2021-10-24

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Spørgsmålet om, hvordan national videnskabelig udvikling styrkes, kan umiddelbart forekomme velformuleret og forståeligt. Formuleringen er imidlertid hverken klar eller entydig.

For det første er ‘udvikling’ et uklart begreb. Udvikling er noget andet end de konkrete ændringer, der kan observeres. Udvikling kan defineres om irreversible – og dermed ikke-reproducerbare ændringer. Det kan også udtrykkes på den måde, at udvikling er skift i hidtidige ændringsmønstre, idet sådanne skift udelukker reproduktion og repræsenterer et irreversibelt forløb.

Når bortses fra (neo)darwinistiske forklaringer på arternes udvikling, indgår udviklingsbegrebet ikke i de naturvidenskabelige beskrivelser. Forskeren kan heller ikke observere udvikling. Udvikling påvises ved at sammenligne ét og samme emnes ændringsmønster på to forskellige (historiske) tidspunkter og påvise forskelle i de to mønstre. Udvikling er ikke en egenskab ved et emne; det er en betegnelse for en bestemt måde at beskrive emnet på.

På det arvebiologiske område kan skift i ændringsmønstre (formentlig) knyttes til den geneti-ske kode, således at begrebet i det mindste er teoretisk veldefineret. Der findes ingen ‘gene-tisk kode’ på det samfundsvidenskabelige område, der kan ‘markere’ skift i udviklingstrin. Følgen er et paradoks eller ‘ond cirkel’: Udviklingsbeskrivelser forudsætter veldokumenterede teo-rier om samfundet på to eller flere tidspunkter, hvor det ikke udvikles, og disse teorier forudsætter, at man kan beskrive og på det grundlag udelukke samfundsudvikling. Det er umuligt at påvise invariante ændringsmønstre, hvis organisationen altid udvikles, og det er umuligt at påvise udviklingsforløb, hvis man ikke kan dokumentere invariante ændringsmønstre.

a) Systematisk problemformulering
Videnskabelig udvikling er grænseoverskridende udvidelse af eller brud med etablerede videnskabelige forestillinger. Mange fortidige udvidelser af eller brud med herskende forestillinger er ‘berømte’ begivenheder. De betegnes bl.a. kopernikanske vendinger eller paradigmeskift. Der findes en perlerække af naturvidenskabelige, medicinske, nationaløkonomiske, matematiske, filosofiske osv. eksempler på kopernikanske vendinger – både før og efter Kopernikus.

Det har til gengæld vist sig vanskeligt at erkende eller anerkende samtidige kopernikanske vendinger. Kopernikus turde ikke offentliggøre sine observationer af frygt for kirkens reaktioner; Darwin, Koch og Planck blev angrebet fra mange sider, og i den danske ‘andegård’ er ‘dommen’ over Bjørn Lomborg som uvederhæftig – og Videnskabsministeriets efterfølgende annullering af ‘dommen’ – et nutidigt eksempel på modstanden i etablerede videnskabelige kredse overfor afvigende, men overtalelseskraftige påstande.

De foreliggende videnskabelige metoder til at beskrive og analysere udviklingsprocesser er begrænset til fortidige udviklinger – bl.a. arternes udvikling. En tilsvarende begrænsning gælder inden for humaniora ifølge Croce og senest Engdahl.22) Vi er netop ikke i stand til at ’se’ eller vurdere de samtidige fornyelser, fordi de afviger fra vores ubevidst eller underforståede forventninger og opfattelser.

Det indledende spørgsmål om styrkelse af den nationale forskning og højere uddannelse forudsætter ikke alene, at de enkelte ord eller begreber er veldefinerede. Formuleringen forudsæt-ter også, at sammenstillingen af velkendte ord som ‘national’, ‘videnskabelig’, ‘udvikling’ resulterer i et velkendt og entydigt udsagn – lige som sammenstillingen af begreberne ‘ung’, ‘blond’ og ‘kvinde’ resulterer i et velkendt begreb. Sammenstillingen af velkendte ord resulterer ikke altid i et klart og velkendt udsagn. Det skyldes, at spørgsmålet er formuleret i daglig sproget og ikke i et videnskabeligt sprog.

Sproget tjener to formål. Det er for det første et middel til kommunikation, og det benyttes for det andet som et analyseværktøj. Kravene til anvendelsen af sproget som kommunikationsmiddel er grundlæggende forskellige fra kravene til sproget som analyseværktøj.

