2021-01-16

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

UNIVERSITY OF THE ARCTIC

Siden 2001 et redskab til valg af fremtid i det arktiske område

FNs klimaforandringskonference, som den danske regering er vært for i december i år, vil beskæftige sig med mange problemer og emner, som er fælles for alle folkeslag på jorden, om end forskellige af natur i overensstemmelse med forskelle i livsbetingelser. Men de kræfter som styrer forandringerne er så stærke, de risici som foreligger så store, og den gensidige afhængighed mellem verdens regioner så indlysende, at de nødvendige beslutninger om indgreb må træffes i samarbejde og fællesskab.

I de nordiske lande og hos de folk, som bebor områderne på samme breddegrad rundt om planetens top, samler interessen sig naturligt om de forandringer i livsbetingelserne, som rammer de arktiske egne. Den årlige afsmeltningsgrad for såvel gletsjere som indlandsis stiger år for år, og adgangen til såvel erhvervsmæssig som turistmæssig besejling af polarhavet øges i takt hermed. Nordøstpassagen langs nordkysten af det euro-asiatiske kontinent benyttes allerede nu kommercielt af specialindrettede fartøjer, og Nordvestpassagen mellem Canada og Baffin Island ventes åbnet for trafik, i det mindste om sommeren, i overskuelig fremtid. Der har været langvarige og barske uenigheder om retten til at udforske og udnytte dybhavsressourcerne af fossilt brændstof og mineraler omkring Nordpolen, og en international overenskomst med folkeretslig gyldighed er uomgængeligt nødvendig.

Isens afsmeltning og tilbagetrækning medfører på den anden side, at det bliver besværligere for de lokale indbyggere at nå frem til de traditionelle fangstpladser og jagtområder, især når det gælder sælfangst. I stedet for at kunne færdes med hundeslæder og snescootere hen over et tiliset hav må sælfangerne sejle mellem isflager i både, som er langsommere og mindre egnet til jagt. Mekaniseringen – for ikke at sige industrialiseringen – af fiskeriet, samtidig med en stigende afhængighed af international handel med fødevarer og andre forbrugsgoder, påvirker livsvilkårene i stadig større grad. Der foregår for tiden forsøg med erhvervsmæssig gartneridrift i Sydgrønland. Men først og sidst er den digitale revolution ankommet til Arktis og har gjort inuitternes land til en del af “den globale landsby”.

Fokus på forskning, læring, selvstændighed

I fire årtier har Selskabet for Fremtidsforskning (www.fremtidsforskning.dk) – som læsere af selskabets tidsskrift FUTURIBLERNE vil vide – bygget sit arbejde på den opfattelse, at fremtid ikke kan forudberegnes eller forudsiges, men vælges. Selve begrebet bør altid omtales i flertalsform: fremtider. Selve titlen “FUTURIBLERNE” er et fransk-inspireret kunstord, “les futuribles”, som betyder “de i fremtid mulige tilstande”.

Netop i dette efterår finder Selskabet det væsentligt, at der udgives en diskussion og beskrivelse af et konkret valg af fremtid baseret på et omhyggeligt, omfattende og relevant studium af en kompleks nutidssituation i et område af jordkloden, som er kraftigt påvirket af de faktorer, som udgør temaet for FN-konferencen. Vi offentliggør en samling artikler, som beskriver disse faktorer og fortæller om en fornyelse inden for international tænkning om forskning og uddannelse, det Arktiske Universitet, UArctic (www.uarctic.org) – et samarbejdende netværk, oprettet i 2001, hvis medlemstal nu udgør mere end 120 institutioner og organisationer for højere uddannelse og forskning i alle de lande som grænser op til Polarområdet: Rusland, USA, Canada., Island, Grønland, Danmark, Norge, Sverige og Finland.

UArctics opgave er at sikre et velfungerende, kvalificeret forskningsmiljø så vel som en uddannelsesmæssig overbygning for de grundlæggende uddannelser i Arktis, et arbejde baseret på de arktiske folks livsvilkår, deres historie, kunst og kultur, deres behov for læring og selvstændighed, og deres ret til afgørende indflydelse på løsningen af påtrængende og uomgængelige problemer og spørgsmål, ikke mindst hvad angår udviklingen af kommunikationsmidler og brugen af de rige ressourcer, som findes i regionen.

Det er kort sagt afgørende vigtigt at understrege, at der ikke her er tale om endnu et projektforslag, som afventer finansiering og virkeliggørelse, men en fortælling om en eksisterende og fungerende aktivitet, der er tænkt og formet som et instrument for polarområdets egne folk til styring af forandring og udvikling inden for deres egen region af planeten.

