Futuriblerne

Om nødvendigheden af at udvikle, styrke og bruge alle intelligenser set i et samfundsmæssigt perspektiv

Af Steen Hildebrandt

Professor ved Handelshøjskolen
Århus Universitet

Ny verden – Nyt tankesæt

Den logiske, analytiske og lineære side af hjernen, enten-eller siden, måle-siden, den rationelle og kvantitative side, er fortsat den dominerende, når det handler om mange af de beslutninger, der træffes på samfunds- og virksomhedsniveau. Når det går hårdest til, konstruerer vi matematiske modeller af samfund og virksomheder, og forsøger ved hjælp af forskellige optimerings- og analysemetoder at finde såkaldt optimale løsninger på virksomheders beslutnings-problemer. Inden for den transhumanistiske forskning taler man nu også om at optimere mennesker. Den optimerede medarbejder. Den reparerede og optimerede elev. Mange virksomheds- og ledelsesmodeller bygger på denne antagelse om rationalitet, rationelle leverandører, købere, medarbejdere og ledere. Rationalitet hele vejen igennem. Og på den baggrund tror mange mennesker faktisk, at det er rigtigt, at det handler om rationalitet. Og at alt andet end rationalitet derfor er noget fjolleri og føleri, som må bekæmpes og holdes nede. Intet kan være mere forkert. Det handler om rationalitet og følelser. Det handler om analyse og intuition. Det handler om det hårde og det bløde.

Denne rationalitet ligger bag meget af den virksomheds- og samfundsudvikling, som vi har set, og som vi fortsat er vidner til, og som bl.a. indebærer, at der foregår en galop-perende teknologisk udvikling i verden, en næsten vanvittig hurtig og omfattende teknologisk udvikling. En fysisk, materiel væksttænkning, der aldrig nogensinde er set så markant og dominerende som nu. Det er den ene side. En side, der fortsat tillægges enorm vægt. Den anden side er den kva-litative, helhedsorienterede, værdiorienterede og etiske side, den rummelige og følsomme side. Den bløde side. Den side har det ikke godt. Den side kan ikke følge med; her opleves en stor skepsis, megen nervøsitet, fortvivlelse og usikkerhed med hensyn til at finde fodfæste i den verden, der udvikler sig med meget stor hastighed, og hvor mange former for liv på kloden påvirkes negativt og er truet. Den dominerende tænkning, de dominerende modeller og teorier, den dominerende politik – kommer fortsat fra venstre hjernehalvdel. Verden ser ud derefter. Kortsigtet materiel vækst, kortsigtet gevinst, materiel vækst frem for vækst i livskvalitet, egoisme frem for medansvar for helheden, er fortsat det dominerende paradigme, den dominerende logik. Verden lider under denne logik; verden lider, fordi vi så ensidigt tror på den logiske tænkning og den materielle vækst.

De voksnes verden domineres af denne tænkning, når det f.eks. handler om politik, virksomhedsledelse, uddannelse, forskning og udvikling. Og dermed kommer den selvføl-gelig også til at dominere børnenes verden, fordi de voksne både opstiller ramme-betingelserne for børnenes liv og udvikling og i høj grad også er med til at bestemme, hvorledes disse rammer udfyldes. Spørgs-målet er, om vi som voksne løser denne opgave godt nok i dagens Danmark. Hvilken tænkning, hvilke teorier og referencerammer, hvilke erfaringer og indsigter styrer os, når vi f.eks. indretter og tilrettelægger arbejdet og processerne i folkeskolen? Er det fra fortiden importerede tanker og modeller, der er dominerende og styrende, eller er det ind-sigter og begreber, der kommer ud af en skabende og fordomsfri lytten til den fremtid, der er ved at ankomme og blive til virkelighed? Min påstand er, at vi som sam-fund skal skifte kurs, når det handler om vor måde at tænke fremtid, skole og børns udvikling på. Vore børn kommer til at leve i en stadig mere kompleks og modsigelsesfyldt verden. I denne verden er der behov for mennesker med en stor evne til, hvad man kunne kalde en omhyggelig skelnen, en evne til at kunne navigere og træffe beslutninger i modsigelsesfyldte, paradoksale og hurtigt skiftende beslutningssituationer. Alle menne-skets intelligenser skal respekteres og udvik-les, hvis vi som samfund skal kunne klare disser meget komplekse beslutningssitua-tioner.

