2021-10-24

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Viden kan defineres som evnen til at gøre noget rigtigt under skiftende vilkår.31) Videnskab kan på det grundlag defineres som intersubjektiv viden og forskning som evnen til at skabe intersubjektiv viden. Videnskabelig udvikling er en læringsproces, der initieres af en erkendelse af et behov for viden. Læringsprocessens loft er videnskabelig erkendelse, som hverken kan forkastes eller forbedres, fx naturlove. Tegnet på, at erkendelsen ikke kan forbedres, er modsigelser mellem erkendelsen og andre velbegrundede udsagn, idet modsigelserne kun kan op-hæves af helt ny erkendelse og ikke af korrektioner eller forbedringer af foreliggende erkendelse.

a) Model af videnskabelig udvikling

Udvikling af videnskabelig erkendelse på et nyt område kan opdeles i fem trin. Hvert trin repræsenterer en udvidelse af beskrivelsen af emnet, der begrænser usikkerheden om de ikke-konstante egenskaber. Hvert trin er en læringsproces, og de fem trin udgør under ét en læringsproces. Trinnene fremgår af skema 1.

fut-34-3-s20

Hvert fag eller fagområde fastlægger sine kriterier for at anerkende udsagn som videnskabelige på hvert trin i læringsprocessen. Et nyt speciale anerkendes, hvis det opfylder fagområdets krav, mens ‘afvigende’ specialer knapt anerkendes som videnskab. Et typisk eksempel er økonomisk historie, som mange fagøkonomer opfatter som en humanistisk og ikke nationaløkonomisk disciplin.

Læringsprocessen over de fem trin forløber (mere eller mindre) som en løbende videreudvikling, mens teoriudvidelse er en omstillingsfase til en ny s-kurveformet læringsproces, hvor anerkendte forudsætninger forkastes (kopernikanske vendinger), jf. fx modstanden mod Einsteins relativitetsteori og Plancks kvanteteori.35)

Traditionelt opdeles forskningen i naturvidenskaber, inklusiv ingeniørvidenskaber, og humaniora. Naturvidenskaberne er beskæftiget med emner med kvalitativ identitet, der kan adskilles fra de ikke-konstante egenskaber af interesse (1. trin), og gøres til genstand for kontrollerede eksperimenter (2. og 3. trin); formuleres i matematisk form, hvor funktionerne simulerer de fysiske processer (4. trin), og formaliseringen afdækker modsigelser (5. trin). Naturvidenskabernes krav til videnskabelige udsagn er derfor, at udsagnene beskriver ændringsmønstre, der er intersubjektivt reproducerbare, universelle og formaliserede.

Det cykliske forløb over kortere perioder indgår i et langsigtet forløb36). Det fremgår af Dansk naturvidenskabs historie.37) 15- og 1600tallets naturvidenskab (repræsenteret af bl.a. Tycho Brahe, Nicolaus Steno og Ole Rømer) introducerede den naturvidenskabelige betragtningsmå-de og opfyldte (intuitivt) de videnskabelige krav (1. trin). Oplysningstiden fra første halvdel af 1700tallet til midten af 1800tallet (repræsenteret af bl.a. H.C. Ørsted) opdagede og beskrev observerbare sammenhæng og ændringsforløb systematisk (2. trin), mens forskere fra midten af 1800tallet til 1. Verdenskrig (repræsenteret af bl.a. Niels Finsen og August Krogh) formule-rede en række af klassisk naturvidenskabs teorier (3. trin). I perioden fra 1. Verdenskrig til c. 1970 (repræsenteret af bl.a. Niels Bohr) fik kvanteteorien sin (hidtil) endelige form som grund-lag for de klassiske teorier (4. trin). Opdagelsen af en mørk energi, der øger rummets udvidelseshastighed, er én af de nutidige modsigelser i naturvidenskaben (5. trin).

Lægevidenskaben har efterlignet naturvidenskaberne, når bortses fra, at den grundlæggende såkaldte apparatfejlsmodel ikke er formaliseret, og modsigelser i modellen endnu ikke har af-født teoriudvikling.38)

Humaniora er beskæftiget med skriftlige og andre sprog (musik, billeder, tale osv.), og med værker, der benytter et eller flere af disse sprog. Flere eller gentagede oplevelser af samme værk besidder kvantitativ identitet i den forstand, at det er ét og samme værk, der opleves. De ikke-konstante egenskaber er oplevelser af to eller flere værker, som hver for sig besidder kvantitativ identitet (1. trin). Den videnskabelige opgave består i at beskrive de forskelle i værkernes form eller mening, der er forbundet med forskelle i oplevelser af værkerne (2. trin); specificere de former og meninger, der adskiller og kendetegner ældre værker, der har overle-vet til i dag, og moderne værker, der forventes at overleve i fremtiden (3. trin); reformulere disse former og/eller meninger som egenskaber, der genfindes på tværs af kulturer og dermed begrunder universelle udsagn (4. trin) samt indplacerer skift i dominerende former og/eller meninger i et historisk udviklingsforløb (5. trin).

