2021-10-17

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

af Hanne K. Petersen

Arktisk forskning er ikke en disciplin i sig selv, men en samling af temaer som af forskellige grunde er relateret til Arktis. Den omfatter både grundforskning og anvendt forskning, og den skaber vigtige bånd mellem samfund, erhvervslivsrepræsentanter og beslutningstagere.

På hvilken måde er arktisk forskning speciel? Hvor er vi i dag? Hvordan kan vi anvende den i fremtiden?

I de seneste 15 år har Arktis udviklet sig til et meget “hot” område efter at have været et fjernt sted hovedsagelig kendt af indbyggerne og nogle “underlige” folk udefra med særlig interesse for området. I dag har Arktis en nøgleposition blandt globale miljøfænomener såsom klimatisk opvarmning og påvirkninger fra klimaforandringer, ozonlagets nedbrydning , organisk forurening og udnyttelse af biologiske ressourcer.  Udsigter til olie- og gasudvinding i polarhavet og mulig udvidelse af søtransportveje som følge af formindsket isdække, så vel som udvidet fiskeriaktivitet, har også hævet behovet og interessen for udvidede forskningsaktiviteter. (Aksnes og Hessen 2008)

Arktis er en region karakteriseret af betydelige variationer i beboelse, klima, kultur og samfundsliv (Young og Einarsson 2004). Mange arktiske områder er uberørte; deres flora og fauna er tilpasset kulden og er stort set uforstyrret af menneskelig fysisk aktivitet, selv om  også sådanne områder har vist sig at være påvirket af langtfra kommende forurening (Conservation of Arctic Flora and Fauna 2001).  I andre områder er der imidlertid udbredt udnyttelse af biologiske og mineralske ressourcer. Polarområderne er en aktiv og vital komponent af vores planet, Hvor der foregår vigtige forandringer. De rummer information om Jordens tidligere geologiske historie og har voksende økonomisk og geopolitisk betydning. De barske fysiske betingelser og deres fjerne beliggenhed har været  en hindring for videnskabelig undersøgelse, set i sammenligning med andre områder. (Rapley et al. 2004)

Der er en lang tradition for videnskabeligt samarbejde inden for polarforskningen, og der findes mange internationale videnskabelige organisationer for polarforskning. Innovativ og indflydelsesrig forskning i dag er ofte karakteriseret ved at være international og tværdisciplinær, og omfanget af disse komponenter er stort i arktisk forskning. Dette kunne forklares med den overnationale ramme hvori arktisk forskning ofte finder sted, og de nationale arktiske forskningsmiljøers lille omfang (Aksnes og Hessen 2008).

Arktis’ uhyre størrelse, fjerne beliggenhed og ekstreme klimabetingelser gør logistisk samarbejde – mellem folk, fagdiscipliner, regioner og lande – desto mere tiltrækkende og endda nødvendigt, og dette udgør en bemærkelsesværdig forskel i forhold til andre former for forskningsmæssigt samarbejde.

Den fælles fokus på internationalt samarbejde friholder ikke polarforskningen for en geopolitisk dimension knyttet til suverænitetskrav og krav om adgang til fossile og biologiske ressourcer. Dette er særlig evident for Antarktis, hvor et land for at blive konsultativt medlem af den antarktiske traktat må demonstrere sit engagement i  Antarktis ved at gennemføre omfattende videnskabelig aktivitet i regionen (Aksnes og Hessen 2008). Arktis er generelt lettere tilgængeligt end Antarktis, og Arktis er beboet, delt mellem adskillige lande, som gennemfører deres egen forskning, og er modsat Antarktis ikke styret af en international traktat for regionen.

Historie

Polarområderne har altid tiltrukket mange forskere udefra med henblik på gennemførelse af deres egen forskning. Den lange tradition for videnskabeligt samarbejde i de polnære områder blev demonstreret i 2007 med det fjerde Internationale Polarår (IPY). Det første var i 1882.

IPY’s historie viser udviklingen af det polnære/arktiske videnskabssamfund. Gennem de sidste 125 år har videnskabsfolk fra hele verden organiseret koncentrerede videnskabelige forskningssprogrammer i polområderne.  Sådanne koncentrerede år fører til bemærkelsesværdig vækst i videnskabelig erkendelse og geografisk udforskning ved at udvide forståelsen af mange geofysiske fænomener, som påvirker naturens globale systemer. Erfaringerne indvundet af videnskabsfolk og regeringer i internationalt samarbejde har været en inspiration for andet videnskabeligt samvirke, tillige med politiske aftaler bygget på polarårenes momentum.

