2021-10-24

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Udsigterne for en uddannelsesmæssig muslimsk elite i lyset af globaliseringsprocesser og fremvæksten af et internationalt videnssamfund

Af forskningsadjunkt Thomas Hoffmann

Center for Europæisk Islamisk Tænkning, Københavns Universitet

 

Nærværende essay er et forsigtigt og beskedent bud på visse mulige udviklingslinjer, som globalierings- og migrationsprocesser kan tænkes at følge i forhold til feltet ’europæiske muslimer.’ De helt overordnede spørgsmål om religion, globalisering, (post-) sekularisering, international lov og religion m.m. vil jeg lade ligge. I stedet vil jeg forsøge at løfte den flig af globaliseringen, som helt overordnet drejer sig om det såkaldte videnssamfund eller lærende samfund, men som i denne specifikke sammenhæng vil angå muslimer og højere uddannelse.12 

Mit essays overordnede centrale tese er en påstand om, at Europa og den vestlige verden (inkl. Nordamerika og Australien) som randområder i forhold til den islamiske verdens heartlands (primært Mellemøsten) vil komme til – er allerede i fuld gang med – at fungere som det formative rum par excellence for liberale, højtuddannede muslimske eliter. Denne tese udelukker på ingen måder, at Europa og co. ikke også vil opleve flere home-growns (terrorister), mere graverende ghettoisering og proletarisering. Om man finder overbevisende argumenter for Huntingstons clash of civilizations (eller Barbers Jihad vs. McWorld 13) vil jeg overlade til læseren, men intra-civilisato-riske kollisioner vil utvivlsomt finde sted i form af culture wars og ophedede identitetspolitikker – det gør det nemlig allerede. Til denne overordnede tese følger også en mere specifik, nemlig at de vestlige universiteter vil udgøre en vigtig platform for uddannelsen af islameksperter med muslimsk baggrund; islameksperter som i flere tilfælde vil kunne indtage rollen som en slags sekulære ’imamer’ ifht. den offentlige (og internt muslimske) debat om islams identitet og historiske roller og funktioner.14 Vi har i de sidste tiår set, at såkaldte islameksperter er blevet vigtige aktører i den offentlige debat samt i forskellige former for politisk ekspertkonsultation.15 Disse eksperter har været at finde blandt ikke-muslimer, men det ser ud til, at forskere med muslimsk baggrund er ved at markere sig; meget sjældent som fortalere for islam, men som kritikere af islamiske deldiskurser og praktikker og af majoritetssamfundets ’blinde vinkler’ eller diskriminerende strukturer. Den tyske islamekspert Stefan Weidner (redaktør af Goethe-instituttets meget udmærkede arabisk/engelsk/tyske net-journal Fikrun wa Fann  ’Tænkning og Kunst’ 16) har tongue-in-cheek kaldt denne nye kategori for mediemuslimer.17 

I et større historisk perspektiv og indrammet af islamvidenskab støtter min tese sig til Richard C. Bulliet (professor i islamisk historie ved Columbia universitet, USA) og hans argumenter for, at en civilisations (her den islamiske) randområder vil tendere mod større innovation og dynamik end de mere inertitræge centre.18 ’Randområde’ er en illoyal oversættelse af Bulliets edge-begreb, som bevidst nedtoner periferiens svaghed og ubetydelighed og i stedet spiller på udtryk som cutting edge, dvs. ’det sidste nye’ eller ’det mest sofistikerde.’ Europæiske muslimer står i dag overfor mange udfordringer pga. deres nyvundne diaspora-situation, hvor islam ikke længere ejer den selvfølgelighed og basale legitimitet, som hjemlandet (eller det forestillede hjemland) garanterede. Det har tvunget dem ud i en kvasi-protestantialiseret form for eksistenskrise, hvor individet og valget af Troen bliver afgørende. Når islam ikke længere er selvindlysende, men tværtimod er under eksternt pres (kulturelt, politisk, sprogligt m.m.) åbner der sig groft sagt to døre iflg. forskningen.19 Den ene ser individualiseringen og differentieringen som en liberaliseringsdynamo, en bevægelse hen imod en mere progressiv, pluralistisk og (selv)kritisk islam.20 Den anden forskningstrend ser derimod en mere reaktionær reaktion, en øget forsegling og lukning hen imod en særlig rigid form for kodeks-orientering (halal/tilladt – haram/ forbudt-diskursen) og traditionsfjendtlighed (dvs. at fædrenes kulturelle islamtraditioner også forkastes som ’overtro’).21 Set fra min position er der således ikke nogen tvingende argumenter for, at begge positioner ikke skulle kunne udfolde sig samtidig.    

