2021-10-24

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af professor Viggo Mortensen

Center for Multireligiøse Studier, Aarhus Universitet

Begyndelsen?

Det er ikke rigtig til at sige hvornår det begyndte. Hvornår det rigtig gik op for os, at verden er ét sted. Var det da vi så de første billeder af kloden ude fra rummet? Da vi så den blå og levende planet svævende i et uendeligt og tilsyneladende livløst verdensrum og således forstod at dens overlevelse afhang af os? Eller var det, da det for alvor gik op for os, at vi er indfældet i nogle globale systemer, der ikke længere tillader nogen at leve isoleret? Eller var det da kaosteoretikerne (det er dem der hævder, at når en sommerfugl slår med sin vinge i Alaska, så udbryder der en tyfon i den bengalske bugt) gjorde det helt klart, at de økologiske problemer er globale? Eller var det da en cement mur midt i Europa ikke længere kunne holde stand for et folkeligt pres? Lad os for nemheds skyld tage det udgangspunkt. Så er verden ung endnu. De kræfter, der skaber denne vor unge verden er to: Økonomi og teknologi. Den teknologi, vi taler om her, er først og fremmest informations- og kommunikationsteknologien.

Når verden er så ung, skal vi ikke forvente, at vi umiddelbart kan bruge så forfærdelig meget af det, vi har med fra den gamle verden. Men vi har tidligere stået i en situation, hvor der var behov for en re-formation. Som jeg ser det, er det situationen i dag. Den nye situation, som vi normalt karakteriserer ved hjælp af stikordet globalisering, kalder på en re-formatering, en re-formation. Den reformation, der fandt sted i Europa i det 15. og 16. århundrede, og som vi normalt forbinder med Luthers navn, blev også fremkaldt af dramatiske ændringer i økonomi og kommunikationsteknologi. Man gik fra en feudal økonomi, hvor jord gav magt, til en handelskapitalistisk økonomi, hvor kapital gav magt. Og med bogtrykkerkunstens opfindelse fik man en ny kommunikationsteknologi til rådighed, som afgørende bidrog til den lutherske reformations udbredelse. Individet og individets frelse blev stillet i centrum. ”Hvordan får jeg en nådig Gud?” var Luthers spørgsmål.

I dag er vi gået ind i en periode med en global liberal økonomi, hvor viden og adgang til information og herredømme over kommunikationsmidlerne er afgørende magtfaktorer. Og med den moderne kommunikationsteknologi har vi fået et instrument i hænde, der afgørende ændrer vor måde at kommunikere på. Det gælder også teologisk. Mediet ændrer budskabet; også når vi taler om globalisering.

Globaliseringens mange ansigter.

Globalisering er betegnelsen for en multidimensional og polycentrisk forandringsproces, der fører til stadig stigende kulturel og økonomisk udveksling mellem de forskellige regioner og folkeslag. Globaliseringen drives frem af handel, produktion og teknologi, først og fremmest kommunikationsteknologi. Den enkle definition på globalisering lyder: Al ting er til stede samtidig alle vegne.

Økonomerne mener hårdnakket, at globaliseringen er vejen frem til øget velstand for alle. At nogen bliver rigere er uomtvisteligt. Det kedelige er bare, at mange af dem, der ikke tilhører globaliseringens fortrop, oplever den som en forringelse, idet de ser, at globaliseringen øger uligheden.

Socialt kan globaliseringen således give mange problemer. Det handler ikke alene om arbejdsmarkedets globalisering, at arbejdspladser flyttes rundt globalt alt efter, hvad der betaler sig, men også om at føle sig hjemløs og vægtløs i en verden, hvor der i princippet gives alle muligheder, men hvor de alligevel ikke kan realiseres. Brain drain og migration påvirker landene i såvel Syd som Nord.