Det første Internationale Polarår (IPY) var 1882-83. En østrigsk opdagelsesrejsende, søofficer og videnskabsmand, løjtnant Karl Weyprecht, var opmærksom på, at løsningerne på meteorologiens og geofysikkens fundamentale problemer mest sandsynligt var at finde i nærheden af Jordens poler, og han fandt også, at geofysiske fænomener ikke kunne overvåges af en nation alene. Som et resultat heraf deltog 12 lande i 15 ekspeditioner til polerne, heraf 13 til Arktis. Arven fra det første IPY sammen med den forbedrede geografiske og geofysiske indsigt dannede grundlag for internationalt videnskabeligt samarbejde.

Det andet IPY fandt sted 1932-33. Det var foreslået af den internationale meteorologiske organisation (IMO) som en indsats for at undersøge de globale følger af den nyligt konstaterede stratosfæriske “Jetstrøm”. 40 nationer deltog, og resultatet var fremskridt inden for meteorologi, magnetisme- og atmosfære-videnskab, og fremskridt i radiovidenskab og teknologi. I Arktis blev etableret 40 permanente observationsstationer, og i Antarktis oprettedes den første helårs meteorologiske station i indlandet.

Det internationale geofysiske år (IGY) fandt sted 1957-58. Det nød godt af mulighederne i den teknologi, som var udviklet under anden verdenskrig (for eksempel raketter og radar) så teknologien og den videnskabelige hovedinteresse var rettet mod forskning, især i atmosfærens øverste lag. IGY’s forskning bekræftede også teorien om kontinentpladernes bevægelser, og Antarktis’ totale ismasse blev beregnet under geofysiske ekspeditioner tværs over den antarktiske iskappe. For mange discipliners vedkommende førte IGY til et forhøjet niveau af forskning, som er fortsat frem til nutiden. Verdens første satellitter blev affyret. Som et resultat af forskningssamarbejdet blev den antarktiske traktat ratificeret i 1961 (Rapley et al. 2004)

Det nyligt afsluttede IPY 2007-09 havde fokus på polerne, men også med en global dimension. Støttet af det internationale videnskabelige råd (ICSU) og den meteorologiske verdensorganisation (WMO) i fællesskab var målet at udnytte nye teknologiske færdigheder og styrke international forskningskoordinering. Til bemærkelsesværdig forskel fra de andre “år” satte dette stærkere søgelys på interdisciplinær forskning, hvilket involverede humanistiske og samfundsvidenskabelige grupper, de lokale samfund og uddannelser såvel som formidlingsarbejde. Det har indebåret mere end 160 projekter og deltagelse af tusindvis af videnskabsfolk fra mere end 60 nationer, som har beskæftiget sig med en bred vifte af fysiske, biologiske og samfundsvidenskabelige forskningsemner med international finansieringsstøtte på ca. 1,2 milliarder dollars i løbet af den toårige periode. Dette IPY var motiveret af mange faktorer såsom polarregionens gensidige betydning for andre dele af planeten; de fremherskende forandringsprocesser i regionerne; deres forråd af enestående oplysninger om planetens historie; at de er et enestående udgangspunkt for observation af en række jordnære og kosmiske fænomener, og at de selv har stigende økonomisk og geopolitisk betydning (Rapley et al. 2004).

2007-09 IPY var det første, som inddrog samfundsvidenskabelige og humanistiske aspekter i den overordnede strategi. De foregående koncentrerede sig om geofysiske emner. Denne udvikling i IPY’s aspekter afspejler den kendsgerning, at processer i polområderne overskrider nationale grænser, og de er et svar på ønsket om en koordineret indsats for at maksimere resultater og omkostningseffektivitet. I 2007-09 IPY er  overbevisningen om, at videreformidlingsarbejdet er en meget vigtig del af processen tydelig. Der er brugt kræfter på  at forklare hvordan klimaforandringer i Arktis påvirker hele globen, og på at hæve det generelle vidensniveau når det gælder Arktis. Resultatet fra det seneste IPY vil være synligt i de kommende år.

Status for arktisk forskning i dag

Den voksende interesse har øget behov  og interesse for bedre data, informationer og viden om Arktis, og har sammen med revolutionen i teknologisk kommunikation resulteret i en vækst i arktisk forskning.