Du er ikke syg

Ken Robinson (www.sirkenrobinson.com) har spurgt en række mennesker om, hvorledes de opdagede deres talent. Ideen fik han, da han en dag spiste frokost med Gillian Lynne, som er en kendt danser og koreograf. Mange kender hendes værker, f.eks. Cats og Phantom of the Opera. Hvorledes blev du danser? spurgte Ken Robinson. ”Det er et interessant spørgsmål”, svarede Gillian Lynne, og så fortalte hun følgende historie:

”I skolen var jeg håbløs, så en dag sendte skolens leder et brev til mine forældre, hvori lederen skrev: Vi vurderer, at Gillian har et indlæringshandicap. Hun kan ikke koncen-trere sig”. (I dag, indføjer Ken Robinson, ville man formentlig have sagt, at hun havde ADHD (Attention-deficit hyperactivity dis-order), men denne kategori var ikke identi-ficeret og navngivet på daværende tidspunkt, så det var ikke en mulighed). Gillian blev henvist til en specialist, som hun en dag konsulterede sammen med sin mor. I besøgsværelset blev hun bedt om at sætte sig ned på en stol, og her sad hun i 20 minutter, medens specialisten talte med Gillians mor om alle de problemer, som Gillian havde i skolen. Hun forstyrrede alle, og hendes hjemmeopgaver blev altid afleveret for sent. Da specialisten var færdig med at tale med moderen, satte han sig ned ved siden af Gillian og fortalte hende, at han nu havde lyttet til alt, hvad moderen havde fortalt, og at han gerne ville tale med moderen alene. Herefter forlod specialisten og moderen besøgsværelset, men lige inden de gik ud, tændte specialisten for en radio, der var i værelset, og ud af radioen kom god musik. Da moderen og specialisten var kommet uden for, sagde han til moderen: Bliv stående her og iagttag Gillian gennem nøglehullet. Det gjorde moderen, og hvad hun så var, at i det øjeblik, de to havde forladt værelset, hvor radioen spillede musik, rejste Gillian sig op – og dansede til musikken. De iagttog hende i nogle få minutter, hvorefter specialisten vend-te sig om mod moderen og sagde: Gillian er ikke syg; hun er danser. Send hende i en danseskole. Hvad skete der så? spurgte Ken Robinson. Gillian svarede: ”Jeg kom i danseskole. Det var vidunderligt. Jeg kom ind i et rum, der var fyldt med mennesker som mig selv, mennesker, der ikke kunne sidde stille. Mennesker, der var nødt til at bevæge sig for at kunne tænke”.

Gillian blev uddannet på The Royal Ballet School. Hun blev solist. Hun havde en fantastisk karriere på The Royal Ballet. Hun etablerede sin egen virksomhed, The Gillian Dance Company. Hun mødte Andrew Lloyd Webber, og har efterfølgende været ansvarlig for nogle af de mest vidunderlige musicals i historien. Hun har været med til at give mange mennesker store oplevelser – og hun er blevet multimillionær. (Se: Out of Our Minds og www.ted.com. Ken Robinsons interviews offentliggøres i en bog med titlen Epiphany, der forventes publiceret i 2009).

Karakterer fra 1. klasse

I Nyhedsavisen den 31. januar 2007 kunne man læse følgende overskrift: Politikere vil have karakterer fra 1. klasse. Det var en politiker fra Dansk Folkeparti, der udtalte sig. Hans synspunkt er, at der skal gives karakterer fra dag ét i skolen, ”så forældrene helt konkret kan se, hvor deres børn står”. Vi har at gøre med emner, børn, uddannelse og skole, hvor alle kan tale med, og hvor alle skal tale med, for vi har alle stor praktisk indsigt. Karakterer er skrøbelige størrelser. Der er grænser for, hvad man kan byde tal, men vi byder ét tal at sammenfatte hele mennesker. Så der går danskere rundt og erklærer, at de fik 8,3 ved afsluttende eksamen i 9’ende klasse, til studenter- eller kandidateksamen – eller hvor vi nu regner karaktergennemsnit ud. Er det, hvad vi kan præstere, når det handler om at karakterisere noget så kompliceret som et menneske? Burde vi standse dette taltyranni, eller i det mindste sikre, at vi målte mere og mere nuanceret, end det tilsyneladende sker nu? På trods af, at disse tal er meget skrøbelige, bliver de faktisk taget så alvorligt, at de er med til at bestemme, hvilke uddannelser, unge mennesker kan vælge og gennemføre.

