2021-01-21

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Behov og værdiforestillinger for by-arkitekturen i et nyt århundrede: Hvordan forenes ønsker om høj beboelses- og arbejdskvalitet i både nye og eksisterende privat- og erhvervsboliger, med krav til både sundhed, æstetik, bæredygtighed og livsglæde i nærmiljøet og transportvejene.

Indledning og sammenfatning

EFTER COP15 – TOP/DOWN ELLER BOTTOM/UP?

Ledelse praktiseres oppefra og ned; fornyelse igangsættes nedefra og op. ”Sustainability Science” føjer sig til rækken af pædagogiske eksempler.

I december 2009 afholdte FN klimakonferencen COP15 i København, med deltagelse af 194 lande. Det vil være en underdrivelse at påstå, at resultaterne af dette topmøde, trods fremmøde af alle førende statsledere, levede op til de opbyggede, folkelige forventninger.

Spørgsmålet er om de pauvre resultater for eksakte og bindende mål for CO2-reduktioner ikke var at forvente og om ikke, lært af historisk erfaring, vi burde have erkendt, at det var det forkerte sted, massemedierne placerede næsten al deres opmærksomhed. Interessekonflikterne i Bella Centret mellem de rige og de fattige lande var da til at tage og føle på. Og andre steder i byen foregik aktiviteter af langt større interesse.

Fra politisk hold kommer den erfaring, at fornyelse, forandring og omstyring ikke skabes af landspolitikere eller statsledere, ikke af embedsmænd i statsadministrationen, men af regional- og kommunalpolitikere fra de store og mellemstore byer, af græsrødder i befolkningen og ildsjæle i innovative erhvervsfirmaer og administrationen i de lokale samfund.

Det har nu alle dage været god latin, at det der rører sig i befolkningen, først registreres decentralt. Behovet for og effekten af forebyggelse og forandring opfanges bedst lokalt og derfra bevæger det sig nedefra og op (BOTTOM/UP) i hierarkiet, hvorimod budgetrammer udstikkes fra regeringer og statsembedsmænd og praktiseres oppefra og ned (TOP/DOWN). Et klassisk dilemma.

Efter Kyoto-protokollen i 1997 kunne man konstatere, at aftalen hverken var underskrevet af særlig mange lande og, dertil, at protokollen medførte evige og hidsige diskussioner om fortolkninger af aftalen blandt de lande, som havde underskrevet aftalen.

Fiaskoen i Kyoto afholdt dog ikke andre fra at påtage sig et ansvar. I de følgende år dannedes nedefra og op – BOTTOM/UP – organisationer som United Cities and Local Governments (UCLG), Local Governments for Sustainability (ICLEI), Metropolis, C40 Climate Leadership Group, World Mayors Council on Climate Change (WMCCC) og en underskov af spraglede NGO’er.

At borgmestre har udvist større handlekraft end landspolitikere, er der en naturlig forklaring på. I stor udstrækning besidder de nemlig både nøglen til løsningen af de allerstørste udfordringer til klimaforandringer og forstår kravene til bæredygtighed. De mærker også, som de første, følgerne af en laissez faire indstilling til udfordringerne.

Over tid har byerne som bosted vokset ekspansivt i popularitet. År 1800 boede kun 22 millioner mennesker i byerne (2,2 % af verdens befolkning), i år 1900 148 millioner (9.2 %), år 1950 730 millioner (29,4 %), år 1975 1560 millioner (38,3 %). Prognoser indikerer, at tallet vil være over 60 % i 2025 (2).

Når man påtænker, at 50 % af verdens indbyggere allerede i dag er bosiddende i byer, og disse står for 80 % af al verdens CO2-udledning (3), forstår man hvorfor de alternative tiltag decentralt er mindst lige så interessante, som hvad der foregik under tv-kameraernes spotlight i en betonkatedral på Amager. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man indretter livet i byerne. Til eksemplificering kan man pege på storbyer som New York og London.

London har, med 7 millioner indbyggere, en CO2-udledning på 6.18 tons pr. person, mod et gennemsnitstal på 11.19 tons pr. brite.

Byen New York har tilsvarende en emission pr. person på 7.1 ton, mod et landsgennemsnit på 23.92 tons.

Hvor meget CO2 man udleder, er altså ikke blot et spørgsmål om energikilde, men også beboelsestæthed, bygningsmaterialer og infrastrukturelle transportveje.