Baggrunden for den specifikke udformning af min tese er oprettelsen af det grundforskningsfondsbaserede Center for Europæisk Islamisk Tænkning.22  Centerets overordnede forskning drejer sig om den islamiske tænknings state-of-affairs i Europa og de nordamerikanske områder, men er også orienteret mod nye tendenser og forskellige former for gryende gentænkninger. Hvor de tidlige 1. og 2.-generationsmuslimer i høj grad var bundet op på mere livsnære sociale og kulturelle prioriteter, ser vi nu, at de muslimske borgere har konsolideret sig så meget og gjort sig så mange erfaringer i den vestlige ’diaspora’, at en egentlig teologisk tænkning er ved at sætte ind. Denne tænkning udfolder sig på mange forskellige niveauer, med mange forskellige og nye aktører – ikke mindst de muslimske kvinder og konvertitterne. Tænkningen kan gøre sig offentligt bemærket – grænsende til det celebre – med navne som Tariq Ramadan, Ziauddin Zardar eller Nasr Hamid Abu Zaid, ligesom den kan udfolde sig i mere upåagtede kredse som en slags hverdagens teologi.23  

Ét af de tænkningssegmenter, som mit fremtidsorienterede blik vil vie sin opmærksomhed mod, angår et forholdsvist elitært og hidtil ganske overset segment. Et segment, som vel at mærke besidder et meget stærkt kognitivt og institutionelt udgangspunkt for en kvalificeret og original (fri)tænkning. Og hvem er så det? Ja, det er så det almindelige homo academicus, nærmere bestemt forskere og studerende på universiteter og højere uddannelsesinstitutioner. Indenfor denne gren af menneskeheden tænker jeg særligt på homo academicus islamicus, altså den gruppe af borgere, som med god ret kan kalde sig selv for akademikere og muslimer (eller kan siges at have en muslimsk baggrund).24 Set i forhold til den standende sociologisk/politologiske forskning kan man se min tese som en embryonisk pendant til den danske politolog Jytte Klausens bog The Islamic Challenge om europæiske muslimske ledere (dvs. valgte eller udpegede ledere i nationale eller offentlige organer), også et projekt, der arbejdede med begrebet ’elite’.25 

To citater skal bringes på banen for at tegne baggrunden for mine teser. Trods Roys negative vurdering af globaliseringens effekter på vestlig islam tegner et citat fra Den globaliserede islam sig alligevel mere fortrøstningsfuldt: 

Globalisering af universitetsuddannelserne med ph.d. og engelsksproget undervisning skaber også en kategori af intellektuelle uden grænser, der går fra stilling til stilling i et akademisk rum, der stadig breder sig (Californien, Florida, Berlin, Firenze, Singapore osv.).26 

Det andet citat finder jeg i forordet til forlaget Brills nygivne Encyclopaedia of the Qur’an27, en milepæl i den internationale koranforskning og det nye sideskib til moderskibet The Encyclopaedia of Islam. Forordet er skrevet af Jane Dammen McAuliffe, islamforsker og dekan ved Georgetown University (som i øvrig for kort tid siden har fået oprettet et center for muslimsk-kristne relationer på baggrund af en saudisk rigmands rundhåndede donation; cf. http://cmcu.georgetown.edu/) og heri bemærker hun, at der er ved at blive bygget nye broer mellem to hidtil relativt isolerede felter: den vestlige, ikke-muslimske (koran)forskning og den muslimske. Men, tilføjer hun, 

Den måske mest afgørende udvikling består dog i overbygningsstuderendes træning og produktionen af nye generationer af ph.d.er i koranstudier. I stigende grad kommer studerende, der gennemgår overbygningsforløb i koranstudier (såvel som andre underdiscipliner indenfor islamstudier) på de store universiteter i Europa, USA, Canada og andre steder, fra muslimske immigrant familier. Mange af disse er anden eller tredje generations produkter af post-koloniale mønstre med muslimsk migration til Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Nordamerika. Således kommer de ind på overbygningsprogrammer med en uddannelsesmæssig baggrund og et sæt af akademiske forudsætninger, som ikke er til at skelne fra dem, der har en ikke-muslimsk baggrund.28 