Kommunikation forudsætter ‘forhåndsforståelse’ 23) og dermed anvendelse af ord og formuleringer, som ‘modtageren’ kan ‘genkende’ som udtryk for egen virkelighed. Skønlitteratur er genkendelige sprogbilleder, der viser ud over egne erfaringer og oplevelser. I modsætning hertil forudsætter brug af sproget som analyseværktøj, at de enkelte begreber er entydigt defineret, at de forbindes i overensstemmelse med logiske og ikke semantiske regler, at fremstillingen kommunikerer logiske følgeslutninger og ikke umiddelbar indlevelse osv.

Alle spørgsmål med et praktisk (økonomisk, politisk, socialt osv.) sigte formuleres i daglig sproget. Dagligsproget er udviklet til kommunikation, og den gensidige forståelse, der ofte er betinget af en fælles socio-kulturel baggrund, udmøntes i en fælles formulering af spørgsmålet eller problemet i dagligsproget.

Et kommunikationsredskab som dagligsproget er ikke alene uegnet til systematisk problemformulering og logisk analyse; den umiddelbare forståelse af ‘budskabet’ frister også til ukritisk accept af  ‘budskabet’ trods logiske mangler.24)

Dagligsproget som kommunikationsredskab kan ikke og skal ikke opfylde videnskabelige krav. Det er anvendelsen af et kommunikationsredskab til formulering af videnskabelige spørgsmål, der er ‘problematisk’. Nogle fagområder har løst problemet ved at benytte to sprog. Fx benytter (de bedste) læger ét (daglig) sprog over for patienter og pårørende og et helt andet (fag)sprog overfor kolleger. Dagligsproget benyttes til kommunikation med patienten, mens fagsproget er et problemformulerings og -løsningsredskab, der benyttes til systematisk og præcis beskrivelse af problemet såvel som til konsistent analyse af de mulige løsninger.

En anvisning på, hvordan problemer formuleres og løses, betegnes en algoritme. Enhver pro-blemformulerings- og løsningsalgoritme omfatter i det mindste fem trin:25)

  1. Problemerkendelse: Fremstilling af opgaven eller problem på entydig og kommunikerbar måde.
  2. Problemdokumentation: Eftervise at problemet eller opgave eksisterer i den beskrevne form subsidiært – hvis problemet ikke eksisterer som beskrevet – beskrive anledningen til oplevelsen af problemet.
  3. Problemforklaring: Dels angive de faktorer, som ifølge foreliggende viden (teorier) kan skabe det beskrevne problem, dels undersøge, om en eller flere af disse faktorer har skabt det foreliggende problem; i mangel af teorier, der kan forklare problemet, opstilles plausible forklaringer.
  4. Målformulering: Angivelse af de krav, som en bearbejdelse af problemet skal opfylde for at udgøre en tilfredsstillende problemløsning.
  5. Problemløsning: Dels angivelse af, hvordan de faktorer, der har skabt problemet, kan ændres til målopfyldende faktorer, dels vurdering af omkostninger og bivirkninger i for-hold til udbyttet af målopfyldelse.

De fem trin i beskrivelse, analyse og løsning af en opgave eller et problem er nødvendige led i en systematisk videnskabelig behandling af en opgave eller et problem: Trinnene er i den forstand evidente. Anvendelsen af 5-trins algoritmen forudsætter for det første en velbegrundet ‘model’ af emneområdets basale sammenhænge, jf. Harleys pumpe-model af hjertet som forudsætning for beskrivelse af blodets cirkulation og McCulloc og Pitts neurale cellemodel som forudsætning for modeller af hjernens neurale netværk. Den anden forudsætning er et sæt af relevante begreber til beskrivelse af ændringerne i emnets egenskaber, jf. Newtons udvikling af et begrebsapparat for beskrivelse af bevægelser. Tilsvarende skabte Shannon et begrebsap-parat for beskrivelse af informationsstrømme.

De to forudsætninger for systematisk problemformulering og -løsning opfyldes ikke for analyse af udvikling i almindelighed og videnskabelig udvikling i særdeleshed. Der foreligger (endnu) ikke en anerkendt eller plausibel model af sociale – herunder videnskabelige – udviklingspro-cesser og derfor heller ikke et begrebsapparat for beskrivelse af udviklingsforløb.

b) Model af sociale organisationers udvikling
Sociale organisationer er åbne, selvregulerende systemer, dvs. kybernetiske og ikke mekaniske systemer. De er åbne – på samme måde som levende organismer – i den forstand, at interaktionen med omgivelserne er et overlevelsesvilkår. Forudsætningen for opretholdelse af interaktionen med omgivelserne er reguleringsprocesser.