Da oplevelsen af værkerne afhænger af såvel værkerne som af modtagerens forudsætninger. Det har skabt basis for en tredje aktør i kommunikationsprocessen: Den fagkyndige formidler, fx anmelderen og læreren, der tilegner sig forskningsresultater og derigennem er i stand til at erkende og formidle flere dimensioner (elementer) i værket end lægfolk. Kravene til de videnskabelige udsagn er, at de kan udnyttes af de fagkyndige formidlere. Det forudsætter dels en vis intersubjektiv enighed om beskrivelser, særkende og historisk betingede skift i særkende, dels intersubjektivt reproducerbare formegenskaber – både for samme kulturkreds og på tværs af kulturer.

De interne målværdier i humaniora, som forskere og fagkyndige formidlere er fælles om, har været afklaring af de form- og indholdsmæssige dimensioner og mønstre i værkerne, der forklarer kunstneriske eller æstetiske oplevelser. Lægfolks målværdier kan være æstetiske udfordringer, men de kan også være rekreation og uforpligtet ‘leg’. I det sidstnævnte tilfælde er de videnskabelige og fagkyndige opfattelser af værker udtryk for elitære værdier, jf. den såkaldte rindahlisme. Det elitære præg hindrer et plus-sum samspil mellem interne og eksterne mål-værdier

Uoverensstemmelsen i mange tilfælde mellem juridisk ret og umiddelbar opfattelse af retfærdighed giver juraen et tilsvarende elitært præg. Nationaløkonomien har opfyldt eksterne brugeres behov for rådgivning om opfyldelse af materielle behov, og det har sikret et plus-sum samspil med ledergrupper.

Humaniora, jura og teologi indtog de førende positioner på universiteterne i det 19. århundrede og blev fortrængt af natur-, læge- og ingeniørvidenskaberne samt nationaløkonomerne i det 20. århundrede. Dette skift er blevet fremstillet som en kulturel spaltning. Spaltningen er en realitet i den forstand, at interaktionen mellem naturvidenskaber og humaniora var større i det 19. århundrede end i dag. Det skyldes ikke alene naturvidenskabernes succes; de humanistiske fags elitære præg såvel som en voksende specialisering inden for alle fagområder har for-mentligt spillet en lige så stor rolle.

Teologi som videnskab omfatter hebraisk, koinégræsk, historisk kildekritik, filosofi, religionsvidenskab (som grænser til samfundsvidenskaberne). Videnskabsteoretisk er teologi en del af humaniora og undergiver tilsvarende krav.

Billedet af samfundsvidenskaberne er mere fragmenteret. Juraens emne er skiftende retsforhold i samfundet, der identificeres kvantitativt (1. trin), og den primære opgave er en systematisk beskrivelse af dels gældende ret, dels forvaltningsregler (2. trin). Beskrivelserne er i næste omgang grundlaget for udsagn om sammenhænge mellem gældende (forvaltnings)ret, retssikkerhed, retsbevidsthed, kriminalitet osv. (3. trin), og disse sammenhænge er i forskellige perioder relateret til forskellige universelle forhold som naturret (4. trin). Udvikling i den juridiske metode er bl.a. forklaret som en følge af modsigelser mellem dels statsmagtens og borgernes rettigheder, dels nationale og tværnationale rettigheder (5.trin).

Kravene til videnskabelige udsagn inden for jura er bl.a. formuleret som den juridiske metode, der omfatter krav til udvælgelsen af retskilder, til udledningen af retslige konsekvenser af retskilderne samt til beskrivelsen af gældende ret.39)

Nationaløkonomer repræsenterer konkrete ændringer som ændringer i økonomiske (penge)værdier og forudsætter relativt konstante samfundsformer, der kan identificeres kvalitativt (1. trin). Det er grundlaget for systematiske beskrivelser af fremstilling, udveksling og forbrug af knappe goder (2. trin). De økonomiske strømme er i sin tur grundlaget for udsagn om samfundsøkonomisk vækst og nedgang, velfærd og ulighed osv. (3. trin), der fremstilles som konsekvenser af bl.a. ejerforhold eller grænsebetingelser som befolkningstilvækst, teknologisk in-novationsloft, gældsætning osv. Marx opstiller således to universelle påstande om vareudveksling og værdier som præmisser for en samfundsøkonomisk teori om prækapitalistiske samfund (4. trin) og trinvise udvidelser af teorien til tidligt kapitalistiske og mere udviklet kapitalistiske samfund (5. trin). Marx søgte også at formalisere sine udsagn.40)

