. Men det er forbi for længe siden.

Masser af mennesker går på kursus. Nye regler på arbejdspladsen, nye love, nye opfindelser – alt sammen kræver det efter-uddannelse. Hvis man vil beholde sit arbejde, må man lære nyt. De gamle sagde: ”Man lærer, så længe man lever.” Det betød noget med at gøre nye erfaringer og blive klogere med årene. I dag burde det snarere hedde: ”Man lever, så længe man lærer.” Forandringen er blevet vort livsvilkår. Usikkerheden er fulgt med. Ganske vist har vi fået langt større tryghed, økonomisk set. Dagpenge, invalidepension, folkepension, bistandslov. Men trygheden i at høre til et sted, at være fortrolig med sit arbejde, at være stolt af sit fag, at ”få børnene godt i vej” – den tryghed eksisterer ikke i dag.

Fællesskabets – ”samfundets” opgave bliver inden for rimelighedens grænser at sikre muligheden for, at alle på ethvert tidspunkt af tilværelsen kan få adgang til netop den mulighed for at lære nyt, som hun eller han har behov for. Det kan være omskoling til et nyt erhverv. Det kan være forståelse af et sam-fundsproblem. Det kan være udvikling af evner og talenter for skabende virksomhed. Det kan være kulegravning af kommunens miljøpolitik. Kort sagt: hvad man har brug for.

Og dermed er ikke sagt noget om formen. Man kan bruge TV, radio, internettet. Eller man kan bruge kantinen eller værkstedet på sin arbejdsplads. Man kan bruge sit lokale bibliotek – der er bøgerne jo lige i nærheden. Skolen, forsamlingshuset, fagforeningens mødelokale, byrådssalen. Det kommer an på emnet og på, hvad der er mest praktisk. Man kan også bruge brevkurser, eller man kan forene flere kursusformer efter muligheder og behov.

“Livslang uddannelse” er et slagord, som er brugt en del i de seneste år. Det er ikke noget godt udtryk. Det smager af noget man skal, noget med eksamen, kort sagt af “livsvarigt fængsel”.

Derfor har man også mange steder brugt udtrykket “livslang læring”. Det er egentlig et norsk ord, og det har den fordel, at det lægger eftertrykket der, hvor det ska1 ligge, nemlig på det, som sker med den person, som del-tager i “læring”.

Livslang læring er den ide, at mennesker skal kunne gå i gang med ny læring livet igennem. Vel at mærke læring, som er tilpasset til netop deres behov på netop det tidspunkt. Mulighed for at arbejde med det, som de har brug for. Det betyder, at nyttig undervisning er den undervisning, som deltageren synes er nyttig. Det betyder, at der må falde nogle spærringer. For eksempel de faglige grænser, som svarer til en svunden tids former for arbejde. Eller de grænser, som sættes mellem håndens virke og tankens vilje til orden og form. Grænser, som ikke svarer til vores daglige liv, hvor vi netop bruger begge dele i sammenhæng. Grænser som spærrer for fantasien og den skabende evne. Det betyder kort sagt, at vi opgiver forestillingen om læring som noget, der hører barndommen og ungdommen til, og at man kan sikre sit liv ved at tage ”en uddannelse”.

”Learning for Life” var titlen på en bog, som udsendtes af Unesco engang i halvfjerdserne, Det er i denne sammenhæng noget andet end det grundtvigske ”dannelse og duelighed for livet, det menneskelige og folkelige”. Det udtryk hører hjemme i 1832, da han formulerede det i den berømte fortale til ”Nordens Mytologi”. ”Lære for livet” betyder lære hele livet, efter eget behov og under egen styring. Skole og uddannelse skal ikke forberede til livet. Den er et instrument for livet.

