Af international projektleder Else Christensen Redzepovic,
egen virksomhed
Landdistrikterne er præget af to trends: På den ene side serviceforringelser – luk-ning af skoler, butiksdød, dårligere busforbindelser osv. – og på den anden side voksende beskæftigelse med ‘det gode liv på landet’ – nationalt og i EU, praktisk og videnskabeligt, i programmer, projekter og udvalg. Det kan føre til afvikling nogle steder og revitalisering andre steder. Ønskes en samlet og jævnbyrdig udvikling, er det nødvendigt at skabe politiske rammer for lokal udvikling. Forfatteren opstiller en model herfor.
Panikken breder sig i mange små landsbysamfund i takt med kommunesammenlægningerne. Hvad sker der med vores nærdemokrati? Hvordan udfylder vi det lokalpolitiske tomrum?
Hvad kommer der til at ske med vores landdistrikter, når nærdemokratiet i den kendte form forsvinder til fordel for stordriftspolitik i storkommunen. Vil de være til udvikling eller afvikling?
Bliver landdistrikterne affolkede og forvandlet til rene naturreservater, hvor det travle byfolk drager ud og rekreerer i fritiden eller bliver landdistrikterne boområder for de mere velbeslåede med råd til to biler? Eller vil folk på landet have levende, aktive og bæredygtige lokalsamfund, med børnehaver, skoler, købmandsbutikker, busforbindelser og arbejdspladser, hvor man kan leve og udfolde sig et helt liv?
Med stramningerne på de offentlige budgetter, har landdistrikterne gennem det seneste årti mærket betydelige forringelser i serviceniveauet. Det er især skolenedlægningerne, der har ramt hårdt, idet skolen på mange måder er landsbyens livsnerve – der hvor folk mødes på tværs af generationer og dermed stedet, hvor fællesskabet trives.
Men de selv samme stramninger har mange steder i de danske landsbyer ført til en fornyet vitalitet i lokalsamfundet. Landsbyborgerne er kommet på barrikaderne og har kæmpet for skolens bevarelse eller friskolens opstart, for købmanden, busforbindelsen, cykelstien osv. Den fælles kamp har bragt borgere sammen og genskabt det fællesskab, tilhørsforhold og med-ansvar der historisk har været kendetegnende for ”bondefolket”.
Det er blevet meget ”in” at arbejde med udvikling i landdistrikter. Der er opstået et hav af foreninger til bevarelse af det gode liv på landet, et landsdækkende fællesråd der varetager landfolkets interesser og senest et forskningscenter i Esbjerg, der skal forske i det gode liv på landet. Der afholdes konferencer, seminarer og fremtidsværksteder om landdistrikternes ve og vel. Der ansættes landsbykoordinatorer der skal puste liv i landsbyerne. På tværs af ministerier og politiske partier tales der varmt for udviklingen i landdistrikterne, samtidig med, at der fusioneres og nedlægges tusindvis af arbejdspladser, skoler mv. derude på landet! Der er lavet politik for landdistrikterne i amter og kommuner og der er afsat alskens puljer, der skal sætte skub i selvstyret og udviklingen derude på landet.
Trenden er en del af den europæiske dagsorden. I EU har man gennem de seneste 10-15 år opbygget et kæmpe netværk af såkaldte lokale aktionsgrupper – sammensatte grupper i lokalsamfundene i de dårligst stillede landdistrikter i Europa, der ved hjælp af en selvforvaltningsmetoder og midler fra EU, (det såkaldte LEADER pro-gram) har haft til opgave at skabe økonomisk vækst på landet gennem selvforvaltning. Også fremover skal landdistrikterne være på den europæiske dagsorden, og fremover vil blive kanaliseret store millionbeløb fra den konventionelle rene landbrugsstøtte over i støtte til udviklingen i landdistrikterne generelt.
Så der er vel i grunden ikke så meget at pive over derude på landet, eller er der?
Det er til og med i tidens ånd, at folk vil og kan selv. Vi vil have ansvaret for vores eget liv og livskvalitet. Det er vi vant til på vores arbejdspladser, det lærer børnene i skolen og i alle andre aspekter af vores liv.
Så måske ligger det lige for, at folk på landet fremover også vil drive ledelse på landet. Sådan har det i øvrigt også mest været tilfældet igennem historien, bortset fra årtierne efter den forrige kommunesammenlægning, hvor selv folk på landet lod udviklingen, eller manglen derpå, hvile i hænderne på de kommunale politikere.