De videnskabelige krav i nationaløkonomi er i princippet de samme som i naturvidenskab; opfyldelsen af kravene begrænses af antagelse om relativt konstante samfundsformer. Denne antagelse indebærer også, at de nationaløkonomiske analyser af den forestående ‘udvikling’ er prognoseorienteret og derfor ikke inddrager målværdier eller omstillingskrav. Når forskellige forskere underforstår forskellige målværdier, bliver deres analyseresultater også forskellige og eventuelt direkte modstridende

Klima- og miljøforskningen er også beskæftiget med selvudviklende menneske-miljø systemer, men søger ligesom nationaløkonomien at opfylde naturvidenskabelige krav. Eksplicitte angivelser af målværdier erstattes af prognoser. Det forstærker uenigheden blandt interessenterne om målværdier og prioriteringer på bekostning af videnskabelig udvikling.41)

Sociologi, policy science og management er opdelt i to skoler: En naturvidenskabeligt orienteret og en humanistisk orienteret.42) Da samfund hverken kan identificeres kvalitativt eller kvantitativt, opfylder ingen af skolerne forudsætningerne for entydige videnskabelige udsagn. Det har begrænset de videnskabelige fremskridt til enkeltstående forskeres indsigtsfulde ana-lyser, herunder af udviklingen i samfundsform og værdier.43) Det er således karakteristisk for sociologi, at hundrede år gamle analyser fortsat citeres og anvendes, mens hundrede år gamle natur- og lægevidenskabelige undersøgelser kun indgår i historiske fremstillinger.

Hovedreglen udelukker ikke undtagelser, fx Svalastogas femtrins samfundsudviklings-model, hvor første trin er små samfund, hvor sociale positioner er fastlagt fra fødslen (ingen social mobilitet), og femte trin er samfund, hvor børnenes sociale position er uafhængig af forældrenes (maksimal social mobilitet).44) Øget mobilitet indgår også i beskrivelsen af samfundsudviklingen på grundlag af en model af samfund som selvregulerende systemer, der opfylder trinvis mere omfattende værdiforestillinger.45) I det sidstnævnte tilfælde er den øgede mobilitet en følgevirkning af værdiudvidelsen i et ultrastabilt socialt system.

Fremtidsforskning er endnu ikke et anerkendt speciale eller en forskningsaktivitet, der opfylder kravene til entydige videnskabelige udsagn.

Den ovenstående beskrivelse af de forskellige videnskabers og fagområders primære focus er sammenfattet i skema 2.

fut-34-3-s23

b) Betingelserne for videnskabelig udvikling
Forskningsinstitutterne har traditionelt benyttet decentraliseret koordinering af forskningsaktiviteterne, hvor forskerne har opfyldt egne forskningsmål i samvirke med andre forskere, mens kandidatproduktionen har været underkastet centraliseret orden, hvor undervisning, pensa og eksaminer fastlægges ministerielt. Forskningsaktiviteterne har således været reguleret af interne målværdier og kandidatproduktionen af eksterne målværdier. Det begrunder en antagelse om, at et fags eller fagområdes udvikling styrkes, hvis opfyldelsen af interne og eksterne målværdier gensidigt understøtter hinanden (plus-sum samspil), og at et fagområde udvikles langsommere, hvis forskning og kandidatproduktion konkurrerer om de samme knappe ressourcer, specielt tid (nul-sum samspil).

Læge-, natur- og ingeniørvidenskaberne har været præget af et plus-sum samspil mellem forskernes interne målværdier og eksterne brugeres målværdier. Lægevidenskabens interne mål-værdier siden 1880erne er bedre og bedre intersubjektivt reproducerbare diagnose- og behandlingsteknikker, og brugernes målværdier har været bedre og bedre genoprettelse af tilstanden, før sygdommen opstod. Indtil c. 1980 var sundhed ensbetydende med at være rask, og den lægevidenskabelige forskning på grundlag af ‘apparatfejlsmodellen’ skabte bedre tek-nikker til at identificere og imødegå ‘fejl’ i organismen. Forskningen har øget efterspørgslen efter behandling, og behandlingen har styrket forskningen.

Sygdomsbehandling, der genskaber ‘den raske tilstand’ tillægges fortsat høj værdi. Herud over er sundhedsbegrebet blevet udvidet til opretholdelse af evnen til at modstå sygdomme og dermed foregribe sygdomme. Opfyldelsen af værdiforestillinger om foregribelse af sygdom kræver en udvidelse af ‘apparatfejlsmodellen’ til en sundhedsmodel.46)

Natur- og ingeniørvidenskaberne har opfyldt interne målværdier om bedre og bedre forudsigel-se af og kontrol over fysiske processers forløb, og de eksterne brugeres målværdier har været bedre og bedre opfyldelse af materielle behov. Den materielle velstand er vokset i kraft af øget adgang til billig energi og bedre kompetencer til at udnytte denne energi til at opfylde materielle værdier. På den måde har opfyldelsen af interne og eksterne målværdier gensidigt under-støttet hinanden.

