2021-01-16

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af Rune Rydén.

Arktis er den globale opvarmnings “kanariefugl i kulminen”. Det er en overordentlig sensitiv region, og den påvirkes grundlæggende af de klimatiske forandringer. Flertallet af videnskabelige iagttagere ser det, der er på færde nu i Arktis, som et varsel om ting som vil ske.

I 125 år har videnskaben haft specielle programmer for studium af Arktis og Antarktis. Videnskabsfolk fra hele verden undersøger for tiden spørgsmålet om, hvorfor klimaet ændrer sig, som led i det forskningsprogram som kaldes Det Internationale Polarår 2007-09.

Sådanne programmer har været gennemført tidligere. 1882-83 var det første. Karl Weyprecht, som var fra Østrig, ønskede at studere meteorologi og indså at udforskningen af Arktis krævede internationalt samarbejde. I løbet af Det Andet Internationale Polarår 1932-33 opbyggede videnskabsfolk fra 40 lande permanente observationsstationer i Arktis og Antarktis for at studere vejrfænomener der.

1957-58 blev udnævnt som Det Internationale Geofysiske År, og takket være moderne ingeniørvidenskab blev eksistensen af Van Allen strålingsbæltet og kontinentfladernes indbyrdes bevægelser bekræftet.

I det 19. århundrede konstaterede videnskaben, at gasarter i atmosfæren kunne forårsage en “drivhuseffekt”, som påvirker planetens temperatur. De var hovedsagelig interesseret i den mulighed, at et lavere niveau af kuldioxid (CO2) måske kunne forklare istiderne. Ved århundredets slutning beregnede Svante Arrhenius i Sverige, at udledningerne fra industrien en dag kunne føre til global opvarmning af atmosfæren.

Iskerne-boringer og andre former for vidnesbyrd om klimaforholdene i den fjernere fortid godtgør, at stigende atmosfæriske niveauer for CO2 er forbundet med stigende globale temperaturer.

Menneskelige aktiviteter, i første række afbrænding af fossile brændstoffer, og dernæst rydning af især større skovområder, har forøget koncentrationen af kuldioxid, metan og andre varmefastholdende gasarter i atmosfæren. Siden den industrielle revolutions begyndelse er koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren steget med cirka 35 %.

Fortsat udledning af kuldioxid og andre drivhusgasser i atmosfæren er beregnet til at ville medføre betydelige og forblivende forandringer af klimaet, heri indbefattet en stigning af den globale gennemsnitstemperatur med fra 1,4 til 5,8 grader celsius i henhold til IPPC (Integrated Pollution Prevention and Control) i løbet af dette århundrede.

Klimatiske forandringer forventes at indebære ændringer i de atmosfæriske og oceaniske kredsløbsmønstre, en stadig hurtigere stigning af havoverfladen, og mere vidtgående variationer i nedbørsmængder. Tilsammen beregnes disse forandringer at føre til vidtrækkende konsekvenser, herunder afgørende følger for kystsamfundene, dyre- og plantearter, vandressourcer så vel som menneskelig sundhedstilstand og trivsel.

Ca. 80 % af verdens energi hidrører for tiden fra afbrænding af fossile brændstoffer, og kuldioxid-udslip fra disse kilder er hastigt voksende. Eftersom overskydende kuldioxid forbliver i atmosfæren i århundreder, vil det tage i det mindste nogle få årtier for koncentrationerne at nå højdepunktet og først derpå begynde at aftage, selv om forenede anstrengelser for at reducere virkningerne påbegyndes omgående. Det at ændre opvarmningsforløbet vil følgelig være en langstrakt proces, og verden vil blive stillet over for en vis grad af klimaforandring og følgerne heraf i århundreder.

Der er mindst 10 bekymrende faktorer, som nu samvirker:

1. Efter 1990 har vi erfaret de 11 varmeste år siden pålidelige målinger begyndte i midten af det 19. århundrede. De kraftigste virkninger af klimaforandringen kan observeres i Arktis.

2. Den solare teori er ikke ganske død, men næsten alle i den videnskabelige verden er nu enige om, at globen er under opvarmning, og at forurening og drivhusgasser, især kuldioxid, er de betydeligste bidragydere til de stigende temperaturer. Kuldioxidmængden har i historisk tid varieret mellem 180 og 280 ppm, men er nu steget til 380 ppm. Dette er højere end i den seneste million år.

3. Der har været en tendens til stigende varme ved jordoverfladen siden begyndelsen af det 20. århundrede. Temperaturen er steget 0,6 grader Celsius siden 1900 og fortsætter med at stige.

