2021-10-17

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Rasmus Ole Rasmussen

Der er ingen som efterhånden er i tvivl om at klimaet er under forandring, og at det på både kort, men måske især på længere sigt, må inddrages som en realitet, der skal medtænkes i forbindelse med den samfundsmæssige udvikling. Specielt situationen i Arktis opfattes af mange som særlig kritisk, og det giver fremtrædende politikere mulighed for at stille op til interviews ved isfyldte fjorde og kælvende bræer, og ruske op i den kollektive samvittighed, samtidig med at de udtrykker medfølelse med den befolkning, som må leve med forandringerne.

Der er langt færre som er opmærksomme på, at den aktuelle situation måske nok kan være forværret, og forandringsprocesserne fremskyndet på grund af uansvarlige menneskelige aktiviteter, men at klimaændringer og forandringer i det omkringliggende miljø på ingen måde er en nyhed. Naturen omkring os er i stadig forandring, og disse forandringer ses som regel tydeligst i marginale områder, eksempelvis i Arktis.

Og kun ganske få stiller sig spørgsmålet om disse klimarelaterede forandringer i virkeligheden er så afgørende for de ændringer der vi vil se ske for befolkningen der lever i Arktis, eller om der er helt andre forandringsprocesser på spil!

Reaktion på den dynamiske natur

Udviklingen i Grønland de sidste godt 100 år er et godt eksempel på at naturen undergår væsentlige forandringer, men at samfundene har formået at håndtere disse forandringer.

En dramatisk stigning i havtemperaturen ved Grønland i 1920’erne fik drastiske konsekvenser for ressourcegrundlaget. Torsken indvandrede i de grønlandske farvande, og blev i løbet af et enkelt årti den mest dominerende ressource. Det grønlandske samfund, som indtil århundredeskiftet i hovedsagen havde været baseret på sælfangst, havde i slutningen af det 19. århundrede oplevet en stigende krise. Dels fordi mineralolie havde overtaget den tidligere lukrative handel med olie produceret fra havpattedyr, og dels fordi et stigende befolkningstryk omkring handelsstederne have medført et øget tryk på de lokale ressourcer. Derfor var man i gang med at udvikle fiskeriet som et nyt erhvervsgrundlag, og i den forbindelse kom den dramatiske stigning i torskebestanden som et vigtigt element, der blandt andet udmøntedes i etablering af en række nye bygder og produktionsanlæg hvor ressourcegrundlaget gav de bedste lokaliseringsbetingelser.

I løbet af 1980’erne ændredes havtemperaturen igen, denne gang til et lavere niveau. Og det betød at torsken ikke længere kunne reproducere sig i de grønlandske farvande. Og konsekvensen var, at torsken som ressource forsvandt i løbet af en kort årrække. Men da rejefiskeriet efterhånden havde udviklet sig til den vigtigste ressource, betød det blot at dette fiskeri blev yderligere intensiveret, og i øvrigt i stigende grad blev koncentreret til nogle få større byer i Vestgrønland. Det betød imidlertid også at en række bygder som tidligere havde haft deres eksistensberettigelse ved at være gunstigt placeret i forhold til torskefiskeriet, helt mistede deres ressourcegrundlag.

Op gennem 1980’erne og 1990’erne havde fiskeriet efter hellefisk været tiltagende, blandt andet som følge af de nye temperaturforhold i havet, og fiskeriet er siden da langsomt flyttet mod nordvest, således at byer og bygder i Nordvestgrønland, som tidligere var baseret på fangst, i dag har et driftigt fiskeri. Til gengæld er fiskeriet længere sydpå stort set ophørt, og mange fiskere i Sydgrønland ser derfor frem til at en ny temperaturstigning skal genskabe de gode betingelser for torskefiskeri som oprindelig udgjorde regionens økonomiske grundlag.

Hvordan vurderes ændringerne?