Kulturelt kan globaliseringen opleves som en berigelse, når man får mulighed for at komme i nærkontakt med hidtil fremmede kulturer. Gastronomisk er vi alle globaliserede og multikulturelle. Men globaliseringen kan også føre til en harmonisering, idet det bliver de samme tilbud man kan spises af med overalt i verden. Dette faktum kan få én til at have den opfattelse, at globaliseringen kun er et andet ord for dominans af en bestemt (vestlig, amerikansk) kultur. Derfor taler man ofte om McDonaldiseringen (efter McDonalds, der sætter en ære i, at man ikke kan smage forskel på deres burgere i Silkeborg, Sidney eller San Fransisco). Da globaliseringens tro følgesvend er lokaliseringen bliver resultatet ofte en hybrid, en blandingskultur.

Politisk sætter globaliseringen sig igennem som en tiltro til, at den fri liberale økonomi er den eneste rationelle måde at organisere klodens økonomi på. For øjeblikket ser der ganske rigtig ikke ud til at være nogen troværdige alternativer, skønt den hærgende finanskrise har givet den utøjlede liberalisme nogen slemme ridser i lakken. I det globale videnssamfund er det ikke længere jord, arbejde eller kapital, der er de afgørende produktivkræfter, men netop viden. De, der kan generere viden, ved hvordan (know how), og kan bevæge sig frit i de globale informationsstrømme, bliver globaliseringens vindere. De der ikke kan, bliver globaliseringens tabere.

Tredjeverdens lande oplever som regel globaliseringen som en trussel om forringelse af deres levevilkår. Fordi globaliseringen ledsages af strukturelle tilpasningsprogrammer går den først og fremmest ud over de fattigste. Idet kulturen homogeniseres og naturen ødelægges, opleves globaliseringen som en genkolonisering denne gang uden militær besættelse. Der er dog også grupper og bevægelser, der forsøger at drage fordel af globaliseringen. De arbejder derfor på at øge bevidstheden om de mekanismer, der driver udviklingen, og sætte befolkningerne i stand til at respondere på denne. ’Empowerment’ og ’capacity building’ bliver nye stikord for adækvat udviklingsarbejde, der søger at oprejse rette relationer imellem mennesker og imellem menneske og natur. Klimakrisen rejser spørgsmålet, om det er for sent.

Menneskers utryghed ved globaliseringen fremkalder modreaktioner. I en opstand mod globaliseringen kan man forsøge at afskærme og isolere sig, koncentrere sig om flag, blod, race eller satse på en alternativ social globalisering via globale græsrodsbevægelser. Det kan på sigt føre til en forskydning af magtbalancen. De gamle stormagter, der har initieret globaliseringen, kan blive overhalet af lande med infrastruktur og stort befolkningsoverskud, idet de kan producere varerne billigere. Denne effekt har allerede vist sig i Sydøstasien.

Globaliseringen influerer således på alle områder af vort liv. Den er i vor epoke en uomgængelig kendsgerning. Bryder vi os ikke om denne udvikling, så kan vi ikke bare se væk fra den og lade som om den ikke eksisterer, for den går ikke væk. Kan den også “klare” de problemer, som i øjeblikket truer menneskehedens værdige overlevelse? Svaret blæser i vinden. Den liberale økonomi med markedet som den centrale motor, har tidligere vist sin enorme fleksibilitet og evne til at klare nyopdukkede problemer. Det, der kan bekymre, er den udvidede rolle, som markedet kommer til at spille. I sin grund er markedet en udmærket fordelingsmekanisme af varer og tjenesteydelser. Men hvis vi tænker på markedet i sin urform, landsbymarkedet, så tjente det flere formål end blot at fordele varer. Det var også fællesskabets sted, hvor man delte mange andre ting end varer. Nu oplever vi, at markedet fragmenterer fællesskaber, fragmenterer politikken, fremmer en aggressiv konkurrence og udelukker folk, der ikke kan konkurrere på markedets vilkår. Og når det handler med finansielle derivater der er uden nogen forbindelse til den realøkonomiske virkelighed, så går det rabundus. Hvor markedet tidligere var det inklusive sted, har det nu udviklet sig til et sted for eksklusion.