Det simpleste eksempel på et kybernetisk system er den termostatregulerede radiator. Radia-toren interagerer direkte med luften i rummet, og den direkte feed-back reguleres af en langsommere feed-back gennem termostaten, som opretholder samme (minimale) temperatur i rummet uanset andre påvirkninger af rummets temperatur.26)

Den termostatstyrede radiator (eller tilsvarende eksempler) er et reguleret system og benyttedes i klassisk kybernetik som forenklet model af biologiske funktioner, hvor ‘termostat-indstillingen’ kunne behandles som et eksterne givet og konstant forhold, jf. fx menneskers le-gemstemperatur. Modellen kan også anvendes til en (naiv) beskrivelse af forskningsprocessen. Forskere og omgivende samfund interagerer direkte på den måde, at forskerne bearbejder foreliggende usikkerhed i samfundet, og denne interaktion reguleres af den kritiske debat i forskningskredse, der opretholder eller genopretter lav usikkerhed om beskrivelser af virkeligheden.

Videnskab er mere end produktion af forskningsresultater, og forskningsmiljøer er mere end regulerede systemer. Forskningsmiljøer er sociale systemer. Den simpleste model af sociale systemer er den termostatstyrede radiator + brugeren, der kan indstille termostaten. Et socialt system, der selv kan ændre ‘termostat-indstillingen’, kan betegnes et selvregulerende system.27) Klassisk kybernetik fokuserede på reguleringsprocesser og var utilstrækkelig til at beskrive og analysere selvregulering.

Samfund, virksomheder, universiteter osv. er selvregulerende systemer. Det er vanskeligt at formulere videnskabelige udsagn om selvregulerende systemer, fordi selvreguleringen også omfatter reguleringsprocesserne. Vanskelighederne ved at beskrive selvregulerende systemer har medført, at de også betegnes komplekse systemer. Kompleksitet kan benyttes som betegnelse for en ikke-konstant egenskab, hvis begrebet defineres entydigt, fx at programmel er komplekst, hvis det omfatter mere end 10x instruktioner. Det er næppe hensigtsmæssigt at benytte begrebet som et definerende kendestegn ved en kategori af systemer, da kompleksitet i dette tilfælde blot er et andet ord for, at systemet er vanskeligt at beskrive.

Det er nødvendigt at benytte modeller af selvregulerende systemer til at beskrive sociale orga-nisationer. Det skyldes, at et socialt system altid udvikles og ikke alene kan tilpasse sig skiftende påvirkninger ‘her og nu’ som regulerede systemer. Det kan også tilpasse ‘termostat-indstillingen’ til skift i interne eller eksterne vilkår og dermed udvikles i helt ny retning, dvs. afvikle nogle egenskaber og kendetegn til fordel for nye.

Københavns Universitet fejrede 500 års jubilæum år tilbage, og det sidste bind om universitets udvikling blev udsendt for kort tid siden. Et 500 års jubilæum er i én forstand en selvmodsigel-se: På den ene side er det ét og samme universitet, der har eksisteret igennem 500 år, og på den anden side har dagens universitet intet til fælles med universitet i 1700-tallet eller univer-sitetet i 1500-tallet. Det både er og er ikke det samme universitet, der har eksisteret i over 500 år. Vi taler og skriver om sociale organisationer, fx universiteter, som om de var konstante og velkendte (mekanistiske) systemer – til trods for de iøjnefaldende tegn på udvikling.

Kærnen i forestillingen om ‘det samme universitet’ er, at det har overlevet fra år til år siden grundlæggelsen. I fysikken er fx jernet, som jeg observerer nu, det samme som alle andre eksempler på jern, fordi jern kan identificeres ved en og samme atomare struktur. Den givne og konstante atomare form indebærer, at jern besidder en bestemt kvalitativ identitet. Sociale systemer, der altid udvikles, besidder ingen tilsvarende kvalitativ identitet. De kan tværtimod udvikle helt nye egenskaber og kendetegn i stedet for hidtidige egenskaber. Når vi alligevel betegner fx Københavns Universitet som det samme universitet over 500 år, så skyldes det ikke konstante, kvalitative kendetegn. Det skyldes, at universitetet har eksisteret uafbrudt siden grundlæggelsen. Det besidder på den måde en ‘overlevelses-identitet’.

Vanskelighederne ved at beskrive selvregulerende systemer kan præciseres på grundlag af kravene til videnskabelige udsagn. Et videnskabeligt udsagn er et udsagn om et angivet emnes ikke-konstante egenskaber, hvor emnet angives ved konstante, identificerende kendetegn. Kravet til videnskabelige udsagn er, at de ikke-konstante egenskaber, der udforskes, er uafhængige af de konstante og identificerende kendetegn. Naturvidenskabernes emner med kvalitativ identitet opfylder umiddelbart dette krav. Sociale systemer, der altid udvikles, og som kan ændres eller udvikles på alle områder, besidder ikke konstante og identificerende kendetegn. De kan kun identificeres ved overlevelses-identitet.

