2021-10-24

Futuriblerne

50 år udgivelser om dansk fremtidsforskning

Af direktør Torben Bo Jansen 1

Retsbevidstheden er silkepapiret mellem civilisation og barbari”, skrev Arne Sørensen, initiativtager til fremtidsforskning i Danmark. Silkepapiret blafrede globalt siden i slutningen af 2005 på grund af offentliggørelse af nogle Muhammed-tegninger. Tegningerne blev opfattet i nogle islamiske kredse som en alvorlig krænkelse af deres tro og – i danske islamiske trossamfund – af deres rettigheder i et demokratisk samfund.

Den globale reaktion på Muhammed-tegningerne viste blot, at massekommunikationen er mere globaliseret end initiativtagere og politikere forventede. De udenlandske reaktioner var medieskabte begivenheder og dermed af forbigående interesse for alle andre end de mennesker og virksomheder, som led tab.

Til gengæld afdækkede debatten i Danmark modstridende – eller i det mindste meget uklare – opfattelser af rettigheder og pligter i et demokratisk samfund, specielt for religiøse mindretal. Betragtet på den måde var Muhammed-tegningerne en frugtbar – om end lidt klodset – anledning til en offentlig debat om demokratiske spilleregler.

I debatten om Muhammed-tegningerne i og uden for Danmark fremhæves igen og igen, at tegningerne er krænkende, en helt overflødig provokation, tegn på manglende forståelse af religiøse følelser osv. De meget forsinkede reaktioner på tegningerne giver også indtryk af skjulte dagsordener. “Tankevækkende nok har den franske presses langt frækkere gøren grin med profeten ikke udløst tilsvarende reaktioner…” 2

Selv om tegningerne har krænket nogle mennesker, så betyder det ikke nødvendigvis, at de krænkede mennesker er uskyldige eller har ‘ret’ til undskyldning.

I Danmark har forskellige personer, institutioner og grupper formuleret mange forskellige opfattelser af relationerne mellem frihedsrettigheder og religiøse dogmer, demokrati og globalisering, national ytringsfrihed og tværnationale krænkelser osv. osv. De modstridende virkelighedsopfattelser har affødt mange velmente opfordringer til at vise tilbageholdenhed, fremsætte officielle undskyldninger, oprette demokratiske foreninger eller workshops om global forståelse og indsigt osv. Det er imidlertid ikke ord, der mangler, men et nyt samlende helhedsbillede, der giver ordene mening.

Emnet tages op her, fordi det illustrerer de ikke-økonomiske hindringer for en omstilling. Forslag om uddannelse og forskning er lette at udmønte i uddannelsesreformer og bevillinger, fordi ændringerne ikke overskrider erfaringsgrænser (jf. kapitel IV, afsnit 1.1). Hvis ‘tegnings-krisen’ kunne løses af en dialog, var den slet ikke opstået. Den opstod, fordi forudsætningerne for en dialog ikke er til stede. Udvikling af forudsætningerne for en dialog er en social innovation – en overskridelse af hidtidige erfaringsgrænser. Det første trin i en sådan udvikling er en præcisering af problemerne.

Tre spørgsmål

Det fragmenterede billede kan skyldes i det mindste tre grundlæggende misforståelser:

1. Sammenblanding af grundlovssikrede frihedsrettigheder og Menneskerettigheder.

Grundlovssikrede frihedsrettigheder er juridiske midler. Juridiske midler kan bruges og misbruges. Det er domstolenes eksistensberettigelse. I modsætning hertil repræsenterer Menneskerettighederne grundlæggende værdier. Opfyldelsen af grundlæggende værdier som Menneskerettighederne er ikke underkastet begrænsninger. Ethvert menneske ønsker Menneskerettighederne opfyldt for sig selv, men nogle mennesker (stater) afviser, at Menneskerettighederne er en ‘fødselsret’ for alle.