I de sidste årtier er de negative bivirkninger af det voksende materielle forbrug blevet fremstillet i form af skiftende katastrofescenarier, specielt af klima- og miljøforskere. Det er blevet almindeligt at betegne nutidens samfund som et risikosamfund,47) selv om ‘hovedproblemet’ i dag næppe er usikkerheden om den ene eller anden ulykke (katastrofe); problemet er omfanget af de helt usandsynlige, men tænkelige katastrofer, som enhver naturvidenskabelig beregning udelukker, og som alligevel indtræffer.48) Naturvidenskabernes beregninger tager ikke (tilstrækkelig) hensyn til ‘den menneskelige faktor’, og det truer natur- og ingeniørvidenskabernes troværdighed.

De interne målværdier i humaniora har været afklaring af de form- og indholdsmæssige dimensioner og mønstre i værkerne, der forklarer kunstneriske eller æstetiske oplevelser. De eksterne brugeres målværdier kan være æstetiske udfordringer, men de kan også være rekreation og uforpligtet ‘leg’. I det sidstnævnte tilfælde er de fagkyndige opfattelser af værker udtryk for elitære værdier, jf. den såkaldte rindahlisme. Det elitære præg hindrer et plus-sum samspil mellem interne og eksterne målværdier

Uoverensstemmelsen i mange tilfælde mellem juridisk ret og umiddelbar opfattelse af retfærdighed giver juraen et tilsvarende elitært præg. Nationaløkonomien har opfyldt eksterne brugeres behov for rådgivning om opfyldelse af materielle behov, og det har sikret et plus-sum samspil med ledergrupper.

Humaniora, jura og teologi indtog de førende positioner på universiteterne i det 19. århundrede og blev fortrængt af natur-, læge- og ingeniørvidenskaberne samt nationaløkonomerne i det 20. århundrede. Dette skift er blevet fremstillet som en kulturel spaltning.49) Spaltningen er en realitet i den forstand, at interaktionen mellem naturvidenskaber og humaniora var større i det 19. århundrede end i dag. Det skyldes ikke alene naturvidenskabernes succes; de humanistiske fags elitære præg såvel som en voksende specialisering har formentligt spillet en lige så stor rolle.

Den videnskabelige udvikling inden for de enkelte videnskaber eller fagområder er for det andet betinget af de faglige krav og enigheden om disse krav. Et fagområdes identitet og ’selvforståelse’ kommer bl.a. til udtryk i de krav, som fagets udøvere skal opfylde for at blive anerkendt som forskere og fagkyndige. Uenighed, der afføder debat, afklaring og enighed om reviderede krav er frugtbar, mens den uenighed, der opretholdes fra én generation af forskere til den næste, blokerer udvikling. Stagnationen i sociologi, policy science og management skyldes en sådan spaltning af fagene i en naturvidenskabeligt orienteret og en humanistisk orienteret retning. Den eneste forklaring på denne spaltning er, at samfundsforskerne har udelukket en ‘tredje’ videnskabsteori om systemer, der altid udvikles.

Betingelserne for den videnskabelige udvikling i det 20. århundrede er sammenfattet i skema 3.

fut-34-3-s25

c) Det 21. århundredes betingelser for videnskabelig udvikling
Et fags kandidatproduktion er den primære form for formidling af fagets viden til ’samfundet’. Samspillet mellem de interne målværdier for forskningen og eksterne brugeres efterspørgsel er derfor en væsentlig betingelse for fagets formidling og for fagets position og anseelse i samfundet. I tilgift hertil er ny viden (nye forskningsresultater) et emne – på linie med litteratur, sport, film osv. – der kan kommunikeres gennem massemedier og foredrag til andre kredse.

Traditionelt defineres massekommunikation som én-vejs kommunikation fra én afsender til et anonymt publikum. Internet har skabt en ny to-vejs massekommunikation, hvor den enkelte borger er (kan være) afsender til et anonymt publikum, og hvor modtager og afsender kan interagere direkte. De traditionelle medier udnytter også i voksende omfang mulighederne for interaktion med modtagerne på ‘nettet’ eller via telefon. Samtidig er antallet af (elektroniske og trykte) kanaler og kommunikationsstrømmene vokset stærkt over den sidste snes år. Det har forstærket konkurrencen om modtagerne med en mere og mere selektiv modtagelse til følge.

Den voksende konkurrence om modtagerne, den voksende selv-selektion og den voksende interaktive udnyttelse af ‘nettet’ har skabt helt nye vilkår for massekommunikation. Én-vejs massekommunikation er en magtrelation.50) De ny kommunikationsvilkår har begrænset såvel den enkelte afsenders som alle massemediernes magt eller indflydelse. Når medierne tillægges en større indflydelse i dag end tidligere,51) skyldes det en sammenblanding af indflydelse og forbrug. Forbruget af tid og penge på massemedier er vokset, men det øgede forbrug er mere selektivt, reguleret af den enkelte forbrugers præferencer. Mediernes indflydelse bliver på den måde yderligere begrænset til at forstærke allerede eksisterende interesser og vurderinger.