For nogen tid siden blev jeg blev interviewet af en journalist, der bl.a. henviste til, at OECD-økonomer placerede Danmark ret langt nede i talrækkerne, når det handlede om folkeskoleuddannelse. Danmark har tidligere ligget i toppen i disse OECD-statistikker, men er rykket ned i løbet af de seneste år, argumenterede og forklarede journalisten. Min kommentar til dette var og er: Hvad gør det at ligge ringe placeret i en forkert statistik? Med det mener jeg lidt mere præcist: OECD-statistikkerne er interessante og sikkert også til nogle formål relevante, men siger de noget om det virkelig vigtige? Når det drejer sig om danske børns liv, uddannelse og fremtid, er der måske noget, der er vigtigere, end økonomiske OECD-statistikker?

Siger OECD-tallene noget om vore børns muligheder for at tage vare på sig selv, naturen og deres medmennesker i en fremtid, der byder på store udfordringer og megen tumult, og som med meget stor sandsynlighed vil stille børnene over for mange nye typer af opgaver, problemstillinger og udfordringer, som deres forældre og bedsteforældre aldrig har været blot i nærheden af endsige kon-fronteret med? Siger alle disse statistikker noget om børnenes evne til at forstå verden og forstå andre mennesker, deres evne til at forvalte, udfolde og måske nyttiggøre deres kreative evner, deres evne til at udtrykke sig mundtligt, kropsligt og skriftligt og deres evne til at arbejde sammen med andre mennesker? Siger de noget om børnenes emotionelle, eksistentielle og rumlige evner og erfaringer? Siger de noget om børnenes kroppe, som til syvende og sidst er det vigtigste overhovedet? Siger de noget om børnenes evner til at formulere relevante problemstillinger og arbejde sammen med andre om at løse dem? Svaret er: Nej, nej og atter nej! Er dette vigtige emner, kvalifi-kationer og kompetencer for børnene? Svaret er: Ja, ja og atter ja! Sandheden er, at vi måler noget, og der er meget, vi ikke måler. Sand-heden er måske også, at vi måler det, vi kan måle, og alt det, som det er svært, men vigtigt at måle, ja, det måler vi ikke.

Danmark i en overgangsfase

Riget i midten er ved at blive en økonomisk stormagt i verden. Mange politisk-økono-miske eksperter vurderer, at Kina vil blive verdens økonomiske stormagt inden for en meget kort årrække, måske inden for en periode på ti år. ”Når Kina vågner, vil Verden skælve”, sagde Napoleon. I Kina og Indien foregår der en voldsom økonomisk og teknologisk udvikling, der indebærer, at vi bevæger os imod, hvad nogle kalder en tripolær verden med tre meget store og domine-rende stormagter: USA, Kina og Indien. Udviklingen i disse store økonomier vil påvirke hele verden meget stærkt. På nogle måder og områder vil den øvrige verden blive sat under et voldsomt pres. På andre områder vil udviklingen i de tre storøkonomier betyde store muligheder for alle andre lande i verden, muligheder for samarbejde, udvikling, samhandel, uddannelse, forskning m.m. Udviklingen i disse lande i de næste årtier må forventes at blive uden historisk sidestykke, herunder vil der ske en betydelig befolk-ningstilvækst i disse lande. Europa og Dan-mark vil blive påvirket stærkt af disse tre store økonomier. Det er formentligt rigtigt at sige, at denne påvirkning på stort set alle områder kan vendes til eller ses som positive muligheder og udfordringer for et land som Danmark. Befolkningsudviklingen i Europa vil, i modsætning til Kina og Indien, være karakteriseret ved et betydeligt fald i fødsels-tallet i de fleste europæiske lande. Den for-ventede befolkningsudvikling i Europa vil imidlertid være en svag vækst, ikke forårsaget af børnefødsler i Europa, men forårsaget af en betydelig indvandring fra andre lande og regioner.