Det lader sig jo nemlig ikke overse, at en af globaliseringens følgevirkninger er, at kløften mellem rig og fattig vokser. Det gælder internt i samfundene og mellem Nord og Syd. Få vil benægte, at globaliseringen har mange fordele, men det store problem er, at disse fordele er så ulige fordelt. Hvorfor? På grund af dårlig politik, dårlige betingelser og dårlige regler.

Den indkomstforøgelse, som globaliseringen af markederne skaber, tilfalder for langt hovedpartens vedkommende et mindretal, både blandt stater og blandt befolkningsgrupper. Grunden hertil er en dårlig makroøkonomisk politik, hvor man overbeskytter markeder, hvor man forsømmer at investere i menneskelige ressourcer og infrastruktur, og hvor man dækker et underskud skabt af øget forbrug med lån. Dertil kommer at mange udviklingslande virkelig også lider under unfair handelsbetingelser. Faldende råvarepriser og gæld er en dødbringende cocktail.

Noget kan der gøres for at dæmme op for globaliseringens negative konsekvenser, fx kan man holde bedre øje med handels- og kapitalbevægelser. Man kan inddæmme de værste følgevirkninger og spænde nogle sikkerhedsnet ud gennem internationale aftaler, hvorigennem man sikrer et fair partnerskab; man kan eftergive gæld, investere i de fattige, i små virksomheder og i ny teknologi. Dernæst rejser spørgsmålet sig: Kan globaliseringen styres? Begrebet ’global governance’ er blevet introduceret for at antyde et muligt svar på det dilemma, der opstår, når globaliseringen forlanger at handelshindringer og andre barrierer nedbrydes, mens uligheder øges og uretfærdigheder florerer. Spørgsmålet er: Kan man i tillæg til internationale demokratiske institutioner forstille sig et decentralt, participatorisk, multilateralt styresystem, hvor fx også NGO´er – og hvorfor ikke kirker – kan spille en rolle?

Globalisering og missionerende religioner

I fremtidsforskningens lys afhænger alt af, om den globale liberale økonomi er fleksibel nok til at kunne klare de to afgørende problemer, som tårner sig op i horisonten: Befolkningseksplosionen og de økologiske problemer. Den enorme vækst i befolkningstallet, som kloden har skullet lægge ryg til i det 20. århundrede, er den faktor, der mere end nogen anden har bestemt udviklingen. Den er baggrunden for krige, katastrofer og folkebevægelser, og den har lagt et uhyre pres på jordens økosystemer. Befolkningstilvæksten har også ført til at mennesker bor og lever anderledes. Mere end halvdelen af jordens befolkning bor i byer. I jagten på bedre levevilkår forlader mennesker landområder og søger til byerne, og vi får en enorm vækst i de megabyer, der i deres slum optager de fattige. Idet befolkningstilvæksten har påvirket udviklingen som helhed, har den også været meget vigtig i relation til religionernes udvikling. På grund af globaliseringen flytter mennesker på sig; og når mennesker flytter sig, flytter deres kultur og religion med. Når religioner kommer til nye egne og bliver blandet med andre kulturer og trosformer, så ændrer de sig. Lad mig give et eksempel. Når en student kom til min forgænger og sagde: ”Jeg er interesseret i hinduisme. Hvad skal jeg gøre?” Så ville min forgænger sige: ”Jamen du ved da nok, at hinduerne bor i Indien, så jeg synes du skal tage til Indien og studere hinduisme der”. Hvis en student kommer til mig og siger, at han eller hun er interesseret i hinduisme, så vil jeg give vedkommende valget mellem Brande og Herning, for det er her hinduerne i vort nabolag bor. De, der kender den åndelige geografi for de to byer, vil finde det ekstra ironisk, at det er i byer der har været set som højborge for pietistisk kristendom, at der nu er centre for hinduisme i Danmark. Det skyldes, som man vil vide, migrationsbevægelser. På den måde bliver de fleste religioner globale; de findes også andre steder end i deres oprindelseslande.