4. Arktis, et område hvor enhver tendens til opvarmning forstærkes af lokal opsugning af varme i takt med, at isen smelter, viser i høj grad tegn på hastig temperaturstigning. En rapport som blev offentliggjort sidste år viser, at havisens omfang er faldet 8 % pr. årti i løbet af de seneste 30 år, og temperaturen er steget 3-4 grader Celsius i nogle områder i det nordlige Alaska.

5. Den femte konstatering er opklaringen af en tilsyneladende uoverensstemmelse som satte spørgsmålstegn ved, om atmosfærens temperatur faktisk var stigende. Det drejede sig om en modsætning mellem temperaturen ved jordoverfladen, som så ud til at være stigende, og temperaturen højere oppe i atmosfæren, som tilsyneladende var uændret. Det er nu konstateret, at begge områder udviser parallelle stigninger.

6. Punkt seks er en undersøgelse ved forskere fra Scripps Institution of Oceanography, Californien, af forandringer i måden verdens oceaner er blevet varmere på forskellige dybder i de seneste 65 år. Disse forandringer stemmer langt bedre overens med klimamodellers forudsigelse af hvad der sker når opvarmning skyldes drivhusgasser, end med forudsigelser om effekten af variationer i solaktiviteten.

7. Den syvende iagttagelse er en bekræftet sammenhæng mellem stigende havtemperatur og hyppigheden af de kraftigste tropiske storme, orkaner og tyfoner.

8. For nylig er der rapporter om, at havstrømme i Nordatlanten svækkes – med 30 % siden 1992 – og på en måde, computermodeller forudsagde ville forekomme som resultat af forhøjet temperatur. Dette kunne få alvorlige konsekvenser i Nordeuropa, som nu har et varmere klima på grund af Golfstrømmen og de fremherskende vestlige vindretninger.

9. Grønlands gletsjere smelter hurtigere end forventet. Hastigheden hvormed gletsjerne bevæger sig mod havet er fordoblet til 12 km årligt i løbet af det seneste tiår. Som resultat heraf er den mængde is, som årligt faldet i havet, fordoblet i samme periode. Tages begge faktorer i betragtning, er havets globale niveaustigning forøget fra 0,23 mm årligt i 1996 til 0,57 mm årligt i 2005.

10. Studier af den palæocen-eocentermiske maximum (PETM) periode for ca. 55 millioner år siden, da de tropiske haves temperatur steg til 38 grader Celsius, sammenlignet med 26-28 grader i dag, viser at denne varmeperiode førte til dramatiske migrationer af dyr i retning mod polerne. Videnskaben har prøvet at tegne en forbindelse mellem PETM-resultaterne og de computermodeller, som er udviklet til at studere det nutidige klima. Når klimamodellerne fodres med betingelser som ligner denne ældgamle periode, fremkommer de med alt for lave temperaturer. Dette er formodentlig det enkle mest skræmmende resultat af dybtgående palæo-klimatisk arbejde. Modellerne som bruges til at forudsige fremtiden har vist sig at være konservative, og videnskaben ved ikke hvorfor.

Virkninger i Arktis.

Arktis er yderst sårbart over for iagttagne og fremskrevne klimaforandringer, og Arktis erfarer netop nu nogle af de hastigste og alvorligste klimaforandringer i moderne tid. En forøgelse af de klimatiske forandringer forventes at indtræffe i indeværende århundrede på grund af væksten af drivhusgasser i atmosfæren, og klimaforandringerne erfares særlig intenst i Arktis. Disse forandringer vil i næste omgang have indflydelse på planeten som helhed. Af denne grund har mennesker uden for Arktis meget på spil i det, som hænder der.

Klimaprocesser som er enestående for Arktis har ligeledes virkning på globalt og regionalt klima som følge af forøget global opvarmning og stigende overfladeniveau i havene. Klimaforandringen vil også resultere i kraftige påvirkninger inden for Arktis. Reduktionen af havisen vil meget sandsynligt have ødelæggende konsekvenser for isbjørne, sæler som lever på isen og naturligvis mennesker, for hvem disse dyr er en primær ernæringskilde. På den anden side vil reduktion af havisen sandsynligvis udvide tilgængeligheden pr. skib til naturressourcer som olie og gas, og give øgede muligheder for skibstrafik.

En isfri Nordøstpassage for eksempel betyder langt kortere sejlafstand fra Europa til Asien. Ruten London-Tokyo via Suezkanalen er 20.900 km, og via Nordøstpassagen blot 13.000 km – altså ca. 38 % kortere. Ruten New York-Tokyo via Panama-kanalen er 18.200 km, men via Nordvestpassagen kun 14.000 km – en nettobesparelse på 23 %.

Meget mere kunne siges om den globale opvarmning i Arktis, men lige som de hidtil omtalte generelle virkninger kunne man også sammenfatte de afgørende erkendelser i ti punkter i henhold til “Arctic Climate Change and Its Impact 2001”.