En grundlæggende værdi er et vilkår eller forhold, der er ønskværdigt i sig selv, og som det er meningsløst at søge at begrunde. Det har fx ingen mening at spørge, hvorfor social tryghed eller retten til at bestemme over sig selv er ønskværdig. Det er derimod meningsfuldt at spørge, hvad de grundlovssikrede frihedsrettigheder er midler til. Hvilke grundlæggende værdier opfylder disse ’sociale færdselsregler’, og hvilke begrænsninger af frihedsrettighederne er nødvendige for at udelukke misbrug?

Mange – fra FNs generalsekretær og den danske statsminister til redaktører og skribenter – har udtalt, at grundlovssikrede frihedsrettigheder som ytringsfriheden er ‘ukrænkelige’ værdier. Når juridiske midler fremstilles som værdier, der ikke kræver begrundelse, så forvandles de til dogmer. En del af ‘tegningskrisen’ skyldes sammenstød mellem et sekulært ytringsfrihedsdogme og et religiøst afbildnings-dogme. Det er ikke kun den ene part, der er dogmatisk.

Alternativet til den dogmatiske fremstilling af juridiske midler består i at klargøre, hvorfor Grundlovens frihedsrettigheder er ønskværdige. Demokrati er ikke et entydigt begreb; fx fik Danmark en demokratisk forfatning i 1848, men kvinderne fik først stemmeret til Folketinget i 1915.

I hvilken forstand er demokrati en grundlæggende værdi, og hvilke betingelser eller vilkår for et demokrati skal det danske samfund for enhver pris forsvare, bl.a. ved hjælp af en grundlovssikret ytringsfrihed?

2. Sammenblanding af religiøse lederes legitimitet og autoritet i trossamfundet og i det sekulære samfund.

En leder besidder legitimitet, hvis vedkommendes ret til at lede er bredt accepteret, og en leder besidder autoritet, hvis vedkommendes evne til at opfylde mål og aftaler er bredt accepteret. Ledere kan besidde autoritet uden at besidde legitimitet, jf. Estrups Provisorier i 1880erne, og legitime ledere kan mangle autoritet, jf. Socialdemokratiets lederkarrusel siden Anker Jørgensen.

Religiøse ledere besidder legitimiteten og autoriteten til at kræve respekt for religionens dogmer af de troende. Vedkommende har til gengæld ingen som helst legitimitet til at stille krav om særlig respekt for religionens dogmer af ikke-troende. Legitimering af religiøse lederes krav til ikke-troende ville føre til ‘religionskrige’ som 30-årskrigen i første halvdel af 1600tallet.

Religiøse ledere kan – som alle andre ledere – besidde autoritet i hele samfundet. God ledelse skaber autoritet, og autoritet er dermed noget, som en leder gør sig ‘fortjent’ til. Det gælder også religiøse ledere. De kan ikke stille krav til ikke-troende, men de kan skabe grundlaget for gensidig respekt. Det sker ved at sikre, at trossamfundets medlemmer viser samme respekt overfor andre samfundsgruppers dogmer eller adfærdsregler, som de ønsker eller forventer af disse samfundsgrupper.

F.eks. er Muhammed-tegningerne blevet kritiseret fra mange (de fleste?) sider som en ubegrundet provokation. Kritikerne tog slet ikke stilling til redaktørens begrundelse for offentliggørelse af tegningerne: Tegningerne skulle bryde med den voksende selvcensur, som nogle muslimske kredses trusler havde skabt. I bagklogskabens klare lys er det let at kritisere ‘midlerne’ og på den måde forbigå det egentlige spørgsmål: Hvornår og hvordan skal borgere og medier – og ikke blot anklagemyndigheden – reagere på mord på ‘ulydige’ døtre/søstre, opfordringer til støtte af terror, angreb på demokratiske spilleregler osv.? Hvad kommer først: Ægget eller hønen?