For kristendommen gælder det i særlig grad, idet den faktisk kæmper for sin overlevelse i sit oprindelsesland Israel/Palæstina, mens den er så godt som forsvundet fra de områder (Kappadokien, det nuværende Tyrkiet), hvortil Paulus’ første mission gik og som udviklede sig til at blive kerneområder for skabelsen af kristendommen (jf. de økumeniske koncilier). I disse år flytter kristendommen sig mod Syd. I samme tidsrum flytter islam sig mod vest, og de østlige religioner spreder sig over det hele. Ser man således efter vækst inden for kristendommen, skal man kigge mod Syd. Samtidig viser tallene også klart, at kristendommen går tilbage i Nord. Den kan slet ikke holde trit med befolkningstilvæksten, bl.a. fordi befolkningstilvæksten i Vesteuropa skyldes indvandring, idet Vesteuropæerne ikke føder nok børn til at reproducere sig selv. Samtidig oplever man i europæiske kernelande som England, Tyskland og Frankrig en massiv udtrædelsesbølge inden for de etablerede nationale kirker. Det er baggrunden for, at Europa mere og mere betragtes som et område for mission. Afrika og Asien, de gamle kontinenter der var genstand for kristen mission, sender nu flere missionærer til andre dele af verden end de modtager. Fænomenet benævnes undertiden ’returmission’ eller ’mission in reverse’. Men i grunden er det blot den logiske følge af, at globaliseringen har ramt religionen. Tidligere i missionsbevægelsens historie havde kristen mission én retning. Den gik fra Nord til Syd. Der var sendende kirker i Nord, der delte deres ressourcer og personel med kirker i Syd. Det udviklede man sig væk fra allerede med talen om ’mission på seks kontinenter’. Og nu er retningen for kristen mission langt fra givet. På spørgsmålet om, hvor missionen er rettet hen, må man under indtryk af globaliseringen svare: Fra alle steder til alle steder.

Når religioner flytter sig, forandrer de sig.

Som hovedregel kan man gå ud fra, at når religioner flytter sig, så forandrer de sig. Den kristne missionshistorie giver et utal af eksempler herpå. Det er måske nok i særlig grad tilfældet inden for kristendommen, idet den er en inkarnatorisk religion, som med nødvendighed må kontekstualisere sig og antage farve af de omgivelser, hvori ordet forkyndes. Men det gælder også en række af de andre religioner, at de viser sig tilpasningsduelige i nye omgivelser; de indretter sig med forandringer til følge. Den form for kristendom, der vokser og udbreder sig, er den evangelikale og pentekostale, dvs. en anden kristendomsform end den, vi i Nord er vant til. Den pentekostale kristendom var det 20. århundredes kristne vækstbevægelse.

De almene politiske og sociale forhold har stor betydning for religioners herunder kristendommens liv og udbredelse. Det er en kendsgerning, at kolonialisme og imperialisme bidrog kraftigt til kristendommens ekspansion i det 18. og 19. århundrede. Afkolonialiseringen og opgøret med imperialismen må derfor også få afgørende indflydelse på den krise, som kristen mission kommer ud for i det 20. århundrede. Med etableringen af Østblokken efter den russiske revolution og Anden Verdenskrig får vi dokumentation for, at det er muligt at undertrykke og potentielt udrydde en religion. Det behøver heller ikke at tage så lang tid. Halvanden generation rækker. Man skal blot forhindre traditionsoverleveringen til den næste generation.