De ny vilkår for massekommunikation er ét eksempel på det skift i samfundsvilkår, der finder sted i disse år. De ny vilkår bliver ofte betegnet ‘vidensamfundet’. Det er en uheldig sprog-brug, fordi betegnelsen underforstår en videreudvikling af industrisamfundets videnudnyttelse. Det ny består i, at industrisamfundets knappe og kostbare viden er blevet rigelig og i sig selv billig. Informations- og videneksplosionen har medført, at gårsdagens knappe, kostbare og efterspurgte viden er blevet dagens belastning og dermed ikke længere viden, men ’støj’.

‘Nettet’ formidler støj til de børn, der chatter, og voksne, der surfer en eller flere timer dagligt; videnskabelige artikler er støj, når de ikke indeholder ny viden og offentliggørelsen tjener kar-riererinteresser; de store organisationers intranet belaster medarbejderne med støj, når meddelelser sendes ukritisk til mange medarbejdere; møder og mails om flere eller ændrede administrationsgange er støj for en medarbejder med en stor arbejdsbyrde; borgerne udsættes for støj i form af masseforsendelser (spam) og uønskede reklamer osv. osv.

Såvel øget velstand som voksende informationsstrømme har skabt en helt ny type af problemer. I et knaphedssamfund er det relativt let af vælge, da valgmulighederne er begrænsede og en enkelt mulighed er mere attraktiv end de øvrige. Voksende velstand og kommunikation skaber mange attraktive valgmuligheder, og det er meget vanskeligt at bortvælge attraktive muligheder. I stedet søger man ‘at løbe hurtigere’ for at udnytte alle muligheder. Det er én forklaring på, at tid er blevet et knapt gode, og at burn out syndromet og biologisk stress er blevet hyppigere blandt de 30-40 årige52). Et af de aktuelle omstillingskrav er derfor at lære at prioritere de mange ønskværdige mål, man kunne opfylde, og bortvælge nogle.

Skærpet mediekonkurrence på den ene side og bedre muligheder for selektiv udnyttelse af medier på den anden side medfører, at modtagelsen af videnskabelig kommunikation reguleres af forhåndsinteresser og forhåndskendskab til afsendere; mere ‘pædagogiske’ eller velformulerede fremstillinger har derimod mindre betydning. Det gælder ikke blot lægfolk; forskere etablerer også ‘lukkede netværk’ trods idealet om offentlig debat af forskningen.

Samfundsudviklingen veksler som anført ovenfor mellem videreudviklingsperioder, hvor de dominerende værdier i befolkningen opfyldes bedre og bedre, og overgangsfaser præget af modsætninger og uvished, når værdiopfyldelsen har nået et mætningsloft og den teknologiske udvikling et forbedringsloft. Den teknologiske bølge, der startede under 2. Verdenskrig, sluttede c. 1995, og den ny teknologiske bølge er endnu ikke slået igennem. De dominerende værdier i sidste halvdel af det 20. århundrede var materielle goder, herunder materiel tryghed; fra omkring 1990 spredtes en materiel mæthed til en større og større del af befolkningen.

Skiftet i dominerende værdier består på den ene side i, at opfyldelsen af hidtidige målværdier opfattes mere og mere som en ret – en del af det såkaldte værdihandlerum. Fx var opfyldelsen af de biologiske behov en målværdi i landbrugssamfundet. Da de unge flyttede ‘fra land til by’ i slutningen af 1800tallet og ikke længere kunne forsørge forældrene på aftægt, begik flere og flere ældre selvmord for at undgå fattighuset. Social bistand uden fattigstempel til ældre ind-førtes som reaktion på den øgede selvmordshyppighed og var et første skridt i udvidelsen af værdihandlerummet til at omfatte biologiske behov. Velfærdssikringen, der var en del af mål-værdierne i sidste halvdel af 1900tallet, gennemgår en tilsvarende omfortolkning i disse år i retning af retten til opretholdelse af hidtidige leveniveau.

Skiftet i dominerende værdier består for det andet i, at de hidtil privilegerede befolkningsgruppers værdier udvides til dominerende værdier for hele befolkningen. Det er den højere middel-klasses og lavere overklasses kognitive værdier (læring, personlig udvikling, individualisme, ansvar og indflydelse i arbejdet osv.), som de 40-årige og yngre har overtaget. Den yngre del af befolkningen i Danmark udfolder en kognitiv livsstil, mens de lidt ældre ledere ofte fremstår, som om de fortsat levede i et industrisamfund.53)

Skiftet i teknologi omfatter alle områder: Transport, primære energikilder, materialer, kommunikation, lys, mikroelektronik osv. Magnetbanetog kunne være den ny transportteknologi.54) Flytætheden over USA og Europa hindrer den vækst i transnational transport, der er behov for over de kommende årtier. Behovet kunne opfyldes af meglev tog, der kan transportere passagerer og gods lige så hurtigt som fly. Brint kunne blive den næste primære energikilde, fx ved at anvende a-kraft til at cracke naturgas i brint og CO2 og på den måde frigøre 10 gange så meget energi.55) Såkaldt syntetisk biologi er et nyt speciale, der søger at konstruere nye biologiske materialer ved at manipulere DNA-strenge. Sigtet er bl.a. at udvikle simple og billige måder at producere medicinalvarer og råvarer til industrien.