Danmark skal finde sin plads i denne be-folkningsmæssige, teknologiske og økono-miske udvikling. Danmark har været et land, der er kendt for et veludviklet demokrati, andelsbevægelse, folkehøjskoler, folkeskoler, børnehaver, fagbevægelse, velfærd, lav magt-distance, et højt uddannelsesniveau m.m. På nogle af disse områder er det nok rigtigt at sige, at Danmark har været førende eller blandt de førende lande. Danmark har haft et meget højt materielt velstandsniveau – også målt globalt. Og formentligt også på andre områder har Danmark været førende. Det ser umiddelbart ud til, at Danmark taber terræn på flere og flere af disse traditionelle sam-menligningsfelter. Danmark ser på den måde ud til at være i en mellemfase, en overgangsfase, hvor vi som samfund har svært ved at finde retning i verden og sammenhængende dermed også svært ved at finde klarhed og retning i den interne politiske udvikling. Det kan være en meget naturlig situation at være i for et land, hvor der sker så kraftige ændringer, som tilfældet er her. Der er ikke noget underligt i, at samfundet i alminde-lighed og politikerne i særdeleshed har svært ved at finde ud af, hvad vi som samfund skal gøre.

I en form for storhed eller måske afmagt er det blevet en fremherskende dansk retorik, at Danmark skal have universiteter, folkeskoler – og meget andet – i verdensklasse. Vi er blevet optaget af og måske fanget ind i en benchmarkings- eller sammenligningstænk-ning, hvor vi er optaget af at sammenligne os med andre på en lang række dimensioner. F. eks er vi med til at rangordne universiteter i verden, sammenligne resultaterne af tests af børnene i skolen i forskellige fag interna-tionalt, sammenligne kvaliteten af ydelserne på vores hospitaler internationalt osv. Spørgsmålet er, om der ikke i denne vidt udbredte benchmarkingstænkning og -praksis ligger en betydelig risiko. Det kan være vældigt nyttigt at sammenligne, hvordan man som individ, virksomhed, skole og samfund ligger placeret i forhold til andre på forskellige dimensioner. Men hvis denne sammenligning sker, inden man har klarhed over egen identitet og retning, ikke har klarhed over egne politiske og samfundsmæssige mål og visioner, så er det en yderst farlig tænkning og praksis. ”Den der går i andres fodspor, kommer aldrig foran”, hedder et ordsprog og denne bench-markeringstænkning har en tendens til, at man bliver i det samme spor. For i selve sammen-ligningen ligger en uudtalt antagelse om, at selve sammenligningen, herunder det, man sammenligner, er relevant. Hertil kommer, at det i virkeligheden ikke er det at være foran, der er det vigtige. Det vigtigste er at være på den rette vej set i forhold til, hvor og hvem man selv er og ønsker at være i fremtiden.

Hvad er verdens bedste folkeskole, universitet m.m.? Hvorfor skal et land have verdens bedste folkeskole – uanset hvorledes ”bedste” defineres? Skal et land ikke have den folkeskole, som er bedst for det land og den situation, som landet er i – målt på en række dimensioner og områder? Skal et land eller en virksomhed ikke finde sin egen retning, sin egen vision og egne mål, og udfra dette tilrettelægge, hvad der er det rigtige for dette land eller denne virksomhed. Og behøver det nødvendigvis at indebære, at man skal være bedre end andre for at være på den rette vej? Svaret må være: Nej. Man skal finde sin egen vej. Som samfund er det naturligvis relevant at vurdere udviklingen i den øvrige verden som et led i at finde sin egen retning og eksistensgrundlag. Så i den forstand er udvik-lingen i den øvrige verden interessant.

Danmark er sine mennesker

Danmark er sine mennesker. Det er disse mennesker, som udgør fundamentet for Danmarks plads og muligheder – økonomisk – i verden i fremtiden. Derfor skal – til syvende og sidst – al politisk virke i Danmark være fokuseret på mennesker. Mennesker er det vigtigste. Det er det altid, men det er det i særlig grad for et samfund, der skal leve af sine mennesker – som mennesker og ikke blot som et slags vedhæng til et stort produktions-apparat. Og det sidste er, hvad mange men-nesker har været og er i et industrisamfund – også i det danske industrisamfund, som vi nu er ved at afvikle.