Til løsning af opgaven har Selskabet fornyet et samarbejde – som går langt tilbage i tiden – med Scandinavian Seminar College (SSC), en uafhængig fond hvis formål er at fremme kulturel og uddannelsesmæssig udveksling mellem de nordiske lande og Nordamerika. Formand for SSC er professor, dr.polit. Erling Olsen, tidligere universitetsrektor, tidl. justitsminister og folketingsformand. Erling Olsen har påtaget sig redaktionen af denne udgave af FUTURIBLERNE sammen med tidl. højskoleforstander Helge Severinsen, tidl. formand for Selskabet og mangeårigt bestyrelsesmedlem i SSC.

SSC har været aktivt medvirkende i de overvejelser og beslutninger, som førte til udvikling og oprettelse af det Arktiske Universitet og har også bidraget økonomisk til udformningen af programmet “Bachelor of Circumpolar Studies”, hvis akkumulerede deltagertal i 2008 passerede 5400. Studierne gennemføres ved en kombination af elektronisk (“virtuel”) kommunikation og mødeforløb i en eller flere af de deltagende institutioner.

På initiativ af  Scandinavian Seminar College udsendes ultimo oktober artiklerne fra denne FUTURIBEL i en trykt udgave på engelsk, rettet til  deltagerne i FN’s klimakonference og andre interesserede. Også den engelsksprogede udgave lægges til den tid på internettet på hjemmesiden fremtidsforskning.dk

Citat fra artiklerne er tilladt med kildeangivelse (forfatter, titel, publikation, dato)

Abstracts

Erling Olsen, medlem af UArctic’s styrelse, fortæller hvordan det gik til, at nogen fandt på ideen om det virtuelle netværk, som i dag kaldes University of the Arctic. Udspringet var en konference i 1996 hos GRID Arendal med deltagelse af Fridtjof Nansen instituttet og det amerikansk-skandinaviske Scandinavian Seminar College. Af drøftelserne udsprang et forslag fra Det Arktiske Råds ledende embedsmænd om et circumpolært samarbejde om forskning og uddannelse til fælles gavn for hele områdets befolkninger. Erling Olsen opregner i seks punkter det midlertidige råds arbejdsopgaver, som ikke mindst takket være en finsk regeringsbevilling til møder og sekretariat mundede ud i formulering af en fundats for den nye institution. Den åbnedes formelt i Rovaniemi, Finland, i 2001. Artiklen munder ud i en kortfattet oversigt over uddannelsestilbuddet og en redegørelse for de nye muligheder, risici og ansvarsområder som er i centrum for UArctic.

Rune Rydén, som er udviklingsforsker og medlem af UArctic’s råd, redegør en stramt formuleret, kortfattet oversigt for hovedpunkterne i de videnskabeligt underbyggede erkendelser af den globale opvarmningsproces og dens konstaterede og forventede konsekvenser for livsvilkårene i det arktiske område. Han påpeger ikke mindst den selvforstærkende effekt af forskellige samtidige påvirkningers indbyrdes synergi, som er kommet bag på de fleste iagttagere, som har begrænset sig til at studere enkeltvirkningerne hver for sig. Udviklingen kan forløbe hurtigere end hidtil forventet.

Rasmus Ole Rasmussen, lektor ved det stockholmske forskningsinstitut Nordregio, udvider forandringsperspektivet med en påpegning af, hvordan en arktisk befolkning, nemlig den grønlandske, gennem i de sidste 100 år har måttet – og kunnet – tilpasse sig bl. a. ændrede havtemperaturers indflydelse på fiskebestandene, og med den nuværende atmosfæriske opvarmning har der dannet sig forventninger om gunstige ændringer i bestanden af torsk i de grønlandske farvande og samtidig mulighed for øget fårehold og produktion af grøntsager. Til gengæld betyder den stigende optøning af områder med permafrost store vanskeligheder i andre dele af Arktis. – Rasmus O. Rasmussen angiver ikke mindst globaliseringen som en meget væsentlig faktor, især når det gælder nye beskæftigelsestilbud og dermed udvidede handlemuligheder, og også nye kønsroller set i forhold til det gamle fangersamfund. Allerede nu udgør beskæftigelse i servicesektoren den største indtægtskilde for de arktiske familier. Det medfører nødvendigheden af en kulturel omstilling som afspejles i sociale problemer.