Den aktuelle overgangsfase stiller også fornyelseskrav til universiteterne og hele uddannelses-systemet – lige som overgangsfaserne i 1780erne og 1890erne affødte grundlæggende fornyelser af datidens uddannelsessystemer. Den teknologiske omstilling påvirker natur- og ingeniørvidenskaberne direkte, og skiftet i dominerende værdier påvirker humaniora direkte. Mere generelt gælder, at samfundsudviklingen stiller nye krav til den viden, som universiteterne skaber og i næste omgang formidler via kandidatproduktionen. Industrisamfundet krævede mere af den knappe og kostbare viden, der var nødvendig for at opfylde materielle behov, herunder behandle sygdomme, og for at opretholde kulturelle traditioner. Samfundet skal fortsat opfylde materielle behov; i tilgift hertil skal det også opfylde kognitive værdier ved at ud-nytte eksisterende og ny teknologi på nye måder.

Fællesnævneren for opfyldelse af nye værdier på nye måder er en omfortolkning eller ny afgrænsning af viden. Videnbegrebet skal igen begrænses til de former for viden, der er nødvendig for og tilstrækkelig til at skabe en stor værditilvækst ved at løse vigtige og vanskelige opgaver, og som derfor er knap og kostbar.

Omstillingen til nye teknologier og kognitive værdier stiller således universiteterne overfor et dobbelt fornyelseskrav. De skal for det første afklare den ny form for knap og kostbar viden og indrette forskningen herpå, og de skal for det andet opfylde nye kognitive værdier og indrette adgangen til og undervisningen på universiteterne herefter.

Der findes ingen simpel ‘recept’ på fornyelserne af universiteterne, jf. afsnit 1. Hvis universiteterne fornys, så vil det foregå gradvist som en proces over en periode. Alternativt bliver universiteterne skoler for masseproduktion af kandidater, mens den ny forskning og uddannelse foregår andre steder – i eller uden for Danmark. Reelle fornyelser af universiteterne kan kun skabes ‘indefra’ – af universiteternes medarbejdere. Udgangspunktet for en sådan fornyelses-proces ‘indefra’ er en debat om omstillingskravene. Afsnit 2.3 indeholder nogle stikord til en sådan debat.

d) Sammenfatning: Systematisk formulering af universiteternes problemer i begyndelsen af det 21. århundrede, jf. afsnit 2.1a

1) Problemerkendelse: Dansk erhvervslivs konkurrenceevne og danske universiteters position er truet af globaliseringen.

Globalisering er en øget transnational udveksling af varer, viden og personer som følge af reducerede transport- og transmissionsomkostninger kombineret med afvikling af nationale hindringer for tværnationalt samvirke. Landbruget blev globaliseret i den angivne betydning fra 1870erne, industrien efter 2. Verdenskrig og den forestående globalisering vedrører tjenesteydelser. Globalisering af tjenesteydelser udgør en trussel for dansk erhvervsliv, hvis videntunge jobs eller ydelser outsources til lande med væsentligt lavere omkostningsniveau end Dan-mark, da danske virksomheder kompenserer et højt omkostningsniveau ved at producere videntunge ydelser.

Universiteternes position trues direkte, hvis flere danske forskere og studerende skifter til udenlandske universiteter end omvendt (svenske og norske studerende i Danmark ikke medregnet). Universiteternes position trues indirekte, hvis de ikke er i stand til at opfylde de behov i erhvervslivet for forskning og kandidatkompetencer, som den globaliserede konkurrence afføder. Den indirekte trussel består i, at kandidaterne er arbejdsløse eller ikke ansættes i attraktive jobs, og at universiteternes forskning foregår isoleret fra det øvrige samfund.

2) Problemdokumentation: Kan globaliseringstruslerne mod erhvervsliv og universiteter eftervises?

Fald i transport- og transmissionsomkostninger har øget den tværnationale samhandel og de tværnationale informations- og videnstrømme i gennem den sidste snes år. Fusionsbølgen har skabt store multinationale selskaber, der kan udnytte globalisering og skalaøkonomi i egne datterselskaber rundt om i verden til at producere billigt og sælge dyrt. Fusionerede multinationale selskaber kan true de relativt små danske virksomheders konkurrenceevne på kortere sigt..