Ægget-eller-hønen spørgsmål er hverken meningsfulde eller frugtbare. Det relevante spørgsmål vedrører religiøse lederes forpligtelser i et demokratisk samfund. De troende har (selvfølgelig) samme frihedsrettigheder som alle andre borgere, men den katolske biskop, overrabbineren, imamen er ikke blot ‘borgere’. Deres legitimitet og autoritet i trossamfundet afføder både rettigheder og pligter uden for trossamfundet – forudsat de besidder en sådan legitimitet og autoritet.

Hvis en religiøs leder ikke kan eller vil skabe respekt i trossamfundet for andre samfundsgruppers dogmer eller adfærdsregler og dermed opfylde sine forpligtelser, så kan den pågældende leder heller ikke påberåbe sig rettigheder i det sekulære samfund. Det sekulære samfunds ledere – regering og folketing – er tværtimod forpligtede til at genoprette respekten for det sekulære samfunds adfærdsregler – som de er forpligtet til at bekæmpe skattesnyd, blasfemi, prisaftaler osv.

Muhammed-tegningerne har muligvis afdækket et behov for dialog og større forståelse. Det mere grundlæggende behov, som tegningerne har afdækket, er klargørelsen af de forpligtelser, som religiøse ledere og trossamfund skal opfylde for at påberåbe sig det sekulære samfunds rettigheder.

Hvordan trækkes grænsen mellem dogmatisk religionsudøvelse i trossamfundet og antidogmatisk livsudfoldelse i det sekulære samfund, og hvilke forpligtelser indebærer denne grænse for religiøse og sekulære ledere?

3. Sammenblandingen af globalisering og samfundsudvikling.

Historisk set har der altid eksisteret økonomiske forskelle i det enkelte samfund og mellem nationer. Nogle nationer udvikles hurtigere end andre og er større, stærkere og rigere end andre. Hvis nationer med forskellige interesser er nødt til at interagere, så kan forskellene afføde konflikter, fordi den enkelte nation søger at opfylde egne interesser på andre nationers bekostning. Kan interesserne ikke opfyldes med diplomatiske midler (forhandlinger, trusler), er anvendelsen af militære midler det næste skridt.3 Der er ingen tegn på, at denne clausewitz’ske rationalitet er forældet i dag – trods en markant global økonomisk, teknologisk, social og politisk udvikling siden von Clausewitz skrev om krige.

Lokal, national og tværnational interaktion afhænger af transport- og kommunikationsmidlerne (jf. kapitel II, afsnit 3.1). Globaliseringen er et andet ord for, at den tværnationale transport og kommunikation er vokset meget over de senere årtier, fordi omkostningerne faldt stærkt.4

Det er den globale kommunikations-landsby, der har reageret på Muhammed-tegningerne. Det nye består i, at befolkninger i bl.a. de arabiske lande kan sammenligne deres egne håbløse levevilkår med forholdene i USA og Europa, fordi de kan se i fjernsynet, hvordan man lever i Vesten. Restriktioner, der er fælles for alle, kan man affinde sig med – lidt ligesom de bilfrie søndage under første oliepriskrise i 1973. Håbløse forhold er derimod dybt frustrerende, uretfærdige og ydmygende, når man kan se i fjernsynet, at andre lever meget bedre.

Sat på spidsen kan man sige, at 11. september, terrornetværk og de anti-vestlige holdninger – såvel som illegale indvandringer og økonomisk betingede flygtninge – skyldes fjernsyn og internet. Det er en voksende global forståelse af de store økonomiske og sociale forskelle, der skaber den nye type af tværnationale spændinger – snarere end mangel på forståelse.

Mennesker, der ikke alene lever under håbløse forhold, men også kan se, hvor godt andre lever, er ikke nødvendigvis særligt forskellige fra de velstillede – tværtimod. Frustrationer og angreb skyldes netop ønsker om at opnå de samme goder, som befolkningerne i Vesten. Der er ingen form for dialog, der kan overvinde denne frustration.