For nylig har Aksnes og Hessen undersøgt status og udvikling af polar-forskningen fra 1981 til 2008 på basis af publikationer.  Polar-forskning er vokset langt hurtigere end den globale videnskabelige publicering i almindelighed. De fem Arktiske randstater er blandt de syv største bidragydere og tegner sig tilsammen for 63 % af alle Arktiske publikationer i den seneste periode (2005-07) og 85 % i den første (1981-83). Antallet af publikationer er steget med 60 % mellem 1991-93 og 2005-07. Også antallet af lande involveret i polar forskning er vokset over de seneste 25 år.  Stærkt internationalt samarbejde synes at være karakteristisk for polar forskning. I de tidlige 1980’erne var der i mindre end 10 % af artiklerne internationalt delt forfatterskab, medens dette antal i 2007 var vokset til 41 %, hvilket er det dobbelte af det internationale gennemsnit for alle områder (Aksnes og Hessen 2008). Det er en interessant iagttagelse, at internationalt delte publikationer generelt opnår højere grad af citation end rent hjemlige publikationer (d.v.s. publikationer af forfattere fra kun ét land) (Narin et al. 1991). Også for polar forskning gælder, at artikler udsprunget af internationalt samarbejde citeres hyppigere end nationale publikationer (Aksnes og Hessen 2008). Dette forhold vil muligvis blive endnu mere tydeligt , når effekten fra det seneste IPY bliver synlig. Tilsyneladende øges den videnskabelige indflydelse fra forskningen når forskere fra mere end én nation arbejder sammen. Disse resultater kan forklares ud fra den voksende interesse for regionen, men også med en forbedret ramme for samarbejde, eksempelvis skabelsen af University of the Arctic og Arktisk Råd.

Arktisk Råds indflydelse på forskningen

I 1991 påbegyndte de 8 arktiske lande et samarbejde om miljøproblemer under titlen Association for Environmental Protection Strategy (AEPS). Der blev etableret Et Arctic Monitoring and Assessment Program (AMAP) for at overvåge niveauerne og bestemme effekterne af udvalgte menneskeskabte forureningskilder i alle dele af Arktis. Opgaven var at indsamle, organisere og præsentere forskningsdata på en måde som ville være nyttig for beslutningstagere og offentligheden generelt (AMAP 1997). Denne fælles indsats inddrog mere end 400 videnskabsfolk og administratorer. Ved at harmonisere nationale programmer lykkedes det at præsentere en oversigt med sammenlignelige data for hele den arktiske region. Vurderingen var baseret på data hentet fra nationale og internationale overvågningsprogrammer og videnskabelige data inden for de otte arktiske lande og med bidrag fra ikke-arktiske lande og internationale organisationer (AMAP 1998). Eftersom vurderingen afspejlede virkeligheden i alle de arktiske lande, var dens indflydelse betragtelig. Den satte et eksempel på forøget værdi gennem koordinering af data og forskning, og den understøttede  1998 protokollen om Vedvarende Organiske Forurenere (Persistent Organic Polluters, POPs) og 1999 protokollen om bekæmpelse af forsyring, algeforurening og jordniveau-ozon (smog), begge under de Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas konvention for langtrækkende, grænseoverskridende luftforening (LRTAP) (United Nations Economic Commission for Europe 1998, 1999). Vedtagelsen sendte et meget stærkt budskab om, at de arktiske indbyggere, som levede på den traditionelle måde og indtog den føde, som naturligt hører til regionen, havde verdens højeste niveauer af PCB (polyklorerede bifenyler) og kviksølv – forurening produceret hovedsagelig uden for regionen.

Den fælles indsats fra AMAP førte også til et Polar netværk af videnskabsfolk, som arbejder med forureningsspørgsmål og er kvalificerede til at fortolke resultater og udarbejde videnskabeligt baserede anbefalinger og forslag. Vurderingsprocessen tvang videnskabsfolkene til at vælge en interdisciplinær tilgang, og stillede dem også over for en kommunikations-udfordring med hensyn til, hvordan man rådgiver lokalbefolkninger i en balance mellem det kulturelle krav om at opretholde en traditionel, sund kost og det påtrængende behov for at gøre noget ved forureningen af de lokale næringskilder. Samtidig måtte de finde en måde at gøre det klart for de arktiske indbyggere og resten af verden, at problemet med stigende forureningsniveau var kompliceret: Ikke alle organismer i Arktis var forurenede, tværtimod var mange fødevarer sunde.