Mange af de fænomener, som vi i disse år ser boble frem på den religiøse scene, kan tolkes som svar på udfordringen fra globaliseringen. Det gælder den nyreligiøse bevægelse og den voksende interesse for ny spiritualitet, som navnlig viser sig i Nordamerika og Europa. Det gælder væksten i de pentekostale kirker i Afrika og Latinamerika. Det gælder de forskellige reformbevægelser inden for buddhismen samt først og fremmest væksten i fundamentalisme inden for religioner som kristendom, jødedom, islam og hinduisme. Jeg tolker altså i denne sammenhæng såvel nyreligiøsitet som fundamentalisme som reaktionsfænomener. I de fleste religioner lever der en utilpassethed ved det moderne. Det er på sin vis ikke vanskeligt at forstå. Når globaliseringen lover fremskridt, lighed og inklusivitet, og man så oplever det modsatte, så vender man sig bort fra denne udvikling, og religionen bliver som så ofte før hjemsted for følelser af utilpassethed. Man ser i en art primitivistisk holdning tilbage på forne gode tider og beklager tabet af den harmoni, som man mente at finde der. Når den danske kirke i disse år ses så tæt forbundet med det nationale, har det utvivlsomt at gøre med en reaktionsbevægelse på moderniteten, hvis fremmeste udtryk er globaliseringen. Men globaliseringen gør det vanskeligt for religionen at koble sig på en national kultur og dér være sammenhængsskabende. Måske er det også noget af forklaringen på, at Den danske Folkekirke kommer til at fremstå mere isoleret internationalt i disse år end tidligere.

I modsætning til disse mere tilbageskuende reaktionsmønstre er der selvfølgelig mange eksempler på, at man uproblematisk rider med på globaliseringsbølgen. De evangelikale kirker, teleevangelisterne og andre kredses evangelisationskampagner er eksempler herpå. Men også væksten i de uafhængige kirker i Afrika og Latinamerika kan tolkes som eksempler på reaktioner på globaliseringen.

Indenfor etikken er der vækst i forsøgene på at formulere en global (universel) etik. Det afslører den voldsomme diskussion om menneskerettighederne og deres status. Andre forsøger at formulere en global etik ved at uddestillere det, der måtte være fælles for de forskellige religioner. Som man har fusionsmad i det globale køkken, har man fusionsetik i det globale etiske værksted.

Jeg er tilhænger af, at man – med udgangspunkt i dette, at globaliseringen er en uomgængelig kendsgerning – forsøger at påvirke udviklingen. Ikke at man ubeset blot bekræfter tingene, men man må gå i dialog med globaliseringen. Som mange systemer kan også globaliseringens systemer se uflyttelige ud, men det er vigtigt at huske, at systemer består af mennesker, og mennesker kan påvirkes. Og kristendommen har faktisk en historie, hvorigennem den har dokumenteret, at den kan forvandle mennesker.

Produktivt møde – kritisk distance.

En teologisk beskæftigelse med globaliseringen og dens problemer må for mig at se være båret af dette dobbelte: Kritisk distance – produktivt møde. Målet for om en model har succes er, om den kan “klare” de fænomener, som er en følge af globaliseringen: Samfundets fragmentering, religiøs relativisme og individualisme. Religionens meningskonstituerende effekt bliver efterspurgt. Man kan iagttage, at religionen bliver tilflugtssted for mennesker, der dybest set ønsker at vende den globale verden ryggen. Religionens offentlige rolle tager af; den fortrænges mere og mere til privatsfæren. Den kritiske distance får sit brændstof fra det faktum, at på mange måder kan globaliseringen ses som vor tids modmyte til kristendommen.