Som det måtte være fremgået er der langt fra en entydig tolkning blandt grønlandske fangere, fiskere og fåreholdere af hvad klimaændringerne betyder for landes fremtid. Ældre fangere i Nordgrønland oplever smeltning af havisen som et problem når de skal ud på traditionel fangst efter eksempelvis Narhvaler. De unge fangere/fiskere i samme område ser omvendt smeltningen som en stor fordel, for så bliver hellefisken rigeligere, måske kommer der også torsk, og dermed sikres langt bedre indkomstforhold end dem den traditionelle fangst har kunnet byde på. Og i Sydgrønland ser fåreholderne nye perspektiver i øget grøntsags- og kartoffelproduktion, ligesom fiskerne er opmuntret af meldinger om øgede muligheder for torskefiskeri.

Det afgørende er, at man – som man altid har gjort – stiller sig åben overfor de udfordringer forandringerne giver, og søger hensigtsmæssige løsninger. Det betyder ikke at man afstår fra at indgå i diskussioner om hvad der på sigt måtte ske med eksempelvis isbjørnen eller andre af de mere spektakulære arter bundet til de Arktiske miljøer. Men eksempelvis er det meget sjældent at man kommer ind på de mulige uheldige konsekvenser af smeltning af permafrosten, hvilket blandt andet skyldes at de grønlandske bygningsreglementer det sidste halve århundrede har sørget for at den slags problemer kun vil forekomme ganske perifert. Det er derfor ikke de miljømæssige konsekvenser af klimaændringerne som udgør den centrale del af bekymringerne i forhold til landets fremtid.

På det punkt afviger Grønland en del fra andre dele af Arktis. Flere sager har været meget fremme i pressen de sidste par år, heriblandt bygderne Kivalina og Shishmaref som begge ligger i det Nordvestlige Alaska. Bygderne er placeret på sandtanger ud mod Chukchi-havet og Beringsstrædet, og har i nyere tid været beskyttet, dels ved at sandet de ligger på har været båret af permafrost, og dels ved at havisen har fungeret som en beskyttelse mod havets erosive kræfter. Men delvis smeltning af havisen og optøning af permafrosten har de senere år medført en voldsom erosion, som har betydet at dele af byerne har måttet flyttes. En lufthavn bygget på Kivalina i 1960’erne medvirker til forværre problemet, fordi det er langt vanskeligere at flytte rundt på landingsbaner og store tankanlæg end enkelthuse. Fælles for mange af de problemer som dukker op andre steder i Arktis – men som ikke ser ud til at blive betydningsfulde i Grønland – grunder til dels i en manglende historik i planlægningen. Et 250 års kolonistyre har uden tvivl skabt mange problemer for den grønlandske befolkning som først Hjemmestyret, og nu Selvstyret må finde ud af at håndtere. Men det har også givet en planlægningsmæssig ballast hvor både forventelige og til dels også uventede ændringer i naturen indgår som elementer i den fysiske planlægning, hvilke ikke nødvendigvis gør sig gældende i samme omfang i andre dele af Arktis.

Hvad skaber bekymring?

Det er helt andre ting som er med til at skabe aktuel bekymring i de Arktiske samfund, nemlig de øgede aktiviteter som kan forventes i regionen – med og uden klimaændring – samt de økonomiske og sociale udfordringer samfundene i øvrigt står overfor.

Jagten på energi og mineralske råstoffer fortsætter i stigende takt, og i den forbindelse begynder forekomster i arktiske områder, som hidtil har været betragtet som uinteressante, at bliver af større interesse. Interessen bliver ikke mindre af at en reduktion i isdækket viser sig at gøre ressourcen mere tilgængelig, ligesom spørgsmålet om at benytte de Arktiske farvande som transportkorridorer kan vise sig at blive ikke blot mulige men også profitable fremtidige løsninger. Et væsentligt problem i tilknytning til disse aktiviteter er, at de i bedste fald giver kortvaret beskæftigelse og indkomstmuligheder til den region hvor udnyttelsen eller transporten foregår. Det er fint så længe indkomsterne forefindes, men skaber problemer når de efter en årrække forsvinder igen. Og i værste fald risikerer man at regionen, efter en årrække med voldsomme udnyttelsesaktiviteter, kommer til at skulle håndtere store mængder farligt mineaffald, oliespild, landskaber som er ændret til ukendelighed, miljøer som efter en kortvarig påvirkning måske kræver årtier eller århundrede for at blive regenereret.