Det videnskabelige samarbejde om en vurdering af  klimapåvirkningen i Arktis ” Arctic Climate Impact Assessment”(ACIA) er endnu et eksempel på hvordan videnskabeligt samarbejde kan blive et effektivt middel til at hæve informationsniveauet i forhold til samfundet, herunder beslutningstagere, om klimaforandring i Arktis.

Arktisk Råd støttede ACIA, også som et bidrag til IPCC’s vurdering i form af et regionalt perspektiv. Vurderingen indbefattede viden om klimavariationer og forandring i Arktis med konsekvenser for menneskers sundhed og sociale, kulturelle og økonomiske påvirkninger. Projektet demonstrerede samarbejde med det politiske niveau og det videnskabelige miljø gennem den internationale arktisk videnskabs komite (IASC), og inddrog også de lokale folk i processen og omfattede både de globale og de lokale påvirkninger fra klimaforandringen (Nilsson 2007).

Det regionale videnskabelige perspektiv for virkningen af klimaforandring på lokalbefolkninger skabte en forbindelse til området politiske rettigheder, og dette skabte igen en formel rolle for lokale indbyggere gennem hele vurderingsprocessen. De lokale befolkningers deltagelse i processen har ikke været almindelig i andre klimavurderinger, og man fandt, at denne nye tilgang  til at skaffe viden om arktisk klimaforandring har styrket processen.

ACIA illustrerer også hvordan organisationer som  Arktisk Råd kan øve indflydelse på vidensproduktion ved at skaffe plads til nye aktører, så vel som ved at fremme og koordinere forskning på bestemte områder og kanalisere planlægningens behov for viden (Nilsson 2007)

Planlægning af arktisk forskning

Den internationale konference om arktisk forskningsplanlægning (ICARP), som finder sted hvert 10. år, er et eksempel på hvordan det arktiske videnskabelige samfund på initiativ af den internationale komite for arktisk videnskab (IASC) selv organiserer forskningsplanlægning. Processen involverer alle arktiske videnskabelige organisationer og demonstrerer en høj grad af vilje til samarbejde. Gennem to år arbejdede 12 arbejdsgrupper med førende internationale forskere på udviklingen af videnskabelige planer med et 10-års perspektiv for at forbedre forståelsen af regionen og svare på de rejste spørgsmål.

Mellem den første og den anden konference, i 2005, er der sket en ændring i retning af et holistisk og multidimensionalt perspektiv i forskningsplanlægningen. Ændringen tilgodeser den humanistiske dimension, forståelse af lokalbefolkningerne, og erkendelse af, at Arktis på grund af sin strategiske beliggenhed er en unik og vigtig del af planeten – miljømæssigt, socialt, økonomisk og politisk. Det berører også behovet for organisering af data, systemkompatibilitet og -udbredelse, etablering af en infrastruktur til brug for næste generation, omfattende remote sensing  isbrydere, polnære observationsnetværk som redskaber for fremtidige videnskabsfolk. (ICARP II styringsgruppe og sekretariat 2007).

Udfordringer og muligheder for fremtidigt forskningssamarbejde i Arktis

Selv om det uformelle videnskabelige samarbejde “nedefra” i Arktis er omfattende, har der været mangel på samarbejde på regeringsplan. Det er bemærkelsesværdigt, at en mængde af forskningen bag ACIA byggede på spin-off fra forskningsaktiviteter som begyndte med det internationale geofysiske år et halvt århundrede tidligere (“Coming from the Cold” 2006).

Det seneste Internationale Polarår og den stigende interesse for Arktis synes for de fleste lande at kalde på en forandring.

En ramme for samarbejde på regeringsplan kunne bygge bro mellem det uformelle videnskabelige samarbejde “nedefra” og regeringernes involvering “oppefra”. Det Internationale Polarår (IPY) har i betragtelig grad ændret opmærksomheden i Arktisk Råd over for engagement i videnskabeligt samarbejde og ønsket om  at fastholde initiativets arv og opretholde fremdriften og bruge resultaterne.Arktisk Råd har taget skridt til sikre, at IPY arbejdet og dets resultater og erfaringer bliver brugt på bedst mulig vis til gavn for det arktiske samfund.(Arctic Council 2009).

Arktisk Råd har i Salekhard Deklarationen opfordret sine medlemslande til at fastholde og udvide langtids-overvågning af forandringer i alle dele af Arktis (Arctic Council 2007). Der blev for nylig vedtaget  en deklaration i Washington i samvirke mellem den Antarktiske Traktat og det Arktiske Råd, hvori stater, nationale og internationale videnskabelige grupper og institutioner og andre interesserede parter opfordres til at samarbejde om at levere en varig arv fra IPY, og til at støtte dannelsen af  infrastruktur for  at nå dette mål (Antarctic Treaty – Arctic Council Joint Meeting).

