Af Lars Kullerud,
Arktis og verden[1]
Verden af i dag er mere afhængig af “The North”[2] end nogensinde – en afhængighed, som blot vil blive større i fremtiden. De polnære områder repræsenterer uvurderlige ressourcer, globalt livsnødvendige økosystemer, et vigtigt virkefelt for forskning og bedre forståelse af vor dynamiske planet, så vel som en drøm om et anderledes land: en uberørt del af verden for sjælen at udforske. Set sydfra kan Arktis forekomme som et civilisationens grænseland eller et i beskeden grad relevant udkantsområde rigt på ressourcer, men Arktis repræsenterer også en femtedel[3] af jordens overflade, og det er tilsvarende vigtigt for de tjenesteydelser, dets omgivelser forsyner menneskeheden med. Bæredygtig udvikling af denne region er følgelig kritisk nødvendig for resten af verden.
Det polnære område har været hjemland for mennesker i årtusinder. I nogle få århundreder har det været en arena for udforskning, udnyttelse og krav om arealbesiddelse fra nationalstaters side. De seneste årtier har givet os en afsmeltning af den politiske is men også en smeltning af havisen på grund af hastig klimaforandring. Rovaniemi-processen, som begyndte i 1991, førte til et unikt partnerskab mellem regeringer og lokale folkeslag om at beskytte det arktiske miljø og sikre de bæredygtige udvikling af regionen gennem det som nu er det Arktiske Råd. Nu, atten år senere, er det mere magtpåliggende end nogensinde, at lokale og statslige politiske ledere arbejder sammen med lokalsamfund, akademiske institutioner og den private sektor om at opbygge et ukueligt og stærkt polnært område.
Udfordringer for det polnære område
Som en kilde til vitale ressourcer er det polnære område i århundreder blevet administreret som en fjern “koloni” under hver enkelt nationalstat. Det har været et sted hvortil man sender eksperter, soldater, læger, chefer, arbejdere, præster og lærere, mens ressourcer – og unge fra områderne – sendes sydpå. Det nye internationale samarbejde, forskellige slag lokal- og selvstyre, og etableringen af nye institutioner for højere uddannelse og forskning, alt demonstrerer håb om en ny fremtid. Det polnære område, “The North”, kan blive en region som får magt til at yde varer og tjenesteydelser globalt på lige fod med andre regioner i verden.
De forskellige arktiske staters polnære områder står over for mange indbyrdes parallelle udfordringer. De er nødt til at opbygge kapacitet til daglig ledelse, udvikle humane så vel som naturressourcer på bæredygtig måde, skabe jobs og udviklingsmuligheder for deres befolkninger. Derudover har de brug for at forsyne verden med vitale ressourcer som tømmer, metaller, fisk, olie og gas, og tjenesteydelser som transportruter, uberørte rekreative naturområder og lokal viden om de polnære egne, så vel som muligheder for forskning der er af vital betydning for forståelsen af jordsystemet. Disse udviklingsprocesser må nødvendigvis gennemføres i en region med en ekstremt lav befolkningstæthed og en historie præget af “kolonialt” styre direkte under de nationale hovedstæder.
Uheldigvis er det polnære område generelt blevet opfattet som en periferi, og investeringer i uddannelse er historisk set blevet foretaget ud fra et “hjælpe-” og “grænselands”-perspektiv, om end der er lysende undtagelser i flere lande. Regeringerne i de polnære stater har mødt udfordringen fra de arktiske befolkninger med skolesystemer, som ofte er identiske med de systemer, som praktiseres i store byer sydpå. Sjældent er disse systemer blevet tilpasset til de lokale behov. Forskellige typer institutioner for højere uddannelse er blevet etableret, spændende fra dem, som sigter på at oplære elever til det lokale arbejdsmarked gennem erhvervsuddannelse, til videnskabsbaserede universiteter, ofte modelleret efter højere uddannelsesinstitutioner i de sydlige dele af landet.