Og stigning i aktivitetsniveauet har yderligere negative konsekvenser. Forstyrrelser i havmiljøet kan give uheldige påvirkninger på de traditionelle fangstdyr, ligesom risiko for kollision mellem transportskibe og fiskerbåde øges. Og der opstår øgede muligheder for olieudslip og andre typer af forureninger i havmiljøet. Ligeledes betyder øget fiskeri i eksempelvis Ishavet at økosystemer, som nu gør det muligt at opretholde et vist fangst- og fiskeritryk i regionen, kan undergå ukendte ændringer, ikke blot i havet men også på landjorden.

Man kan uden tvivl henvise til at en del af disse aktiviteter hænger sammen med forhold som i et vist omfang kan tilskrives ændringer i klimaet. Men det afgørende er, at det drejer sig om menneskelige aktiviteter som i sidste ende er under menneskelig kontrol. Bare ikke under kontrol af dem der bliver påvirket af forandringerne!

I 2007 afholdtes i Ilulissat et vigtigt møde mellem de Arktiske kyststater (USA, Canada, Danmark (på grund af Grønland), Norge og Rusland), foranlediget af den danske Udenrigsminister Per Stig Møller. På mødet konstaterede deltagerne at der med UNCLOS’ Law of the Sea findes en international lovgivning som i princippet har et omfang og en karakter som skulle muliggøre løsning af eventuelle konflikter som følge af de øgede aktiviteter. Og det er utvivlsomt rigtigt når det gælder de berørte stater. Men situationen er imidlertid den at Havretten ikke opererer med begrebet “folk”, kun “stater”! Og dermed udelukker man at en væsentlig befolkningsgruppe, nemlig de oprindelige folk som på forskellige niveauer er afhængige af de arktiske ressourcer, fra at få legal ret til at indgå i beslutningsprocesserne om den fremtidige udnyttelse af ressourcer og transportveje i Arktis. Det tætteste man kommer en vis nærhed til fiskeri og jagt i mindre skala er ved at der i UNCLOS’ afsnit om “Straddling and Highly Migratory Stocks” nævnes at man i beslutningerne om eksempelvis kvotetildeling og regulering af adgang til bestemte arter skal tage et vist hensyn til”artisan fisheries”, altså småskala fiskeri af mere lokalt tilsnit. Men der er særdeles langt fra en sådan betragtning til en refleksion over hvad jagt og fiskeri kan have af betydning for den oprindelige befolkning som bebor Arktis. I EU-sammenhæng opererer man med begrebet “Subsidiaritet” som en indikation på at beslutningsprocesser bør inddrage eller endog lægges ud til dem der berøres af beslutningerne. I hvilket omfang det så lykkes i virkeligheden er der løbende diskussioner om. Men begrebet hentes ofte frem i diskussionerne for at fremhæve nødvendigheden af nærhed i beslutningsprocesserne. Og det er den samme nærhed som kommer til udtryk i ønskerne fra repræsentanter for de oprindelige folk, når de peger på at de bør indgå i de fora som tager beslutninger om anvendelsen af ressourcerne og transportvejene i de sårbare arktiske miljøer, hvad enten de er nationale eller internationale. Historien viser at statsmagter desværre sjældent har været garanter for at de oprindelige befolkningsgruppers interesser har været tilgodeset!