Nærdemokratiet behøver altså ikke nødvendigvis at lide overlast i alle landsbysamfund i en større kommunestruktur. Der vil altid eksistere utrættelige ildsjæle, som vil nå målet uagtet strukturen. Det ses også i landdistrikterne i dag. Der findes landsbysamfund, hvor der imod alle odds sker meget aktivitet og andre, hvor der ikke sker noget, selvom forudsætningerne er de samme. Men der vil også være landsbyer tilbage på landet, hvor udviklingen vil gå i stå, fordi der ikke er kræfter til at bære projekter igennem, når beslutningsinstanserne rykker længere væk.
Så er spørgsmålet, om landdistrikternes skæbne skal overlades til ”markedskræfterne” eller om der skal andre metoder til? Er det overhovedet nødvendigt at fylde noget i det lokalpolitisk tomrum der opstår ved kommune- og regionssammenlægningerne, eller fylder hullet fylder sig selv? Måske har kommunerne naturligt udlevet deres berettigelse, fordi folk kan og vil selv?
Men vil man sikre en mere jævnbyrdig udvikling i alle landets landdistrikter, gøres det formodentlig ikke uden en eller anden form for struktur. En effektiv måde at få folk på landet til at på-tage sig et reelt medansvar for udviklingen er at flytte kompetencer og midler helt ud i landsbyerne. Måske er det genopstandelsen af de gamle sogneråd, der nu skal hedde lokalråd og som skal sikre, at de gode ideer og initiativer til udviklingen modnes, bringes til gennemførelse eller bringes videre i systemet?
Ministerium for landdistriksanliggener:
Nedsættelse af et selvstændigt ministerium der skal varetage landdistriksanliggener, herunder kompetenceudvikling og erhvervsudvikling.
Storkommunen: Nedsættelse af et kommunalt landdistriktsudvalg og en landdistriktsdirektør på lige fod med de øvrige kommunale udvalg. Afsættelse af passende budget til udvikling i landdistrikter.
Landsbyen og landområderne: Hver landsby og tilhørende opland har en lokal borgerforening/landsbylaug o.l. på foreningsbasis. Ud over foreningens mange gøremål for det nære samfund i landsbyen og omegn, skal den nu også udarbejde en årlig handlingsplan, som skal sendes til det nærmeste landsbyråd, hvis man ønsker medindflydelse og midler til udvikling. Borgerforeningen vælger en repræsentant til landsbyrådet.
Landsbyråd: Lovpligtige landsbyråd nedsættes, svarende til de nuværende kommunegrænser. Der afholdes regu-lære årlige møder.Landsbyrådets formand og sekretær kan evt. tilgodeses med et mindre årligt honorar. Landsbyrådet samler de lokale handlingsplaner og forbereder oplæg til fællesrådet for udviklingsstrategier for lokalområdet (de nuværende kommunedistrikter)
Fællesrådet: Lovpligtigt fællesråd for landdistriktsudvikling. Her sidder én repræsentant for hvert lokalråd (eller anden person udpeget af borgerforeninger) samt sekretariatslederen og en kommunal repræsentant. Fællesrådets medlemmer skal være repræsentative for landdistrikterne i storkommunen (landmand, iværksætter, ung, ældre). Formand, næstformand, revisor og sekretær vælges på generalforsamlingen, hvor der er stemmeret til to repræsentanter for hver landsby (med opland). Der afholdes regulære møder årligt. Fællesrådet har kompetencer på alle områder der ikke er lovpligtige. Fællesrådet er lovpligtig høringspartner i alle tiltag der vedrører landdistrikterne i storkommunen. Fællesrådet råder over en årligt budget til udviklingstiltag i storkommunens landdistrikter. Fællesrådet har et sekretariat med en fuldtids sekretariatsleder samt en sekretær. Sekretariatet sørger for alle informationsopgaver – herunder også oprettelse og vedligeholdelse af en hjemmeside og informationsmøder.
Sekretariatet sørger for alle informationsopgaver – herunder også oprettelse og vedligeholdelse af en hjemmeside og informationsmøder. Sekretariatet arbejder endvidere med at forberede materialer til møder for fællesrådet, undersøger diverse eksterne medfinansieringsmuligheder – både nationale, EU og lokale, udbyder kurser i projektledelse og udarbejdelse af lokalplaner mm. Sekretariatet arbejder endvidere med netværksdannelser, brede partnerskaber i større samarbejdsprojekter, transnationale samarbejdspartnere mv.