Grundskole og videregående uddannelse i det polnære område
Der er en klar korrelation mellem uddannelsesniveau og indkomst i Arktis (Rønning og Wiborg 2008; Arctic Human Development Report 2004). En vigtig iagttagelse er at både de, som gennemfører et alment skoleforløb og de som modtager god undervisning i traditionelle færdigheder gennem uformel læring har en bedre økonomi end de, som dropper ud af traditionelle eller almene uddannelsesformer. Ikke overraskende er det dem, der har en højere uddannelse, som har den højeste indkomst i samfundene (Poppel et al. 2008).
Arktiske samfund, og især de rurale områder, står over for høje drop-out-procenter i grundskolen og i ungdomsuddannelserne. For hele Arktis er der en fælles historie om uddannelsessystemer, som forsøgte at påtvinge lokalbefolkninger en centralskolemodel, indbefattet forskellige grader af undertrykkelse af lokale sprog. Dette forhold er forbedret i dag i varierende grad i de arktiske stater. Imidlertid er manglen på dygtige lærere med rod i lokalområdet, især uden for byerne, en udfordring i hele det polnære område (Rønning og Wiborg 2008).
Om end der er undtagelser, tilbyder skolesystemerne en uddannelse modelleret efter vestlige værdier og indhold. Lokal og traditionel viden værdsættes som oftest kun i goodwill-taler og ikke i forbindelse med videreuddannelse, jobs, eller i vurderinger af uddannelsessystemer. Uddannelse foregår normalt i henhold til centralt fastsatte normer som dårligt passer ind i de lokale behov og ikke sørger for uddannelse og opøvning som er relevant for de lokale arbejdsmarkeder. Dette fører til fortsættelse af det gamle system, med en høj grad af arbejdsløshed, import af eksperter (ofte kun meget kortvarende) og udvandring af unge. Det er som regel kvinder, som rejser, og mændene som bliver hjemme, hvilket fører til mange sociale problemer.
Det er tiden for et skift fra at betragte viden som en standardiseret vare til at se den som en spredt ressource. Decentralisering af kontrol og beslutningsprocesser i uddannelserne er fornøden, ligesom lokale tilpasninger af læseplaner og øget brug af alternative tilgange til erhvervelse af viden hvor som helst fra til en hvilken som helst tid (Rønning og Wiborg 2008).
Krav til højere uddannelse i det polnære område
At levere højere uddannelse i Arktis indbefatter beskæftigelse med to større udfordringer: Globaliseringen af højere uddannelse og samtidig nødvendigheden af at sørge for relevant uddannelse set fra de studerendes synspunkt og fra de samfund, som normalt betaler og skal drage nytte af uddannelsen og forskningen.
Der er en global trend henimod større enheder og mere centralisering både i den private og den offentlige sektor. Dette er et generelt problem, når man sigter på bæredygtig udvikling af det tyndt befolkede arktiske område. Denne trend er også tydeligt at se i den højere uddannelse: Større universiteter tilbyder fordelen ved en mere omfattende programmering, evnen til at udvikle verdensklasse-forskning på nogle områder, og styrken til at promovere sig selv på et konkurrencepræget forsknings- og uddannelsesmarked. Denne strategi, baseret på nødvendigheden af at være robust, dynamisk og velkendt i kraft af sig selv, er ressourcekrævende og derfor en drivkraft i retning af større enheder.
Det mindre befolkede polnære område kan ikke let påtage sig værtskabet for fuldt udbyggede universiteter og institutioner for erhvervsuddannelse af en størrelse, der kan leve op til denne udviklingstendens. Det er imidlertid ikke et universitets totale størrelse som bestemmer dets topstandard på et bestemt område på et givet tidspunkt, eftersom gode forskningsgrupper har en tendens til at være af begrænset omfang. Dette kan illustreres med, at nogle af de mest respekterede institutioner i verden er ret beskedne af størrelse, men i stedet har opretholdt koncentrationsevne og kvalitet over tid.