Selskabet for Fremtidsforskning har – inspireret af læsning om de resultater progressiv lovgivning har medført for byer som Venedig, Chicago og Toronto samt bogen ”Vugge til vugge” – dedikeret dette nummer af ’Futuriblerne’ til de ildsjæle, der pragmatisk arbejder med at skabe den nye by, i et økologisk, socialt og økonomisk bæredygtigt kredsløb.

Ikke ved at skabe ’et nyt spil efter de gamle regler’, men ved at skabe ’et nyt spil med nye regler’.  En ny verden, hvor ny informationsteknologi (IT) og ny energiteknologi (ET) smelter sammen og hvor udtryk som ’smart grid’ (et nyt, intelligent elnet, der leverer elektricitet fra leverandør til forbruger ved hjælp af digital teknologi: styrer temperaturbehovet om dagen og natten, oplader el-bilen om natten, finder veje for rationel anvendelse af overskudsenergi, helt borteliminerer behovet for besøg af målere af elektricitetsforbruget hos os forbrugere m.m.) bliver hverdagsord.

Ikke ’med mere af det samme’, men ved at nytænke i sammenhængende krav til rationelle transportveje, nye materialevalg, komposthåndtering, æstetik, sundhed og velvære – og i en by som stadig skal være pulserende. Så mennesker ikke blot vil blive boende i byerne, men nye også vil flytte ind.

Ambitionen med dette e-nummer af Futuriblerne er, at det samlede billede kan tjene som inspiration for beslutningstagere og fremtidige forbrugere – byråd, bygherrer og borgere – hvorfor vi i valg af bidragsydere også har spredt vores henvendelse til ildsjæle med forskellige vinkler og områder indenfor begrebet ”Sustainability Science”. Men i pagt med den fælles målsætning, som også er Selskabets: Fremtid(er) kan ikke beregnes. Fremtid(er) kan kun vælges.

Sociologen Julie Abitz behandler temaet i dette nummer fra en socialvidenskabelig vinkel. Løsningen skal ikke blot være økologisk bæredygtig, men også sikre, at løsningen bliver så attraktiv, at byerne vil være det foretrukne bosted for flere og flere, realiseret gennem rummelighed til mangfoldighed og en struktur og et indhold, der gør det både attraktivt for individet og bæredygtigt for miljøet.

Arkitekten Vibeke Grupe Larsen påviser behovet for at tænke og handle i en integreret formgivning med en bred vifte af bestemmende variable og – i open source – på tværs af erhvervssektorer. Dette for både at imødekomme helhedens krav til en grøn fremtid, menneskets ønsker om individuel fleksibilitet samt behovet for at forny den særegne, danske arkitekturskat, så den kan bevare sin opmærksomhed og opretholde sin konkurrencekraft, indenfor og udenfor landets grænser.

Thomas Auer eksemplificerer gennem praktiske eksempler, hvordan 2.0 løsninger, fra en ingeniørs synsvinkel, er gennemført i flere storbyer.

Eksemplerne viser med al tydelighed behovet for at udvikle og validere klima- og energikoncepter gennem den erkendelse, at miljøforhold er påvirket af alle aspekter og trin i design af fremtidens byer og boliger.

Ida Auken belyser omstyringen fra politisk hold, hvor bypolitik behandles som enkeltsager i de gængse administrative siloer, uden tværgående tænkning og uden interaktion mellem det centrale og decentrale Danmark. Med andre ord: Et forsøg på at indføre en ny virkelighed i et nyt spil, baseret på gårsdagens regler. ” Hvor er det store bypolitiske råd, der kan rådgive alle regeringens ministre, screene nye love og sikre, at alle landets byer får en bypolitisk strategi?”, spørger Ida Auken.

Er det ikke påfaldende hvor tæt på konsensus – i både opfattelse og krav til praksis – bidragsyderne til dette temanummer er, til trods for at de næppe kender hinanden?

Peter L. Theisen, fremtidsforskning.dk

1) Climate change and cities: Why urban agendas are central to adaptation and mitigation, Hannah Reid and David Satterthwaite, International Institute for Environment and Development, December 2007.

2) C. Cipolla: Verdens økonomiske historie, side 109, København 1977 og R. W. Fox: The World Urban Explosion, Nat. Geographic, vol. 166, no.2.

3) Copenhagen climate summit for mayors, Sidsel Godshaw Møller/Marie Sauer-Johansen, December 2010