WTO forhandlingerne vil før eller siden føre til afvikling af vestlig landbrugsbeskyttelse og restriktioner vedrørende tjenesteydelser. Den primære betingelse for outsourcing af videntunge jobs og opgaver er imidlertid ikke priser, men sikkerhed for opfyldelse af aftaler. Så længe usikkerheden om opfyldelse af nationale aftaler er stor, vil interessen for transnational out-sourcing være lille. På længere sigt kan ny aftaleteknologi skabe nye betingelser for outsourcing.

Endelig har bl.a. tekstilbranchen demonstreret stor konkurrenceevne ved at beholde den videntunge del af produktionen (design og markedsføring) i Danmark og outsource de simplere produktionsopgaver.

Set specielt med industriens øjne er den faldende tilgang til natur- og ingeniørvidenskaber en svækkelse af universiteternes evne til at opfylde virksomhedernes behov. Mange studerende gennemfører ikke studiet på normeret tid, og det kan begrænse universiteternes kapacitet.

3) Problemforklaring: Hvad har betinget truslerne fra de multinationale selskaber og de studerendes adfærdsskift?

Den voksende materielle mæthed i den vestlige verden medfører, at markederne for traditionelle industriprodukter – fx biler – stagnerer. Stagnationen afføder for det første fusionsbølger – reduktion af antallet af selvstændige bilproducenter fra c. 25 i 1990 til 5-6 i 2010 – og med-fører for det andet, at markederne ‘overtages’ af den eller de største aktører. Det forklarer de multinationale selskabers fremgang.

Spredningen af kognitive værdier og en kognitiv livsstil forklarer de studerende præferencer for ‘bløde’ humanistiske og samfundsvidenskabelige fag og de relativt lange studieforløb. Studiet vælges (ikke længere) for at opnå en bestemt position i samfundet; det vælges for at opfylde personlige udviklingsmål både i studiet og i senere jobs.

4) Målformulering: Hvilke udviklingsmål skal erhvervsliv og universiteter opfylde over de kommende årtier?

Et udviklingsmål er trivielt og ikke en angivelse af én blandt flere mulige udviklingsretninger, hvis det er meningsløst at forkaste målformuleringen. Bevarelse og forbedring af velstand og velfærd er trivielle målformuleringer. Grundlaget for formulering af udviklingsmål er ikke tvivl-somme prognoser; det er de konstante og prioriterede værdier.

Udviklingsmålet for et erhvervsliv, der er truet af multinationale selskabers udnyttelse af skalaøkonomi og globale produktions- og afsætningsmuligheder, er omstilling til andre produkter og ydelser end standardiserede industriprodukter med angivne produktkvaliteter. Alternativet er tilbud om individualiserede ydelser med garanti for behovsopfyldelse. Udviklingsmålet er beskrevet som Danvirk-projektet.9) Sammenknytningen af billige dele, der kunne leveres af multinationale selskaber, til en ’skræddersyet’ leverance skaber en stor værditilvækst og kan ikke udkonkurreres af standardiserede produkter.

Universiteternes forskning og højere uddannelse repræsenterer værdier i sig selv – på linie med ytringsfrihed og demokrati. Forsøg på at begrænse universiteternes opgave til opfyldelse af kommercielle eller andre særinteresser vil svække forskningen og uddannelsen og bryde med grundlæggende frihedsrettigheder.

Universiteternes udviklingsmål består i at skabe et plus-sum samspil mellem forskernes interne målværdier (forskningsinteresser) og de eksterne brugeres målværdier (krav til kandidat-produktionen) for alle videnskaber i det kognitive samfund, der er under udvikling. Opfyldelse af dette udviklingsmål vil ikke alene opfylde erhvervslivets interesser; det vil understøtte udvikling og værdiopfyldelse i hele samfundet.

5) Problemløsning: Tilbageregning fra udviklingsmål 57)

Individualiserede ydelser med garanti for behovsopfyldelse kan ikke leveres af én specialiseret virksomhed. Den ’skræddersyede’ ydelse kræver et samvirke mellem mange specialiserede producenter, og garantien for behovsopfyldelse, (inkl. opfyldelse af aftaler om tid og pris) kræver nye teknologier til styring af samvirket mellem deltagerne. Den ny teknologi skal bl.a. styrke den enkelte deltagers selvstændighed og ansvar og derigennem skabe sikkerhed for op-fyldelse af garantier og aftaler.

Udvikling af den nødvendige styringsteknologi kan opdeles i et antal delopgaver, der kun kan løses på grundlag af virksomhedernes praktiske erfaringer – med eller uden universiteternes bistand. Det er i den forstand ikke forskning, som Danmark skal leve af i det 21. århundrede; det er selvstændige virksomheders evne og vilje til at deltage i komplekse produktionsopgaver.