Den udfordring at præstere kvalitetsarbejde og samtidig til gode se mange behov kan løses af mindre institutioner, hvis de samarbejder i netværk, deler ressourcer og fordeler rollerne på effektiv vis. Det polnære netværk af mindre og større institutioner kan danne den kritiske masse for ekspertise på ethvert område i kraft af deres kollektive omfang. Gennem et velorganiseret netværk vil universiteter i partnerskab være bedre udrustet end nogen enkeltinstitution, hvor stor den end er, til at udvikle og opretholde verdensklasseniveau inden for flere discipliner så vel som til at tilvejebringe uddannelse, forskning og oplæring som er relevant for bæredygtig udvikling af den arktiske region.
Universiteter og højere læreanstalter erklærer ofte, at de tjener tre større formål i samfundet: Forskning, uddannelse og tjeneste for samfundet, ofte ved at drage omsorg for de første to med en del relevans-fokus. Forskningspublikationer, infrastruktur og laboratorier, evne til at sikre sig forskningsmidler, og kandidatproduktion er normalt nøgleparametrene for finansiering af institutionerne, og følgelig ender de med at lægge mindre vægt på deres rolle som samfundets tjenere. Mange institutioner i det polnære område er oprindelig stiftet med samfundet som deres primære eksistensbegrundelse, og de er ofte spændt op mellem rollen som samfundsrelevant og forventningen om at klare sig godt med hensyn til traditionelle akademiske fortjenester. Mindre institutioner har ringere mulighed for at dække denne dobbeltrolle end større. Samvirke er igen et redskab til at gøre noget ved dette, hvor forskning af høj kvalitet kan udføres i netværk, mens institutionen så også kan samle sig om at tjene de lokale behov. Et vigtigt behov i området er at sikre, at uddannelsen er rodfæstet i faktisk foreliggende behov for uddannelse og oplæring, bygget på lokale og traditionelle former for viden så vel som de mere almene akademiske traditioner. Mange institutioner i det polnære område har udviklet højkvalitet når det gælder at fylde denne dobbeltrolle, og kan endvidere dele og overføre denne kvalitet til samarbejdende netværk.
En ny tendens i højere uddannelser er studerende, som koncentrerer sig om, hvilke kurser der svarer til deres behov, og sammensætter en optimeret uddannelse på tværs af institutionsgrænser i stedet for at acceptere en “pakke” fra en enkelt institution. Sådanne “uddannelsesnomader” udfordrer det traditionelle universitet, som ønsker at fastholde den studerende, eftersom studerende repræsenterer indtægter og adgang til de potentielle fremragende færdiguddannede, som er rygraden i tildelt forskning. Ved at samarbejde i et netværk kan universiteter tilbyde “pakker” på tværs af institutioner og på den måde beholde “nomader” inden for deres netværk.
Forskning om det polnære område
Det globale akademiske samfund har praktiseret internationalt samarbejde i den arktiske forskning siden det første Internationale Polarår for 125 år siden. Det lagde grundlaget for et århundrede hvori Arktis er blevet en stadig mere attraktiv skueplads for videnskabelig forskning. Et fællestræk hos forskningsfinansiering og polnære forskningsinstitutioner er, at definitionen af forskningsemner så vel som fremskaffelsen af finansiering fra både private og offentlige kilder er foretaget af personer bosat på mere sydlige breddegrader. Det arktiske forskersamfund gennemførte en omfattende endevending af processen for at fastslå en tiårig prioriteret liste over arktiske forskningsbehov, som førte til den internationale Konference om Arktisk Forskningsplanlægning i København 2005 (ICARP II). Dette tillige med andre tiltag præciserede klart behovet for bedre forståelse af opgaverne for de direkte drivkræfter og aktører i arktisk forskning, og anerkendte at de lokale befolkninger er underrepræsenterede i denne proces.