Da jeg gik på Askov Højskole i 1961 holdt forstander Knud Hansen et indledningsforedrag, hvori han skildrede fremskridtstanken som vor tids myte. Hans pointe var naturligvis, at kristendommen nødvendigvis måtte forstå sig selv i modsætning hertil. I dag er globaliseringen vor tids myte, og da den fremmer udviklinger, der i mangt og meget går imod det kristendommen står for, så kan den ses som en modmyte til kristendommen. Eller vi kan sige det omvendt: Kristendommen er modmyten til globaliseringen. Når globalisering fremmer harmonisering og ensretning, fremhæver kristendommen forskellighed og mangfoldighed; den er således en alternativ globaliseringsbevægelse.

I sit udspring vil også kristendommen række ud globalt. Ved dens rod ligger befalingen om at gå ud i alverden (Mat. 28,18-20). Idet den gjorde det, gik ud i alverden, idet kristendommen gik over de grænser som geografien og den jødiske religion og folkelighed satte, så endte kristendommen selv med at blive global. Og det tilmed i en sådan grad, at når vi ser på situationen i dag, så er det i det vi normalt nu til dags kalder Syd, at kristendommen vokser og udbreder sig.

Det starter med denne person, Jesus, der fødes af en jødisk mor og opdrages i den jødiske livsforståelse og religion, men som i sin forkyndelse ender med at sprænge det jødiske univers: ”I har hørt, der er sagt til de gamle, men jeg siger jer.” Folk slutter sig til ham, og de oplever, at de får givet livet på ny ved at lytte til hans forkyndelse. Da han så dør, bliver de modløse og ved ikke hvor de skal vende sig hen, indtil de får vished om, at det Jesus stod for, det lever videre; Jesus er opstået fra de døde. Det opfatter de som et pant på, at der også gives opstandelse for os, for alt det som dagligt dør i og med os. Det er en så fantastisk ting, at det kan de ikke holde deres mund med, så de begynder at fortælle. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Det er det mission handler om.

Hvordan det gik kristendommen, på dens vej ud i verden, hører vi bl.a. noget om i Apostlenes Gerninger. Da Paulus kommer til Athen, den græske og hellenistiske kulturs højborg (ApG 17) besøger han deres templer, opsøger deres parlament og han indlader sig i dialog med den kultur, som han møder her. Han tager udgangspunkt i det, de allerede kender. Han ved, at skal evangeliet blive til liv og salighed, må det slå rod i ens egen kultur. Som den gjorde i den græske, så kristendom fra da af blev en sammensætning af jødisk livsforståelse, græsk filosofi og romersk lov. Og det blev i den form, at også de nordiske stammer modtog kristendommen, som vi nu har levet med godt 1000 år. Den har selvfølgelig præget vor kultur grundlæggende, selvom vi sommetider har en tendens til at glemme det, idet vi lever i en efterkristen kultur med hukommelsestab.

Er kristendommens globaliseringsbevægelse derfor kommet til standsning? Nej, det være langt fra. Kristendommen vokser i Syd. Det er der, vi i dag kan se vækst, engagement og entusiasme. Men det bliver en kristendom, som bryder den gamle sammensætning op. Den sammensætning af jødisk, græsk og romersk, som var nødvendig for at kristendommen kunne blive en europæisk religion, er nu under opløsning, når kristendommen breder sig i Afrika, Latinamerika og Asien. Her indgår den i nye alliancer med en afrikansk, latinamerikansk og asiatisk folkelighed, en folkelighed, der i forvejen er religiøst formet. Derfor kommer kristendommen helt anderledes i clinch med de øvrige verdensreligioner, for alle religioner er under forvandling under indtryk af globaliseringen.

Det globale er en udfordring, sommetider skræmmende, sommetider løfterig. Kristendommen lever selv af og i en globaliseringsbevægelse. Den må derfor grundlæggende sige ja til det globale. Men den kan ikke totalt tilpasse sig denne verden; den må bestandig prøve den økonomiske og politiske globalisering på Guds vilje, på det budskab, som vi har fået betroet. Giver den rum for kærlighed? Stiller den mennesket i centrum? Og giver den mulighed for en sand tilhørighed, hvor mennesket kan udvikle sig i harmoni og i fred med Gud, sig selv og sin næste? Kristendommen siger også noget om, hvordan Gud og globalisering går sammen. Det sker gennem sindets forvandling; det sker gennem omvendelse; det sker ved at fokusere på det gode og det fuldkomne. Ikke at vi straks får det realiseret. Men vi får dermed sat en opgave for os, og det starter alt sammen med åbenhed over for forandring.