Den sociale udfordring

Udnyttelsen af de vedvarende ressourcer gennem fiskeri og jagt har været det økonomiske grundlag for de fleste nordlige samfund. Med med tiden er produktionen blevet stadig mindre arbejdskraftskrævende og profitabel, ikke mindst fremskyndet af en benhård konkurrence på verdensmarkedet hvor produkter som eksempelvis koldtvandsrejer fra Nordatlanten i dag skal konkurrere med tilsvarende rejetyper fra Sydatlanten, for eksempel fanget i Chile, eller med store varmtvandsrejer opdrættet i Sydøstasien eller Sydamerika, hvor den kan leveres færdig i løbet af 7-8 måneder, medens store Nordatlantiske rejer som regel er mere end 7-8 år om at vokse sig til en størrelse der falder i købernes smag. Og med høje lønninger flyttes forarbejdningsindustrierne helt eller delvis til søs på de store offshore trawlere, eller til Asien eller andre lavtlønsområder.

Produktionen af traditionelle fødevarer fortsætter med at være af både økonomisk, social, kulturel og symbolsk betydning for mange samfund i Nord, og enkelte steder – eksempelvis Grønland – har man formået at koble fødevaretraditionerne med kommercielle interesser således at grønlandske produkter er tilgængelige i de lokale markeder såvel som i frossen tilstand i supermarkedernes kølediske. Andre steder i det Arktiske område – eksempelvis Canada – er der forbud mod at handle med de traditionelle produkter. Man ønsker at fastholde de lokale produkter som en del af de sociale relationer i småsamfundene, men konsekvensen er at de langsomt forsvinder, fordi supermarkedernes kølediske, hvor man udelukkende kan købe produkter importeret sydfra, bliver stadig mere dominerende for husholdningerne.

De lokale ressourcer spiller stadig en vis rolle for samfundene i Arktis, og i grove tal kan man regne med at godt 5-10% af befolkningen er beskæftiget indenfor den primær sektor, altså fangst, fiskeri og minedrift, medens andre 10-15% er beskæftiget indenfor forarbejdningsindustrierne, byggeriet og transportsektoren. Men det betyder også at den tertiære sektor – servicesektoren med lønarbejde indenfor administration, uddannelse, social service osv. – i dag udgør langt den største indtægtskilde for de fleste familier. Og det stiller i stigende krav til både omstillingsparathed og omstillingsevne. For at blive aktiv i forhold til de nye aktiviteter må man indstille sig på nye krav, ikke mindst i forhold til uddannelse.

Og denne evne til omstilling har især kvinderne være langt mere åbne overfor. På den ene side ved at acceptere job uden for de traditionelle aktiviteter indenfor den primære og sekundære sektor, men også ved at være parate at gennemføre uddannelser som lever op til de ændrede uddannelsesmæssige krav. Til trods for at ideologien siger noget andet gælder det for mange arktiske samfund at hovedindkomstkilden for fangere og fiskere stammer fra andre erhverv, og at kvinderne ofte genererer hovedindkomsten i husstandene. I Grønland har mere end 70 procent af de professionelle jægere og fiskere indkomst fra anden beskæftigelse. Og i mere end 50 procent af husholdene udgør kvindernes indtægter det største bidrag til den samlede økonomi. Og ikke sjældent giver netop disse indkomster et stærkt tiltrængt tilskud til investeringer i jagt og fiskeri, og er derved med til at opretholde fangererhvervet.

Men nødvendigheden af alternative beskæftigelsesmuligheder erkendes ikke altid, blandt andet fordi beslutningstagerne i de arktiske samfund stadig er domineret af mænd. Og deres ideologi tilsiger dem, at skal der skaffes nye jobs må det være inden for de gode gamle erhvervsaktiviteter, altså fangst og fiskeri. Og det betyder at de jobs som kan tiltrække og fastholde kvinderne i bygderne og de mindre bysamfund ikke kommer.

Svar på globaliseringen

Det er helt klart at kvinder i langt højere grad end mænd formår at reagere på globaliseringens udfordringer. De søger uddannelse, de søger nye kulturelle udfordringer, og de søger ikke mindst beskæftigelsesmæssige udfordringer. Og når ingen af disse udfordringer kan honoreres i de mindre samfund ser mange kvinder ikke andre alternativer end at søge mod steder, som i højere grad kan tilbyde dem et passende modspil. Det er i første omgang de større byer i regionen. Dernæst udenfor regionen, og efterfølgende i hovedstaden – i tilfældet Grønland således Nuuk. Og slår dette ikke til søger man udenfor landets grænser. En såkaldt “step-stone” mobilitet hvor ønsket om større udfordringer og muligheder udvikles efterhånden som kvalifikationerne og erfaringerne øges.