Udviklingsmålet for universiteterne er stærke fagområder i et kognitivt samfund. Det kræver både plus-sum samspil mellem forskning og kandidatproduktion og enighed om videnskabelige krav, som kan opfyldes. Det er et udviklingsmål, der stiller meget store og forskellige krav til de enkelte videnskaber og fag. Naturvidenskaberne skal tiltrække studerende med kognitive værdier og står over for andre omstillingskrav end humaniora, omstillingskravene til sociologi er forskellige fra omstillingskravene til klima- og miljøforskningen osv. Udviklingsmål og tilbageregning må derfor præciseres for hvert fagområde.

Forskningens særkende er, at den overskrider hidtidige erfaringsgrænser og skaber nye ‘virkeligheder’. Nanoteknologi og påvisningen af meget små genetiske forskelle mellem mennesker og dyr er eksempler herpå. Udviklingsmålene kan derfor ikke præciseres som bestemte videnskabelige fremskridt eller gennembrud. Opgaven består i at angive den viden, der kræves på det pågældende fagområde for at løse de kommende årtiers vanskelige og vigtige opgaver.

Påstanden her er, at en sådan præcisering kræver en viden, som ikke foreligger i dag. Udvikling af den nødvendige viden er således én af de kommende årtiers vanskelige og vigtige forskningsopgaver, jf. nedenfor. Forudsætningen for løsning af denne opgave er en nutidig debat inden for de forskellige fagområder om kravene til forskning og højere uddannelse i fremtiden.

Henvisninger:
31) Op. cit. 4, p. 10-11.
32) Op. cit. 4, første del, p. 3-205; Mitroff II, Turoff M: Technological Forecasting and Assessment: Science and/or Mythology? TFSC 5 (1973), p. 113-134.
33) Braithwaite RB: Scientific Explanations, Harper & Rowe NY. 1960.
34) Popper KR: The Logic of Scientific Discovery, Harper and Rowe NY., 2. edt. 1965.
35) Planck M: Where is science going? Allan and Unwin London 1933, p. 174-179.
36) Modis T: Forecasting the Growth of Complexity and Change, http://ourworld.compuserve.com/homepages/modis/TedWEB.htm, 17-04-05.
37) Kragh H, Nielsen H, Kjærgaard PC: Dansk Naturvidenskabs historie I-IV, Aarhus Universitets Forlag Aarhus 2006.
38) Jansen TB: Sygdomsbekæmpelse og Sundhedsbevarelse, Futuriblerne 27 (1999), 2, 9-22.
39) Henrichsen C: Moderne Retsvidenskab, Jurist- og Økonomforbundets forlag 2001, p. 171-178.
40) Witt-Hansen J: Historisk Materialisme, Berlingske Leksikon Kbh. 1973. Witt-Hansen J. Indledning, i Marx K: Kapitalen, Rhodos Kbh. 1970, p. 5-88.
41) Jansen TB: Miljø, videnskabelighed, samfundsudvikling, Futuriblerne 33 (2005), 3, 4-11.
42) Typisk repræsentant for den naturvidenskabeligt orienterede skole: Lundberg GA: Foundations of Sociology, McKay NY. 1964. Tilsvarende repræsentant for den humani-stisk orienterede skole: Berger PL: Invitation til Sociologi, Rhodos Kbh. 1968 (overs. fra amerikansk).
43) Simmel G: Individuum und Gesellschaft in Lebensanschauung des 18. und 19. Jahrhunderts, i Grundfrage der Soziologi, Berlin 1917.
44) Svalastoga K: Social Differentiation, McKey NY. 1965, p. 40-70.
45) Jansen TB: Fra huleboer til rumvæsener, Futuriblerne 31 (2003), 5, skema 4.
46) L. Otto: Rask eller lykkelig, Komiteen for Sundhedsoplysning, Kbh. 1998; op. cit. 41, p.22-24; op. cit 38.
47) Beck U: Risk Society, Sage Publications London 1992, (overs. fra tysk).
48) Bowonder B, Linstone HA: Notes on the Bhopal Accident, TFSC 32 (1987), 183-202.
49) Snow CP: The Two Cultures – and a Second Look, NY. 1964.
50) Jansen TB: Massekommunikationsmidler i Danmark, Paludan Kbh. 1967, p. 13.
51) Arnoldi J: Medier i vidensamfundet og viden i mediesamfundet, i Kjærgaard RS: Elfenbenstårnet, Aarhus Universitets Forlag Aarhus 2006, p. 56.
52) Jansen TB. Projekt Back4work, Futuriblerne 33 (2005), 2. p. 15-16.
53) Jansen TB: De sidste 20 år og de næste 35 år, Futuriblerne 34 (2006), 1, 10-12.
54) Op. cit. 6.
55) Marchetti C: When will the Hydrogen Come? Hydrogen Energy 10 (1985), 215-219.
56) Syntetik Biologi, Neue Zürcher Zeitung, 232. 08. 2006, Int. Aus. 194, p. 29.
57) Jansen TB: Ledelse, Udvikling, Økonomi II – teknikker, Futuriblerne 30 (2002), 4-5, 24-29.