Regulering er en nødvendig forudsætning for åbne (levende) systemers overlevelse, og selvre-gulering er en nødvendig forudsætning for sociale systemers overlevelse og udvikling under skiftende og nye vilkår. Videnskabelige udsagn om sociale systemer identificerer emnet ved overlevelses-identiteten og beskriver for det første betingelserne for ethvert selvregulerende systems overlevelse og udvikling, idet et system, der kan overleve vilkårlige ændringer i de eksterne vilkår, kan betegnes ultrastabilt. For det andet beskrives individuelle systemers udviklingsmuligheder på et bestemt (historisk) tidspunkt som en funktion af større eller mindre ultrastabilitet, hvor beskrivelsen af udviklingsmulighederne også kan omfatte genoprettelse af ultrastabilitet.

Udsagn om sociale systemers ultrastabilitet og udviklingsmuligheder (fremtider) betegnes her som fremtidsforskning. Udsagn om ultrastabilitet forudsætter udvidelse af de grundlæggende beskrivelsesdimensioner som tid, afstand og tilstande og dermed et andet videnskabsteoretisk grundlag end såvel naturvidenskaberne som humaniora.28) Udsagnene skaber grundlag for at angive, om et individuelt socialt system udvikles eller ikke udvikles. Hvis systemet ikke udvikles eller udvikles meget langsomt, kan systemets interaktion med omgivelserne beskrives på traditionel måde. Udviklingsteorierne repræsenterer på den måde en udvidelse af de traditio-nelle samfundsvidenskabelige beskrivelser og tilnærmes disse beskrivelser som grænsetilfæl-de, når systemets udvikling tilnærmes en konstant struktur. Udviklingsteorier opfylder dermed kravene til teoriudvidelse.29)

c) Værdier
Sociale systemer eksisterer for at opfylde værdier. Værdiforestillingerne er de sociale syste-mers reguleringskriterium. De overlever og udvikles ved at opfylde udvalgte eller dominerende værdiforestillinger bedre og bedre. Den løbende forbedring af værdiopfyldelsen er en lærings-proces og kan som sådan beskrives som en s-kurveformet læringskurve eller logistisk vækst-kurve.15)

Der er et ‘loft’ over sociale systemers læringskurve. For det første er der et forbedringsloft over enhver færdighed, herunder forbedringer af et socialt systems teknologier. For det andet er der en mætningsgrænse for værdiopfyldelse. Når adgangen til hidtil knappe goder vokser, aftager behovet for yderligere værdiopfyldelse til fordel for hidtil lavere prioriterede værdier. Det antages her, at værdiforestillinger er konstante, universelle og prioriterede. De er konstante i den forstand, at der ikke opfindes nye værdier. Menneskerettighederne, som enhver øn-sker opfyldt for sig selv, men ikke altid for andre, er et eksempel på universelle værdier. Prioriteringen består i, at basale værdier – fx biologiske behov – søges opfyldt inden mindre livsnødvendige værdier – fx materielle goder. En prioritering er nødvendig, da sociale systemer ikke kan opfylde alle værdier på én gang.

‘Loftet’ over læringsprocessen kan ikke gennembrydes ved at gøre ‘mere af det hidtidige’. Forsøg herpå , fx fordi ledelsen ikke erkender ‘loftet’, resulterer tværtimod i en afvikling af systemet. Ny udvikling forudsætter nyformulering af de værdiforestillinger, som systemet opfylder, idet nyformuleringen er grundlaget for en ny læringsproces. Den selvregulerende fornyelse af de værdiforestillinger, der udgør det sociale systems reguleringskriterium, kan beskrives som en sekvens af læringsprocesser eller livscykler.