Begrebet ”livslang læring” introduceredes i dansk uddannelsesdebat gennem tidsskriftet “Nyt om Livslang Uddannelse/Udvikling”, som blev udgivet gennem undervisningsministeriets voksenundervisningsdirektorat i begyndelsen af 1970’erne. Jeg var en af redaktørerne, og det, der lå bag det nye begreb, var at foretage den kopernikanske vending at ophøre med at tale om at uddanne eller dygtiggøre eller “skabe” en ny slags funktionærer i et kognitivt samfund og i stedet anskue læring som en forandringsproces, som finder sted i den som lærer, båret af nysgerrighed og vilje til at udvide sine handlingsmuligheder på ethvert tidspunkt af livet.

Ingen kan egentlig lære andre noget. Derimod kan den enkelte selv lære, dvs. indse noget nyt, beherske nye færdigheder, ændre sin holdning. I den proces kan man blandt andet benytte sig af den person, som betegnes “en lærer”. Hendes job er at kende processen og hjælpe med at organisere arbejdet, finde materialer, forklare, inspirere osv.

Det er gammel overtro, at det sted, man lærer, er skolen. I Danmark er der som bekendt ikke skolepligt, men undervisningspligt. Hvorfor sender vi da vores børn i skole? Fordi vi ikke har tid til at undervise dem – dvs. hjælpe dem med selv at lære? Eller for at vide, hvor de er, mens vi selv er på arbejde?

Børn på 6-7 år er ikke ubeskrevne tavler, som aldrig har lært noget. De kan meget – tale, tegne, løbe, vaske sig, gå på WC. De kan bedømme afstande, de kan beregne tid. De kan mærke, om klimaet er venligt eller uvenligt. De kan give udtryk for vrede, de kan give kærtegn og udtryk for kærlighed. De kan kort sagt alle de vigtigste ting. Og de har lyst til at kunne meget mere.

Så sætter vi dem i skole. Straks møder de barrierer og påbud. De ved godt, at det er nødvendigt med lidt orden i sagerne. Man kan vanskeligt spise havregryn med mælk og gå på WC samtidig (omend nogle faktisk præsterer det). De ved godt, hvorfor de skal sove, når det er nat. De ved godt, at ruden går i stykker, hvis man kaster sten på den. Men nu skal de dele det, de lærer, op i 45-minutters småbidder. Og de skal lære det hele sammen med de samme jævnaldrende hele tiden. Heldigvis er børn lavet af sejt materiale. De kan holde til det utroligste. Og det gør de så i mindst 9 år. Nogle holder til mere end andre. Nogle opdager, at læreren taler samme sprog som mor og far. Andre opdager, at deres eget sprog, som de har fra mor og far, ikke duer i skolen sammen med læreren. Det er ikke nemt.

Der er undtagelser. Nogle er heldige. Men den anklage, som Grundtvig for mange år siden rettede mod ”den sorte skole”, er i denne managementbesatte tid på ny ved at blive alt for sand: Universiteterne, som laver opdragsgiverbestemte PhD’ere, stiller bestemte krav til de unge, og gymnasierne stiller altså tilsvarende krav til dem, der går ud af 9. klasse. Arbejdsmarkedet stiller bestemte krav til erhvervsuddannelserne, som altså stiller tilsvarende krav til dem, der går ud af 9. klasse. Børnene i folkeskolen mærker det allerede i de små klasser: faglighed, coaching, kontrol.

Livslang læring

Unescos tredje verdenskonference om voksenundervisning (Tokyo 1972) var den direkte foranledning til, at debatten blev taget op herhjemme på organiseret vis. Her lykkedes det at samle de væsentlige rekommandationer under hovedoverskriften “The forgotten people” – dem som den såkaldte “udvikling” lader i stikken – og forene behovet for menneskelig og faglig vækst, for personlig dygtiggørelse til samfundsliv og arbejdsliv.