Det er denne enkle tænkning, der er baggrunden for påstandene i denne artikel om, at det er vigtigt og afgørende at forstå og arbejde med alle menneskets og alle menneskers intelligenser. Og hvorfor det er så vigtigt at arbejde med alle menneskers livsduelighed og eksistentielle intelligens. Det er den ene side. Den side, der handler om udfordringerne og mulighederne for Danmark. At Danmarks muligheder for at udvikle sig (uanset i hvilken retning) i høj grad afhænger af befolkningens uddannelse, sundhed, udsyn m.m. Men hertil kommer som den anden påstand og pointe: Udviklingen i verden er sådan, at kravene til det enkelte menneske for at kunne leve i verden er så store som aldrig før på grund af den kompleksitet, herunder de hastigheder og de pres, vi oplever. Sagt med andre ord: Min forestilling er, at det bliver meget, meget mere krævende at være borger i Danmark om 25 år end det var for 25 år siden. Det bliver ekstremt krævende. Der vil blive stillet meget store krav om faglige og praktiske indsigter og uddannelser. Og disse krav kan vi kun imødekomme, hvis vi har sunde og eksistentielt kompetente mennesker.

Udgangspunktet er, at alle mennesker har en kerne. Alle mennesker er værdifulde og alle mennesker er stærke og har styrkeområder. Denne kerne, disse styrker skal være udgangs-punktet og basis for al udvikling og al uddannelse for dette menneske. Hvert men-neske skal have lov til og mulighed for at udvikle sig i overensstemmelse med dette menneskes potentialer og muligheder. Det svarer til at sige, at ethvert menneske skal have mulighed for at finde og udvikle sin egen identitet, mulighed for at finde og udvikle sin egen kerne. Denne udvikling begynder hos forældre og andre primære omsorgspersoner. En vigtig, måske den vig-tigste, forudsætning er kærlighed. Udvik-lingen fortsættes i dagpleje, børnehave og (folke-)skole. Barnets liv i hjem, dagpleje, skole m.v. er helt og aldeles afgørende for barnets udvikling og udviklingsmuligheder. Selvfølgelig er der i barnet iboende kræfter og strukturer, der spiller en rolle, men de vil altid udfolde sig i et miljø, som kan være mere eller mindre fremmende for udfoldelsen af de iboende kræfter og muligheder.

Denne individuelle udvikling skal gives næring alle de steder, hvor barnet er, f.eks. i skolen. Skolen skal være en ramme om barnet, der primært respekterer barnet og giver det muligheder og udfordringer. Bar-nets personlighed er fundamentet for den udvikling og læring, der skal finde sted i barnets opvækst. Personligheden er centreret i kroppen. Skolen og børnehaven skal være et sted, hvor barnets personlighed, krops-bevidsthed og kropsrespekt, barnets sociale oplevelser og kompetencer udvikles og udfol-des. Skolen skal være et sted, hvor barnets livsduelighed, selvrespekt, selvforståelse og sociale liv udvikles og udfoldes. Skolen skal også være det sted, hvor en lang række faglige konkrete færdigheder og kundskaber skal indlæres, men det kommer i anden række. Grundlaget er barnets eksistens, barnets eksi-stentielle intelligens, barnets evne til, så at sige, at stå på egne ben, leve sit liv i balance med naturen og andre mennesker. På denne basis sker al den anden læring og uddannelse, der også skal finde sted i skolen.

Der er to sæt årsager til, at vi efter min opfattelse skal gøre som overfor antydet. Den ene årsag handler om respekt for det enkelte menneske. Det enkelte menneskes (barns) ret til at blive mødt med respekt fra de voksne. Dette er grundlæggende. I virkeligheden handler det om menneskets rettigheder, om menneskerettigheder. Jeg vurderer, at noget af det, der foregår vedrørende ensidig testning af børn er simpelt overgreb på børn. Den anden årsag, eller sæt af årsager, har at gøre med, at simple forretningsmæssige overvejelser på både virksomheds- og samfundsniveau tilsiger at følge denne strategi eller denne men-nesketænkning, fordi Danmark som nation vil få en plads i verden, hvor denne udfoldelse af mange færdigheder er et krav, er en forud-sætning for, at Danmark kan levere produkter og ydelser, som den øvrige verden har brug for og vil betale for.

Grundlæggende værdier

Den tænkning, jeg har forsøgt at udfolde oven for, er en tænkning, der i høj grad accepterer den samfundsudvikling, som vi kan iagttage i verden i dag. Det er i virkeligheden en forret-ningsmæssig tænkning, der betragter Dan-mark som en forretning i verden og som en forretning, der forsøger at finde sin plads i en verden i hastig økonomisk, politisk og tekno-logisk udvikling. Påstanden er den enkle, at Danmarks strategiske plads i denne verden er en plads, der skal udfoldes og realiseres gennem en systematisk og vedvarende sats-ning på mennesker og menneskers udvikling og uddannelse.