Ud over disse referencer har jeg også ved selvsyn og deltagelse i internationale konferencer samt ved almindelig ajourføring med forskningslitteraturen bemærket det – i forhold til Danmark – store kontingent af forskere (og studerende), der har muslimsk baggrund. Her taler jeg særlig om det engelsk-, fransk- og tysksprogede forskningsrum. Jeg vil dog gerne udtrykke min uenighed med McAuliffes sidste bemærkning om, at de nye muslimske studerende ikke er til at skelne fra de ikke-muslimske. Tværtimod vil jeg vove den hypotese, at den muslimske baggrund netop spiller en rolle. Omvendt ville det vel svare til, at man hævdede, at det heller ingen rolle spiller, at teologiske studier i kristendom eller Jewish Studies trækker en del af deres udøvere fra familier med kristen og jødisk baggrund. Det gør det naturligvis – på godt og på ondt. En muslimsk baggrund kan positionere forskeren på forskellig vis; den kan f.eks. give nemmere adgang til miljøer, som ellers ville være vanskelige at få kontakt med som ikke-muslimsk forsker, men selv samme privilegerede position kan også ’klemme’ den muslimske forsker, der fra én side beklikkes som biased eller apologetisk og fra en anden side kritiseres for at være usolidarisk eller dét, der er værre. Uanset pro og kontra tror jeg dog, at der hersker bred enighed om, at folk med muslimsk baggrund får – med et modeord – ejerskab i et felt, i hvilket de tidligere har været næsten fraværende. Et ejerskab, som naturligvis ikke er et monopol, og hvor det konfessionelle løbende skal gøres til genstand for kritisk faglig (selv)reflektion.    

 Den muslimske studerende, der søger ind på et studium, der har stærke islamrelaterede emner (fra sprog til historie eller religion), vil blandt andet gøre det for at forfølge et slags akademiserende identitetsprojekt; men mødet med universitetsverdenen vil også udfordre og bevidstgøre den studerende om sin religiøse tradition på en måde, som i længden vil have betydning for formuleringen af en islamisk tænkning i Europa. At islam- og Mellemøstforskningen samtidig befinder sig i en situation, hvor feltets relevans for offentligheden bliver stadig mere åbenlys, men herunder også udsættes for et stigende pres fra interessegrupperinger, fra såvel eksternt politisk hold som internt akademisk hold, vil givetvis også spille ind på udviklingen af tænkningen af islam hos muslimer i Europa og Nordamerika. 

Hvor megen aktuel forskning omkring muslimer har været fokuseret på lægmands islam, islamistiske organisationer eller prominente tænkere, vil mit fremtidsblik være mere tunet ind på den almindelige professor og forsker, der til daglig underkaster sin religiøse tradition og sine kerneskrifter et historisk-kritisk, litteraturvidenskabeligt, liberalistisk, pluralistisk eller dekonstruktionistisk syrebad, men herunder også kommer i løbende kontakt med studerende og af og til også en bredere offentlighed. Her er dissemination et nøgleord. Denne situation behøver der ikke at komme en fiks og færdig tænkning ud af, og man kan meget vel forestille sig, at tænkningen får karakter af spin-off effekt, et lykkeligt og utilsigtet afkast, der på længere sigt vil præge den almindelige tænkning af og om islam i det vestlige rum.

I en mere komparativ optik kan man forestille sig en art sen-moderne islamisk Haskalah-effekt (den jødiske oplysningsbevægelse i det 18.-19. årh.); ét fællestræk blandt de mange forskelligheder er i hvert fald minoritetssituationen og ønsket om en rationalisering af religionen. I den forbindelse er det blandt islamforskere også blevet interessant at tale om en såkaldt neo-mu’tazilistisk trend (mu’tazilisme var et stærkt rationalistisk islamisk bevægelse i det 8. årh.), hvor man netop forsøger at genopdage og gentænke islam og Koranen ud fra rationalistiske kriterier.29 

Spørgsmålene om fremtidens islamiske tænkning, hvem der formulerer den, hvordan den formuleres, hvordan den forvaltes, og hvorfra og hvorfor bliver hurtigt legio, og en vis portion af kvalificeret gætteri kan heller ikke helt undgås. I samarbejde med mine kolleger bliver det i det næste stykke tid min opgave nærmere at designe metodologien og indkredse mine cases. Her drejer det sig først og fremmest om at identificere institutionelle aktører i den engelsk-, fransk- og tysksprogede forskningsverden, særligt de universiteter som har markeret sig med forskere og studerende med muslimsk baggrund. Jeg er ret overbevist om, at vi endnu ikke har hørt de store reformistiske stemmer, men kun skimter toppen af isbjerget. 