Leif E. Christoffersen, tidligere direktør i Verdensbanken med ansvarsområdet bæredygtig udvikling i først og fremmest Afrika, sætter klimaforandrings-spørgsmålet ind i nær sammenhæng med behovet for at sikre, at de uundgåelige forandringer hos de arktiske folk bearbejdes ud fra forståelsen af begrebet bæredygtighed. Forskning og planlægning kan ikke foregå i isolerede faglige bokse – økonomi for sig, socialforskning for sig, miljøforskning for sig – alle tre områder må fastholdes i et samvirke, som inddrager de lokale befolkninger og deres traditionelle viden og tankesæt i formuleringen og udførelsen af handlingsplaner. Derfor er tilstedeværelsen af uddannelsesmæssige muligheder som University of the Arctic og deraf udspringende bred efteruddannelse så vigtige sager.

Kirsten Ullbæk Selvig, danskfødt administrationschef i det norske fiskeri- og kystministerium, behandler i sin artikel udviklingsmulighederne for den maritime trafik i polarområdet. Spørgsmålet er grundigt behandlet i det arktiske råd (oprettet 1991) og har ført til, at Rusland har forpligtet sig til at udvikle en transportkorridor langs nordkysten mod øst, fra Atlanten til Beringstrædet, og et sæt obligatoriske retningslinjer for færdslen i polarhavet er under udvikling. Der er konstrueret nye skibstyper, egnet til arktisk sejlads. Kirsten Ullbæk Selvig redegør præcist for en lang række forudsætninger, dels af teknisk-navigationsmæssig, dels af politisk art, som skal på plads før der kan ske en tryg udnyttelse af de nye, langt kortere globale sejlruter.

Hanne K. Petersen, tidligere leder af Dansk Polarcenter, bestemmer begrebet “arktisk forskning” som en samling af temaer, der af forskellige grunde er relateret til Arktis. Der er en lang tradition for videnskabeligt samarbejde inden for polarforskningen, manifesteret især gennem afholdelsen af de “Internationale Polarår” (IPY) hvoraf det første var i 1882, og det sidste sluttede i 2009. Efter en oversigt over det historiske forløb og en status over polarforskningens situation i dag redegør Hanne K. Petersen bl. a. for Det Arktiske Råds forhold til forskningen gennem en række internationale institutter og kommissioner og den internationale konference om arktisk forskningsplanlægning, som finder sted hvert 10. år. Dette og andre internationale partnerskaber er den vigtigste arv fra Det Internationale Polarår.

Tine Pars, rektor for Grønlands Universitet, der er en af UArctic’s medlemsinstitutioner, har redaktionen bedt om at fortælle om Ilisimatusarfik, som universitetet hedder på grønlandsk. Hun fortæller om de første 25 år siden grundlæggelsen som “nyudklækket akademisk mødested” til 2009 da det akkumulerede antal bachelor- og master-grader passerede 115. Et universitet af beskeden størrelse, men i hurtig udvikling. Der er nu ni uddannelseslinjer samlet: lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og journalister plus de klassiske studieretninger. Tine Pars opregner en række udfordringer for institutionen. Hvordan gøres de erhvervsrettede uddannelser forskningsbaserede? Hvor findes de kompetente medarbejdere? Skal kravet om at kunne dansk opretholdes, eller skal Grønlandsk være hovedsproget på universitetet? Hvordan fremmes samarbejdet med erhvervslivet – uddannelsesmæssigt og forskningsmæssigt? Hvordan udvikles internationaliseringen? Sluttelig citerer Tine Pars Ilisimatusarfik-bestyrelsens visionsbeskrivelse i seks klart formulerede punkter.

Lars Kullerud, rektor for UArctic, slutter artikelrækken med en opsummering af udfordringer, risici og muligheder, som Arktis står over for, uddannelsestyper og krav til forskning i det polnære område, og en præcisering af, hvad det vil sige at institutionen er virtuel: at den muliggør netværk, at den er et koncept til organisering af samarbejde mellem enheder, som hver for sig er virtuelle organisationer. Ikke simpelthen en institution til fjernundervisning, men et netværk med over 120 medlemmer, som skaber fælles og individuelt merudbytte gennem samvirke. UArctic’s medlemmer er alle forpligtet til at medvirke til, at det polnære områdes uddannelser bliver nøglespillere i udvikling og deling af viden, og at den viden er baseret på de oprindelige befolkningers traditionelle tankesæt jævnsides med moderne videnskabelige principper, så ledelse og kompetence sikres til udvikling af områdets egne relevante strategier for en bæredygtig forandring.

sunset

Erling Olsen, Scandinavian Seminar College                      Helge Severinsen, fremtidsforskning.dk.