En helt anden tænkning, som ikke er omtalt her, har at gøre med en angst for, hvor denne såkaldte udvikling i verden fører hen. Den udvikling, vi taler om – med udgangspunkt i den tripolære verdens økonomisk-teknologiske væksttænkning – er en ekstrem farlig udvikling, så farlig, at f.eks. Claus Otto Scharmer i sin bog Theory U ²² taler om, at medmindre vi skifter spor, så vil vi ramme en mur inden for en meget kort tidshorisont. Scharmer taler om ti år. Uanset hvor konkret vi vil være her, så er der ingen som helst tvivl om, at verden er på en meget farlig kurs. Og Danmark er på en farlig kurs, når vi, som jeg har argumenteret for det, kobler os så ukritisk op på verdens udvikling og i virkeligheden blot forsøger at følge med og finde vor plads i den forretningsmæssige og materielt vækst-dominerede tænkning og filosofi, der præger f.eks. de tre stormagter.

Med andre ord: Samtidig med at vi som samfund og som individer forsøger at finde vor plads i verden med en mere eller mindre bevidst holdning til og forståelse af denne verdens udvikling, så er der også behov for en stillingtagen til de grundlæggende værdier, som vi styrer ud fra. Der er behov for, at vi besinder os på, hvilke motiver og hvilke værdier, der skal være styrende for verdens og Danmarks udvikling. Hertil kræves der bevid-ste mennesker. Der er behov for dialog om værdier – regionalt og globalt. Der er behov for ansvarlighed. Ansvarlighed kommer ud af mennesker. Der er behov for medansvarlighed og helhedstænkning. Det kommer af menne-sker. Der er behov for, at virksomheder tager ansvar – ud fra den enkle, men tilsyneladende rigtige påstand, at det er virksomheder, der påvirker verden mest og dermed også har størst muligheder for enten at ødelægge eller at redde verden – og også virksomheders ansvar kommer ud af mennesker og menne-skers værdier og helhedsforståelse. Og så er jeg tilbage ved udgangspunktet: det enkelte menneske og det enkelte barn. Vi får ikke behov for børn og unge, der ukritisk kan føre den nuværende samfunds- og væksttænkning videre (men omvendt har vi også behov for det, for vi kan umuligt sadle hurtigt om); vi har også behov for børn og unge, der kan være med til at foretage nogle betydelige justeringer i den kurs og de grundlæggende værdier og den grundlæggende materielle væksttænkning, der har domineret verdens udvikling i flere hundrede år – og som nu er ved at føre til globale katastrofer. Vi har behov for mennesker, der tager stilling til den neurobotiske og trans-humanistiske forskning, hvor man f.eks. arbejder med cyborgs (tiltag, hvor man så at sige bygger mennesker og maskiner sammen), den forskning, der interesserer sig for homoartefakter, forskning, hvor man arbejder med at reparere og optimere mennesker langt videre, end vi hidtil har anset det muligt, hvor man arbejder med at udvikle sociale og kognitive partnere – robotten som partner m.m.

Børnene skal udvikles og beskyttes

Børnene er fremtiden. Børnene er det vigtigste, vi har. Børnene skal kunne stå på egne ben og skal kunne orientere sig i, arbejde i og træffe vigtige beslutninger i en fremtid, om hvilken vi med sikkerhed kan sige: Den bliver ikke let og enkel at have med at gøre. Det bliver en meget kompleks og på mange måder formentlig også en nødlidende verden, som vore børn kommer til at leve i. OECD-statistikkerne siger intet om alt dette. De udsiger en masse om økonomiske nøgletal, karakterer i forskellige fag, i forskellige lande, på forskellige klassetrin osv. Og det kan være interessant og relevant nok. Det skal blot suppleres, nuanceres og udbygges med målinger, evalueringer og beskrivelser af noget af alt det andet, som er vigtigt, dels for børnene som individer, og for børnenes muligheder for på relevant og markant måde at bidrage til det samfund, som de vil have et medansvar for om føje år.