Det internationale Polarår, som slutter nu (2009) repræsenterer håb om en fremtid med intensiveret forskning og øget opmærksomhed på de polnære områder, indbefattet en fokusering på humane perspektiver. Folkene i det polnære område er ikke længere studieobjekter; i stedet ser de oprindeligt hjemmehørende befolkninger og andre beboere i området begyndelsen til en ny tid hvor de kan tage aktiv del i udviklingen og styringen af regionen, og i definitionen af en forsknings-dagsorden for det polnære område, med “fælles stemmer”, “shared voices”[4]. Efter dette Internationale Polarår vil det verdensomspændende forskningssamfund, især den del som befinder sig på sydlige breddegrader, kunne nyde godt af partnerskab med en voksende, veluddannet befolkning i de polnære områder og med den arktiske struktur af højere uddannelse og forskning.
University of the Arctic
For at gribe fat i de ovenfor nævnte udfordringer sluttede institutionerne for højere uddannelse i det polnære område sig sammen med de oprindelige beboeres organisationer og andre foreninger med interesse for dygtiggørelse af området med henblik på oprettelse af University of the Arctic. I fællesskab, gennem værditilvæksten i kraft af netværket, ville de øge resultatet af arbejdet.
UArctic åbner mulighed for en dynamisk udvikling af de fælles uddannelsessystemer gennem samarbejde. Mindre læringscentre kan tilbyde relevant kvalitetsundervisning for folk som søger videregående uddannelse inden for deres samfund eller region, bygget på en undervisningsplan udviklet gennem samarbejde i det polnære område. De samme læringscentre kan udvikles til at arbejde med i netværkets behov for fælles forskningsprojekter og således være til gavn for universiteter som ikke har adgang til en sådan infrastruktur og sikker kobling af “større” forskning og lokalsamfundene. Et sammenhængende netværk i den arktiske region kan blive et effektivt redskab til udarbejdelse af relevante læreplaner og studieveje på tværs af institutioner i et polnært område under hastig forandring.
Praktisk talt alle områdets universiteter og colleges og mange organisationer, der beskæftiger sig med videregårende uddannelse, har fundet sammen i University of the Arctic, for øjeblikket et netværk med over 120 medlemmer. Lederne af UArctic’s højere læreanstalter har undertegnet en erklæring, kaldet UArctic vedtægten, (charter), som demonstrerer en vilje uden sidestykke til at dele ressourcer og målsætninger på tværs af nationale og institutionelle grænser, for at sikre forskning, uddannelse og oplæring i og om det polnære område. Ambitionen går ud på et dynamisk UArctic, som bruger sin medlemmers ressourcer og evner på en fleksibel og tilpasningsduelig måde for at modsvare behovene i den polnære region, “Det Høje Nord”, mens det forandrer sig over tid.
University of the Arctic kan karakteriseres som en virtuel organisation som muliggør netværk (ikke at forveksle med virtuel undervisning). En virtuel organisation er et koncept til organisering af samarbejde, som er blevet gennemgribende udforsket i computervidenskaben og i nogen grad i organisationsteori i det seneste årti (Camarinha-Matos et al. 2005, Porter 2004, Lethbridge 2001). Virtuelle organisationsmodeller kan være velegnede til at styre og forstå potentialerne i samarbejde mellem selvstændige enheder som universiteter og colleges, som deler nogle fælles mål, gennem en organisation som University of the Arctic. Sådanne organisationsmodeller tillader fleksibilitet hinsides det der gælder egentlige medlemskabsbaserede organisationer. Meget strengt udtrykt er University of the Arctic en “Virtuel Organisation Som Frembringer Miljø” – som defineret af Afsarmanesh og Camarinha-Matos (2005), siden den tilbyder multiple former for samarbejde inden for UArctic, hvori hver enkelt af samarbejdsparterne selv er en virtuel organisation De konkrete forekomster af virtuelt samarbejde i UArctic omfatter tematiske netværk, udvikling og levering af fælles så vel som parallelle diplomprogrammer, fælles studenterprogrammer, og UArctic institutter.