Skønt kristendommen grundlæggende må sige ja til globaliseringen kan den også skildres som en modmyte til den aktuelle globaliseringsbevægelse. Lad os illustrere det med et bibelsk eksempel: Myten om babelstårnet: “Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål”. Det er ikke en nutidig beskrivelse af globaliseringen, men indledningen til fortællingen i 1 Mos 11. Bibelens historisk betingede fortællinger viser sig at kunne tale ind i en tid, der er meget forskellig fra den tilblivelsestid. “Så sagde de: “Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden”.” De ser det som en fare, at når de lever i denne verden med et fælles sprog, så kan de blive væk for hinanden. Globaliseringens nivellerende effekt har fortællingen allerede blik for. Derfor vil de bygge et samlingspunkt. Men den gammeltestamentlige Gud er en nidkær eller jaloux Gud, så han forvirrer dem: “Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: “Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden. Så spredte Herren dem ud over hele jorden” (V. 5-8).

Globaliseringen er vor tids babelsdrømme. Når det fortælles, at Gud Herren bliver nødt til at kuldkaste disse drømme, så er vi nærmest opdraget til at se det som en trussel, som en straf, som Gud Herren tilføjer den menneskelige hybris. Men læst på baggrund af de nutidige erfaringer med globaliseringen, kan det måske også læses modsat. Så bliver det løfterigt, at Gud sætter den afgørende virus ind i verden, som menneskehedens mangfoldige tungemål er. Igennem den historie får vi et kriterium til at bedømme globaliseringens resultater, for kristendommen står for mangfoldighed, forskellighed og diversitet.

Betragter man globaliseringen som modmyte eller en rivaliserende religion, er der nogle ting der bliver klare. Den nye religion har også sine dogmer. Dens hoveddogme har vi allerede strejfet, og det er, at vækst er et ubetinget gode, fx i den form at det hævdes, at vækst i international handel er en fordel for alle. Dette dogme bygger på en antagelse om, hvordan økonomi virker, nemlig at der til grund for økonomien ligger en stabil ligevægts tilstand. Derfor skal man bare lade den passe sig selv, fjerne handelshindringer og lade markedet tage sig af fordelingen, så vil Adam Smiths berømte usynlige hånd sørge for at skabe de nødvendige balancer og ligevægtssituationer, mellem udbud og efterspørgsel, mellem pris og kvalitet.

Men hvad nu, hvis det ikke er rigtigt, hvis det ikke er en stabil, men tværtimod en ustabil ligevægtssituation, som ligger til grund for økonomien; så opstår stabiliteten ikke af sig selv; så går det ikke an at overlade tingene til sig selv, men så må man gribe ind. Jeg vil hævde, at kristendommen snarere forudsætter, at udgangspunktet ikke er en stabil, men en ustabil situation. Der er altid uretfærdighed. Ikke alene forvalterskabstanken, men også jubelårsforestillingerne i Det gamle Testamente ligger den tanke nær. De tager deres udgangspunkt i det faktum, som vi godt kender, nemlig at det går ad helvede til, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Og jorden bliver samlet på stadig færre hænder. Sådan er nu engang verdens skæve gang. Men det er ikke ret og rimeligt. Derfor må man mindst en gang hvert halve århundrede, genoprette balancen, give jorden tilbage til de oprindelige ejere, skabe lidt mere retfærdighed.

