2021-10-17

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Leif E. Christoffersen

Klimaforandrings-spørgsmål og udvinding af olie og gas har lige nu dybtgående virkninger på udviklingen af arktiske områder. Alvoren af de klimarelaterede forandringers indvirkning på menneskelig udvikling vil i vid udstrækning afhænge af, om det internationale samfund vil vise sig i stand til at mobilisere den nødvendige politiske vilje til at reducere de menneskeskabte faktorer, som bidrager til global opvarmning, i den umiddelbare fremtid. Det er fremdeles et åbent spørgsmål. Med en verdensøkonomi, som fortsætter med at være i høj grad afhængig af råolie, er det sandsynligt at boring efter olie og gas og dertil hørende pipelines og søtransport i stigende grad vil sætte deres dybe mærker på udviklingen af Arktis. Dette fremtidsscenario vil have betydelige konsekvenser for livsvilkårene for folk i de arktiske områder. Er det muligt at tage valg i betragtning, som åbner alternative stier henimod et afbalanceret fremskridt inden for en ramme af bæredygtig udvikling?

Fornylig blev Kuupik Kleist, den nyvalgte statsminister i Grønlands selvstyre-regering, citeret for at sige, at klimaforandrings-krisen både medfører trusler og muligheder for Arktis (The Economist, 18. juli 2009). På den ene side vil vigende isdække og stigende havniveau forandre det naturlige ressourcegrundlag og de lokale beboeres levesæt. Smeltende permafrost vil medføre skader på veje og landingsbaner. På den anden side nævner Economist-artiklen at varmere klima vil skabe nye økonomiske muligheder som turisme og transport ad søvejen, og det vil lette boringerne efter olie og gas. Det sidstnævnte ville sørge for et kraftigt opsving for de arktiske økonomier. Det ville også i væsentlig grad forøge deres politiske slagkraft. Selvstyreordningen i Grønland kan snart bevæge sig til fuld uafhængighed af Danmark, hvis olie- og gas-indtægterne giver budgetmæssig basis for at gøre det.

Det store spørgsmål er ikke, om større forandringer vil finde sted, men snarere hvor store de bliver, og i vor høj grad de vil forårsage kaos i de arktiske folk og deres kultur. Et betydeligt internationalt referencepunkt har været rapporten fra Brundtland kommissionen, “Vor Fælles Fremtid” fra 1987. Før den tid ydede World Conservation Union (IUCN) vigtige bidrag til vor forståelse af bæredygtig udvikling, i særdeleshed i dens World Conservation Strategy fra 1980. Hovedsagen i dette begreb er behovet for at miljømæssige, sociale og økonomiske spørgsmål overvejes som indbyrdes forbundne for at sikre, at vore naturressources bestyres på sund og vedvarende opretholdelig måde.

Perspektivet for “bæredygtig udvikling” er langtrækkende – det medregner mellem-generations-konsekvenserne af den måde, hvorpå vi anvender vore naturressourcer. Det er også holistisk deri, at det kræver interdisciplinære metoder til vidensindsamling og vurdering. Når man sørger for processer til involvering af lokalbeboere og deres samfund i planlægning og gennemførelse, kan man underbygge mulighederne for effektiv gennemførelse af bæredygtig udvikling. Deres interesse og forpligtethed kan hjælpe med til at sikre, at bæredygtig udvikling bliver effektivt omsat til praksis.

Bæredygtig udvikling er nu blevet et ofte anvendt udtryk i diskussioner om global udvikling og i de globale miljøkonventioner. Det er blevet et standardudtryk i mange internationale overenskomster. Medens altså dette begreb synes at have bred politisk og offentlig accept, har det ikke været så let at føre det ud i praksis.

Erfaringer fra implementeringsfasen af adskillige miljøkonventioner og fra mange af de miljøaktiviteter som finansieres af de internationale udviklingsagenturer, har fremvist sådanne vanskeligheder. At afgrænse beskyttede områder og nå til enighed om nødvendigheden af at forhindre udslettelsen af truede arter er felter hvor nogle solide præstationer er blevet gennemført. Imidlertid har det at løse miljøproblemer i en større kontekst af bæredygtig udvikling været en vanskelig opgave. Især har det været vanskeligt at implementere principper relateret til den bæredygtige brug af naturressourcer som flora og fauna. Uden en bestemmelse om bæredygtig brug er det højst usandsynligt, at mange – om ikke de fleste – udviklingslande ville have tilsluttet sig miljøkonventionerne. Alligevel kan der findes en formidabel modstand mod bestemmelser om bæredygtig brug i mange af miljøgrupperingerne i højindkomstlande og hos nogle regeringer som de søger at påvirke. For folk som lever under vanskelige økonomiske og sociale betingelser kan en sådan opposition fra miljøgrupper underminere deres udviklingsaspirationer og medføre betragtelig vrede.