Det danske samfund og Københavns Universitet er eksempler på sociale systemer, der har gennemløbet en sekvens af livscykler og således opfylder betingelserne for ultrastabilitet. Samfund som det danske har gennemløbet fire c. 55 år lange livscykler over de sidste godt 200 år og står på tærsklen af en femte. Samfundsudviklingen veksler således mellem længere videreudviklingsperioder og kortere overgangsfaser. Hver videreudviklingsperiode repræsente-rer en ny teknologisk udvikling og en ny dominerende livsstil, mens overgangsfaserne fra en cyklus til den næste har været præget af modsætninger og usikkerhed, indtil de grundlæggen-de ’sociale færdselsregler’ er blevet fornyet. Et typisk eksempel er overgangsfasen fra landbrugssamfund til national industrialisering i 1880erne og ’90erne. Omstillingen dengang omfat-tede bl.a. andelsbevægelsen, Arbejdsmarkedets Hovedaftale, social bistand uden fattigstempel og parlamentarisme.30)

De værdiforestillinger, som et socialt system opfylder kan betegnes målværdier. Virksomhe-dens målværdier er en brugergruppes behov, idet opfyldelsen af brugerbehov sikrer virksomheden de indtægter, der er betingelsen for virksomhedens overlevelse. Hele samfundets mål-værdier er de dominerende befolkningsgruppers værdiforestillinger. Opfyldelsen af disse værdiforestillinger er betingelsen for politisk legitimitet og autoritet og dermed for stabilitet og konfliktbegrænsning.

Målværdier kan således være enten eksterne eller interne brugeres behov. Svarende hertil kan man skelne mellem to organisationsformer. Den ene er ‘centraliseret orden’, dvs. centraliserede beslutninger om forbedringer af brugergruppens værdiopfyldelse (udviklingsmål) og decentraliseret udførelse af beslutningerne. Den anden organisationsform er ‘decentraliseret koordinering’, dvs. decentraliserede beslutninger om gensidig specialisering af ydelsesudveksling.

Enevælde og diktatur er eksempler på ‘centraliseret orden’, hvor statsmagten opfatter befolk-ningen som ‘eksterne’ brugere. Demokratier, familier og de oprindelige andelsforeninger er eksempler på ‘decentraliseret koordinering’. Den traditionelle organisationsform i erhvervslivet er ‘centraliseret orden’; i de senere år har nogle virksomheder bevæget sig i retning af ‘decentraliseret koordinering’.

Sociale systemer sætter grænser for, hvordan medlemmerne opfylder målværdier. Disse grænser kan betegnes systemets værdihandlerum. Værdihandlerummet er nødvendigt for at begrænse konflikter i systemet og/eller i forhold til andre interessenter. Værdihandlerummet omfatter dels formelle regler (lovgivning), dels uformelle regler (virksomhedskultur, etiske eller moralske forventninger). Mens målværdier repræsenterer fremtidige tilstande, der søges virkeliggjorte over et vist tidsrum, udtrykker værdihandlerummet nutidige krav, som alle skal opfylde til enhver tid. Værdihandlerummet inddrages ikke i den efterfølgende analyse af videnskabelig udvikling, selv om fx videnskabelig hæderlighed er et væsentligt krav inden for ethvert fagområde.

Henvisninger:
15)    Marchetti C: Society as a Learning System, TFSC 18 (1981), p. 267-282; Jansen TB: Danmark om ti år – ti brikker til et nyt billede, Kroghs Forlag Vejle, 2000.
22)    Croce B. Æstetisk Breviarium, Gyldendal Kbh. 1960 (overs. fra italiensk); Engdahl H: Berøringens ABC, Areana og Arkiv for ny litteratur, 2004 (overs. fra svensk). Den mod-satte opfattelse er fremstillet af Favrholt D: Æstetik og filosofi, Høst Kbh. 2000.
23)    Cherry H: On Human Communications, 2. edt. MIT Press Camb. Mass. 1966.
24)    Zinkernagel P: Virkelighed, Munksgaard Kbh. 1988.
25)    Merton RK: Notes on Problemfindings in Sociology, i Merton RK. m.fl. (edt): Sociology Today, Basic Books NY. 1959, p. iv-xxxiv. Jansen TB, Sørensen P: Problemløsning, i Jansen TB: Skole i et samfund under forvandling, Chr. Erichsen Kbh. 1982, p. 107-124; Jansen TB, Sørensen P: Problemformulseringsteknik I-II, Futuriblerne 1990, 1-2 & 3-4.
26)    Ashby, WR: Design for a Brain, 2. edt. Chapman & Hall London 1960.
27)    Op. cit. 26, p. 80-99; Jansen TB, op. cit. 6, p. 21-26, Jansen, TB, op. cit. 3, p. 22-27.
28)    Jansen, TB: Assumptions of Futures Studies, TFSC 32 (1987), p. 203-224.
29)    Witt-Hansen J: Om generalisation og generaliseringsproblemer i de matematiske og hi-storiske videnskaber, Københavns Universitets Festskrift 1963.
30)    Modis T: Prediction, Simon and Schuster NY. 1992; Jansen TB, op. cit 15..