1. Det arktiske klima er nu under opvarmning, og langt større forandringer er projiceret. Yderligere bevismateriale vedrørende arktisk opvarmning kommer fra vidt udbredt afsmeltning af gletsjere og havis, og en afkortning af sneperioden på grund af varmere vintre. Forøget nedbør er også en projiceret faktor.

2. Arktisk opvarmning og dens konsekvenser har verdensomspændende følger. Smeltning af højreflekterende arktisk sne og is øger indoptagelsen af solvarme og yderligere opvarmning af planeten. Vækst i gletsjernes smeltevandstransport føjer mere ferskvand til oceanerne, hæver overfladeniveauet og sinker muligvis havstrømningerne, som bringer varme fra troperne til polerne og påvirker det globale og regionale klima som i Nordeuropa.

3 Arktiske vegetationszoner bliver sandsynligvis forandret, hvilket vil foranledige langrækkende påvirkninger. Trægrænsen bevæger sig nordpå og op i større højder, med skov som erstatter en del af den eksisterende tundra, og tundrabevoksning bevæger sig ind i polarørkener. Landbrugsdrift vil have mulighed for at udvide sig nordpå i takt med længere og varmere dyrkningsperioder.

4. Dyrenes artsrigdom og fordeling på arealerne vil forandres. Reduktion af havisen vil drastisk indskrænke leveområderne for isbjørne, sæler og nogle havfugle, måske i en sådan grad, at arter trues af udryddelse. Caribou/rensdyr og andre landdyr vil komme under pres i takt med, at klimaforandringer ændrer deres adgang til fødekilder, yngleområder og historiske vandringsruter. Påvirkninger fra arktisk klimaforandring vil have følger for biodiversiteten verden rundt, fordi trækfugle og andre arter er afhængige af yngle- og foderområder i Arktis.

5. Mange kystsamfund og kystnære anlæg står over for voksende risiko for uvejrsskader. Alvorlig kysterosion bliver et voksende problem, når stigende overfladeniveau og reduktion af havisen tillader højere bølger og stormfloder at nå kysterne, og tøende permafrost svækker kystarealer, hvis sårbarhed øges. Samfund er allerede truet eller tvunget til at flytte.

6. Havis-reduktionen vil sandsynligvis medføre øget transport og adgang til ressourcer ad søvejen. Sejlperioden vil kunne øges, og der bliver lettere adgang til Arktis’ naturressourcer og øgede muligheder for udvinding af olie og gas.

7. På tøende permafrost-arealer vil transport over land i lange perioder være umulig, og bygninger og anden infrastruktur vil blive ødelagt. eller kræve omfattende ombygninger og vedligeholdelsesarbejder.

8. Oprindelige samfund står over for større økonomiske og kulturelle påvirkninger. Mange oprindelige beboere er afhængige af jagt på isbjørne, hvalrosser, sæl og Caribou, rensdyrhold, fiskeri og samler-aktivitet, ikke blot for at opretholde den lokale økonomi, men også som basis for kulturel og social identitet. Ændringer i forekomsten af dyrearter og mulig adgang til dem, en allerede nu erfaret forringet forudsigelighed af vejret, og rejsesikkerhed under skiftende is- og vejrforhold frembyder alvorlige trusler mod sundheds- og ernæringssikkerhed og kan i det lange løb true nogle kulturers overlevelse.

9. Forhøjet ultraviolet stråling vil påvirke mennesker, planter og dyr. Det stratosfæriske ozonlag over Arktis forventes ikke at blive styrket væsentligt indenfor mindst nogle årtier, navnlig på grund af drivhusgassernes indflydelse på stratosfæriske temperaturer. Ultraviolet stråling i Arktis forventes følgelig at forblive forhøjet i de kommende årtier. En livslang strålingsdosis forventes at blive 30 % højere end hidtil. Strålingen kan nedbryde fotosyntesen i plantevæksten og medføre skadevirkninger på fisk i de tidlige livsfaser.

10. En mangfoldighed af påvirkninger tilsammen får konsekvenser for mennesker og økosystemer. Klimaforandringer forekommer samtidig med mange andre former for stress, omfattende kemisk forurening, overfiskning, ændrede dyrkningsmetoder, fragmentering af dyrelivet, befolkningstilvækst og kulturelle såvel som økonomiske forandringer. Disse stress-former kan i kombinationer mangedoble påvirkninger af menneskers og økosystemers sundhed og trivsel. Den totale påvirkning kan blive større end summen af dens enkeldele, hvilket gør den vanskelig at forudberegne.

Følgelig kan vi stå over for en meget hed fremtid og meget hurtigere end hidtil forudsagt, og det indebærer ikke nødvendigvis en modsigelse af et koldere klima i Skandinavien og Nordeuropa.