FN-konventionen om Global Biodiversity inkluderer princippet om bæredygtig brug af naturressourcer. Dette fastslår, at bæredygtig brug “betyder brugen af komponenter af biologisk diversitet på en måde og i et omfang som ikke fører til en nedgang i det lange løb af den biologiske diversitet, således at derved dens potentiale for at imødekomme behov og aspirationer hos fremtidige generationer opretholdes”.

Det synes at være meget nemmere at finde støtte i højindkomstlande for totalt forbud mod brug af naturlige ressourcer, specielt vilde dyr, end det er at give sig tid til at lytte til videnskabelig dokumentation og derefter regne ud, hvornår brugen af en naturressource kan bedømmes som bæredygtig eller ikke, Dette kræver videnskabelig og teknisk ekspertise. De globale miljøkonventioner har videnskabelige paneler med i deres forvaltningssystemer, men et ganske stort antal medlemslande synes stadig at foretrække at udkæmpe denne strid på hovedsagelig politiske betingelser.

Det er vigtigt meget omhyggeligt at overveje grundprincipperne for “bæredygtig brug”. Økonomiske forbud kan være passende under usædvanlige omstændigheder, når det drejer sig om arter, som er truet af udslettelse. Imidlertid udgør de meget stumpe instrumenter, som kan ramme forskelsløst ned i en bred gruppe interesserede parter, selv dem som søger at praktisere sund bæredygtig brug af naturressourcer.

På mine rejser blandt Inuit-folk i Grønland har jeg mødt hjerteskærende tilfælde hvor uskyldige småsamfund er blevet ramt hårdt af forbud mod sælfangst, når de rent faktisk fuldt ud retter sig efter det internationalt acceptable for bæredygtig brug. De anser i sandhed disse principper for afgørende for deres samfunds fremtid på langt sigt og for de fremtidige generationers ressourcebehov.

Bæredygtig brug er et nøgleparameter i paradigmet for bæredygtig udvikling. Det drejer sig om at styre brugen af vilde arter og økosystemer, så den falder inden for biologisk bæredygtige grænser.

Brugbare skøn om bæredygtig brug må baseres på videnskabelig indsigt. I dag er der mængder af muligheder for at få både videnskabelig og teknisk rådgivning om, hvordan man måler og vurderer biologisk bæredygtige begrænsninger. Blandt disse er de videnskabelige specialistgrupper hos Species Survival Commission under World Conservation Union (IUCN). Politiske ledere og beslutningstagere gør klogt i at få holdbar videnskabelig rådgivning, før de lovgiver eller på anden vis promoverer forbud vedrørende den økonomiske og samfundsmæssige brug af vilde dyr.

Hvilken metodologi man end vælger at studere, vil det for at samle oplysninger om og vurdere bæredygtig udvikling være væsentligt at sammensætte professionelle bidrag fra hver af dens tre bærende søjler: økonomer, samfundsudviklingsspecialister og økologer. Deres bidrag må tages i betragtning i samme generelle kontekst. Det er ikke en opgave for eksperter fra en enkelt disciplin. Økonomer alene kan ikke forventes helt ud at tage de relevante sociale og miljømæssige spørgsmål i betragtning, ej heller kan økologer alene forventes at tage de økonomiske og sociale spørgsmål i betragtning. Teamwork kræves for at inddrage professionel ekspertise fra alle tre specialområder. Først da vil slutproduktet have mulighed for at blive troet på af de berørte og opnå bred troværdighed hos beslutningstagere og offentligheden i det hele taget.

Det traditionelle universitetssystem synes ofte at have vanskeligheder med at støtte holistisk eller multi-disciplinær forskning. For at nævne én ting, gør vore akademiske traditioner det vanskeligt at udbrede viden om bredere emner, siden de har tendens til at favorisere specialist-forskning foretaget indenfor kollegiale rammer, som er begrænset til deres egen form for ekspertise. Universiteter tillader de forskellige discipliner en betragtelig frihed til at forfølge deres egne interesser. En sådan fragmentation af forskning kan stille sig i vejen for bredere planlægning og beslutning. Sjældent giver interdisciplinær forskning megen prestige og adgang til finansiering på universitetsbudgetterne.

Tingene forandrer sig dog. Et stigende antal forskningsinstitutioner har bemærket sig faren for overdreven fragmentering af forskningen. De har set i øjnene, at det at arbejde inden for en enkelt disciplin alvorligt kan begrænse mulighederne for at flytte bæredygtig udvikling fra undfangelsesstadiet til virkeligheden og sørge for effektiv vejledning. I dag er der stigende forståelse af dette vigtige punkt. Det lover godt for fremtiden.

Dog, akademisk forskning alene vil ikke være tilstrækkeligt til at sikre, at attraktive begreber kan omsættes til praktiske resultater. Lokal viden og folkelig deltagelse vil også være vigtige elementer.

Siden sin tilblivelse i 1998 har Aarhus konventionen (under FNs økonomiske kommission for Europa) samlet nogle interessante erfaringer om adgang til information og offentlighedens medvirken. Når lokale samfund er engageret i processen, som består i indsamling af information der skal bruges til politisk planlægning og beslutning, kan en stærk følelse af ejerskab til processen skabes. Dette kan føre til bedre forståelse og mere tillid til pålideligheden og betydningen af de sluttelige opdagelser og resultater.