Arktisk Råd vil sammen med andre internationale arktiske organisationer undersøge hvordan der kan etableres  et arktisk observationsnetværk (Arctic Council 2009). Dette kunne være nogle af de vigtige resultater af IPY. Både USA, Canada, Norge og Rusland forhøjer deres forskningsbudgetter på området, så vel som mange lande uden for Arktis, på grund af den voksende interesse i området.

Polarforskning er organiseret på mange forskellige måder i forskellige lande. Denne forskel i tilrettelæggelse og udførelse repræsenterer en udfordring for dem, som arbejder på at organisere internationalt videnskabeligt samarbejde.

Den Europæiske Unions sjette rammeprogram finansierede et initiativ til at fremme forskning og teknologisk samarbejde i Europa, der involverer alle de 25 vigtigste finansieringskilder inden for polarforskning. Målet er at dele information og udstyr og gradvis integrere programmerne og optimere deres samlede internationale budget (European Polar Consortium 2005).

Tendensen til vækst i og internationalisering af arktisk forskning vil sandsynligvis fortsætte efterhånden som løsningen på flere store videnskabelige spørgsmål (f.eks. fælles sejlads med store fartøjer, multinational forskning og fælles brug af store infrastrukturenheder) kræver internationalt samarbejde på alle niveauer.

På hvilken måde forandrer  Arktis sig ? Hvordan bliver områdets fremtid? Disse afgørende spørgsmål stilles of politikere, beslutningstagere og ledere, og af de borgere som bor i Arktis.

Forskningssamarbejdet, som er omtalt ovenfor, har hjulpet med til nærmere at formulere disse spørgsmål og udviklet planer til at undersøge  dem. Det viser at for at forstå  eksisterende viden og  opfylde fremtidige forskningsbehov, må forskningen gå på tværs af nationale grænser og spænde over mange discipliner. IPY har været en meget betydende faktor, når det gælder fremme af denne vigtige udvikling. De videnskabelige resultater fra IPY er endnu under forberedelse, men ét resultat er allerede til stede: De internationale partnerskaber er en vigtig arv fra det Internationale Polarår.

Referencer:

Aksnes, Dag W., and Dag O. Hessen. The Structure and Development of Polar Research (1981-2007): a Publication-Based Approach. Arctic, Antarctic, and Alpine Research, Vol. 41, No.2, 2009, pp. 1555163

Antarctic Treaty-Arctic Council Joint Meeting. Washington Declaration on the International Polar Year and Polar Science. http://www.scar.orglnewslscarbusinesslMinisterial_Declaration_09.pdf

Accessed July 21, 2008. http://arcticcouncil.orglfilearchivelSALEKHARD_AC_DECLARATION _ 2006.pdf

Narin, F., Stevens, K., and Witlow, E. S., 1991: Scientific cooperationin Europe and the citation of multinationally authored papers. Scientometrics, 21: 313-323.

Nilsson, Annika E. 2007. A Changing Arctic Climate: Science and Policy in the Arctic Climate Impact Assessment. Linkoping Studies in Arts and Science 386. Linkoping:

Duhaime, Vladimir Kotlyakov, Michael Kuhn, Olav Orheim, Prem Chand Pandey, Hanne Kathrine Petersen, Henk Schalke, Werner Janoschek, Eduard Sarukhanian, and Zhanhai Zhang. 2004. A Framework for the International Polar Year 2007-2008, November. Paris: International Council for Science. Accessed July 21, 2008.

United Nations Economic Commission for Europe (UNECE). 1998. “Protocol on Persistent Organic Pollutants.” Convention on Long-Range Transboundary Air Pollution. Geneva: UNECE. Accessed July 15, 2008.

“Protocol to Abate Acidification, Eutrophication and Ground-Level Ozone.” Convention on Long-Range Transboundary Air Pollution. Geneva: UNECE. Accessed July 15, 2008. http://www.unece.orglenv/lrtaplmulti_hl.htm

Young, Oran R., and Niels Einarsson. 2004. “A Human Development Agenda for the Arctic: Major Findings and Emerging Issues.” In Arctic Human Development Report, edited by Niels Einarsson, Joan Nymand Larsen, Annika Nilsson, and Oran R. Young