Temaet ”livslang læring”
Emnet for dette temanummer, ”livslang læring”, har været debatteret i årtier – under denne eller andre overskrifter: ”at lære at lære”, ”personlig udvikling”, ”kognitive værdier” mv. Når der kan være grund til at genoptage debatten herom, skyldes det ikke alene, at tendenser i samfundsudviklingen – globalisering, nye teknologier, voksende informationsstrømme etc. – skaber ændrede krav til og vilkår for nutidens undervisnings-systemer, men også, at de intuitive – politiske og lovgivningsmæssige – forsøg på at imødekomme disse behov ofte er mere kontra-produktive end egentligt problemløsende.
Tiden – og den borgerlige kulturrevolution – råber på større faglighed i grundskolen, for-maliserede uddanelsesmål (kanon’er) flere erhvervsrettede elementer i skole- og gymnasieuddannelserne, kortere uddannelsesforløb, eliteuddannelser og mere efteruddannelse i forhold til de kompetencegivende – mellemlange og videregående – uddannelser. Opgøret retter sig mod tidligere tiders rundkreds-pædagogik, mod de gamle dannelses- og lighedsidealer og mod en stigende grad af forældelse af tillærte færdigheder. Perspektivet for disse ændringer er imidlertid mere fortidsrettet end fremtidsorienteret.
I den første artikel af Selskabets tidligere, nu afdøde, generalsekretær Torben Bo Jansen, konfronteres dette opgør med begrundede forestillinger om, at livslang læring kræver en fornyelse af dagens uddannelsesinstitutioner, som rækker langt ud over industrisamfundets krav om fleksibel arbejdskraft. Livslang læ-ring er på én gang affødt af overgangen til et samfund, der i højere grad prioriterer kognitive værdier frem for materielle, og repræsenterer løsningen på de problemer, der er forbundet med et sådant – kognitivt – samfund i en globaliseret verden.
Ifølge Jansen skaber den igangværende udvikling i retning af kognitive værdier en vok-sende interesse for livslang læring i betydningen: personlig udvikling gennem hele livet. Samtidig skaber den voksende konkurrence i det internationale samkvem behov for væsentligt øgede kompetencer for omstilling og fornyelse hos erhvervslivets virksomheder og de offentlige institutioner med reproduktive samfundsfunktioner. Det sidste kræver ikke mindst en bedre udnyttelse af arbejds-kraftens potentialer og dermed af det enkelte menneskes evner i arbejdslivet.
Ved på denne måde at sammenkæde tenden-ser i samfundsudviklingen med generel læringsteori, og herunder specielt teorien om de mange intelligenser, opnår Jansen at sætte fokus på de afgørende elementer i uddannelsessystemet. Påstanden er her, at ”omstil-lingen fra industrisamfund til kognitivt sam-fund omfatter en omstilling af det fagspecialiserede uddannelsessystem til livslang læring”. En omstilling, som for denne forfatter, vil repræsentere, hvad der betegnes som en ”kopernikansk vending” (paradigmeskift)1 i forhold til traditionel uddanelsestænkning.
”Livslang læring” er således andet og mere end blot et modeord med vagt betydningsindhold. Det er for det første det modsatte af indlæring af bestemte ”færdigheder” i løsning af givne problemer – perspektivet er derimod opøvelse af kompetencer til løsning af vilkårlige problemer, således som det fx kendes i projektarbejde, hvor det vellykkede resultat skyldes indsats af forskellige slag kompetencer. Det er for det andet det modsatte af den ”efteruddannelse”, som gives på brush up kurser o. lign. – perspektivet er tværtimod, at livslang læring overflødiggør efteruddannelse. Hvis uddannelsessystemet indrettes på at lære eleverne, de studerende, at lære – er der ideelt set – ikke noget behov for efteruddannelse.
Kompetencebaserede uddannelser er en del af målsætningen i den udvikling af de europæiske uddannelsessystemer, som blev sat i værk for nogle år siden med den såkaldte Bolognaproces. Forestillingen er, at et vist bredere felt af kompetencer skal erstatte det snævre kvalifikationsbegreb som ledetråd for uddannelserne. Færdigheder indgår da her som en blandt flere – ligeværdige – kompetencer, som uddannelsessystemerne skal understøtte.
Uden en individualiseret undervisning, som udnytter og fremmer det enkelte menneskes specielle evner og anlæg, risikerer dette koncept imidlertid blot at lægge nye alen til den målestok, som eleverne/de studerende vurderes efter. Det samme gælder i det omfang virksomheder og institutioner forsat efterspørger specifikke færdigheder foruden stribevis af andre gode egenskaber hos ansøgerne. Tilbage bliver kun en virkelig elite, der kan honorere disse krav – deraf også erhvervslivets krav om øget satsning på netop eliten, som om der kun kunne være én slags elite: de særligt dygtige med særlig sans for de praktiske muligheder, med særlige samarbejds- og lederevner etc.