Europa skulle igennem to verdenskrige og 40 års kold krig, før det lykkedes at bryde med den clausewitz’ske rationalitet, og det forhindrede ikke krige på Balkan. Anvendelsen af militære midler i Afghanistan og Irak for at bryde en ‘ond cirkel’ har ikke hidtil været en succes. Det samme gælder de mange milliarder ulandsbistand over de sidste årtier.

Bevidstheden om (forståelse af) egne håbløse levevilkår har skabt en frustration i mange ulande, og denne frustration har tilføjet en ny dimension til de tværnationale interessekonflikter. Kløften mellem i-lande og u-lande er blevet en reel overlevelsestrussel for i-landene. Den skaber et akut behov for ny viden om, hvordan den ‘onde cirkel’ af fattigdom, diktatur og frustration brydes.

Hvordan udvikles et alternativ til nationaløkonomisk ulandshjælp og militære løsninger af interessekonflikter, og hvordan omsættes en ny viden i praksis?

De tre spørgsmål hænger sammen på den måde, at formålet med ulandsbistand og intervention i Afghanistan og Irak er at tilvejebringe betingelserne for demokrati, og i et demokrati besidder de forskellige trossamfund ikke blot retten til respekt for deres tro, men også forpligtelsen til at respektere det sekulære samfunds adfærdsregler.

Bagklogskab

Familier opløses og erstattes af nye familier, virksomheder lukker og giver plads til nye virksomheder, men nationer opfattes ofte som ‘enheder’, der hverken opløses eller nydannes. Opfattelsen er forkert. De fleste af FN’s knapt 200 medlemmer er unge nationer og kun 11 (måske 14) eksisterede i 1820. National suverænitet opnås og opretholdes kun under bestemte vilkår.

Nogle nationer besidder en demokratisk styreform, andre ikke. Demokrati er også et instabilt samfundskendetegn. Historikerne kan opregne over 70 brud med den demokratiske styreform i nyere tid.25) Det danske demokrati betragtes ofte som meget stabilt – trods Provisorieår og Påskekrise, og det tilskrives den nationale homogenitet.

USA er alt andet end et homogent samfund. Alligevel besidder det et stabilt demokrati, så betingelsen for demokrati er ikke homogenitet som sådan. USA og Danmark har derimod et andet fælles kendetegn: Der findes ingen gensidigt forstærkende opdelinger eller spaltninger af befolkningerne i to eller flere ‘delsamfund’. De to samfund er opdelt på mange måder, men opdelingerne ‘går på kryds og tværs’, og disse såkaldte krydspres udelukker den spaltning eller polarisering af samfundet, der truer demokratiet. Omvendt kan de slesvigske krige ses som en følgevirkning af en ‘Gud-konge-fædreland’ spaltning af kongeriget i en slesvig-holstensk og en dansk befolkning.

Et samfund med mange, omfattende og krydsende netværk af selvstændige magtgrupper, der er afhængige af brugernes tilfredshed, kan bl.a. betegnes pluralistisk. USA er formentlig det mest pluralistiske land i verden, mens de arabiske lande hører til blandt de mindst pluralistiske. De europæiske lande med rødder i enevældige konge- og kejserriger er langt mindre pluralistiske end USA.

De grundlovssikrede frihedsrettigheder – herunder ytringsfriheden og en uafhængig presse – kan ses som midler til at skabe og opretholde pluralisme og dermed bevare demokratiske styreformer. Muhammed-tegningerne blev offentliggjort, fordi redaktøren var blevet bekendt med flere eksempler på selvcensur af kritik af islam. Redaktørens begrundelse kan opfattes som rimelig eller utilstrækkelig. Selv om man anser begrundelsen for helt utilstrækkelig, berettiger det ikke en påstand om, at offentliggørelsen af tegningerne var en ubegrundet og dermed urimelig provokation, eller at ytringsfriheden er en syg undskyldning.5 Så benytter man selv den kritiserede argumentationsform.