UArctic medlemmer er rede til at tage kollektivt ansvar som ledere af forskning og uddannelse som er relevant for polnære samfund, både for at møde regionens indre behov og for at udstyre regionen med evnen til at tjene resten af planeten. University of the Arctic er for eksempel rede til at føre an i tjenesten for at gøre en bæredygtig langtids-arv fra Polaråret ved at fremme både vestlige akademiske traditioner og områdets traditionelle og oprindelige viden som elementer i en polnær vidensbase. Det er et mål, vi håber at vi deler med hele det videnskabelige samfund; at fremtidige leder af polarvidenskaben lige sandsynligt rekrutteres fra den polnære region som fra dagens sydligt baserede samfund.
Endvidere er UArctic forpligtet til at sikre, at det polnære områdes universiteter og colleges blive nøglespillere i udviklingen og delingen af viden i og om regionen og at sådan viden er baseret på den oprindelige befolkningers traditionelle tankesæt jævnsides med moderne videnskabelige tænkemåder når det gælder fremskaffelse og deling af viden.
I Uarctic, gennem dets medlemmer, har det polnære område de muligheder for højere uddannelse, som er nødvendige for at sikre ledelse og kompetence til udviklingen af dets egne relevante strategier for fremskaffelse og deling af viden, så vel som til uddannelse der sikrer bæredygtig udvikling i Det høje Nord.
Kildehenvisninger:
Rønning og Wiborg: Education for all in the Arctic? A survey of available information and research; Nordland Research 2008
Arctic Human Development Report, http://www.svs.is/AHDR/
Poppel et al. 2008: Survey of Living Conditions in the Arctic; in SDWG Report to Senior Arctic Officials, Kautokeino, Norway 19-20 November 2008 http:/www.arcticlivingconditions.org/
Porter 2004: A Typology of Virtual Communities: A Multi-Disciplinary Foundation for Future Research. University of Notre Dame; JCMC 10(1), Article 3, November 2004
Lethbridge 2001: An I-Based Taxonomy of Virtual Organisations and the Implications for Effective Management. Informing Science Volume 4 No 1, 2001
Camarinho-Matos, Silveiri, Afsarmanesh, Oliveira 2005: 1 TOWARDS A FRAMEWORK FOR CREATION OF DYNAMIC VIRTUAL ORGANIZATIONS In Collaborative Networks and their Breeding Environments, (PRO-VE’05), Springer, Valencia, Spain, 26-28 Sep 2005
Afsarmanesh and Camarinho-Matos 2005: A framework for management of Virtual Organizations breeding environment. In Collaborative Networks and their Breeding Environments, (PRO-VE’05),
Springer, Valencia, Spain, 26-28 Sep 2005
[1] Denne artikel er for en dels vedkommende baseret på Kullerud 2009: Higher Education in the Arctic, Unesco Climate Change in the Arctic workshop, Monaco, marts 2009, og Kullerud og Snellman 2008 i UArctic Shared Voices
[2] Udtrykket “The North” er her synonymt med den bredere definition af ordet “Arctic”, som det bruges i Arctic Council, Barents Euro Arctic Council, af University of the Arctic og også af Arctic Indigeneous Peoples (permanente medlemmer af det Arktiske Råd). I dette tilfælde er Arktis ikke begrænset til Højarktis, d.v.s. det arktiske hav med dets øer, men omfatter for eksempel også taigaen og tundraen så vel som områder med vekslende permafrost. Mange diskussioner og debatter smmenblander disse to mulige forståelser af, hvad Arktis er. (I denne oversættelse af Lars Kulleruds engelsksprogede artikel bruges som gengivelse af “The North” udtrykket “de polnære områder”. overs. anm.)
[3] Afhængigt af definitionen andrager Arktis mellem 14 og 20 procent af Jordens overflade.
[4] “Shared Voices” er titlen på University of the Arctics tidsskrift (overs.anm.)