I modsætning hertil er konceptet om livslang læring baseret på forudsætningen om, at kun de færreste kan honorere alle tænkelige krav, men at alle kan dygtiggøres til at blive blandt de bedste inden for sit felt. Livslang læring er i den forstand også modsætning til uddannelser, der prioriterer en elite. Hvis enhver kan opøve sine evner til et eliteniveau, er der ikke noget behov for en særskilt eliteuddannelse.
Det er betragtninger som disse, som danner – om ikke grundlag – så dog et udgangspunkt for de følgende artikler. Redaktionen har herved søgt at opnå så bred en dækning af uddannelsessystemet som muligt, idet vi har opfordret centralt placerede aktører inden for hhv. grundskolen, de gymnasiale uddannelser, højskoler o.a. voksenuddannelser foruden de mellemlange og videregående uddannelser til at bidrage til dette temanummer.
1 Se nærmere om T.B. Jansens anvendelse af dette begreb i Futuriblerne 34/2006, nr. 3, p. 14f og p. 29.
Abstracts
Torben Bo Jansen, direktør for Institut for Anvendt Fremtidsforskning, skriver generelt om fremtiderne for skoler og voksenuddannelse. Han ser omstillingen fra industrisamfund til kognitivt samfund som en omstilling af det fagspecialiserede uddannelsessystem til livslang læring. Der argumenteres for, at en sådan omstilling repræsenterer, hvad der betegnes som en ”kopernikansk vending” – et brud med en række af de antagelser, der har været og er grundlaget for industrisamfundets uddannelsessystem.
Steen Hildebrandt, professor i ledelse og organisationsteori ved Aarhus Universitet, skriver ”om nødvendigheden af at udvikle, styrke og bruge alle intelligenser set i et samfundsmæssigt perspektiv”. Budskabet er, at det er både unødvendigt og skadeligt at sortere børn i tabere og vindere, som om der kun var én målestok, der er den rigtige til at afgøre, hvem der skal have succes i fremtiden. Hans påstand er, at alle menneskets intelligenser skal respekteres og udvikles, hvis vi som samfund skal kunne klare de meget komplekse beslutningssituationer, som vil kendetegne fremtidens samfund.
Birgitte Birkvad, De danske undervisningsorganisationers repræsentant i Bruxelles, hæfter sig ved de problematiske sider af de officielle – instrumentelle – tilgange til det krav om livslang læring, som globaliseringen stiller til uddannelsessystemet: Nationale standarder, tests, benchmarks, internationale sammenligninger og rangordning. Hun efter-lyser et større professionelt råderum for udvikling af skolen som et sted, hvor børnene kan lære at lære.
Stig G. Lund, specialkonsulent i BUPL, analyserer daginstitutionernes rolle i skæ-ringsfeltet mellem arbejdsmarkedspolitik og uddannelsespolitik. Internationale udviklings-tendenser sammenholdes med den nordiske pædagogiske tradition, og der argumenteres for, at pasning og læring må indgå i samspil med omsorg, dannelse og udvikling set i et livslangt perspektiv. Også her peges på beho-vet for at sikre professionel autonomi ved udviklingen af dagsinstitutionerne som være- og læresteder.
Helge Severinsen, fhv. provst og tidl. fmd. for Det centrale Uddannelsesråd, hæfter sig ved samfundets forandringer som et grundvilkår for nutidens mennesker og stiller – under overskriften: ”man lever, så længe man lærer” – tidens krav om livslang læring op som et modstykke til det gammelkendte ord om, at ”man skal lære, så længe man lever”. Det afgørende er imidlertid sikring af det menneskelige perspektiv: læring som en forandringsproces i den enkelte, frem for læring blot som en tilegnelse af ”brugbare” kompetencer. Det er heri den ”kopernikanske” udfordring består.
Nils Bech, projektkonsulent og kst. generalsekretær for Selskabet for Fremtidsforskning, fortæller anekdotisk om vanskelighederne ved at bryde med vaner og traditioner, når de først én gang har fæstnet sig hos de ledende lag i samfundet, her personificeret i datidens ride-foged – og instrumentaliseret i dennes rekvisitter, pisken og træhesten, som alle – eller næste alle – er enige om, at der ikke er brug for i nutidens højt udviklede samfund.