Livslang Læring (ordet er som nævnt stjålet fra nordmændene, som ikke var bange for den mundrette oversættelse af “learning”) er ikke en opskrift på overvåget efteruddannelses-proces i henhold til DI’s og DA’s prognoser for arbejdskraftbehov, men det princip for tilrettelæggelse af læringsprocesser, at de altid skal munde ud i spørgsmålet: Og hvor kan jeg så bevæge mig hen herfra? Hvilke handlings-muligheder står nu åbne? “Hvilken vifte af fremtider?” Ihukommende (med Grundtvigs formulering allerede i 1832) at “mennesket er ingen abekat, skabt til først at efterligne de andre dyr og siden sig selv til verdens ende, men en mageløs, underfuld skabning, et guddommeligt eksperiment…” Grundtvigs vision blev til, mens industrialiseringen var ved at begynde i England (der havde han netop væ-ret på studieophold), og blev siden bærende for landbrugs- og husholdningsskoler og for folkehøjskolen.

En parallel kan findes i den amerikanske voksenundervisnings indsats lige efter anden verdenskrig, da soldaterne kom hjem og hav-de behov for op- og omskoling og indstilling på en civil tilværelse, hvor de selv havde ansvaret for egen udvikling og myndiggørelse. Tænkerne Dewey og Kilpatrick spillede en rolle i processen: “Learning is growth”, “learning is doing”, “learning is experience understood”.

Udtrykket anvendtes i begyndelsen som betegnelse for et overordnet princip for planlægning og tilrettelæggelse af voksen-undervisning. I senere ministerielle tænketanke herhjemme bruges “livslang læring” generelt i en økonomisk-teknokratisk planlægningstankegang. I denne CEPOS- og Sander-befængte æra er der al mulig grund til at finde sådan et stykke arvegods frem og pudse og polere det.

Læs blot Bertel Haarders forord til publikationen ”Livslang Læring”, trykt 2007 i forbindelse med Lissabon-konferencen:

”Den danske regering har iværksat omfattende uddannelsesreformer, der i de kommende år skal bidrage til at sikre Danmark fortsat vækst og velfærd.

Reformerne skal sikre højere kvalitet og bedre sammenhæng i uddannelsesindsatsen – fra børnehaveklasse til videregående uddannelse og i voksen- og efteruddannelse. Målet er at skabe et uddannelsessystem i verdensklasse, og at alle deltager i livslang læring. Det skal bidrage til at udvikle Danmark som førende videnssamfund i en globaliseret verden.

Gode udviklings- og læringsmuligheder for børn, unge og voksne skal styrke den enkeltes personlige udvikling, beskæftigelse og aktive deltagelse i samfundet. Alle skal udfordres i en læringsproces, der udvikler idérigdom og glæden ved til stadighed at kunne dygtiggøre sig. Det er afgørende for at højne uddannelsesniveauet og styrke konkurrence- og sammenhængskraften i det danske samfund.

Livslang læring skal fremmes i alle de mange sammenhænge, hvor mennesker lærer nyt og tilegner sig brugbare kompetencer. Det gælder i uddannelserne, i arbejdslivet, i folke-oplysningen og i forenings- og fritidslivet. Det er et fælles ansvar for alle. Hermed får vi de bedste forudsætninger for et dansk kompetenceløft, og at den livslange læring bliver i verdensklasse.

Med denne redegørelse præsenteres Danmarks strategi for livslang læring og de initiativer og indsatsområder, der fremadrettet især prioriteres. Den er et bidrag til en realisering af de fælles målsætninger i Lissabon-strategien.”

Og så kan man da vist ikke nå højere. Sikke en gang coaching.

Vi andre talte ydmygt om, at det drejede sig om, at den enkelte ved afslutningen af et læringsforløb eller stillet over for nødvendigheden af at skifte retning eller gear i sit liv altid skulle kunne finde svar på spørgsmålet: Og hvor kan jeg så bevæge mig hen herfra? Vi talte om læring som en forandringsproces i den enkelte, ikke om indlæring af brugbare kompetencer.

Og sådan er der jo så meget.