Selvfølgelig er opretholdelse af ytringsfriheden inden for lovens grænser et væsentligt element i et pluralistisk samfund. Den dogmatiske holdning til ytringsfriheden kan imidlertid være mere skadelig end gavnlig for pluralismen i dagens Danmark. Spørgsmålet er da, hvordan en udogmatisk holdning praktiseres uden at skabe tvivl om ytringsfrihed og pressens uafhængighed.

I den konkrete sag ønskede ambassadører fra islamiske lande et møde med statsministeren. Det afviste han. Han kunne i stedet have svaret ambassadørerne, at deres henvendelse var oversendt til udenrigsministeren, og derefter kunne udenrigsministeren have inviteret ambassadørerne til et møde. Et møde med udenrigsministeren havde ikke rejst tvivl om pressens uafhængighed og ytringsfrihed, da udenrigsministerens sagsområder ikke omfatter pressen, og det havde været velbegrundet, da svaret til ambassadørerne blev udarbejdet i Udenrigsministeriet.

Betragtet på denne måde er det ikke så meget statsministerens afvisning af et møde med ambassadørerne, der var uheldig, som undladelsen af at tilbyde en passende alternativ form for møde. Hvis ambassadørerne havde afvist et sådant alternativ og insisteret på at møde statsministeren, ville der have foreligget en ny situation, som muligvis begrundede en dogmatisk holdning til ytringsfriheden.

Det skal endelig tilføjes, at ingen kan vide, om møder havde forhindret en eskalering af modsætningerne.

Dialog

Religiøsitet bliver i nogle tilfælde fremstillet, som om den er modsætningen til rationalitet og videnskab. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Religioner er beskæftiget med de spørgs-mål, der ikke kan besvares videnskabeligt. For det første kan videnskaberne aldrig udpege ‘den første årsag’, selv om de kan forfølge årsagskæden tilbage trin for trin. For det andet kan videnskaberne ‘kun’ beskrive, hvordan noget påvirker noget andet (virkemåde), og ikke, hvad noget – fx tid eller partikler – ‘egentlig’ er.6

Endelig kan videnskaberne ikke besvare spørgsmål om det individuelle jeg – hvem og hvad ‘jeg’ er. Religioner giver ofte svar på spørgsmål om ‘den første årsag’, den ‘egentlige’ virkelighed og den eksistentielle identitet.

Et menneske kan erkende disse spørgsmål og enten vælge at beskæftige sig med dem eller vælge ikke at beskæftige sig med dem. Det ene er ikke mere eller mindre rationelt end det andet, og der er heller intet til hinder for at søge at bygge bro mellem de to verdener.7

Fremstilling af religiøsitet som modsætningen til videnskab og rationalitet er en diskriminerende fordom, der skaber modsætninger og konflikter. Det er den første blokering for en dialog. Sekulære kredses religiøse fordomme og disrespekt tvinger trossamfund til at ‘gå i forsvar’, og det blokerer enhver dialog. Tilsvarende gælder andre diskriminerende fordomme som antisemitisme.8

Når individet eller hele samfundet står overfor grundlæggende omstillingskrav bliver fremtidsperspektivet erstattet af usikkerhed og uvished. I denne situation kan en skråsikker politisk ideologi eller et religiøst fællesskab opfylde et behov for tryghed. Fx opnåede en nærmest fundamentalistisk Indre Mission stor tilslutning og styrke i brydningsårene i slutningen af 1800-tallet, og menighederne kunne ‘erobre’ et sogn, som beskrevet af Hans Kirk i ‘Fiskerne’. Der skal ikke megen fantasi til at overføre Kirks roman til et indvandrer-præget kvarter på Nørrebro i dag.