 

Fodnoter:

12 Videns/læringssamfundet er for så vidt et historisk faktum, men det er også en decideret policy, som tunge institutioner som EU, UNESCO og aktive dele af verdenssamfundet søger at promovere. For en særlig interkulturel og -religiøs sidebygning, se f.eks. http://cc2008.dk/cc.nsf  

13 Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking og World Order (Newe York: Simon & Schuster, 1996), Benjamin R. Barber, Jihad vs. McWorld (New York: Ballantine Books, 1995)

14 Jeg finder indtil videre denne udvikling mere plausibel end den til tider højt profilerede debat om egentlige imam-uddannelser. Alene i Danmark er universitær imam-uddannelsestanken strukturelt dødfødt fra starten: intet akkrediteringsråd vil tillade en så lille uddannelse. Det danske muslimske samfund vil simpelthen ikke kunne aftage ti og opefter kandidater om året. 

15 Mediers indflydelse på den islamiske offentligheds profil udgør et forskningsfelt, der endnu er i sin vorden. For et dansk projekt, se http://www.nyislamiskoffentlighed.hum.ku.dk/.

16 http://www.goethe.de/ges/phi/prj/ffs/ueb/deindex.htm

17 S. Weidner, Manual für den Kampf der Kulturen. Warum der Islam eine Herausforderung ist? (Franfurt am Main: Verlag der Weltreligionen/Insel Verlag, 2008), s. 74.

18 Se Bulliets The View from the Edge (New York: Columbia University Press, 1995) og THe Case for Islamo-Christian Civilisation (New York: Columbia University Press, 2006) tese er ikke uproblematisk, men det skyldes mere hans meget optimistiske vurdering af randsområdet historie, som også rummer stærke eksempler på destruktiv dynamic.  

19 Se Frank Peter, ”Individualization and religious authority in Western European Islam”. In: Islam and Christian-Muslim Relation, vol. 17, no. 7, 2006, s. 105-118. 

20 F.eks. Peter Mandaville, “Towards a Critical Islam: European Muslims and the Changing Boundaris of Transnational Religious Discourse”, in: Stefano Allievi & Jørgen S. Nielsen (eds.): Muslim Networks and Transnational Communities in and across Europe (Leiden: Brill, 2003); Charles Kurzman, Liberal Islam: A Sourcebook (Oxford: Oxford University Press, 1998)

21 Især repræsenteret ved den franske islamforsker Olivier Roy, se f.eks. Den globaliserede islam (Kbh.: Forlaget Vandkusnten, 2003). 

22 http://www.teol.ku.dk/afd/ceit/ 

23 For et overblik på filosofiske nyudviklinger, se Ibrahim Abu-Rabi’, The Blackwell Companion to Contemporary Islamic Thought (Oxford: Blackwell Publishing, 2006); Suha Taji-Farouki (ed.), Modern Muslim Intellectuals and the Qur’an (Oxford: Oxford University Press 2004)

24 Holger Daun and Geoffrey Walford, Educational strategies among Muslims in the context of globalization : some national case studies (Leiden: Brill, 2004).

25 Jytte Klausen, The Islamic Challenge. Politics and Religion in Western Europe (Oxford: Oxford University Press, 2005)

26 Olivier Roy, se f.eks. Den globaliserede islam (Kbh.: Forlaget Vandkunsten, 2003), s. 57.

27 Jane Dammen McAuliffe (ed.), Encylopaedia of the Qur’an (Leiden: Brill, 2001-2006)

28 Ibid. viii-xi.

29 Se f.eks.. Thomas Hildebrandt, Neo-Mu’tazilismus? Intention und Kontext im Modernen Arabischen Umgang mit dem Rationalistischen Erbe des Islam (Leiden: Brill, 2007).