Jeg møder mange mennesker, børn, forældre, lærere og skoleledere, der taler om, at der er stærke og svage elever i skolen, og taler om det, som om det er en selvfølge, og som om det må være sådan. Det forstår jeg ikke. Jeg vil sige: Selvfølgelig behøver der ikke at være stærke og svage elever. Selvfølgelig er der tabere, hvis man måler alle børn med den samme målestok. For børnene er så forskellige som dag og nat – og børnene er ens indtil det kedsommelige. Børn er ens og forskellige. Det skal man selvfølgelig tage hensyn til, hvis man vil måle for at få noget sandt og autentisk at vide. Vil man have noget at vide om mig, så må man spørge ind til, hvem jeg er og ikke betragte og spørge mig, som om jeg var et gennemsnit. Man må undersøge børnene, som de er. Undersøge børnene på børnenes præmisser, så at sige, dvs. ud fra, hvem de er. Undersøgte man danske børns anlæg for at blive balletdansere, ville vi få et ringe karaktergennemsnit. Vi tvinger børn ind i de samme tests – stort set hele vejen igennem alle uddannelsessystemer. Samme kriterier, samme typer opgaver og tests – samme målestokke og målemetode. I sig selv er det yderst betænkeligt, men det bliver yderligere helt grotesk, når det betænkes, at vi med de nu-værende tests og den nuværende eksamens-tænkning kun tester brøkdele af, hvad børnene kan, og – og det er det værste af det hele – får behov for, hvis de skal have nogen chance for dels at overleve og orientere sig i en meget kompliceret og krævende verden, men dels også for at bidrage til løsning af denne verdens opgaver og problemstillinger.

Der er ikke noget at sige til, at skolefolk fortsat erklærer – hvad alle, der har gået i skole selv har haft rig anledning til at se ved selvsyn eller selvsmerte – at der skabes man-ge tabere i den danske folkeskole. Selvfølgelig skabes der tabere, når man tænker og måler, som man gør. Der kan selvfølgelig være objektivt svage børn, f.eks. børn med handicaps af forskellig art, men det er ikke de børn, der her tænkes på. Det er hele gruppen af såkaldt normale børn. Her er ingen svage. Her er i virkeligheden alle stærke, hvis de blot fik lov til at mærke sig selv, være sig selv, folde sig selv ud, blive respekteret og elsket (ikke for det, de ikke er, men for det, de er), føle at være værdsat og grundlæggende have en god kontakt med egen krop og eget hjerte. Skolen skulle bidrage til, at børnene fik selvtillid, selvforståelse, selvrespekt, fik re-spekt for og kærlighed til andre mennesker, til dyrene og naturen, til voksne og mennesker med en helt anden baggrund, andre kulturer, religioner og traditioner. Hvis børnene havde det, så ville de alle være stærke – og forskellige, og så ville de bedre være i stand til at lære alt det andet, som de også skal lære.

Hvis børn lærte at mærke deres hjerte, forstå og lytte til deres hjerte, så ville de blive meget stærke. Hvis de lærte at forstå og respektere deres krop, motionere og spise sund mad, hvis de lærte at respektere og lytte til andre mennesker, hvis de lærte at udtrykke sig mentalt, følelsesmæssigt og kropsligt, så ville de og verden blive anderledes – og igen: Så ville de have uendelig meget lettere ved senere i livet at lære noget af den faktuelle og intellektuelle viden, som de måske ikke når at lære eller ikke lærer så meget af i folkeskolen, som de (heller ikke) gør i dag. Sandheden er jo, at vi på den ene side forsøger at lære børnene en masse, men at mange af dem på den anden side ikke lærer det, som de skulle i henhold til planer og bekendtgørelser. Og selvfølgelig gør de ikke det. Når man er taber fra første dag, så lærer man ikke så meget, som hvis man havde følt sig som vinder. Vi kan undgå at udvikle tabere – hvis vi vil. Som det siges i en film om homoartefakter fra Det Etisk Råd: ”Det er os selv, der må beslutte, hvor langt vi vil gå”. (www.homoartefakt.dk). Det er os selv, der bestemmer, hvordan vi vil behandle vore mennesker; det er os selv, der bestemmer, hvordan folkeskolen, børnehaven og vuggestuen skal indrettes.

En forkortet udgave af denne artikel har været bragt som kronik i dagbladet Information 2. februar 2008, ”Børnene er det vigtigste”.

¹ Theory U – Leading from the Future as it Emerges, 2007.