Trossamfund, der opfylder behovet for tryghed og vished, har ikke plads til tvivl, og de præges derfor af fundamentalistiske tendenser. Den religiøse leder af et dansk trossamfund, der tilbyder fællesskabets tryghed og vished, er klemt mellem trossamfundet krav kontra forpligtelserne i det sekulære samfund. Trossamfundet kræver en leder, der formulerer og bekræfter de religiøse dogmer, herunder retten til særlig respekt for deres religion. Det sekulære samfund kræver det modsatte: Ingen har særlige rettigheder og alle skal respektere det sekulære samfunds adfærdsnormer. Det er den anden blokering for en dialog.

Der findes ingen ‘let løsning’ på integration af trossamfund. Integrationen af Det mosaiske Samfund i Danmark har krævet flere hundrede år. Nathansens ‘Inden for Murene’ (1912) og Gyllembourgs ‘Jøden’ (1836) viser, at muslimernes situation i dagens Danmark ikke er så forskellig fra jødernes situation for 100-150 år siden – når bortses fra, at skuespil og roman handler om meget velhavende familier. Integrationen af jøder i det danske samfund har til gengæld øget afstanden til andre jødiske grupper. Efter sigende blev den israelske premierminister Ben-Gurion vred under sit besøg i Danmark i 1950erne, da den daværende overrabbiner fortalte ham, at i Danmark er en jøde først dansker og derefter jøde. Historien kan være en fabel, men den illustrerer de modstridende krav til religiøse ledere.

De demokratiske spilleregler sætter ingen grænser for dialog med og understøttelse af religiøse ledere. De kritiske grænser vedrører religionsudøvelse i det offentlige rum. Religionsudøvelse i det offentlige rum er enten religionskrig eller kirkelig dominans over det sekulære samfund. De islamiske trossamfund kunne fx lære meget af den katolske kirke om påvirkning af et lands lovgivning, fx i Spanien og Chile.

Det er ikke religioner, men religionsudøvelse, der er et privat anliggende. Religionen udøves i kirken, moskeen, synagogen etc. og ikke på rådhuspladser eller i butikscentre, i hjemmet og ikke på gaden, sammen med trosfæller og ikke som optog eller gadeteater osv.

Medlemmer af et trossamfund har ret til at udøve deres religion i trossamfundet. På samme måde har FCK’s fans retten til at understøtte ‘deres’ hold fra tilskuerbænken, og Amnesty International har ret til at påtale tortur. For alle parter gælder, at det enkelte menneskes opfyldelse af individuelle mål er et privat anliggende. Trossamfundene – herunder folkekirken – har alle en plads i det offentlige rum, men religionsudøvelse er et privat anliggende. Det var kærnen i Luthers angreb på den katolske kirke og burde derfor være en selvfølge i et protestantisk samfund.

Adskillelsen mellem offentlig religionsfrihed og privat religionsudøvelse er en del af den danske kultur. Sådan har det ikke altid været. Indre Mission er nævnt ovenfor, og 1700-tallets pietisme greb langt ind i privatlivet. I dag er den danske folkekirke understøttet af staten og løser nogle offentlige forvaltningsopgaver, men den er ikke en del af staten. Menighedsrådet er den øverste myndighed i ethvert sogn, og der findes intet hierarki i den danske folkekirke: Hverken provst eller bisp kan udtale sig på kirkens vegne.

Adskillelsen mellem religionsfrihed og privat religionsudøvelse er formentlig en langt vigtigere betingelse for pluralisme end (dogmatisk eller demonstrativt) forsvar for ytringsfriheden. I et pluralistisk samfund er det statsmagtens pligt og ‘almindelige’ borgeres ret at forsvare den offentlige religionsfrihed og at afvise enhver form for religionsudøvelse i det offentlige rum, ethvert forsøg på at legitimere religiøse krav til hele befolkningen (samfundet) og enhver form for religiøst begrundede trusler og vold – nationalt og tværnationalt.