Endnu en grund til at bæredygtig udvikling er vanskelig at praktisere har at gøre med tidsdimensionen. Lokale befolkningers involvering i informations-søgeprocessen kan hjælpe til at lægge vægt på en langsigtet fokus. Politisk lederskab er vigtigt, men politikere har også behov for at lægge vægt på resultater inden for en relativt kort periode. Inddragningen af de direkte påvirkede mennesker i participatoriske informationsprocesser kan hjælpe med til at styrke de mere langsigtede perspektiver hos politikere så vel som regeringsembedsmænd. Erfaring fra tidligere succes med reduktion af syreregn i Europa understreger vigtigheden af dette punkt.

Derfor er det vigtigt at erindre sig, at bæredygtig udvikling har en bedre chance for at blive sat i værk, hvis vurderingerne og de resulterende konstateringer og anbefalinger af handling er groet frem af processer, som har opnået de lokale samfunds tillid og forpligtethed.

Allerede i 1980 understregede World Conservation Strategy behovet for lokal medvirken, især ved at involvere lokalsamfund i at bestyre beskyttede arealer. Nationalparker og andre beskyttede områder kan ikke blive holdbart etableret og opretholdt gennem juridiske og administrative forskrifter alene. Menneskeheden er en integreret del af ethvert økosystem. Derfor må miljømæssige formål så vel som bredere forstået bæredygtig udviklingsmål tage lokale befolkninger med i betragtning og involvere dem og deres samfund. Dette vil yderligere styrke bæredygtighed på langt sigt.

Dette er et afgørende punkt for styring af naturressourcer i almindelighed, men også mere specifikt for bæredygtig udvikling i Arktis. Ved at samle opmærksomheden om lokalbefolkningen og lokalsamfundene i implementeringen af bæredygtig udvikling bliver det overmåde klart hvorfor begrebet bæredygtig udvikling må indbefatte de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner. I den virkelige verden giver det ikke mening at fremhæve blot én af disse tre. Samfund vil have behov for at vide, hvordan de kan løse problemer inden for en bredere og mere omfattende tilgang, som sætter dem i stand til at forstå ikke blot de økonomiske omkostninger og gevinster ved forskellige udviklingsmuligheder, men også deres sociale og miljømæssige følger.

Efter min erfaring kan lokale beboere og samfund ofte miste tilliden til foreslåede handlinger, som kun tager et enkelt perspektiv i betragtning. At overveje økonomiske, sociale eller miljømæssige spørgsmål isoleret fra hinanden kan føre frem til beslutninger, som er ikke-bæredygtige.

Betragtelig vægt på uddannelse er vigtig. Gennem udvidede uddannelsesmæssige muligheder vil lokalbefolkninger blive i stand til at sætte deres egen viden i sammenhæng med erfaringer fra andre samfund i Arktis. Det er derfor, universitetssamarbejde som University of the Arctic er så vigtigt.

Gensidig forbindelse og integration af erfaringsbaseret viden sætter lokalbefolkninger i stand til at forstå, hvordan udviklingsforandringer bedst kan håndteres. Kombinationen af viden fra deres egen kultur og fra deres egen erfaring med læring fra andre vil hjælpe til at træffe sunde beslutninger om hvordan man virkeliggør bæredygtig udvikling – hvordan man bevæger sig fra sunde begreber og ideer til sund praksis.

Som vi ofte bliver mindet om, vil udviklingen af arktiske områder involvere enorme forandringer over de nærmest følgende tiår og i langt perspektiv. En bæredygtig fremgangsmåde vil set fra min synsvinkel udgøre den bedste ramme for forberedelse til disse forandringer og forsøget på at styre dem i retning af bæredygtige løsninger. Bæredygtig udvikling er et begreb som nu er bredt accepteret i internationale fora. Det er også i stigende grad et mål blandt forskningsinstitutioner. Principper om bæredygtig brug vinder bredere tilslutning, selv blandt miljøorganisationer, som tidligere var i opposition til ideen. Opmærksomheden bør fastholdes på at holde opsyn med, at enkeltsags-hensyn ikke fører til uigennemtænkt brug af politiske redskaber så som økonomiske udelukkelser, med mindre der er overbevisende videnskabeligt baserede konstateringer som garanterer nødvendigheden. Forhåbentlig vil planlæggere blive mere opmærksomme og indsigtsfulde, når det gælder de farer som følger med brugen af den slags stumpe politiske instrumenter.

Lokalsamfund og lokale regeringsadministrationer i Arktis bør støttes i at erhverve viden om metoder til at forbinde økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser gensidigt, så at disse kan forstås inden for en generel og operationel sammenhæng. Som i andre dele af verden er en veluddannet arktisk befolkning det bedste håb for, at det lykkes at oversætte bæredygtig udvikling fra begrebsstadiet til konstruktiv virkelighed.