Kristendommen bekræfter ikke de raskes ret til riget, men siger, at det er de svage og forfordelte, som skal hjælpes. Ofte beskyldes kristendommen for at være verdensfjern og mindre praksisduelig. Men her byder den faktisk på et operationelt kriterium, når konkrete økonomiske strategier skal overvejes: Gør livet bedre for de fattigste. Det er selvfølgelig ikke en facitliste, der giver klare løsninger på komplicerede samfundsmæssige problemer, men der er angivet en retning, når man kaster sig ud i de konkrete overvejelser af etisk art.

Det, som man fra et teologisk synspunkt kan have størst problem med, er det totale aspekt ved globaliseringen. Intet lades uden for dens fangarme. Økonomi er alt. Mennesket er det økonomiske dyr: Homo Oeconomicus. Fremstilles det sådan, må kristendommen nødvendigvis protestere, for den lever af en viden om, at mennesket ikke lever af brød alene, men dør af brød alene. Og den ved, at skabelsen har syv dage, og at den syvende er bestemt for hvile.

Hvad kan vi konkludere?

Undersøger vi de to globaliseringsbevægelser: Kristendommens velkendte forsøg på at nå “alle folkeslagene” og nå ud med evangeliet helt “til verdens ende”, og den nutidige økonomis og teknologis forsøg på at binde kloden ind i nogle globale strukturer, bliver det klart, at de to globaliseringsbevægelser kan betragtes som konkurrerende. Det kunne så berettige kristendommen til at bekæmpe den økonomiske og teknologiske globalisering som et kætteri.

Ofte fremstilles det, som er der ikke grænser for de ulykker, som globaliseringen har ført med sig. Som det fremgår, er jeg tilhænger af, at kristendommen møder og udnytter globaliseringen, som allerede Paulus mødte og udnyttede sin tids globalisering. Det vil sige, man må gå i dialog med den på baggrund af et samarbejde og samvirke med ligesindede, det være sig i eller uden for kirkerne. Globaliseringen giver den kristne mission opgaver. Den skaber multireligiøse samfund; den uddyber kløften mellem Nord og Syd, og den re-aktualiserer spørgsmålet om de andre religioners sandhedsprætentioner.

Det må handle om at bygge bro mellem den levende mangfoldige religiøse verden og den globale verdens rationalitet. De forskellige religioners evne til at gøre netop dette vil være afgørende for deres overlevelsesduelighed. Kristendommen burde i den forbindelse have en fordel, al den stund den er en missionerende og global religion. I mødet med globaliseringens udfordringer er der ikke noget i vejen med, at man bliver “lokal”, at man besinder sig på sin kontekst og sine rødder. Ja, det er ikke alene naturligt men nødvendigt. Det må imidlertid komplementeres med en åbenhed over for de globale realiteter i erkendelse af et ansvar også i denne videre sammenhæng. Og så må man sætte ind til fordel for globaliseringens ofre.

Globaliseringen aktualiserer den gamle ide om menneskehedens enhed, der har sine rødder i oplysningen og blev udfoldet i moderniteten. Behøver denne ide i dag en religiøs eller i det mindste transcendent fundering for at kunne overleve? Den økumeniske bevægelse har også næret denne drøm om menneskehedens enhed. Men globaliseringen stiller spørgsmålstegn ved den historiske rolle, som kristendommen har spillet ved formningen af de religiøse værdier, man har bygget samfund og institutioner på. Udfordringen er nu på en gang at bringe folk, nationer og racer sammen, der kan fremelske et samfund med lidt mere retfærdighed, samt anerkende og respektere disse folk, nationer og racer i deres partikularitet.

Hedningene er forsvundet! I stedet bor vi på denne klode sammen med mennesker der lever i autentiske kulturelle og religiøse traditioner og med specifikke økonomiske og politiske systemer, som vi forhåbentlig kan leve i fred med, og i samarbejde med hvem vi kan sikre det gode liv samt klodens og menneskehedens overlevelse.