To forskellige kriser

Danske politikere, intellektuelle, erhvervsfolk osv. har set afbrændinger af det amerikanske flag på tv gennem mange år. De færreste har formentlig tænkt over, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår ‘gadens parlament’ brændte andre og lige så synlige nationers flag. Muhammed-tegningerne har synliggjort Danmark, og derfor er landet blevet udsat for samme behandling som USA.

Krisens særkende er, at et indenrigspolitisk problem i Danmark via den globaliserede kommunikation er blevet udnyttet indenrigspolitisk i Mellemøsten. Der foreligger i den forstand to forskellige kriser af to forskellige grunde, der skal løses på to forskellige måder. Først og fremmest skal de to kriser adskilles.

Det indenrigspolitiske problem er en integrationskrise i Danmark, som også findes i andre europæiske lande. Den er snævert forbundet med arbejdsløsheden blandt mennesker med anden etnisk baggrund, specielt de helt unge. Hvis beskæftigelse af mennesker med anden etnisk baggrund blev prioriteret tilstrækkeligt højt, og hvis man var parat til at gå helt nye veje, så kunne arbejdsløsheden i disse grupper sænkes til landsgennemsnittet. Det ville også løse 80 % af de økonomiske problemer, der truer nationen over de næste 35 år ifølge Velfærdskommissionen.

Den anden krise er fattigdommen og frustrationen i muslimske diktaturer med unge befolkninger uden fremtidsperspektiv og udbredt korruption og nepotisme. Befolkningerne i disse lande kan muligvis bedst beskrives som proletariseret i Marx’s forstand. I den globale kommunikations-landsby kan regeringerne vende frustrationerne mod Vesten. Det er sket i mange år med voksende anvendelse af vold, og demonstrationerne mod Muhammed-tegningerne er blot et yderligere eksempel.

En nation som Singapore viser, at det ikke er religionen, der hindrer økonomisk vækst og udvikling; det er de totalitære og korrupte regeringer. Singapore, Malaysia og tilsvarende lande har selv skabt den økonomiske vækst og modtaget meget lidt økonomisk bistandshjælp. De nationale midler omfatter indskrænkninger af frihedsrettigheder og retssikkerhed. I slutningen af 1800-tallet søgte danske regeringer også at begrænse frihedsrettigheder, fx retten til at danne fagforeninger og til at strejke. Nationer som Singapore og Malaysia synes således at følge samme udviklingsbane som Danmark – blot med et par generationers forsinkelse.

Regeringerne i nogle (mindre) lande i Mellemøsten har gennemført eller igangsat reformer i retning af mere demokratiske styreformer. Det er formentlig sket i erkendelse af, at de lever i den globale kommunikations-landsby. Der er til gengæld også mange (store) lande i bl.a. Mellemøsten og Afrika nord for Sahara, der undertrykker enhver udvikling og enhver opposition – som Saddam Hussein gjorde i Irak.

Vestens muligheder for at påvirke de korrupte diktaturer er meget små, jf. Irans atomenergi-program. Samtidig kan udviklingen i disse lande påvirke Vesten meget stærkt – både kortsigtet ved at skabe et klima for terroraktioner (Madrid, London) og på lidt længere sigt i form af borgerkrige (Libanon, Darfur), kollaps (Somalia) eller afpresning med ABC-våben (Nordkorea).

Irak-invasionen viser, at den gordiske knude ikke løses ved at hugge knuden over. Irak blev ikke et pluralistisk samfund, fordi Saddam Hussein blev fjernet og stillet for en domstol. I tilbageblik virker det, som om den amerikanske administration overførte erfaringerne fra (demilitariseringen af Vest-)Tyskland efter afslutningen af 2.verdenskrig til Irak, og det var ikke rimeligt.