Det gælder ikke kun kvinderne – specielt de unge kvinder – men også en del af de unge mænd. Men det er langt fra alle mændene som formår at være åbne overfor omstillingskravene. Mange har fravalgt kvalifikationerne, har ikke modet til at søge nyt, og er bundet til det traditionerne tilsiger dem, nemlig beskæftigelse inden for de traditionelle erhverv. Og konsekvensen er en markant skævdeling i fordelingen af de to køn i de arktiske samfund. Typisk et stort underskud af yngre kvinder i de små bygdesamfund, en balance eller et lille overskud af kvinder i de større byer, og i sidste ende en nettoudvandring af kvinder fra Arktis i det hele taget.

Denne skævdeling bidrager til alvorlige sociale problemer i de mindre bygder. Uden nogen at gifte sig med vil mange unge mænd for det første mangle en social katalysator i deres tilværelse. Det er som regel kvinderne der er det bærende element i de sociale strukturer i lokalsamfundene, og når de mangler, mangler også den sociale interaktion. Uden en 2. indkomst får mændene desuden økonomiske problemer, for fangst og fiskeri kan sjældent give tilstrækkelig indkomst til både at opretholde hverdagslivet og sikre for eksempel nye investeringer i produktionsudstyret. Og det betyder at de unge mænd bliver afhængige af deres forældre som, i kraft deres pension, kan bidrage til erhvervets opretholdelse. Men det betyder også at frustrationer og bekymringer ofte slår over i druk og vold, hvilket er en yderligere faktor som bidrager til at kvinderne næsten flygter fra de små steder.

Man kunne forledes til at tro at forskellene i reaktionsmønstre mellem kvinder og mænd kunne være genetisk bestemt. Men i den arktiske sammenhæng er det helt klart at der er en tæt sammenhæng mellem reaktionsmønstrene og opdragelsen. Hvor pigerne konstant bliver udfordret ved at skulle udføre arbejde både indenfor og udenfor familien, så sker det meget sjældent for drengenes vedkommende, hvor ideologien tilskriver dem at en “rigtig” dreng går på jagt og fiskeri, og derfor ikke pålægges andre forpligtelser. Og hvor mænd synes at være tilfreds med en enkelt butik hvor de kan skaffe sig de mest nødvendige ting, såsom den seneste actionfilm på video, og en grillbar hvor de kan forsyne sig med burgere eller pizzaer, så udvikler kvinder en meget mere alsidig og krævende smag. De ønsker mangfoldighed i det sociale og kulturelle tilbud, for eksempel varierede shopping muligheder, et større udbud af cafeer, teatre, kunstudstillinger og lignende, for at leve op til nutidens idealer.

Og fremtiden?

De arktiske samfund står i en meget vanskelig situation netop nu fordi de står under pres fra mange sider. Eksternt fordi jagten på råstoffer og energi i stigende omfang påvirker dem, uden rigtigt at involvere dem, samtidig med at globaliseringen på den ene side åbner for nye muligheder men på den anden side samtidig stiller nye krav. Og internt fordi disse forandringer kræver en omstillingsevne og omstillingsparathed som er en særdeles vanskelig proces der fordrer en stor indsats fra samfundene såvel som fra omgivelserne. I denne sammenhæng kan udfordringerne skabt af eventuelle klimaændringer vise sig at være en beskeden faktor. Men omvendt viser historien også at de arktiske samfund før har formået at omstille sig. Og selv om de igangværende ændringer har langt flere dimensioner end de tidligere, så er der indikationer på at samfundene på sigt formår at håndtere udfordringerne. Og i sidste ende er det de menneskelige ressourcer i Arktis som bliver den afgørende faktor!