Mulighederne for at begrænse Vestens sårbarhed er lige så små som påvirkningsmulighederne. Så længe ‘krigen mod terror’ føres på militære præmisser, har terroristerne alle fordele. Skærpede sikkerhedslove kan (muligvis) styrke efterforskningen, når bomberne er eksploderet.9 Hvis udvidelse af sikkerhedslovene er nødvendig, så er udvidet kontrol af overholdelse af disse love også nødvendig for at opretholde retsbevidsthed og demokratiske spilleregler.

Vesten kan heller ikke isolere de samfund, der truer Vesten. Selv om olieafhængigheden kunne begrænses, så er den globale kommunikations-landsby kommet for at blive. Den globale kommunikations-landsby har styrket demokratiske bevægelser i nogle lande, senest i Ukraine, Georgien og Kirgisistan, men skærpet undertrykkelse i andre, bl.a. Hviderusland. Demokratiske forfatninger har heller ikke elimineret korruption og nepotisme.

National og tværnational dialog og forståelse ‘på gadeplan’ er i alle tilfælde værdifuld for sin egen skyld og repræsenterer et ‘tredje spor’ i forhold til såvel dogmatiske sekulære holdninger som dogmatiske religiøse holdninger. De repræsenterer derimod ikke et middel til demontering af den ‘tikkende bombe’, som korrupte diktaturer i den globale kommunikations-landsby udgør.

Den globale kommunikations-landsby har skabt et behov for en ny folkeret, der begrænser den nationale suverænitet, og som fastlægger juridiske betingelser for ‘verdenssamfundets’ (FN’s) pligt til at tilsidesætte den nationale suverænitet.10 Krigsforbryderdomstolen i Haag er et skridt i denne retning – trods USA’s modstand.

En ny global folkeret med forpligtende ’spilleregler’ for at foregribe væbnede konflikter, hvor anklagerne blev bedømt af en uafhængig, transnational domstol, som alle større magter anerkendte, er en utopi i dag.11 Krigsforbryderdomstolen i Haag er starten på en proces, der kan forløbe hurtigere eller langsommere og med større eller mindre tilbageslag; den kan imidlertid ikke standses.

Troldspejlet

Muhammed-tegningerne har virket som troldspejlet i H.C. Andersens eventyr: Det blev slået i stykker, så bitte små splinter satte sig i øjet og forvrængede alting:

“Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! … En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre… det fór dem af hænde og… gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da just gjorde det meget større ulykke end før; thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende, og da så de mennesker alting forkert eller havde kun øjne for, hvad der var galt ved en ting, thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som det hele spejl havde; nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is. …”

H.C. Andersen: Snedronningen

Fodnoter:

1 Uddrag af Danmark om 10-15 år. Hvordan vælges fremtid?, upubliceret manus 2007 (kap. I.6.2.).

2 Bjøl E.: Topvækkelsesfabrikant i benfri islam, Politiken 11/3 2006.

3 Jansen, T.B.: Op.cit., s. 54.

4 Knudsen, T.: Fra enevælde til folkestyre – Dansk demokratihistorie indtil 1973, Akademisk Forlag, København 2006.

5 Smith E.: Ytringsfriheden – en syg undskyldning, Politiken 18/2 2006.

6 Uggerhøj U.: Tid. Den relative virkelighed, Aarhus Universitetsforlag, Århus 2005, s. 179-196.

7 Chardin, P.T. de: Fænomenet Menneske, Jespersen & Pio, København 1960 (fransk udg. 1958).

8 Sartre J.-P.: Om Antisemitisme, Thaning & Appel, København 1948 (fransk udg. 1946).

9 Wilhjelm P.: Har retssikkerhed længere nogen inter- esse? Politiken 16/2 2006.

10 Jansen, T.B.: Irakkrigen: Hvorfor? Hvorfor ikke? Futuriblerne 31/2003, nr. 1, s. 26-32.

11 Se med specificeret forslag hertil Henrichsen C.: Danmarks deltagelse i Irakkrigen – Et spørgsmål om risikovurdering?, i “Ret og usikkerhed”, red. af Damgaard C. m.fl.: Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2005, s. 119-142.